Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g72 8/6 s. 22-23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1972
  • Underoverskrifter
  • Skyskraber til de døde
  • Selvmord i Indien
  • Paven udråber et helligt år
  • Spænd sikkerhedsbæltet
  • Franco advarer præster
  • Hedenske „kristne“
  • Laser-fyrtårne
  • Religiøs konflikt i Israel
  • Klimaændringer påvirker helbredet
  • Rehabilitering for ’faldne’ kvinder
  • Alt for hård behandling?
  • Med hilsen til Jupiter
  • Når danskere spiller
Vågn op! – 1972
g72 8/6 s. 22-23

Vi betragter verden

Skyskraber til de døde

● I byen Rio de Janeiro i Brasilien, hvor 4,5 millioner mennesker er klemt sammen på en smal stribe land mellem bjergene og havet, har man ikke alene problemer med at finde plads til de levende men også til de døde. For at prøve at løse dette problem vil man bygge en 39-etages skyskraber med plads til 21.000 grave, idet hver grav skal have to hylder hvor de døde skal ligge. Der skal være plads til 147.000 døde. Der skal også være fem ossuarier (benhuse) til opbevaring af knogler. For omkring 560 kroner skal man kunne leje en gravplads for fem år, hvorefter en anden kan bruge den når knoglerne er blevet fjernet. For omkring 12.600 kroner skal man kunne købe en permanent plads i skyskraberen.

Selvmord i Indien

● Ifølge bladet The Times of India, udgaven for den 3. januar 1972, begik over 21.000 mænd og kvinder selvmord i Indien i 1969. Dette fremgår af politiets officielle rapporter. Men den nævnte avis skriver: „Tallet er vildledende, for selvmord i landsbyerne, ligesom så meget andet der foregår dér, bliver sjældent indberettet til politiet. Det virkelige tal på dem der tager livet af sig selv må være mindst tre gange så stort.“ En af selvmordsårsagerne er ifølge denne avis „svigermoder-tyranni“. I ét af syv tilfælde, det vil sige for over tre tusind unge kvinders vedkommende, siges dette at være årsagen.

Paven udråber et helligt år

● Pave Paul har valgt 1975 som et helligt år. Det sidste hellige år var 1950. Man havde håbet at det ville blive „et nyt år med fred, velstand og fremgang“, men det viste sig at blive det år hvor Koreakrigen begyndte. Det forrige hellige år var 1933 — det år hvor Hitler blev Tysklands kansler, og som blev indledningen til en periode med rædsel og gru for hele verden.

Spænd sikkerhedsbæltet

● For nylig så man om bord i en jumbojet ganske tydeligt hvor klogt det er at holde sikkerhedsbæltet spændt under en flyverejse. Selv om de 334 passagerer blev rådet til at spænde sikkerhedsbæltet, var der mange der ikke gjorde det. Pludselig kom flyet ind i et område med turbulens (urolige luftstrømme). Der var ingen skyer at se, men alligevel begyndte flyet pludselig at falde. Passagererne, og den mad der var serveret, blev slynget op mod loftet. Tretten passagerer måtte på hospitalet da flyet landede.

Franco advarer præster

● Francisco Franco har advarende sagt til spanske præster at han ikke vil tolerere deres politiske aktioner imod hans regering. Han har udtalt at staten „ikke bare kan møde den bevidst verdslige holdning som visse præster har, med korslagte arme“. Nogle spanske præster og biskopper prøver at gøre en ende på den stærke støtte som den katolske kirke har ydet Franco.

Hedenske „kristne“

● I Brasilien kalder 90 procent af befolkningen sig for katolikker. Men mange af dem er blandt de 20 millioner brasilianere der går ind for spiritisme. Nogle af disse var samlet på strandene ved Rio de Janeiro nytårsaften for at deltage i hedenske ritualer. De var kommet for at tilbede havgudinden Iemanja og for at ofre læbestifter, kamme, smykker, parfume og blomster til hende. På trods af den dominerende indflydelse den katolske kirke har haft på det brasilianske folk i mange hundrede år, trives hedenskabet stadig. Herom skrev bladet Time den 10. januar 1972: „Mange brasilianere praktiserer to religioner på samme tid; om søndagen går de til messe, og om mandagen, på ’sjælenes nat’, kommer de tilbage til den samme kirke og brænder vokslys for at påkalde deres yndlingsånder.“

Laser-fyrtårne

● Det første laser-fyrtårn er en slank cylinder på 2,30 meter, som er placeret på toppen af et næsten tyve meter højt mindesmærke på Australiens østkyst. Laserstrålen fra fyrtårnet kan ses femogtredive kilometer ud over havet. Fyrtårnets strømforbrug svarer nogenlunde til hvad et fjernsyn kræver. Det siges at koste omkring en tredjedel af hvad et fyrtårn af den normale type koster.

Religiøs konflikt i Israel

● Der hersker en konflikt i Israel mellem de strengt ortodokse og de ikke-religiøse jøder. Overhovedet for Det amerikanske Rabbinerråd har udtrykt sin bekymring herover og har sagt at dette er „en større trussel mod Israels fortsatte eksistens end de arabiske fjender som omgiver det“. Efter afslutningen på den ugentlige sabbat bliver buschauffører og andre som ikke holder sig strengt til sabbatslovene, stenet hvis de kommer hen i nærheden af den del af Jerusalem hvor de strengt ortodokse bor. Læger bliver truet på livet hvis de udfører obduktioner, hvilket de ortodokse betragter som „en grov krænkelse af menneskelegemet“. Ledende politifolk har indrømmet at de står magtesløse over for chikanerierne.

Klimaændringer påvirker helbredet

● Ældre mennesker og folk med dårligt hjerte må være forsigtige med at udsætte sig for alt for bratte klimaændringer, som for eksempel når de flyver fra nord til syd eller omvendt. Nogle medicinske forskere mener at den slags bratte temperaturændringer kan afstedkomme hjerteanfald. Dr. E. Sotaniemi fra Finland har sagt: „Afvigelser fra normaltemperaturen mod enten koldere eller varmere vejr forøger antallet af hospitalsindlæggelser“ på grund af hjerteanfald. Dr. George E. Burch, som er knyttet til bladet Heart Journal, har sagt: „Klimaet er et vigtigt, men forsømt, felt inden for den lægevidenskabelige forskning.“ Han sagde desuden: „Akklimatiseringen tager mindst en uge og op til to uger.“

Rehabilitering for ’faldne’ kvinder

● Sidste år bevilgede byrådet i Detroit penge til rehabilitering af prostituerede gennem oplæring til at klare et job og gennem rådgivning. Planen endte som en fiasko, og for nylig blev den helt droppet. Hvorfor? Bladet Parade fortæller: „Byrådet kunne ikke finde en eneste prostitueret som havde lyst til at blive rehabiliteret.“

Alt for hård behandling?

● I byen Churchill i Manitoba, Canada, havde man problemer med unge ballademagere. De drev omkring i gaderne, brød ind i husene og ødelagde en hel del ting, ja, de plyndrede endda lossepladsen. I provinsregeringen foreslog nogle at man skulle skyde synderne i de værste tilfælde. Men andre indvendte at dette ikke ville være så godt for byens omdømme. I stedet for gennede man forbryderne ind i flyvemaskiner og fløj dem over 300 kilometer ud i vildmarken hvor man overlod dem til at klare sig selv under næsten arktiske forhold. Det lyder måske grusomt, men provinsregeringens talsmænd skyndte sig at tilføje at de ballademagere der var tale om, var unge isbjørne. Hvert år bliver Churchill legeplads for snesevis af unge bjørne som forlader deres huler inde i landet og skal have tiden til at gå mens de venter på at Hudsonbugten skal fryse til, sådan at de kan komme ud og jage sæler.

Med hilsen til Jupiter

● Tidligere på året blev det amerikanske rumskib „Pioneer 10“ opsendt med kurs mod Jupiter, og med sig havde rumskibet en hilsen til de andre intelligente væsener der måtte være i universet. Det drejer sig om en plakette hvorpå der er indgraveret videnskabelige tegn som fortæller hvorfra og hvornår fartøjet blev opsendt. Der er også afbildet nøgne figurer af en pige og en mand der løfter armen som i en venskabelig hilsen. Rumfartsadministrationens ledere indrømmer at der kun er meget spinkelt håb om at denne hilsen vil blive opfattet; for at modtage jordboernes hilsen skal de eventuelle andre væsener jo først erobre rumskibet — hvis de da opdager det — og desuden er der jo ingen der ved om sådanne væsener i det hele taget findes. „Pioneer 10“ vil være fremme ved Jupiters nærhed i december 1973 og skal da transmittere billeder og videnskabelige data tilbage til jorden. — Berlingske Tidende, 26. februar 1972.

Når danskere spiller

● 1,6 milliarder kroner — så meget anslår man at danskerne bruger til spil hvert år. Det svarer til at hver af landets indbyggere spiller for cirka en krone om dagen. I tallet er medregnet alt hvad der bliver brugt på spil, lige fra andespil til klasselotteri og indsatser på galopbanen. Det er ’den enarmede tyveknægt’ der stjæler de fleste af pengene, idet man regner med at landets 10.000 spilleautomater sluger gennemsnitlig 60.000 kroner hver om året. Som nummer to på regnskabet kommer den statskontrollerede tipning, som danskerne bruger 220 millioner kroner på. Den tredje form for spil på listen er andespil og banko, som er populære i mange foreninger. På landets totalisatorer bliver der omsat næsten 113 millioner kroner om året, hvoraf Danmarks ni travbaner står for de 88 millioner. Dertil kommer diverse rouletter og lykkehjul, der kan omsætte for millioner af kroner i løbet af kort tid — for slet ikke at tale om det ulovlige spil der sikkert foregår i stor stil hele året rundt. (Politiken, 20. februar 1972) De penge der sættes ind på spil er næsten altid spildt, for ifølge sagens natur er det jo kun ganske få der vinder. Men for kristne er alle de nævnte former for spil ulovlige fordi de strider imod Guds principper, og det uanset om staten tillader dem eller ej.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del