„Dit ord er sandhed“

Vi skal elske, ikke hade

APOSTELEN JOHANNES giver os det gode råd at vi skal elske, ikke hade: „Dette er det budskab, I har hørt fra begyndelsen, at vi skal elske hverandre og ikke være som Kain, der var af den Onde og myrdede sin broder. Og hvorfor myrdede han ham? Fordi hans egne gerninger var onde, men hans broders retfærdige.“ — 1 Joh. 3:11, 12.

Hvorfor bør kristne elske hinanden? Fordi det er et retfærdigt og rimeligt krav. Dette slår apostelen Johannes yderligere fast med ordene: „I elskede, når Gud således elskede os“ — nemlig ved at sende „sin Søn til soning for vore synder“ — „så er også vi skyldige at elske hverandre.“ Kristne lægger også visdom for dagen ved at elske hinanden, for „kærligheden opbygger“; den opbygger både den som elsker og den som elskes. — 1 Joh. 4:10, 11; 1 Kor. 8:1; Ap. G. 20:35.

Det modsatte af kærlighed er had, det vil sige had til ens medmennesker eller kristne brødre. Det er rigtigt at man bør hade det onde, ja, Guds ord byder os ligefrem at gøre det. (Sl. 97:10) Dette er imidlertid et principbetonet had. Men at nære et selvisk, personligt had virker nedbrydende; det sammenlignes endog med mord: „Enhver, der hader sin broder, er en morder; og I ved, at ingen morder har evigt liv blivende i sig.“ Kain, den første søn Adam fik, er et advarende eksempel i den henseende. Had fik ham til at lade hånt om Guds irettesættelse og til med overlæg at myrde sin broder Abel. — 1 Joh. 3:15.

Uden tvivl så Adam og Eva med stor forventning frem til Kains fødsel eftersom han var deres første søn. Dette synes at fremgå af Evas ord: „Jeg har fået en søn med [Jehovas] hjælp!“ (1 Mos. 4:1) Det er muligt at Kain som den førstefødte er blevet vist særlig opmærksomhed og at dette er gået ham til hovedet. Da Abel voksede op, har Kain sikkert set ned på ham. Kain var stolt.

Alt dette kom til udtryk da Kain og Abel foretog ofringer til Jehova Gud. Kain frembar frugter og urter, hvorimod Abel „bragte en gave af sin hjords førstefødte og deres fedme. Og [Jehova] så til Abel og hans offergave, men til Kain og hans offergave så han ikke“. (1 Mos. 4:3-5) Hvorfor? Fordi Abel havde den rette hjertetilstand, bragte det rette offer og bragte det i tro, hvorimod Kain kom til kort på alle disse områder. — Hebr. 11:4; 1 Joh. 3:12.

Da Kain så at Abel, som han regnede for ringere end sig selv, blev foretrukket af Jehova, var det for meget for ham. Hans sjæl fyldtes af et morderisk had: „Kain blev da såre vred og gik med sænket hoved.“ Da Gud kunne se Kains hjertetilstand rakte han ham så at sige en hjælpende hånd ved at irettesætte ham: „Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket hoved? Du ved, at når du handler vel,“ altså udviser tro og bringer den rette slags ofre, „kan du løfte hovedet frit; men handler du ikke vel, så lurer synden ved døren; dens attrå står til dig, men du skal herske over den [og vil du, for din del, få herredømmet over den? New World Translation].“ — 1 Mos. 4:5-7.

Her gav Jehova Gud i sin kærlighed og langmodighed den stolte, misundelige Kain en advarsel om hans farlige hjertetilstand og sagde til ham at han også kunne få Jehovas gunst hvis han ville ydmyge sig ved at efterligne Abels eksempel. Det var et dyreoffer der skulle til, fordi det indbefattede at blod blev udgydt, og blod måtte nødvendigvis udgydes hvis mennesket skulle forlige sig med Gud. — Hebr. 9:22.

Men Kain lyttede ikke til Jehova Gud. Hans had, der var et udslag af stolthed og misundelse, havde ikke alene forhærdet hans hjerte mod hans broder, men havde også gjort ham døv over for Jehova Guds irettesættelse. „Derefter sagde Kain til sin broder Abel: ’Lad os gå over på marken.’ Så skete det at mens de var på marken, gav Kain sig til at overfalde sin broder Abel, og han slog ham ihjel.“ Tilsyneladende var Abel så godtroende at han slet ikke havde bemærket sin broders hadefulde misundelse, og derfor var han gået med ham, helt uden mistanke om at Kain havde ondt i sinde. — 1 Mos. 4:8, New World Translation.

Kain dræbte sin broder med koldt blod. Det var ikke noget han pludselig fandt på, noget han gjorde i et øjebliks heftig vrede. Det var overlagt mord. Jehova Gud havde advaret ham, men han valgte at ignorere denne advarsel. Han bad sin broder gå med sig ud på marken, bort fra resten af familien, med det formål at dræbe ham. Så da Jehova spurgte ham: „Hvor er din broder Abel?“ løj Kain hyklerisk da han svarede: „Det ved jeg ikke; skal jeg vogte min broder?“ (1 Mos. 4:9) Dette afskyelige mord blev årsag til at Kain mistede ethvert håb om evigt liv. — 1 Joh. 3:12.

At nære et personligt had til sin broder eller sin næste er altså noget man bør være på vagt over for. Had kan opstå på grund af en misforståelse eller en uretfærdighed der er begået imod en. Eller det kan, som i Kains tilfælde, skyldes stolthed og misundelse, den værste form for had fordi den er så selvisk. Det var denne form for had de jødiske ledere nærede til Jesus, og det fik dem til at begå mord. Det var med god grund at Jesus beskyldte dem for at have Satan Djævelen til fader og sagde til dem at de ikke kunne undgå at dømmes til Helvede [Gehenna, NW]. — Matt. 23:33-36; Joh. 8:44.

Hvordan kan man undgå at had får grobund i ens hjerte på grund af noget ubehageligt en anden har sagt eller gjort imod en? Ved at sige til sig selv hvor forkert og hvor ondt det er at hade sin broder, ved at bestræbe sig for at tilgive og glemme, og ved at prøve at se fornuftigt på sagen. Man må erkende at den der har gjort én fortræd ikke er ond inderst inde — så ville han jo ikke have været en kristen broder — men at han har mange gode egenskaber. Han tjener måske Jehova Gud på en måde der er lige så god som den vi tjener ham på, eller endda bedre! Man må også huske på at man skal elske sin næste som sig selv og at kærlighed skjuler en mangfoldighed af synder. Desuden kan vi sige til os selv at det er tåbeligt, at det er mod al sund fornuft at lade en anden berøve os vor glæde. (Mark. 12:31; 1 Pet. 4:8) Hvis vi imidlertid ikke kan tilgive og glemme, må vi følge Jesu vejledning i Mattæus 18:15-17, og gå til vedkommende personlig for at vinde vor broder.

Der er endnu en ting vi kan lære af Kains onde handlemåde, og dét er aldrig at ignorere en irettesættelse eller en advarsel. En sådan advarsel kan kaldes tugt, og „tugtens revselse [er] livets vej“. Stolt og stivnakket nægtede Kain at lytte til den „tugtens revselse“ som han fik fra Jehova Gud selv. Hans handlemåde var lige så tåbelig som den var ond. Det er muligt at han kunne være blevet forfader til Messias, men i stedet omkom hans slægt i Vandfloden. — Ordsp. 6:23.

Måtte alle kristne lægge sig Johannes’ ord på sinde om at elske deres brødre og være på vagt over for had, så det ikke slår rod. Og måtte vi altid være villige til at tage imod tugtens revselse.