Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g71 22/11 s. 22-23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1971
  • Underoverskrifter
  • Skolebørn som forældre
  • Farligt at være politimand
  • DDT i tobak
  • Den katolske kirke i Vietnam
  • Katolske diakoner
  • Dødsfald efter stofmisbrug
  • For mange livmoderoperationer
  • Kritik af kirker
  • Blodtransfusionsfare
  • Stofmisbrug blandt skolebørn
  • Traktatforslag om månen
  • Politistyrken udvides
  • Nedfrysning af døde
Vågn op! – 1971
g71 22/11 s. 22-23

Vi betragter verden

Skolebørn som forældre

● I England er skulkeri i skolerne ved at blive et problem fordi der er så mange skolebørn der selv har fået børn, uden at være gift. Mange af pigerne holder på at de er nødt til at blive hjemme for at passe deres små børn, født uden for ægteskab. Et tidligere parlamentsmedlem har omtalt et tilfælde med en 15-årig dreng, hvis moder blev spurgt hvorfor drengen blev ved med at skulke fra skole. Moderen sagde: „Jeg kan da ikke tvinge ham til at gå i skole — han er blevet far.“ I 1969 var der tre gange så mange piger der fødte børn uden for ægteskab, som i 1959.

Farligt at være politimand

● Det er tilsyneladende blevet mere og mere farligt at være ansat i politiet. I begyndelsen af juli blev en kriminalbetjent skudt under en anholdelse på Djursland; det er det syvende politimord i efterkrigstiden. Alene i 1970 kom næsten 200 politifolk til skade under voldelige sammenstød med civile — heraf 56 i forbindelse med demonstrationer. Politifolkene blev udsat for stenkast, spark og bid og måtte til hospitalsbehandling. Tidligere var der kun omkring 75 politifolk der blev udsat for vold om året, men det er steget betydeligt i de sidste år. Det er politiinspektør E. Alberts der har udarbejdet opgørelsen. Han siger: „Vi har lavet den for at vise, hvor farligt det er at være politimand i dag. Det virkelige antal af voldssager ligger formentlig betydeligt højere, fordi adskillige politifolk undlader at anmelde det eller at gå til lægebehandling, fordi de betragter det som en ’erhvervsrisiko’.“ — Politiken, 4. juli 1971.

DDT i tobak

● Hvis man ryger en pakke cigaretter om dagen får man tre gange så meget DDT som hvis man ikke gør det. Svante Odén og Björn Berggren, to svenske forskere fra landbohøjskolen i Ultuna, mener at DDT-indholdet i tobak er ti gange så stort som i godkendte levnedsmidler. Det er kun forholdsvis lidt af DDT’en der nedbrydes under rygningen. En tredjedel bliver tilbage i cigaretskoddet, og to tredjedele fordeles mellem lungerne og omgivelserne. — Berlingske Tidende, den 7. juli 1971.

Den katolske kirke i Vietnam

● Den katolske kirke har i Vietnam, som i andre lande, ikke begrænset sin virksomhed til det religiøse men har i høj grad blandet sig i landets politik. Newsweek for 21. juni 1971 gør opmærksom på at den franske biskop Pierre Pigneaux de Behaine, som levede i det 18. århundrede, „var direkte ansvarlig for franske kolonisters første væbnede indblanding i politiske anliggender i Vietnam“. Den vietnamesiske politiker Ngo Cong Duc, som er katolik, har udtalt: „Kirken i Vietnam har altid tjent den herskende klasse.“ En vietnamesisk katolsk præst har sagt: „Kirken ligger hos alle regeringsmagter. Men hun gør dem alle til hanrejer.“ Sammenlign disse udtalelser med Bibelens ord i Åbenbaringen 17:1, 2.

Katolske diakoner

● Tretten gifte lægmænd blev for nylig ordineret som romersk-katolske diakoner i Detroit, USA. Det er mere end tusind år siden dette embede blev beklædt i den katolske kirke. På Det andet Vatikankoncil fandt man det nødvendigt at genoprette diakonatet, dels på grund af den voksende præstemangel og dels som et forsøg på at bygge bro over kløften mellem gejstlighed og lægfolk.

Dødsfald efter stofmisbrug

● Politiet er fremkommet med en statistik der viser at 55 har mistet livet som følge af narkotikamisbrug i Danmark i løbet af to og et halvt år. Dødsfaldene fordeler sig med fem i 1969, ti i 1970 og fyrre i den første halvdel af 1971. Denne udvikling frygtes at fortsætte, ikke mindst nu da man har erfaret at de rene morfinstoffer finder hastig udbredelse i narkotikakredse i hele landet.

For mange livmoderoperationer

● Australske kræftforskere har på en konference på Sydneys universitet udtalt at alt for mange australske kvinder har mistet evnen til at føde børn fordi læger har været for hurtige til at foretage et drastisk indgreb. Disse forskere hævder at de nuværende metoder til diagnose ikke er nøjagtige nok til at påvise i hvilke tilfælde det er nødvendigt at fjerne livmoderen og i hvilke en mindre operation eller slet ingen operation behøves. I alt for mange tilfælde foretages et drastisk indgreb før tilfældets ondartethed er fastslået.

Kritik af kirker

● I protest mod de ugerninger der begås i Vietnam skrev en katolsk forfatter i The Catholic Worker for maj 1971: „De kristne kirker i Amerika — og dette gælder med særlig styrke den romersk-katolske kirke, som jeg selv er tilsluttet — har tilladt sig selv at blive fuldt og helt medansvarlige for krigsforbrydelser og ugerninger som er blevet begået af vor nation og dens allierede i Vietnam. . . . I tidligere undersøgelser og skrifter har jeg dokumenteret hvor skandaløst den katolske kirke i Nazityskland undlod at tage til orde mod Hitlerstyrets umoralitet og dets kriges uretfærdighed. Den samme skandale, den samme undladelse, gør vi os nu selv skyldige i. Hvis vi nu er blevet tvunget til at erkende parallellen mellem My Lai og Lidice, må vi også indrømme at dette har sit sidestykke i at vore amerikanske biskopper nægter at protestere mod det førstnævnte, ligesom deres tyske kolleger lukkede øjnene for det sidstnævnte.“

Blodtransfusionsfare

● En undersøgelse der omfattede 48.000 patienter som havde modtaget blodtransfusion, har afsløret at faren for bivirkninger fra blodet er langt større end tidligere antaget, idet én ud af tyve patienter reagerede ugunstigt. En af lederne af blodbanken og transfusionstjenesten ved Massachusetts General Hospital, dr. Charles E. Huggins, kommenterer: „Rapporten er skræmmende men realistisk fordi det er de samme problemer ethvert hospital i hele verden står over for.“ Kun få hospitaler indrømmer at blodtransfusioner kan fremkalde uheldige reaktioner, da de er bange for at blive sagsøgt. Ovennævnte undersøgelse viste at 5 procent af de 48.000 patienter udviklede øjeblikkelige reaktioner på transfusionerne. I mange tilfælde var reaktionerne livsfarlige. Undersøgelsen omfattede ikke de mere langsigtede farer ved blodtransfusioner.

Stofmisbrug blandt skolebørn

● I Randers har den kommunale rådgivningsklinik for stofmisbrugere foretaget en undersøgelse blandt 6000 skoleelever i alderen fra tretten år og opefter. Undersøgelsen viser at 22,8 procent af de unge har prøvet at ryge hash og 2,8 procent har et så omfattende forbrug at deres uddannelse må anses for at være truet. Desuden har 2,5 procent prøvet LSD, og 6,1 procent har forsøgt sig med „speed“, amfetamin og lignende stoffer, mens 3,3 procent har prøvet at indsnuse fortyndervæske. Socialudvalget i Randers vil søge byrådet om 1,9 millioner kroner til bekæmpelse af det stigende forbrug af hash og narkotika blandt byens ungdom.

Traktatforslag om månen

● Sovjetunionen har tilsendt generalsekretær U Thant et forslag til „Traktat vedrørende månen“. Sovjetunionen foreslår her at det forbydes stater at oprette suverænitet over nogen del af månen samt at udføre militære aktiviteter på måneoverfladen. Traktatforslaget tilsigter desuden at beskytte miljøet på månen og hindre smitteforurening fra jorden. Sovjetunionen foreslår også udveksling af informationer om ethvert fænomen der kan udsætte mennesker for fare, samt om mulige tegn på organisk måneliv. Med hensyn til militære aktiviteter forbyder den foreslåede traktat blandt andet oprettelse af militære installationer og afprøvning af våben. Specielt forbydes det staterne at bringe satellitter udstyret med massedestruktionsvåben i kredsløb om månen samt at installere affyringsramper for sådanne våben på overfladen.

Politistyrken udvides

● „Bevillingerne til politiet skal øges ganske betydeligt. Det er justitsminister Knud Thestrups hensigt, at politikorpset skal have en tiltrængt udvidelse, som dels sker gennem øget rekruttering, dels gennem aflastninger for arbejde, politiet hidtil har måttet tage sig af, men som nu lægges over på andre myndigheder. Baggrunden er, at forbrydelsernes antal — både de små og de store — er fordoblet i årene fra 1960 til 1970, og stadig viser en uheldig stigning. Statistisk er forbrydelsernes antal i de sidste ti år steget 99 pct. . . . Der er ikke blot tale om, at antallet af de mange små berigelsesforbrydelser stiger, men også om en ubehagelig udvikling i retning af flere og større grove berigelsesforbrydelser og forbrydelser på narkotikaområdet. Også de mange demonstrationer har givet politiet en øget arbejdsbyrde.“ — Politiken, 18. maj 1971.

Nedfrysning af døde

● Bibelen taler om en opstandelse som det eneste håb for de døde. (Joh. 5:28, 29) Et voksende antal mennesker anmoder imidlertid det amerikanske Cryonics Society om at blive nedfrosset efter døden. De håber at et videnskabeligt gennembrud en dag vil gøre det muligt for dem at blive tøet op og genoplivet. De stoler også på at man vil opdage metoder til helbredelse af dette eller hint som de er døde af. Det pågældende selskab indrømmer beredvilligt at man ikke i dag kender nogen metode til at genoplive et legeme når det er nedfrosset. Nogle videnskabsmænd betragter hele ideen som det rene nonsens. Selve nedfrysningen koster for øjeblikket omkring 15.000 dollars og dertil kommer opbevaring og vedligeholdelse. En kommentar til nedfrysningen siger blandt andet: „Ikke alene er det endnu ikke muligt at foretage en optøning med godt resultat, men hjernen dør allerede 7 til 10 minutter efter at blodstrømmen er standset. Medmindre hjernen bliver nedfrosset straks efter døden, er der risiko for at et nedfrosset menneske vil komme tilbage som en vanvittig.“ Men Guds ord viser at kun Jesus er „opstandelsen og livet“. Det er derfor ganske nytteløst at sætte sin lid til nedfrysning af døde.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del