„Dit ord er sandhed“
Bibelens profetier skyldes ikke privat fortolkning
MENNESKER fremkommer undertiden med forudsigelser der er baseret på deres egen fortolkning af tendenserne og forholdene i øjeblikket og som går i opfyldelse; men ofte slår deres profetier fejl. Det er fordi de enten bedømmer de foreliggende kendsgerninger forkert eller fordi de har for få kendsgerninger at bygge på. I modsætning hertil er ophavsmanden til Bibelens profetier ufejlbarlig. Apostelen Peter skrev: „Ingen profeti i Skriften er fremkommet ved nogen privat fortolkning. Thi ingen profeti blev nogen sinde fremført ved et menneskes vilje, men mennesker der blev båret af sted af hellig ånd, fremkom med udtalelser fra Gud.“ — 2 Pet. 1:20, 21, New World Translation.
Det er ofte sådan at menneskers fortolkning af hvordan eksisterende forhold vil indvirke på fremtiden, går i en helt anden retning end den guddommeligt inspirerede profeti. For eksempel følte jøderne i det ottende århundrede f.v.t. sig sikre i deres fæstninger eller befæstede byer. De ræsonnerede faktisk som så: ’Jehova vil aldrig tillade at hans tempel bliver ødelagt. Og hvis vi trues af kaldæerne, vil Ægyptens hær frelse os. Vi så jo at bare rygterne om at en hær var på vej fra Ægypten fik kaldæerne til at trække sig bort fra Jerusalem. Vi behøver altså ikke at frygte for at babylonierne vil bringe os i ulykke.’ Således så mennesker på fremtiden dengang. — Se Jeremias 5:17; 7:4, 14; 14:13; 37:5-10.
Guds profetiske ord sagde imidlertid noget helt andet! Gennem sin profet Jeremias sagde Jehova: Kaldæerne vil med sværdet „lægge dine fæstninger øde, dem, som du stoler på“. (Jer. 5:17) Jeg vil „gøre med huset, som mit navn nævnes over, . . . ligesom jeg gjorde med Silo“ (Jer. 7:14), hvor tabernaklet stod på Josuas tid. (Jos. 18:1) „Se, Faraos hær, som er rykket ud for at hjælpe eder, skal vende hjem til Ægypten; og kaldæerne skal vende tilbage og angribe denne by, indtage og afbrænde den.“ (Jer. 37:7, 8) Disse ord må have forekommet jøderne utrolige. Dog blev de opfyldt. — Jer. 44:2.
De profetier Kristus Jesus udtalte mere end seks hundrede år senere om ødelæggelsen af Jerusalem fordi byen havde været utro over for Jehova og havde forkastet hans søn som Messias, var ikke mindre utrolige. — Matt. 23:37-39; Luk. 19:42-44.
Da Jesus ikke ønskede at hans disciple skulle lide samme skæbne som Jerusalem, sagde han til dem: „Når I ser Jerusalem omringet af krigshære, så skal I vide, at dens ødelæggelse er nær. Da skal de, der er i Judæa, flygte op i bjergene; og de, der er inde i byen, skal drage ud af den; og de, der er på landet, skal ikke ty ind i den.“ (Luk. 21:20, 21) Jesu disciple har sikkert spekuleret på hvordan de skulle kunne undslippe med livet i behold. Efter almindelig menneskelig fornuft ville det være for sent at flygte når først fjenden havde omringet byen. Men en ganske uventet udvikling af begivenhederne gjorde flugten mulig.
Cestius Gallus drog op imod Jerusalem i året 66. Skønt han kunne have indtaget byen, opgav han belejringen. Den jødiske historiker Josefus skriver: „Cestius, . . . kaldte pludselig sine Soldater tilbage, og skønt han ikke havde lidt nogensomhelst Skuffelse med Hensyn til sine Planer, brød han dog paa den mest meningsløse Maade op og drog fra Byen.“ Denne mærkelige vending i begivenhedernes gang var helt imod hvad nogen ville have forudsagt i betragtning af Cestius’ tilsyneladende gunstige omstændigheder, men det blev nu muligt for de kristne at adlyde Jesu profetiske opfordring og flygte fra den dømte by.
Ved påsketid år 70 vendte de romerske hære, under ledelse af Titus, tilbage og begyndte igen at belejre Jerusalem. Næsten fyrre år tidligere havde Jesus forudsagt at fjendtlige hære ville bygge et palisadeværk rundt om byen. (Luk. 19:43, New World Translation) Og dog var der selv på dette sene tidspunkt intet håndgribeligt bevis for at det ville ske, specielt i betragtning af at det ikke var en normal fremgangsmåde. Josefus fortæller at der under et krigsråd blev fremsat forskellige synspunkter med hensyn til indtagelse af byen. Tilsyneladende var det Titus selv der fik ideen med at bygge en vold med pæle rundt om Jerusalem for at hindre jøderne i at forlade byen og for at få den til at overgive sig, eller hvis dette ikke skete, så at gøre det lettere at indtage byen der ville være plaget af hungersnød.
Det uventede skete. Titus vandt diskussionen. Derefter blev hæren sat i gang med projektet. Legionerne kappedes og de mindre hærafdelinger kappedes indbyrdes om at blive færdige. De enkelte mænd blev tilskyndet af et ønske om at behage dem de havde over sig. I egnen omkring Jerusalem, så langt væk som omkring seksten kilometer fra byen, fældede man alle træer for at få tømmer til palisaderne. Ifølge Josefus var arbejdet forbløffende nok færdigt i løbet af blot tre dage, et arbejde der normalt ville have krævet flere måneder.
Om både templet og byen havde Jesus profeteret: „De skal . . . ikke lade sten på sten tilbage i dig.“ (Luk. 19:44; 21:6) Dette ville have været vanskeligt at forudse selv da belejringen begyndte, for Titus var åbenbart ikke interesseret i at ødelægge byen. Læg mærke til hvad han sagde til jøderne, som det er citeret af Josefus: „Haardt imod mit Ønske lod jeg Belejringsmaskiner føre frem mod Eders Mure, mine Soldater, som tørstede efter Eders Blod, holdt jeg stedse tilbage. Efter hver Sejr, jeg har vundet over Eder, har jeg opfordret Eder til at slutte Fred. Efter at være trængt nær ind til Templet har jeg atter med velberaad Hu handlet imod Krigens almindelige Regler, idet jeg opfordrede Eder til at skaane Eders egne Helligdomme og frelse Eders Tempel og gav Eder Tilladelse til at drage ud og Løfte om Skaansel, ja, hvis I ønskede det, tilbød jeg Eder at optage Kampen imod Eder paa en anden Plads.“
Men i modstrid med den sejrende Titus’ oprindelige hensigt blev profetien opfyldt. Historikeren Josefus fortæller at hele byen og templet blev jævnet med jorden, med undtagelse af tre tårne og en del af den vestlige mur. „Hele Byens øvrige Befæstning blev da af Tropperne jævnet med Jorden i den Grad, at det ikke var Tilrejsende muligt at tro, at Stedet nogensinde havde været beboet.“
Bibelens profetier er i sandhed et resultat af Guds ånd og er ikke baseret på menneskers private fortolkning af eksisterende forhold eller tendenser på det tidspunkt de blev udtalt eller nedskrevet. Efter at have set Jesus forvandlet på forklarelsens bjerg kunne Peter skrive: „Og nu står det profetiske ord så meget fastere for os; det gør I vel i at agte på som på et lys, der skinner på et mørkt sted.“ (2 Pet. 1:19) Ved at give agt på det profetiske ord kan vi måske få den forret at se al ondskab ophøre, og få del i de velsignelser der følger med den nye tingenes ordning der efter profetien skal blive til virkelighed i vor generations levetid. — Luk. 21:25-32; 2 Tess. 1:6-10; Åb. 21:4, 5.