„Dit ord er sandhed“

„Du må ikke stjæle!“

„BØLGEN af butikstyverier vokser — og der er ingen bedring i sigte.“ Sådan lød titlen på en hovedartikel i U.S. News & World Report for 2. marts 1970. Artiklen berettede at der i løbet af ti år er sket en tredobling af antallet af tyverier af denne slags, som således er blevet „en af de hurtigst voksende former for tyveri“. Videre hed det: „Det er i virkeligheden kun en brøkdel af alle butikstyverier der anmeldes til politiet.“ Hvert år stjæles der for milliarder af kroner, både i form af varer og kontanter.

Det fortælles også i rapporten at i en forretning hvor man havde haft 175 kunder under opsigt viste det sig at hver niende stjal et eller andet fra forretningen. Ved et rundspørge foretaget blandt 1000 gymnasieelever i Delaware, U.S.A., indrømmede 50 procent at de havde stjålet mindst én gang. En forretningsmand fra Amerikas vestkyst skal have sagt at folk der betjener løgnedetektorer vil vide at „75 procent af samtlige ansatte stjæler alt muligt fra varer til kontanter. Det er som et stort isbjerg — man kan kun se toppen“.

Tyveri er en form for selviskhed der kommer til udtryk på mange måder; butikstyveri og tyveri på arbejdspladsen er kun to af dem. Folk stjæler fra forsikringsselskaberne ved at indgive falske eller overdrevne skadeanmeldelser. Folk stjæler fra staten ved at snyde i skat, ved at smugle varer ind i landet uden at betale told for dem, og ved at hæve arbejdsløshedsunderstøttelse uden at være berettiget til den. Man hører også om tilfælde hvor folk der sidder ved kassen i selvbetjeningsbutikker, har bedraget kunderne på forskellig vis.

I vore dage er det blevet sådan at tyveknægte i New York, for eksempel, udplyndrer folk midt på gaden ved højlys dag. En dag stod en gruppe mennesker i kø og ventede på at blive vist rundt på et trykkeri, en bil kørte frem, en mand sprang ud, snappede tasken fra en af damerne i køen, sprang tilbage i bilen og kørte bort, alt sammen i løbet af få sekunder. Det kan endog hænde at en tyv kommer hen til en tilfældig person som står på en travl undergrundsstation og venter, viser ham en kniv som han gemmer i hånden, skiller ham af med hans tegnebog, for derefter muntert at vinke farvel til ham.

Hvorfor er tyveri så udbredt i vor tid? Bibelen har forudsagt denne udvikling, og også dens årsag. Kort fortalt viser den at Satan Djævelen og hans dæmoner er blevet kastet ned til jorden. Da de ved at deres tid er kort, gør de i deres raseri alt hvad de kan for at fordærve menneskeheden. — Matt. 24:12; 2 Tim. 3:1-5; Åb. 12:7-12.

Stofmisbrug og hasardspil er blandt de årsager man kunne anføre når man skal forklare hvorfor tyveri er så udbredt i vor tid. Der er også nogle som stjæler fordi de er for dovne til at arbejde; nogle kvinder stjæler fra butikker, fordi de nyder spændingen ved at gøre noget ulovligt og slippe godt fra det. Når unge mennesker stjæler er årsagen vel ofte den at forældrene ikke har opdraget dem rigtigt.

De som stjæler, prøver ofte at retfærdiggøre eller bortforklare deres handlinger. Mange synes at det er i sin orden at stjæle fra stormagasiner og aktieselskaber; men at gøre det, er dog stadig tyveri. Andre prøver at retfærdiggøre tyveri ved at henvise til fattigdom og andre sociale uretfærdigheder, men man gør ikke en uret god igen ved at begå en ny. Andre igen prøver at retfærdiggøre deres tyveri ved at anføre at det stjålne kun er af ringe værdi. Men Guds ord siger: „Den, som er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store.“ — Luk. 16:10.

Når man ser den tilbøjelighed den faldne menneskehed har til at tage ting som tilhører andre, indser man virkelig visdommen i det ottende af de ti bud; det lyder: „Du må ikke stjæle!“ (2 Mos. 20:15) Denne lov blev givet til Israels folk; men tyveri er også klart forbudt i De kristne græske Skrifter. Som eksempel kan nævnes apostelen Paulus’ ord: „Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal hellere slide i det og bruge sine hænder til noget godt, for at han kan have noget at give af til den, som er i nød.“ At hjælpe nogle som trænger til det, er i sandhed langt bedre end at stjæle! — Ef. 4:28.

Man kan sige at Eva var den første tyv. Hun så at den forbudte frugt var ’god at spise af, en lyst for øjnene’; hun faldt for fristelsen og begyndte at spise af den. Derefter overtalte hun sin mand, og han blev hendes medskyldige. Deres tyveri kostede dem dyrt. — 1 Mos. 3:1-24.

I israelitten Akan har vi et andet eksempel på en tyv som kom galt af sted. Da Jeriko blev indtaget af Israels folk stjal han noget af det der var helliget Jehova. Hans tyveri førte til at han måtte bøde med sit liv. Der var også forræderen Judas Iskariot. Apostelen Johannes stempler ham som en tyv, idet han skriver: „Han var en tyv; og da han havde pengepungen, stak han jævnlig til sig, hvad der blev lagt i den.“ Hans liv endte med selvmord. — Jos. 7:1-26; Joh. 12:6; Matt. 27:5.

Men hvad skal man gøre hvis man har en tilbøjelighed til at tage hvad der tilhører andre? Man kan opregne alle de grunde der er til at man ikke bør gøre det. For det første skulle ens frygt for Jehova Gud afholde en fra at stjæle; tyveri medfører nemlig Guds mishag. Er det fornuftigt at løbe den risiko? „Er vi da stærkere end han?“ „[Jehovas] frygt er had til det onde,“ og tyveri er i sandhed ondt. — 1 Kor. 10:22; Ordsp. 8:13.

For det andet får man en dårlig samvittighed, hvis man stjæler. Det er bedre at undvære visse goder end at anskaffe sig dem på bekostning af en god samvittighed. Kristne mennesker får påbud om at bevare en god samvittighed: „Vær altid rede til forsvar . . . med god samvittighed, så de, der håner jeres gode færd i Kristus, må blive til skamme, når de bagtaler jer.“ — 1 Pet. 3:15, 16.

For det tredje vil tyveri resultere i at man får et dårligt personligt forhold til den man bestjæler. Man kan ikke bestjæle en anden og samtidig være hans oprigtige ven. Og for det fjerde er der altid muligheden, og frygten, for at blive opdaget. Apostelen Peter advarer: „Det må jo ikke ske, at nogen af jer lider som . . . tyv.“ — 1 Pet. 4:15.

Alene sund fornuft siger os at tyveri er forkert. Vi er ikke interesseret i at en anden tager de ejendele der tilhører os og som vi har erhvervet os på lovlig vis; derfor skulle vi heller ikke ønske at fratage andre deres retmæssige ejendom. Den gyldne regel siger med rette: „Gør mod andre mennesker sådan, som I vil, at de skal gøre mod jer.“ — Luk. 6:31.

Det er en stor hjælp hvis man kan lære at være tilfreds med det man har. Den som indser at ’gudsfrygt virkelig er en stor vinding — sammen med nøjsomhed’, vil aldrig føle sig fristet til at stjæle. Det er også sandt at man kan bekæmpe tilbøjeligheden til at stjæle ved at undgå situationer der kunne friste en til det. — 1 Tim. 6:6-8.

Man kan opsummere det hele med at sige at overholder man de to store bud: ’at elske Jehova Gud med hele ens hjerte, sjæl, sind og styrke’ og ’at elske sin næste som sig selv’, vil man ikke stjæle. Ét er sikkert: „Kærligheden gør ikke næsten noget ondt.“ — Mark. 12:29-31; Rom. 13:10.

Tyvagtighed kan overvindes lige så vel som den faldne menneskeheds andre dårlige tilbøjeligheder. Apostelen Paulus fortæller at der var medlemmer i menigheden i Korint der havde overvundet denne tilbøjelighed. Det kan også gøres i dag, og det bliver gjort.