Vi betragter verden

7000 præster beder sig fri

● Flere og flere katolske præster forlader deres stilling enten for at gifte sig eller fordi de er uenige med kirken i dens læresætninger. En undersøgelse der på pave Pauls foranledning blev foretaget i oktober sidste år, viser at der i løbet af de sidste seks år er mindst 7137 præster der har bedt om at blive løst fra deres cølibatløfte. I Latinamerika har 661 bedt sig løst fra løftet, i Frankrig er tallet 553, og i Nordamerika 455. Fra centeret i Bruxelles oplyses det at det er præster i alle aldre der forlader deres kald, men især i løbet af de første fem år efter deres ordination.

Præst taler dunder

● Da præsten i Tranebjerg på Samsø kom for at holde gudstjeneste anden påskedag, den 30. marts, fandt han kun fire til stede i kirken, foruden hans egen familie og kirkebetjeningen. I en stærkt afkortet gudstjeneste holdt han en „dundertale“ til de fraværende og erklærede at de måtte tage stilling. Senere udtalte præsten: „Man kan ikke som præst acceptere, at menigheden går ind for at der skal være både præst og kirke, hvis man ikke gider gå aktivt ind for det. Det ville være umoralsk blot at holde sin prædiken og så gå hjem og lade som ingenting. Man kan anstændigvis ikke være præst i en sådan kirke.“ Den følgende søndag foretog Aarhuus Stiftstidende en undersøgelse i 131 kirker. Der var en mødeprocent på 3,4. I de 110 af kirkerne hvor der ikke var konfirmation var kirkebesøget på 1,5 procent. Biskop Henning Høirup kommenterede: „Jeg kunne have frygtet, at resultatet var blevet endnu ringere.“ To af kirkerne havde aflyst gudstjenesten. Biskoppen sagde i den anledning: „I den snestorm og med de vejforhold, søndagen bød på, kunne man . . . have ventet, at det netop i søndags var sket flere steder.“

Aktion mod den norske statskirke

● I februar igangsatte nogle lærerstuderende i Trondheim en aktion for udmeldelse af statskirken i Norge. Hensigten med aktionen var at nå alle de mennesker der enten ikke er positive eller er ligegyldige over for ordningen med en statskirke. Uafhængigt af denne aktion blev der startet en anden aktion der gik ud på at opfordre alle som ikke „virkeligt og ærligt hører hjemme i statskirken“, til at melde sig ud. Man ville sende breve og udmeldelsesblanketter til et stort antal husstande i landet. Kirke- og undervisningsminister Kjell Bondevik udtalte at aktionen var et udtryk for en tendens der gærer i det norske folk. Hvis tendensen blev almindelig mente han at det kunne ses som et faresignal for den norske statskirke. Ministeren understregede at de 96 procent af befolkningen der er medlemmer af statskirken ikke nødvendigvis alle er „personligt kristne“. En kronik af dr. theol. Tor Aukrust, i bladet Aftenposten opkastede følgende spørgsmål: „Nærmer vi os . . . en tid hvor vi får et stort opbrud fra kirken af mennesker som i solidaritet med Kristus må være usolidariske med kirken?“

Gifte paver

● Historikere anslår at omtrent 40 af de 262 mænd den katolske kirke regner med som paver, var gift. Så sent som i det niende århundrede blev en gift mand, Hadrian II (867-872), udnævnt til pave.

Kirkers indblanding i politik

● Jesus Kristus opfordrede sine disciple til ikke at blande sig i verdslige anliggender. Men vore dages præster opfordrer deres sognebørn til at gøre det modsatte. Den anglikanske præst F. M. French har sagt at kirken „bærer en stor del af skylden for de problemer vi nu har“. Han siger videre at hvis Canadas organiserede kirke skal gøre sig noget håb om at rette de sociale uretfærdigheder som kirken selv har været årsag til, må den blive politisk aktiv.

London hjemsøges af vold

● Den hurtige stigning i voldsforbrydelser i Storbritannien har givet anledning til en heftig politisk debat om spørgsmålet „Lov og orden“. Sidste år skete der 6820 voldelige overfald, hvilket er det hidtil højeste antal og en stigning på 28,7 procent i forhold til 1968. Londons politichef, Sir John Waldron, siger: „Det er noget der hører med til den eftergivenhedens og snyderiets tid vi lever i, hvor enhver lever præcis som han vil. Der er ikke megen stolthed eller værdighed tilbage, og det er ikke længere nogen skam at blive stillet for retten.“ Han kaldte vor tid for „en voldstid“.

Frit lejde

● I en del af april måned gav alle landets politikredse frit lejde for aflevering af skydevåben. Der er nu indført skærpede regler imod ulovlig besiddelse af våben. Politimesteren i Holbæk tog initiativet til frit-lejde-aktionen, og justitsministeriet bekendtgjorde derefter at det frie lejde gjaldt hele landet. Overalt i landet er det strømmet ind med våben som folk har haft liggende, i mange tilfælde helt fra besættelsens tid eller endnu længere. Ofte har folk været i besiddelse af store mængder af farlige våben og ammunition. En mand fra Ålborg afleverede således to mortergranater; ved demonteringen viste det sig at granaterne kunne være eksploderet hvert øjeblik. Et sted i Jylland havde en mand ligget inde med 80.000 skarpe tyske patroner. En mand fra Sydsjælland ringede selv til politiet og bad dem hente nogle våben. „Men kom nu ikke med en almindelig personvogn,“ sagde han, „jeg har våben nok til at fylde et folkevognsrugbrød helt op.“ Holbæks politimester anslår at der findes omkring 30.000 illegale våben i landet. Den 1. maj viste en foreløbig opgørelse for Sjælland at der var indleveret cirka 5000 skydevåben foruden en mængde håndgranater og mortergranater, enkelte maskingeværer, en del maskinpistoler, bajonetter og dolke, samt omkring en halv million patroner.

Risiko for gangsterinfiltration

● En dansk sociolog, Preben Wolff, har advaret regeringen om at der er risiko for at amerikanske forbrydersyndikater fatter interesse for det danske marked og om få år vil søge at tiltvinge sig magt i Danmark. Wolff mener at et af de største syndikater, Cosa Nostra, ikke længere kan investere i det amerikanske marked, som allerede er „mættet“. For nogle år siden blev det tilladt at åbne et antal spillekasinoer i England, og efter den tid har man oplevet en betydelig infiltration i det engelske erhvervsliv. I Danmark overvejer man for øjeblikket at åbne for kasino-spil; hvis spillevirksomheden legaliseres, siger Wolff, åbner man samtidig en mulighed for syndikatvirksomhed. En forudsætning for at syndikaterne vil investere i et marked er at der er et marked for „serviceforbrydelser“ (forbrydelser der går ud på at fremskaffe varer der ikke er legale og at omgå afgiftsbestemmelserne). En anden forudsætning er at markedet er købedygtigt nok. De skandinaviske lande opfylder begge disse forudsætninger. — Politiken, 13. maj 1970.

Røgtåge i Italien

● De turister der besøger Italien venter som regel ikke at finde røgtåge. I Milano er røgtågen imidlertid så slem at mange mennesker holder et lommetørklæde for næse og mund når de færdes udendørs. En tåget vinterdag i byen Mestre i nærheden af Venedig satte der sig et lag rødligt støv på de parkerede biler og ætsede ligefrem huller i lakken. I løbet af vinteren 1968/69 led 80 procent af børnene i Milano af åndedrætsbesvær. Det siges at Leonardo da Vincis verdensberømte maleri „Den sidste nadver“ har været i fare for at blive alvorligt beskadiget af det lag tågen aflejrer overalt. I lagunen ud for Venedig er næsten alt fiskeliv forsvundet på grund af forureningen.

Forurening og religion

● Ted Noffs, der er sognepræst ved King’ Cross Wayside Chapel i Sydney i Australien har sagt at det eneste der i øjeblikket forhindrer de organiserede trossamfund i USA i at uddø, er forureningsspørgsmålet. Forureningsspørgsmålet, siger han, dets aktualitet og alvor, bortleder de unges opmærksomhed fra en konfrontation med kirkeinstitutionen. Hvis forureningsproblemet blev løst og Vietnamkrigen afsluttet i morgen, ville kirken som vi kender den forsvinde næsten omgående, erklærer præsten.

„Kirkens sammenbrud“

● Den katolske kirke befinder sig i den værste krise i mange århundreder. Aldrig før har så mange forladt deres præstekald som nu. Det stigende antal præster der søger afsked og det faldende antal nye elever på seminarierne i de fleste lande viser at forholdene forværres for kirken. Dette er særlig tilfældet i Latinamerika hvor præstemangelen i forvejen var akut. Biskop Peter Koop fra Brasilien udtalte for nylig denne advarsel: „Vi må træffe et valg: enten må vi mangedoble antallet af præster, både cølibatspræster og gifte præster, eller også må vi forberede os på kirkens sammenbrud i Sydamerika.“

En mere kritisk holdning til folkekirken

● Lederen af Religionssociologisk Afdeling ved Københavns Universitet, Per Salomonsen, har udarbejdet en statistik over bevægelser i folkekirken. Det viser sig at i et antal hovedstadskommuner er det årlige antal af udmeldelser næsten firdoblet på 10 år. I 1958 var der 754 udmeldelser af folkekirken i det undersøgte område, og i 1969 var der 2967. I 1968 blev 11,7 procent af de nyfødte børn navngivet uden kirkedåb, og i nogle dele af København bliver hele 18 procent af børnene navngivet uden kirkedåb. Kirkeminister Arne Fog Pedersen kommenterer undersøgelsen således: „I og for sig kan det ikke overraske mig, at medlemstallet i folkekirken er på retur. Det undrer mig heller ikke så meget, at færre lader deres børn døbe end tidligere. Det er vel først og fremmest udtryk for, at man i dagens Danmark har en mere reflekteret holdning til hele folkekirkeproblematikken. . . . Jeg finder heller ikke, at udviklingen er alarmerende. Det er kun godt, at man indtager en mere kritisk holdning. . . . Det, der overrasker mig mest ved undersøgelsen er, at antallet af kirkelige begravelser også er faldende. Det svarer ikke til forklaringen om de mere reflekterende unge.“