Hvis De var dommer, hvilken dom ville De så fælde?

VI INDBYDER Dem til at optræde som dommer i denne retssag fra Østrig:

En pige på to år lider af leukæmi. Lægen der har med sagen at gøre ordinerer at der skal gives blodtransfusion. Af religiøse grunde afslår forældrene denne behandling. Fra dette tidspunkt nægter lægen at give barnet yderligere lægebehandling. Barnet bliver sendt hjem fra hospitalet.

Forældrene søger da efter en anden behandling der kunne hjælpe deres lille pige, men kort tid efter dør hun. De lokale myndigheder anklager forældrene for manddrab. Sagen kommer for retten. Den offentlige anklager kræver forældrene straffet. Hvis De var dommer, hvilken dom ville De så fælde?

De kan sætte Dem ind i sagen ved at læse denne artikel før De træffer Deres afgørelse.

Sygdommen og barnets død

I maj 1970 lagde Eduard og Veronika Walter fra Steyr i Øvreøstrig mærke til at deres to år gamle datter, Irene, var meget bleg. De konsulterede øjeblikkelig en børnelæge. Han mente at Irenes sygdom simpelt hen var underernæring. Eftersom hendes tilstand ikke bedredes, konsulterede forældrene igen lægen i september. Irenes blod blev undersøgt, men der blev ikke fundet nogen blodsygdom.

En måned senere, henimod slutningen af oktober, blev barnet sendt til det offentlige hospital i Steyr. Da moderen to dage senere kom for at besøge barnet på hospitalet, fik hun at vide et Irene skulle have en blodtransfusion. Fru Walter forklarede at hun som et af Jehovas vidner afslog enhver blodtransfusion for sit barn på grund af Bibelens befaling om at afholde sig fra blod af enhver art. — Ap. G. 15:28, 29; 3 Mos. 17:14.

Så blev faderen anmodet om at komme til hospitalet, og han kom. Forældrene fastholdt deres standpunkt vedrørende blodtransfusion. Til dette erklærede lægen: „Så er sagen slut for mit vedkommende.“

Hospitalet viste således lige fra begyndelsen at det var indstillet på ikke at ville sørge for barnet, hvis forældrene ikke ville gå med til en bestemt behandlingsmåde — en blodtransfusion. Samme aften fik hr. og fru Walter lov at tage deres barn hjem, og de fik ikke noget som helst at vide om andre behandlingsmetoder.

Gentagne gange spurgte de om der var andet der kunne hjælpe deres barn end blodtransfusion. Men lægen sagde at det var der ikke. Forældrene bragte Irene til en klinik i Øvreøstrig og derfra til to naturlæger i Tyskland og Østrig. Man fandt ikke noget der kunne helbrede barnet. Den 5. november 1970 døde hun i sine forældres hjem i Steyr.

Der rejses anklage mod forældrene

Har De indtrykket af at forældrene faktisk ønskede at deres barn skulle dø, eller at de med forsæt bidrog til hendes død ved at de afslog en blodtransfusion? Dr. Alfred Andel har åbenbart ment at dette var tilfældet, for da han udfærdigede obduktionserklæringen, udfyldte han punkt 12 i dødsattesten med ordene: „Nægtelse af blodtransfusion.“ Punkt 12 har følgende overskrift: „I tilfælde af voldelig død (selvmord, mord, manddrab, ulykkestilfælde), anfør da årsagen til en sådan voldelig død.“

Næste dag anmeldte dr. Andel sagen til forbundspolitiet i Steyr. Forældrene blev straks forhørt af forbundskriminalpolitiet, og de forklarede deres religiøse syn på blodtransfusion. Ydermere fremholdt de at lægerne ikke havde været i stand til at garantere helbredelse, og da de vidste at blodtransfusion kan have alvorlige, ja, livsfarlige følger, havde også denne grund ført til at de nægtede en transfusion.

Politiet lod rapporten gå videre til den offentlige anklagers kontor, der så fik en udtalelse fra Det retsmedicinske Institut ved Paris Lodron-universitetet i Linz, angående Irene Walters død. Instituttets endelige erklæring, skrevet af professor Norbert Wölkart og overlæge dr. Klaus, Jarosch, lød:

„Faktisk er mulighederne for at overleve denne sygdom ringe, selv med moderne behandlingsmetoder. Det vil sige at en helbredelse egentlig ikke var mulig, idet den grundlæggende sygdom ville vise sig at være dødelig før eller senere.“

Imidlertid fortsatte samme erklæring med at sige at nægtelse af at give samtykke til blodtransfusion „afkortede barnets levetid i ikke ubetydelig grad“. Udtalelsen konkluderede at barnet døde af blodmangel som følge af leukæmi og „forhindring af den rette lægebehandling“.

Den offentlige anklager anlagde da sag mod Eduard og Veronika Walter ved retten i Steyr den 19. februar 1971. Det blev hævdet at deres nægtelse af samtykke til at deres barn fik blodtransfusion var en overtrædelse af paragraf 335 i straffeloven, om at værne liv. Denne lov siger:

„Enhver handling eller undladelse, hvorom den handlende — enten i kraft af selve handlingens naturlige og åbenbare konsekvenser, eller i kraft af særligt offentliggjorte bestemmelser eller som følge af vedkommendes rang, embede, profession, erhverv, beskæftigelse eller omstændigheder i øvrigt — véd at den vil medføre eller forøge fare for liv, helbred eller fysisk sikkerhed for andre, skal, hvis en person tilføjes alvorlig skade, regnes som en overtrædelse af loven for den skyldiges vedkommende og straffes med fængsel op til seks måneder eller med en bøde på op til 100.000,00 Schilling [omkring 30.000 kroner], og, hvis handlingen medfører en andens død, med fængsel i op til et år.“

Anklagen slutter med en anmodning om at denne lovs sidstnævnte straf kommer i anvendelse.

Spørgsmål der må tages i betragtning

Hvad mener De om sagen nu? Er De enig med den offentlige anklager i at den anklagedes skyld er blevet tilstrækkeligt fastslået? Eller gjorde forældrene samvittighedsfuldt alt hvad de kunne for at redde barnets liv? Hvilken sandsynlighed var der for at pigen ville overleve eller for at hendes liv kunne blive forlænget ved en blodtransfusion? Var blodtransfusion den bedste og den eneste rette behandling i dette tilfælde?

Og på den anden side, gjorde lægerne alt hvad de kunne og burde gøre for at hjælpe barnet? Lad os høre nogle udtalelser fra sagkyndige.

Hvad er den rette behandling?

Konklusionen af den førnævnte endelige erklæring lyder: „Død af blodmangel som følge af aleukæmisk lymphadenosis og forhindring af den rette lægebehandling.“ Hvad nu hvis det der betragtedes som den „rette“ behandling viste sig at rumme visse risici? Som en retfærdig dommer ville De være nødt til at tage dette i betragtning i Deres bedømmelse. Betragt derfor følgende:

Under den indledende undersøgelse forelagde forældrene Monatsschrift für Kinderheilkunde (Månedsblad for børnelæger), bd. 118, nr. 1, januar 1970, for retten. Dette blad offentliggjorde de foredrag der blev givet ved den 67. konference for Den tyske forening for Børnelæger i Saarbrücken den 24. september 1969, over emnet „Nyere synspunkter angående leukæmi hos børn“.

På side 2 står der at sygdomssymptomerne kan ses flere uger før hospitalsindlæggelsen. Siderne 4 til 12 handler om de mest effektive af de mangfoldige moderne kemoterapeutiske behandlingsmetoder og hvad de har udrettet. Denne videnskabelige drøftelse på seksogtyve sider i børnelægernes tidsskrift blev forelagt Det retsmedicinske Institut ved Paris Lodron-universitetet i Linz, for at dette skulle afgive en supplerende erklæring.

Derpå opsummerede instituttet drøftelsen i omkring femogtredive linjer og erklærede at „de nyere behandlingsmetoder for akut leukæmi havde ført til en betydelig forlængelse af overlevelsestiden“. De tilføjede: „Overlevelsestiden er blevet forøget ved moderne behandlingsmetoder til gennemsnitlig 13 måneder.“ „Man forventer endog fem gange den normale overlevelsestid.“

Forældrenes forsvarer indhentede også erklæringer fra sagkyndige: Professor H. Weicker, chef for Instituttet for forskning af menneskelige Arvelighedsforhold ved Bonn-universitetet og medudgiver af en håndbog for børnelæger, har i løbet af tyve år som praktiserende børnelæge behandlet mere end 200 børn der led af akut leukæmi. Professor Weicker skriver:

„Den gennemsnitlige forventede levetid for et barn med akut udifferentieret leukæmi er tilnærmelsesvis tre måneder, hvis barnet ikke bliver behandlet når der første gang viser sig tydelige symptomer på leukæmi. Irene Walter viste disse symptomer i maj eller juni (usædvanlig bleghed) og i juli (forstørrelse af milten) uden hensyn til om de blev diagnosticeret som sådanne eller ikke. Den forventede levetid — uden behandling — ville have været til september eller oktober 1970; dette kunne naturligvis have varieret individuelt. Den forventede levetid for børn med leukæmi har ikke eller kun i ubetydelig grad ændret sig siden blodtransfusioner er blevet indført. . . .

Kun ved indførelsen at cortison i leukæmiterapien er den forventede levetid blevet forøget til gennemsnitlig seks til ni måneder. Dette er grunden til at den kombinerede cortison-cytostatiske terapi er helt dominerende i behandlingen af leukæmi. . . .. Når man bedømmer sygdomsforløbet på denne måde og når man tager vor kundskab om overlevelsechancerne for børn med leukæmi i betragtning, må den slutning at der foreligger voldelig død som følge af nægtelse af blodtransfusion forkastes i den pågældende sag. . . . Der er ingen tvivl om at chancerne for at forlænge hendes liv var blevet betydeligt forøget efter indførelsen af den kombinerede cortison-cytostatiske terapi, men alene ved hjælp af denne terapi og ikke ved hjælp af blodtransfusioner der har været almindelige siden fyrrerne.“

Risici ved blodtransfusioner

En anden sagkyndig der blev bedt om en udtalelse var dr. F. W. Günther, chef for stadshospitalet i Wuppertal-Barmen, Tyskland. Han sagde at han var ’fuldstændig enig’ med ovennævnte erklæring af professor Weicker og tilføjede derefter sin egen mening:

„Som chef for Wuppertal-Barmens kliniske børnehospital der modtager fire til fem tusind patienter årlig, er jeg fortrolig med sygdomstrækkene ved leukæmi hos børn. Jeg har aldrig set et barn som led af leukæmi overleve. . . . Lægerne der behandlede Irene må man give medhold for så vidt som de anbefalede forældrene en blodtransfusion. Men i denne forbindelse skal det nævnes at jeg selv har iagttaget at blodtransfusioner kan forårsage alvorlige, ja dødelige komplikationer hos leukæmipatienter.“

Efter rettens ordre blev sagens akter sendt til overlægen ved Mödling-hospitalets børneafdeling, universitetslektor dr. Ruziczka, for at få endnu en sagkyndig udtalelse fra en børnelæge.

I denne erklæring sagde dr. Ruziczka at en blodtransfusion i Irene Walters tilfælde ville have været passende som behandling for blodmangelen der var forbundet med leukæmisygdommen. Men han gjorde også opmærksom på de ulemper, ja den livsfare som en blodtransfusion kan medføre.

Hr. og fru Walter var fuldt ud klar over de risici der var forbundet med at give blodtransfusion. De havde læst Vagttårnets Bibel- og Traktatselskabs brochure „Blodet, lægevidenskaben og Guds lov“. Denne afhandling, der giver dokumenterede vidnesbyrd med hensyn til de forskellige farer ved at anvende blodtransfusion, blev føjet til sagens akter.

Retssagen

Den 27. oktober 1971 kom sagen for retten i Steyr. En læge fra Steyrs hospital, dr. Johann Fritz, blev afhørt som vidne. Han vidnede om at den foreslåede blodtransfusion tilsigtede at forbedre barnets almene tilstand, nemlig hendes påfaldende bleghed, og ikke var en egentlig behandling af hendes sygdom. Efter undersøgelserne der blev foretaget i samarbejde med Innsbruck-universitetets kliniske hospital, ville barnet være blevet overført til det næste større behandlingscenter, i Wien. (Barnet døde imidlertid to og en halv uge efter at det blev modtaget på hospitalet!) Den egentlige behandling ville så være blevet foretaget i Wien.

Så læste den offentlige anklager anklageskriftet hvori forældrene blev anklaget som skyldige eller snarere medskyldige i kriminel undladelse af at beskytte en andens liv. Han krævede at de blev straffet.

Forsvarerne, dr. Heimo Puschner og dr. Hans Frieders, Wien, hævdede at forældrene havde gjort mere for at redde deres barn end loven krævede af dem.

Hvis De var dommer, hvordan ville De så dømme? De kan repetere sagens afgørende kendsgerninger ved hjælp af følgende spørgsmål fra det De har læst:

Hvad blev der sagt i paragraf 335 i straffeloven, som forældrene blev anklaget for at have overtrådt? Hvad fremholdt lægeerklæringerne fra begge sider? Hvad gjorde forældrene for at forlænge deres barns liv?

Lad Dem ikke lede på vildspor ved at tænke at barnet ville dø under alle omstændigheder. Ifølge loven var endog en forkortelse af livet strafbart. På den anden side: er det afgjort at barnets liv var blevet forlænget ved en blodtransfusion?

Er De kommet til en afgørelse? Hvis det er tilfældet, kan De nu sammenligne den med dommerens egen afgørelse i Walter-sagen:

Dommen

Hr. og fru Walter blev frifundet på grundlag af følgende:

(1) De anklagede havde skaffet sig tilstrækkelig underretning om virkningen af en blodtransfusion og vidste at der var andre virksomme behandlingsmetoder. Derfor var de ikke i stand til at se at nægtelse af en blodtransfusion i lovens forstand skulle være det samme som at undlade at værne deres barns liv.

(2) I virkeligheden ville hospitalet have været nødt til at henvende sig til værgerådet for at få yderligere instruktioner vedrørende behandlingen af barnet. I betragtning af den risiko der fulgte med, kunne værgerådet meget vel have afslået en tvungen blodtransfusion og respekteret forældrenes religiøse overbevisning.

(3) De sagkyndige som retten havde henvendt sig til påpegede ulemperne ved en blodtransfusion. Forældrenes nægtelse var således ikke ubegrundet.

BEMÆRK: Omkring ti velkendte østrigske specialister, deriblandt universitetslektorer, overkirurger ved børneklinikker og ledere af børnehospitaler ved østrigske universiteter, erklærede da de blev spurgt i forbindelse med denne sag at de personlig var villige til at respektere Jehovas vidners standpunkt i spørgsmålet om blodet, og at de ville anvende enhver anden mulig lægebehandling for at hjælpe disse patienter. Sådanne læger må roses, for de stræber efter at hjælpe deres medmennesker, og samtidig viser de respekt for den kristne samvittighed der er baseret på Bibelen.

Om blodets hellighed

„Om alt køds sjæl gælder det, at dets blod er dets sjæl; derfor har jeg [Gud] sagt til israelitterne: I må ikke nyde blodet af noget som helst kød, thi alt køds sjæl er dets blod.“ „[Afhold jer] fra afgudsofferkød og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt.“ — 3 Mos. 17:14; Ap. G. 15:28, 29.