Vi betragter verden
Lys til syge spædbørn
● Det oplyses i Scottish Daily Express at et spædbarn kan reddes fra hjerneskade på grund af gulsot hvis det bades i kraftigt fluorescerende lys. Denne behandling, som er blevet brugt på Edinburgh Royal Infirmary, gør udskiftningstransfusioner helt unødvendige. Avisen skriver: „Hvert år har femten spædbørn som fødtes med gulsot måttet have blodtransfusion, men sidste år har der, takket være denne behandling, ikke været behov for transfusioner af denne slags.“ Professor John Forfar udtaler om den såkaldte „fototerapi“: „Den er bemærkelsesværdig enkel og særdeles effektiv. Barnet lægges under et panel af disse kraftige lys i omkring tre eller fire dage, og uden at vi ellers behøver at foretage os noget forsvinder gulsoten.“
Avisstatistik
● UNESCOs nyeste statistiske årbog har beregnet hvor mange aviser der trykkes på et år pr. 1000 indbyggere i de forskellige lande. Tallene er fra 1968. Sverige ligger i spidsen med 518 eksemplarer pr. 1000 indbyggere. Derefter kommer Japan med 492 pr. 1000 indbyggere. Storbritannien har 463 og Østtyskland 445 pr. 1000 indbyggere. Vesttyskland, Norge, Holland, New Zealand og Sovjetunionen har alle over 300, mens flere andre europæiske lande tegner sig for over 200 eksemplarer pr. 1000 indbyggere. Også denne form for statistik illustrerer på drastisk måde den enorme kløft mellem de rige og de fattige lande. I Afrika tegner Mauritius sig for så meget som 96 aviser pr. 1000 indbyggere, hvorimod Dahomey har mindre end ét eksemplar pr. 2000 indbyggere. Mali ligger en anelse bedre med 0,6 eksemplarer pr. 1000. Botswana har netop startet sin første avis, men 43 lande er stadig helt uden dagspresse.
FN-ekspert om hash
● Der fremkommer af og til udtalelser i dagspressen om at hash er et ret uskadeligt nydelsesmiddel som ikke burde være forbudt. Eksperter på dette område synes at være af en anden mening. Lederen af De forenede Nationers narkotikakontor i Genève, nordmanden dr. Olav Brænden, har således omtalt hash som et af de farligste stoffer i verden. Dr. Brænden har arbejdet i over atten år for FN i Genève og undersøgt forskellige former for narkotikastoffer og deres virkninger på mennesker i et kæmpelaboratorium i FNs bygning i udkanten af Genève. Han og hans medarbejdere regnes for nogle af de fornemste eksperter inden for narkotikaområdet i verden. Dr. Brænden siger blandt andet: „Når folk begynder at bruge hash, ved de ikke, hvad de indlader sig på. Der vil som regel ikke opstå nogen virkninger ved de første ganges brug, men tages hash regelmæssigt, kan der hurtigt opstå legemlige og psykiske skavanker. En af farerne er, at misbrugerne ikke selv er klar over virkningerne, før det er for sent. Det er videnskabeligt bevist, at hash indvirker på synet. Øjnene svækkes, og det kan med de fleste landes voksende bilpark få katastrofale følger for trafikken at have hashmisbrugerne kørende frit omkring. . . . Hash medfører i de fleste tilfælde en svækkelse af dømmekraften og hukommelsen samt irritation og forvirring. I andre tilfælde kan det føre til antisocial opførsel, bekymring og aggressivitet.“ — Jyllands-Posten, 15. september 1970.
Verdens højeste bygning
● Efter i fyrre år at have været den højeste, er New Yorks Empire State Building nu blevet den næsthøjeste bygning i verden. Det skete den 19. oktober sidste år da det nye World Trade Center på Manhattan passerede de 102 etager, således at bygningen da var 382,50 meter over gaden og 1,20 meter højere end Empire State Building. Handelscenteret skal være 110 etager højt. I Chicago er man imidlertid begyndt at arbejde på Sears Tower, som vil blive endnu højere.
Svigtende interesse for rosenkransen
● I ti år har et radioprogram i provinsen Quebec i Canada været helliget fremsigelsen af rosenkransbønner. Men nu har Montrealradioen CKAC bekendtgjort at dette femten minutters program vil ophøre fordi antallet af lyttere er faldet med 72 procent.
Følgerne af „den frie moral“
● Det amerikanske center for Sundhedsstatistik meddeler at en tredjedel af alle førstefødte amerikanske børn i 1960erne blev undfanget uden for ægteskab. Hvert syvende af disse blev også født uden for ægteskab.
„Julemanden“
● Af de barnagtige og ukristelige forestillinger der er knyttet til kristenhedens julefest har myten om „julemanden“ længe været den der kunne udnyttes bedst i kommerciel interesse. Hvert år er forskellige landes postkontorer nødt til at oprette specielle afdelinger som kan tage sig af sækkevis af post som er adresseret til „Julemanden — personligt“. Finland er i årevis blevet betragtet som julemandens naturlige hjemland, og alene i december 1969 blev der sendt 50.000 breve til: „Julemanden, Finland“, fra børn over hele verden. Nu har forretningsfolk i Finland besluttet sig til at udnytte dette. Man bygger „julemanden“ et slot til atten millioner kroner i Ounasvaara i det nordlige Finland. Første del af projektet skal stå færdig før julen 1971 og vil omfatte hotel, restaurant, teater, udstillingshal, „julemandens“ museum og et tronværelse hvor „julemanden“ officielt tager imod. Alle børn som skriver hertil kan være sikre på at få svar, nemlig i form af et postordrekatalog over „julemandens“ varer. — Jyllands-Posten, 13. december 1970.
En afkristningsproces
● Man har tidligere rejst spørgsmål om hvorvidt danskerne nogen sinde er blevet ordentligt kristnede. Men nu mener Indre Missions næstformand, forhenværende højskoleforstander Edvard Jensen, imidlertid at den danske befolkning er inde i en afkristningsproces. Vi citerer i uddrag fra en artikel i Kristeligt Dagblad for 21.-22. november 1970: „Vi lever i tiden efter 1964. Med dette årstal hentydes til den ændring i de kirkelige statistikker, som da indtrådte og siden ret konsekvent har vist øget udmeldelse af Folkekirken og nedgang i de kirkelige handlinger — kort sagt at kirkens berøringsflade til folket blev mindre. . . . Folkekirken som institution med sine embeder og hellige handlinger er ikke autoritet mere for moderne mennesker, der vel i det hele taget ikke bøjer sig for autoriteter. De fleste toneangivende i radio, fjernsyn, film og presse synes at være på afkristningens side, og sammen med dette følger for den studerende ungdom en drejning til venstre, der gør dem til demonstranter, oprørere og kværulanter, medens andre styrter sig ud i hæmningsløs livsnydelse. Velfærdssamfundets intellektuelle ungdom er ilde faren. Det gælder vel mange af dem, at de fik ikke nogen ordentlig opdragelse i deres opvækst, mødte ingen lov og intet forbud, ingen moral og ingen kristendom.“
Inflation i Sydamerika
● Priserne på varer og tjenesteydelser fortsætter med at stige næsten overalt i verden. I de senere år har nogle lande i Sydamerika været særlig hårdt ramt. I 1968 voksede leveomkostningerne i Chile med mere end 25 procent, og 1969 med over 30 procent. I Brasilien var det 24 procent i 1968 og 23 procent i 1969.
Hvad lovløshed koster i USA
● I USA er kriminalitetens stigende omkostninger nu på over 50 milliarder dollars om året. Den organiserede forbryderverden tager omkring 20 milliarder dollars; udgifterne til lovens håndhævelse ligger på omkring 9 milliarder; forbrydelser som rammer ejendom og forretning koster i alt 13 milliarder; private foranstaltninger til værn mod lovløshed koster over 5 milliarder; og diverse andre kriminalitetsomkostninger beløber sig til over 4 milliarder dollars. Fra 1960 til 1969 steg antallet af alvorlige forbrydelser med 148 procent, hvorimod befolkningstilvæksten i samme tidsrum kun var på 13 procent.
130 kilometer døde fisk
● Sidste år observeredes et enormt lag døde fisk i Vesterhavet. Det var adskillige meter tykt og strakte sig over et område på 130 kilometer et sted mellem Skotland og Danmark. Havforskningsfartøjet Johan Njort, som opdagede det, sejlede i ti timer før det var forbi de døde fisk. Det hollandske blad som fremkom med oplysningen den 19. oktober 1970, Het Vrije Volk, hævdede at fiskene var blevet dræbt af spildprodukter fra industrier som fremstiller syntetiske stoffer. Det er især foruroligende at fiskene blev fundet i et område hvor de yngler. Endnu et eksempel på at mennesket er i færd med at ødelægge sine omgivelser.
Forberedt på dommedagsbomben
● I staten New Yorks hovedstad Albany har man opført en „overlevelsesbunker“ som skal kunne huse 700 udvalgte borgere hvis „den store bombe“ — dommedagsbomben — skulle ramme USA under en atomkrig. „Overlevelsesbunkeren“ er 100 gange stærkere end de sædvanlige beskyttelsesrum og har kostet cirka 25 millioner kroner. Spørgsmålet om hvem der skulle have chancen for at overleve, har, som man kunne forvente, fremkaldt en heftig debat. Diskussionen er ikke blevet mindre bevæget efter at listen over de 700 udvalgte er blevet offentliggjort. — Berlingske Aftenavis Weekend, 11.-12. april 1970.
Forudsiger økonomisk sammenbrud
● Dr. Kenneth Watt fra Californiens universitet har forudsagt at De forenede Staters økonomi vil bryde totalt sammen i løbet af tre år. Han baserer sin udtalelse på datamaskineberegninger og siger: „Det koster mere og mere at gøre ligegyldigt hvad, og det bliver sværere og sværere at skaffe penge. Dybest set er problemet at antallet af gamle og unge som der skal bruges penge på, langt overstiger antallet af dem der klarer sig selv og som normalt betaler for de andre. Dette forhold vil føre til et økonomisk sammenbrud som jeg regner med at se inden for de næste 63 måneder.“