Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g70 22/9 s. 22-23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1970
  • Underoverskrifter
  • ’Er Harmagedon nær?’
  • Sikrest i Sverige
  • Videnskab, kirken og P-pillen
  • Forladte kirker
  • ’Trofasthed mod FN’
  • Kirkernes rigdom i søgelyset
  • Ulykker, kræft og hjertesygdomme, selvmord
  • Leverbetændelse og transfusioner
  • Ilt og alderdom
  • Præst tvivler på jomfrufødselen
  • Seksualoplysning for katolske præster
Vågn op! – 1970
g70 22/9 s. 22-23

Vi betragter verden

’Er Harmagedon nær?’

● Dette spørgsmål stillede en avis i Californien i en artikel der henledte opmærksomheden på befolkningseksplosionen. Ifølge det amerikanske boligministerium må man i år 2000 have fundet plads til yderligere 100.000.000 amerikanere. Avisen skriver: „I betragtning af at miljøproblemerne allerede er så alvorlige, har disse tal fået nogle videnskabsmænd til at sætte kryds i kalenderen for et Harmagedon på et eller andet tidspunkt i midten eller slutningen af dette årti.“ Avisen tilføjer at de videnskabsmænd der er mest bekymrede over den måde hvorpå menneskets naturlige miljø går i opløsning, også mener at befolkningstilvæksten allerede er gået så vidt at man ikke mere kan undgå verdensomspændende hungersnød, pest og krig.

Sikrest i Sverige

● De forenede Nationers underorganisation WHO, Verdenssundhedsorganisationen, oplyser at Sverige er det sted i verden hvor det er sikrest at føde børn. De tal organisationen har offentliggjort viser at moderskabsdødeligheden i Sverige fra 1953 til 1966 faldt fra 69,0 dødsfald til 11,3 pr. 100.000 levendefødsler. Ved moderskabsdødelighed forstår man dødsfald der indtræder i forbindelse med graviditet, under selve fødselen samt i barselseng. I Danmark er moderskabsdødeligheden 19,2 for hver 100.000 fødsler, for USA 29,1.

Videnskab, kirken og P-pillen

● Jeffrey J. W. Baker, der for tiden er professor i biologi ved Wesleyan University i Middletown, Connecticut, USA, har kritiseret den katolske kirkes manglende evne til at forene videnskaben og Vatikanets dogmer. I en artikel med titlen „Videnskab, fødselskontrol og den katolske kirke“, trykt i bladet BioScience for 1. februar, beskæftigede dr. Baker sig med pave Paul VIs encyklika fra 1968, Humanae Vitae, der handlede om fødselskontrol, og sammenholdt denne med resultaterne fra pavens tyvemands kommission der har arbejdet med spørgsmålet om fødselskontrol. Kommissionen har anbefalet alle former for fødselskontrol undtagen svangerskabsafbrydelse.

Ifølge denne artikel „viser nye undersøgelser at næsten 80 procent af katolikkerne i De forenede Stater benytter sig af de former for fødselskontrol som kirken har forbudt“, at der foretages „over 900.000 svangerskabsafbrydelser om året i det katolske Italien, hvor svangerskabsforebyggende midler er forbudt“, at der „i de katolske lande Østrig, Belgien og Frankrig menes at finde mindst én svangerskabsafbrydelse sted for hver fødsel“, og at „der i Uruguay finder tre svangerskabsafbrydelser sted for hver fødsel“. Dr. Baker opfordrede akademikere til at støtte de katolske præster og lægfolk der, ofte med store personlige ofre som indsats, har udtalt sig imod pavens encyklika.

Forladte kirker

● En særlig rapport fra Paris har chokeret mange ved at afsløre at omtrent 18.000 kirker og kapeller i Frankrig er helt eller næsten helt forladte. Bladet Toronto Star skriver at dette tal betyder at „omkring halvdelen af kirkebygningerne i Frankrig må forberede sig på at forsvinde eller forfalde i nær fremtid, medmindre de religiøse og verdslige myndigheder straks træder til“.

En kommentator af religiøse anliggender skal have sagt: „Aldrig siden religionskrigene i det sekstende århundrede har kirkerne i Frankrig lidt så meget!“ Kirkerne bliver forsømt, de mangler penge, færre og færre kommer der, og bygningerne bliver hjemsøgt af vandaler der har smag for værdifulde antikviteter. For at skaffe penge til reparationer i kirkerne er nogle sognepræster begyndt at sælge inventar, vaser, tæpper, kandelabre og lysekroner.

’Trofasthed mod FN’

● „Det eneste fuldt udrustede redskab til opnåelse af international fred“ — således beskrev generalsekretær U Thant FN ved en konference den 26. maj. Ved samme lejlighed sagde generalsekretæren: „Intet mindre end en verdenslov der kan håndhæves, vil være i stand til at tilvejebringe mindsteforudsætningerne for fred, retfærdighed og fremskridt. . . . En ændret indstilling er også nødvendig for at styrke De forenede Nationer. I brintbombens skygge er trofasthed mod eget land ikke tilstrækkeligt. Hvis vi skal styrke De forenede Nationer, . . . er det nødvendigt, at vi udvikler en anden trofasthed — trofasthed mod det internationale samfund repræsenteret ved De forenede Nationer.“

Kirkernes rigdom i søgelyset

● Den katolske kirke i Amerika har ansøgt om statstilskud til de private skoler den driver. Men kirken ønsker ikke at afsløre hvilke værdier den sidder inde med og hvilken indkomst den har. Den vil gerne støttes af de amerikanske skatteydere men nægter at fortælle skatteyderne hvor mange penge den allerede har. De enorme økonomiske ressourcer kirken er i besiddelse af, modsiger dens påstande om fattigdom. I bogen The Churches: Their Riches, Revenues and Immunities, [Kirkerne, deres rigdomme, indtægter og privilegier] hævder Martin A. Larson og C. Stanley Lowell at den katolske kirke er langt den rigeste af alle kirker. Forfatterne anslår nogle af kirkens værdier og indtægter til følgende beløb: Ejendomme brugt til religiøse formål: $54.000.000.000; passiver (aktier og obligationer): $650.000.000; forretningsindtægter: $1.200.000.000; statstilskud: $4.500.000.000. Dette beløber sig til i alt $60.000.000.000. Dertil skal lægges katolikkernes egne bidrag, der beløber sig til $5.000.000.000 om året, og yderligere mindst $1.500.000.000 fra spil, testamenter og private og offentlige fonds. Dette giver værdier og indtægter til et samlet beløb på $66.850.000.000. Den katolske præst Richard Ginder har udtalt at den katolske kirke sikkert er det største forretningsforetagende i USA. Værdien af dens besiddelser og faste ejendomme overstiger den tilsvarende værdi for firmaerne Standard Oil og U.S. Steel samt telefonselskabet A.T.&T. tilsammen, og kun selve myndighederne i De forenede Stater modtager indbetalinger fra flere mennesker end den katolske kirke, siger Ginder. Det er denne organisation der anmoder de amerikanske skatteydere om hjælp til at dække sine udgifter.

Ulykker, kræft og hjertesygdomme, selvmord

● Ulykker er den almindeligste dødsårsag i Danmark. En stor del af ulykkerne sker i trafikken, idet der hvert år omkommer cirka 1200 mennesker i den danske trafik. Procentvis er dette dobbelt så mange som i Sverige. På andenpladsen blandt dødsårsager kommer kræft og hjertesygdomme, og på tredjepladsen kommer selvmord. I udviklingslandene er selvmord langtfra så hyppige som i de vestlige industrilande. Som årsager til selvmord nævnes religionens dalende indflydelse, tilflytningen til byerne, den ændrede familiestruktur, kvindernes ændrede rolle i samfundet, tilbagegang i erhverv og følelsen af at blive ignoreret. Derimod ser det ikke ud til at fattigdom spiller nogen væsentlig rolle som årsag til selvmord. — Kristeligt Dagblad, 5. juni 1970.

Leverbetændelse og transfusioner

● Dr. J. Garrott Allen, der er kirurgisk professor ved Stanford School of Medicine i USA, har sagt at det blod man køber af donorer som man ikke har undersøgt i forvejen, er skyld i 90 procent af tilfældene af smitsom leverbetændelse. Det menes at blodtransfusioner alene i Californien hvert år medfører over 5000 tilfælde af leverbetændelse.

Ilt og alderdom

● Alderdomstegn som hukommelsestab skyldes muligvis at hjernens blodkar er blevet snævre af forkalkning, så der kommer for lidt ilt til hjernecellerne. Det ser ud til at man ved en særlig iltbehandling kan mildne virkningerne af senilitet. „New England Journal of Medicine“ fortæller om nogle forsøg foretaget af et lægehold ved et amerikansk universitet. To gange daglig anbragte man nogle patienter (gennemsnitsalder 68) i et højtrykskammer hvor de indåndede ren ilt ved to og en halv atmosfæres tryk i halvanden time. Ved denne behandling bliver alle væv mættet af ilt. Alle patienterne gennemgik derefter nogle prøver på hukommelse og opfattelsesevne. Det viste sig at nogle af dem fik fire gange så mange points som ved samme prøver inden behandlingen. En af lægerne imødeser den dag da ældre mennesker kan få adgang til regelmæssig iltbehandling. Bedre end iltbehandling var det dog hvis selve forkalkningsprocessen kunne bringes til ophør. — NB, 16. januar 1970.

Præst tvivler på jomfrufødselen

● I et sogn i Sønderjylland endte juleprædikenen i 1967 med at sognepræsten, Johannes Bondesen, opfordrede menigheden til at „gå hjem til julemiddagen og tænke over, om det var Gud eller Josef, som Marie havde været i seng med“. Udtalelsen skabte et vist røre, og i et senere interview sagde pastor Bondesen: „Jeg ville udtrykke, at man ikke bør gøre spørgsmålet om Jesu fødsel og hans forhold til en almægtig Gud afhængig af, hvem Jomfru Marie ’har været i seng med’. Jomfrufødselsproblemet er for mig latterligt. Det har ikke noget med troen på en almægtig Gud at gøre.“ Jesu apostle havde en anden og mere ophøjet forståelse. Lægen Lukas beretter at engelen sagde til Maria: „For Gud er ingenting umuligt.“ — Luk. 1:34-37; Matt. 1:18-25.

Seksualoplysning for katolske præster

● Vatikanet har offentliggjort et dokument med nye retningslinjer for uddannelse af katolske præster. Heri peges på behovet for at give de vordende præster sober seksualoplysning som et bedre åndeligt grundlag for cølibatet. Dokumentet siger blandt andet: „Præsten må føle og opfatte cølibatet som perfektion af hans egen personalitet. Præsten skal føle kærlighed for alle og enhver, især for de fattige og ikke privilegerede.“ Der advares dog: „Erfarne præster skal helst undgå intime venskabsforbindelser med personer fra det andet køn.“ — Kristeligt Dagblad, 18. marts 1970.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del