Hvor skal mennesket se hen efter vejledning?
HAR mennesket behov for vejledning? Ja, ganske afgjort. Dette er meget indlysende når man ser den forvirring, strid og vold der nu fylder jorden. I mange år har visse videnskabsmænd, ved at studere dyrene søgt efter den nødvendige vejledning som mennesket skulle leve efter. Og de siger at det de har lært hjælper dem til at forstå menneskets adfærd bedre.
Eksempelvis har Konrad Lorenz, en kendt autoritet vedrørende dyrs adfærd, offentliggjort nogle meget interessante oplysninger vedrørende de sociale vaner han har iagttaget hos visse gæs. Han påpeger at disse vaner synes at have nogen lighed med menneskelige karaktertræk. Ifølge ham er der blandt levende skabninger en tendens til at stræbe efter at få overmagten, og „dette gælder altid, hvad enten man bringer fem drenge [eller] fem hanekyllinger [eller] fem kanariefugle [eller] fem flodlæbefisk“ sammen. Han ser hen til at den naturvidenskabelige indsigt skal hjælpe mennesket til at overvinde sin tendens til at føre krig. Han hævder at „problemer angående adfærd, motivation og lignende“ kun kan løses ved hjælp af en slags viden.
Er dette sandt? Er det dér man skal se hen efter vejledning? Vedrørende sådanne bestræbelser for at forstå mennesket og hente vejledning for det ved at studere dyrene, bemærker den kendte forfatter Arthur Koestler: „Sagt i al ydmyghed synes det af tvivlsom værdi at forsøge en diagnose af mennesket udelukkende baseret på analogier med dyrs adfærd. . . . Ifølge sagens natur rækker de ikke langt nok, fordi de standser brat ved karaktertræk der udelukkende hører mennesket til — såsom sproget — og som nødvendigvis er udelukket fra analogien, skønt de er af afgørende betydning for at bestemme vore arters adfærd.“ — New York Times Magazine, 19. oktober 1969.
Arthur Koestlers argumenter er rammende. Og interessant nok er hans slutninger på linje med hvad Bibelen siger. På den ene side viser Bibelen at visse ting afgjort kan læres ved at iagttage dyrene. Den opfordrer den dovne til at gå til myren og lægge mærke til hvordan den med visdom samler føde til vinteren. På den anden side betoner Bibelen den kendsgerning at dyrene, som er ledet af instinkt, er uden forståelse og fornuft. Således vejleder salmisten: „Vær ikke uden forstand som hest eller muldyr, der tvinges med tømme og bidsel, når de ikke vil komme til dig.“ Ja, man kan ikke ræsonnere med en hest og et muldyr om hvorfor de skal gøre dette eller hint. Andre metoder må anvendes. — Sl. 32:9; Ordsp. 6:6-8; 2 Pet. 2:12.
Hvordan kan mennesket lære at løse problemerne vedrørende den menneskelige adfærd, så snart problemerne har at gøre med menneskets højere og mere sammensatte evner? Mennesket er den eneste blandt jordens skabninger der har evne til at ræsonnere og er i besiddelse af fantasi. Mennesket alene har evnen til at forestille sig begreber, til abstrakt tænkning. Det er enestående ved at have moralsk sans, der giver det en bevidsthed om ret og uret. Og ingen foruden mennesket tilbeder instinktivt en højere magt. Som antropologen Loren Eiseley engang så udmærket har sagt, har tilhængerne af udviklingslæren i deres iver efter at finde fysiske ligheder mellem mennesket og dyrene, ignoreret den kolossale og mere betydningsfulde forskel der er mellem menneskers og dyrs hjerner.
Vi kan heller ikke nøjes med at se hen til mennesket selv. Det ufuldkomne menneskes visdom er fuld af modsætninger. Hvor mange forskellige filosofier er der ikke! I den apostolske tid tilhørte Grækenlands vismænd stort set to fuldstændig modsatte skoler, stoikerne og epikuræerne; dog hævdede begge parter at være vise. Lige op til vor tid er filosofferne fortsat dybt uenige indbyrdes.
Det samme gælder politiske ideologier. Hvem skal man se hen til efter vejledning? Blot i det lille Danmark findes der socialdemokrater og venstrefolk, radikale og konservative, socialister og kommunister, samt et retsforbund og endda et kristeligt folkeparti. Hvem kan sige hvilket parti eller hvilken gruppe der er bedst for folket, for ikke at tale om at få andre til at mene det samme? Og hvad med de endog større og talrigere forskelle der er mellem trossamfundene?
Hvorfor hele denne forvirring? Bibelen svarer: „De vise skal blive til skamme, . . . Se, [Jehovas] ord har de vraget, hvad visdom har de?“ Det står nemlig ikke til en mand „at vandre og styre sine fjed“. Mennesket er på grund af dets første overtrædelse ufuldkomment, svagt, selvisk. Ja, dets higen „er ond fra ungdommen af“. På grund af dette har menneskets skaber, Jehova Gud, tilvejebragt sit ord til at være som et lys og en lygte på menneskets sti og til at gøre det fuldt udrustet til al god gerning. — Jer. 8:9; 10:23; 1 Mos. 8:21; Sl. 119:105; 2 Tim. 3:16, 17.
Dette er hvad vi ville forvente af en viis og kærlig skaber — at han eksisterer er tydeligt ud fra det skaberværk der omgiver os. Har han ikke sørget rigeligt for alle vore materielle behov? Måtte vi så ikke forvente at han også ville dække vort behov for at blive vejledt? De der studerer hans ord med åbent sind og ærligt hjerte og som ser hen til ham efter vejledning, vil blive belønnet med oplysning. Mere end 1.400.000 mennesker ud over hele verden har fundet at dette er sandt. Som følge heraf lever de i fred med hinanden og glæder sig over at have fred og tilfredshed i sindet. De forstår værdien af Guds ords regler og principper. — Rom. 1:20; Fil. 4:19.
Det er Bibelen der belærer os om at elske Jehova Gud af hele vort hjerte og sind og af hele vor sjæl og styrke og at elske vor næste som os selv. Den fremsætter også Jesu befaling om at „ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre“. Hvor vil det dog blive en helt anden verden når alle på jorden adlyder disse befalinger og landet er „fuldt af [Jehovas] kundskab, som vandene dækker havets bund“! — Es. 11:9; Mark. 12:29-31; Joh. 13:34, 35.