Vi betragter verden
Kyskhed hos unge
● Dr. L. Bogdanovich har i en artikel i et tidsskrift gjort opmærksom på at unge bør tilskyndes til at vise deres naturlige blufærdighed, hvilket vil hjælpe dem til at beherske deres følelser. Lægen peger på at denne blufærdighed er nært forbundet med kyskhed og medvirker til at bevare den. Dette støttes af andre autoriteter, som citeres i artiklen. Den schweiziske psykiater August Forel, som har beskæftiget sig med seksuelle spørgsmål, udtaler at kyskhed er grundlaget for en ægte kærlighed der er både stabil og varig og som bringer glæde og lykke. Dr. V. M. Bekhterev fra det sovjetiske Videnskabernes Akademi bemærkede engang at kyskhed medvirker til at bevare den moralske og fysiske sundhed. Psykiateren A. I. Sikorsky erklærer: „Sanselighed i en tidlig alder er på det nærmeste fatal i sine fysiske og moralske konsekvenser. Den er fatal for det fysiske helbred og for karakterdannelsen.“ Artiklen understregede at selvbeherskelse for at undgå umoralitet ikke er skadeligt for den unges helbred, men byder ham eller hende mange betydningsfulde fordele.
Folkekirkens besiddelser
● Den danske Folkekirke ejer et jordareal der i alt er på størrelse med Møn, det vil sige 21.000 hektarer. Det meste er bortforpagtet. Revisionsdepartementet fortæller at forpagtningsafgiften hvert år beløber sig til 5,1 millioner kroner og at folkekirkens samlede kapital er på knap 700 millioner kroner. Ifølge ejendomsvurderingen udgør kapitalerne i fast ejendom i alt 464,5 millioner kr. Fra visse kredse har der været peget på at folkekirken måske med fordel kunne sælge den bortforpagtede jord. Hertil siger formanden for Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer, landsretssagfører Knud Frederiksen, at „vi i menighedsrådskredse absolut er indstillet på at bevare både jord og bygninger og aldrig sælge en tøddel af det, så længe det nuværende system består“. — Kristeligt Dagblad, 4. april 1973.
Dalende popularitet
● En ledende artikel i bladet Science fortæller at der i de forskellige landes statsadministrationer er mange som er ved at miste tilliden til videnskabsmænd og deres institutioner. I lægetidsskriftet Medical Tribune stod der for kort tid siden følgende betragtninger: „Måske er dette på intet felt så synligt eller så beklageligt som det er på det medicinske. Vi ved mere end nogen sinde før, vi har udfyldt store tomrum i vor viden. Vi har bedre teknik og teknologi, flere medicinske præparater og mere udstyr, mere viden og indsigt, end nogen sinde før i lægekunstens historie. Men kløften mellem hvad vi kunne præstere, og hvad vi faktisk gør, bliver ikke smallere, den udvider sig.“
Flere får invalidepension
● Der er sket en uventet stigning i den danske stats udgifter til invalidepension. I løbet af kun to år er udgiften steget med omkring 1 milliard kroner. Inspektør Ove Holm fra Invalideforsikringsretten fortæller at det efter hans mening først og fremmest skyldes stress og jag på arbejdspladserne. „Folk kan ikke følge med. Det mærkes ikke blot i industrien, men også på kontorer og i administrationen, hvor folk har svært ved for eksempel at indstille sig på EDB. Omlægning af administrationsgangen volder mange mennesker stort besvær, og udviklingen medfører somatiske lidelser, også for mennesker med fysisk mindre belastende job. Værst går det ud over folk i industrien. Kravet om forandringer er svært at leve op til.“ I 1971-72 kom der 21.188 nye invalidepensionister. — Politiken, 28. februar 1973.
Abort forsvares
● De forenede Staters højesteret har afsagt en kendelse der gør det lovligt at få foretaget svangerskabsafbrydelse inden for svangerskabets tre første måneder. Med dommerstemmerne syv mod to blev de strenge anti-abortlove i 31 amerikanske stater gjort ugyldige. Og endnu en højesteretskendelse vil nødvendiggøre at de mere liberale love der findes i 15 andre stater, revideres. Staterne kan udstede love angående afbrydelse af svangerskab i perioden fra tredje til niende måned. Det menes at højesteretskendelserne kan betyde en forøgelse af svangerskabsafbrydelserne i Amerika til en million om året eller mere.
Luftfartens dødsofre
● Statistikker fra 1972 viser at dette år var det hidtil værste med hensyn til dødsfald ved flyvekatastrofer. Over 1700 mistede livet i civilflyvning. Indtil da var det højeste tal fra 1966, da godt 1000 mistede livet.
Præster i politik
● Både i Danmark og i mange andre lande er der adskillige præster og teologer i de folkevalgte forsamlinger. I den amerikanske Kongres er der nu fem præster. De to af dem er baptister, og de tre andre repræsenterer henholdsvis den katolske kirke, „Kristi forenede Kirke“ og den presbyterianske kirke. Der var fire præster der led nederlag ved de sidste kongresvalg. Kun fire medlemmer af Kongressen siger at de ikke har noget religiøst tilhørsforhold. En undersøgelse der for nylig er foretaget viser at der i Kongressens to kamre er 115 katolikker, 84 metodister, 78 presbyterianere, 66 medlemmer af den episkopale kirke, 55 baptister, 27 medlemmer af „Kristi forenede Kirke“, 16 lutheranere, 14 jøder, 10 mormoner, 9 ’unitar-universalister’, 7 der tilhører „Kristi disciple“, 5 fra Christian Science, 4 medlemmer af den østlige, ortodokse kirke, 4 kvækere og 2 medlemmer af „den evangeliske frikirke“. Der er otte andre kirker som hver er repræsenteret med ét medlem. Nogle kongresmænd foretrækker at blive kaldt slet og ret „protestanter“.
Astronaut overbevist om Guds eksistens
● Apollo-rumrejserne har været anledning til at nogle af astronauterne har fremsat interessante udtalelser om jorden og universet. C. M. Duke bemærker: „Jorden er det smukkeste syn i rummet, med alle dens farver fra landjord, hav og skyer.“ Astronauten E. A. Cernan siger at fra rummet „ser jorden stor og smuk ud . . . Jorden ser så fuldkommen ud. Der er ingen snore til at holde den oppe, den hviler ikke på nogen sokkel. . . . På grund af ordenen ude i rummet er jeg overbevist om Guds eksistens. Jeg ved at det ikke kan være sket ved et tilfælde.“
’Med koldt blod’
● Dr. J. H. Davis fra Dade County i Florida, der er ligsynsmand, siger at der i U.S.A. er en stigning i den slags mord der begås ’med koldt blod’. „Der har været en fantastisk stigning i mord ved væbnet røveri her på egnen og sandsynligvis over hele landet.“ Han lægger skylden for dette på den omstændighed at dødsstraffen nu er så godt som afskaffet. De domstole der gør dødsstraffen ulovlig, siger han, glemmer at skelne mellem de mord der begås ’med koldt blod’ og dem der begås mens blodet er ’i kog’. Den sidstnævnte type er ’affektmord’, hvor morderen måske er påvirket af alkohol eller har været indblandet i et skænderi i hjemmet. Dr. Davis mener at frygten for straf kun vil påvirke den koldblodige type, der begår overlagt mord. En anden ligsynsmand, dr. J. L. Luke fra Washington, D.C., påpeger at kriminalserier i fjernsynet har været medvirkende til mange hensynsløse mord.
Udgifter til reklame
● I 1970 blev der jorden over brugt over to hundrede milliarder kroner til reklameformål, hedder det fra reklamebranchens internationale forbund og fra et internationalt forskningsinstitut. Over 80 procent af beløbet blev brugt i U.S.A., Vesttyskland, Storbritannien, Canada og Frankrig. Annoncører i Amerika alene betalte omkring 120 milliarder kroner.
Børn forandrer sig
● Børn er ikke hvad de har været. En undersøgelse har for nylig vist at amerikanske børn og halvvoksne har 50 procent højere vægt end deres jævnaldrende for tyve år siden. Dr. J. Mayer fra Harvarduniversitetet siger at det skyldes den stærkt kalorieholdige føde og „en drastisk nedgang i den spontane fysiske aktivitet“, hvilket han giver fjernsynet skylden for. De mentale og kundskabsmæssige ændringer er lige så tydelige. I dag lærer gymnasieelever meget af det deres forældre måtte studere sig til på et universitet; børn i underskolen lærer det samme stof som tidligere blev benyttet i højere klasser. I 1958 hed det i en FN-rapport at børns og unges interesser ændrede sig så hurtigt at de aldersklasser der var syv år fra hinanden, var lige så fjernt fra hinanden i tankegang som to forskellige generationer var før i tiden. Men bladet Guardian fortæller nu at der midt i tresserne „var en generationskløft mellem børn og unge hvis aldersforskel kun er to eller tre år“. Det er ikke så mærkeligt at så meget som 10 til 12 procent af alle amerikanske børn, ifølge en statsundersøgelse, har brug for regelmæssig hjælp fra psykologer.
Kirker forklejner Bibelen
● Kristenhedens kirker bygger ikke deres lære på Bibelen. I november sidste år holdt dr. J. A. Howard fra Rockford College et foredrag hvori han rent ud sagde: „Kirkerne — de katolske, protestantiske og de jødiske — fæstede engang hele deres opmærksomhed på Guds vejledning til mennesket, men den slags formaninger høres nu meget sjældnere fra prædikestolen og fra katederet i søndagsskolerne, den har veget pladsen for drøftelser om sociale problemer og situationsetik.“ Denne iagttagelse blev endnu en gang bekræftet i januar, da „hans højærværdighed“ E. M. Howse, tidligere præst i Canadas forenede Kirke, skrev i Torontobladet Star: „Bibelen . . . er ikke en enkelt bog, som er produktet af en enkelt hjerne eller en enkelt tidsalder. Den er et righoldigt og varieret bibliotek med vidt forskellig historisk baggrund og indeholder mange forskellige tanker, somme tider indbyrdes modsigende tanker. Nogle af dem er rå og afskyelige og afspejler den brutale tid hvori de fødtes.“