„Dit ord er sandhed“
’Lykkelige er de der forfølges for min skyld’
DE LÆREPUNKTER og de principper som Jesus fremholdt i sin bjergprædiken er af mange blevet kritiseret som værende urealistiske og uigennemførlige. Men sådanne kritikere overser den omstændighed at denne prædiken ikke var rettet til hedninger eller andre ikke-troende men til Jesu disciple, skønt der blandt tilhørerne var andre jøder som også troede på Gud. Dette fremgår tydeligt af ordlyden af den sidste saligprisning han udtalte ved den lejlighed:
„Salige [lykkelige, New World Translation] er I, når man håner og forfølger jer og lyver jer alt ondt på for min skyld. Glæd jer og fryd jer: Jeres løn skal være stor i Himlene; thi således har man forfulgt profeterne, som var før jer.“ — Matt. 5:11, 12.
Kun om Jesu sande disciple kan det siges at de bliver forfulgt for hans skyld. Og de er blevet forfulgt. Derfor blev der sagt til de første kristne: „Vi må igennem mange trængsler for at komme ind i Guds rige.“ Og et andet sted: „Sådan skal også alle de, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus, blive forfulgt.“ — Ap. G. 14:22; 2 Tim. 3:12.
At verden forfølger de kristne skulle ikke overraske dem det mindste. Hvorfor ikke? På grund af det Jesus fortalte sine apostle: „Var I af verden, så ville verden elske sit eget; men fordi I ikke er af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer.“ „Men alt dette vil de gøre mod jer for mit navns skyld, fordi de ikke kender ham, som har sendt mig.“ — Joh. 15:19, 21.
Hvad har verden imod Jesu disciple? Som noget af det væsentligste det at de følger Jesu eksempel og adlyder hans bud: „Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem . . . og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.“ „I skal være mine vidner . . . indtil jordens ende.“ „Og dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene.“ — Matt. 28:19, 20; Ap. G. 1:8; Matt. 24:14.
Det var netop den forkyndelse som blev udført i Jesu navn der irriterede de religiøse ledere på apostlenes tid, for vi læser: „Så kaldte de dem ind og forbød dem aldeles at tale eller lære i Jesu navn.“ Og da apostlene nægtede at tie stille blev de stillet for sanhedrinet hvor de blev pisket og fik forbud imod „at tale i Jesu navn“. — Ap. G. 4:18; 5:40.
Hvordan reagerede apostlene på denne forfølgelse? På den måde Jesus sagde de skulle, for vi læser at efter at de var blevet pisket gik de „bort fra rådets åsyn, glade over, at de var agtet værdige til at vanæres for navnets skyld“. — Ap. G. 5:41.
Så var der Paulus og Silas der forkyndte i Filippi og som uddrev en dæmon af en ung spåkvinde. Hendes herrer som havde haft fortjeneste af denne dæmoninspirerede virksomhed, blev så rasende at de fik pøbelen til at rejse sig og slæbe Paulus og Silas til byfogederne. Disse „lod klæderne rive af dem og befalede at give dem stokkeprygl. Efter at de havde tildelt dem en mængde slag, kastede de dem i fængsel“. Hvordan opførte Paulus og Silas sig i fængselet? Begræd eller jamrede de sig over deres skæbne? Under ingen omstændigheder! „Ved midnatstid holdt Paulus og Silas bøn og sang lovsange til Gud; og fangerne lyttede til dem.“ — Ap. G. 16:22, 23, 25.
Peter, som selv var lydig mod Jesu ord med hensyn til dette, skrev i samklang hermed: „Jo mere I får del i Kristuslidelser, des mere skal I glæde jer, så I også kan glæde og fryde jer, når hans herlighed åbenbares.“ — 1 Pet. 4:13.
I nutiden har sande kristne gjort det samme. Da præsidenten for Watch Tower Society, J. F. Rutherford, og syv af hans medarbejdere i sin tid blev idømt lange fængselsstraffe i forbundsfængselet i Atlanta på grund af deres kristne standpunkt, sagde han: „Dette er den lykkeligste dag i mit liv.“ Således fortæller også Yearbook of Jehovah’s Witnesses for 1971 at da nogle cubanske Jehovas vidner blev idømt fængselsstraf fordi de holdt kristne møder, blev de slet ikke modløse. „Tværtimod følte de det som et privilegium fra Jehova, og dette viste de ved at forkynde og komme sammen under fængselsopholdet. De havde den glæde at hjælpe mange af fangerne til at lære sandheden at kende, og ved deres opførsel satte de et godt eksempel som Jehovas kristne vidner.“
Der var også et ungt Jehovas vidne, en neger, der gentagne gange blev slået og sparket fordi han nægtede at deltage i raceoptøjer sammen med sine farvede skolekammerater. Så blev han slæbt hen til en nødudgang og smidt ud. Heldigvis foregik dette i stueetagen, så han faldt ikke ret langt. Han sagde om sin oplevelse: „Mens jeg gennemgik det alt sammen var jeg hele tiden glad for at Jehova havde hjulpet mig til at tage et fast standpunkt.“
Hvorfor kan de der bliver forfulgt for Jesu skyld glæde sig? „Thi således har man forfulgt profeterne, som var før jer.“ Det er virkelig en grund til glæde at slutte op i rækkerne bag Jehovas trofaste profeter fra fortiden. Angående dem læser vi at de „stoppede løvers gab [som Daniel gjorde], slukkede ilds magt [som Daniels tre venner gjorde], undflyede sværds od [som Elias gjorde], fik styrke efter svaghed [som Samson fik], . . . blev lagt på pinebænk“. Ja, at slå følge med Jehova Guds tjenere der viste sig trofaste under sådanne omstændigheder er i sig selv en stor belønning og grund til glæde. — Hebr. 11:33-37; Dom. 16:18-30; 1 Kong. 19:1-8; 2 Krøn. 36:16; Dan. 3:1-29; 6:2-28; Jak. 5:10, 11.
En anden grund Jesus gav til at de som blev forfulgt for hans navn skulle glæde sig, var at deres løn ville være stor i himlene. Disse ord der garanterer Jesu salvede disciple en himmelsk belønning, er tydeligvis grund til glæde. Men hans løfte er ikke begrænset til disse. De der lider for Jesu skyld men som ikke har håbet om en himmelsk belønning, kan ikke desto mindre siges at have en stor belønning i himlene, fordi Jehova Gud, som er i himlene, vil give dem deres belønning. Denne belønning vil de få fra himmelen gennem Guds riges velsignelser. Ved deres trofasthed kan det siges at de ’samler sig skatte i himmelen’, ligesom fortidens trofaste patriarker gjorde. — Matt. 6:19-21; Hebr. 11:10, 16.
Ja, den lykke Jesus lovede sine disciple hvis de blev forfulgt for hans skyld, har vist sig at være sand og har givet dem grund til glæde. Det vil blive yderligere bekræftet når de modtager deres belønning i de nye himle og den nye jord, hvor retfærdighed skal bo. — 2 Pet. 3:13.