Vort gådefulde univers
FOR få år siden havde astronomerne den opfattelse at de kendte forklaringen på de fleste af universets gåder. Man mente at de fysiske love som vi kan iagttage her på jorden, også kunne forklare de fænomener som kunne iagttages langt ude i universet. Men i dag er man ikke mere så sikker. Man taler mere og mere om ’nye love inden for fysikken’. Hvordan kan det være?
Man er blevet konfronteret med nye overraskende gåder. Og problemet består ikke blot i manglende viden, for man har efterhånden indsamlet utrolige mængder astronomiske data. Men der råder en del usikkerhed om hvordan disse data skal fortolkes; dette skulle dog ikke forbavse os når vi tager universets uhyre størrelse i betragtning.
Solen, som befinder sig i vort solsystems centrum, er næsten et hundrede og halvtreds millioner kilometer borte. Vort solsystem udgør imidlertid kun en forsvindende lille del af Mælkevejen, som har en diameter på omkring 100.000 lysår. (Et lysår svarer til cirka 10 billioner kilometer.) ’Hele dette mælkevejssystem har måske omkring 100 milliarder sole; og i hele universet findes der måske 100 milliarder mælkevejssystemer. Ja, universets „grænse“ ligger måske så langt som tolv milliarder lysår borte.
Universet præsenterer astronomerne for det ene dilemma efter det andet. Lad os engang betragte vort eget hjørne af verdensrummet, vort lille solsystem.
Vort solsystems gåder
Det solsystem som vor jord er en del af, har altid haft sine egne hemmeligheder. Selv om folk i oldtiden havde et vist kendskab til himmellegemernes bevægelser, er mange af deres teorier blevet ændret. Ptolemæus, som levede omkring 150 år efter Jesu fødsel, mente at jorden var ubevægelig og befandt sig i universets centrum. Denne fejlagtige opfattelse blev stort set ikke draget i tvivl før den polske astronom Nikolaus Kopernikus (1473-1543) gjorde det. Han påstod at det var solen og ikke jorden der var vort solsystems centrum.
Men der var mere at lære. Det var først da man i 1781 opdagede planeten Uranus at man indså at der var mere end seks planeter i vort solsystem. Neptun blev først opdaget i 1846; og det er først for nylig, i 1930, at man har fået Pluto at se. Men ved vi alt hvad der er at vide om vort solsystem? Er alle dets hemmeligheder blevet afsløret?
Nogle autoriteter hævder at der måske eksisterer endnu en planet, en tiende planet i vort solsystem. En astronom påstår at have beregnet dens eksistens på grundlag af kometen Halleys bevægelser. Han mener at en ukendt planet øver en vis tiltrækning på denne komet, således at dens kredsløb omkring solen bliver større og større. Dette ville forklare hvorfor kometen er nogle få dage ’forsinket’ når den viser sig hvert seksoghalvfjerdsindstyvende år.
Og så er der asteroiderne. Dette navn dækker over hundreder af små himmellegemer, miniatureplaneter der har deres bane mellem Mars og Jupiter. Hvordan er de opstået? Man ved det ikke med sikkerhed. En teori går i øjeblikket ud på at de er materialet til en planet der aldrig er blevet dannet. Asteroiderne kaldes „et af himmelens mysterier“.
Selv i dag er vor viden vedrørende vort eget solsystem altså usikker. Det er derfor meget forståeligt at Zdenek Kopal i sin bog The Solar System (1973) indrømmer: „Størstedelen af vor viden vedrørende solsystemet er så ny at en blot ti år gammel bog om dette emne ville være som latin eller græsk i sammenligning.“
Men der findes endnu større mysterier, endog nogle som rokker ved teorier der længe har været accepteret.
Quasarer, pulsarer og „sorte huller“
Bogen Worlds Beyond Ours siger: „Af alle himmellegemerne har ingen voldt os så megen forvirring og så stort besvær som de hemmelighedsfulde energikilder der kaldes quasarer.“ Hvad er en quasar?
„Quasar“ er en forkortelse for ordene „quasistellar radiokilde“. (Quasistellar er hentet fra latin og betyder ’stjernelignende’.) Da quasarerne første gang blev observeret i 1960, fik de dette navn fordi man troede at det var fjerne stjerner. Man blev dog hurtigt klar over at det var noget helt andet man havde opdaget. I dag er der mange der mener at det er små galakser. Mange bøger kalder dem slet og ret „objekter“. Men hvad særligt er der ved dem?
De producerer en kolossal mængde energi i forhold til deres størrelse. Nogle af dem afgiver omkring 100.000 milliarder gange så meget lys og energi som solen. Det ville svare til at en blitzpære afgav lige så meget lys som en hel storby.
Og så er der quasarernes hastighed. Man mener at alle mælkevejssystemerne bevæger sig bort fra hinanden med enorme hastigheder. Man mener imidlertid også at nogle af quasarerne bevæger sig endnu hurtigere. Man regner almindeligvis med at quasarerne er de genstande der befinder sig længst borte fra jorden, måske endog tolv milliarder lysår borte. Hvordan har man regnet dette ud?
Ved at betragte forskydninger i spekteret fra det lys quasarerne udsender. Lyset forplanter sig i universet på samme måde som bølger. Hvis man sender lys gennem et prisme vil de lange bølger kunne ses i spekteret som en dybrød farve, og de korte bølger vil fremtræde som blålige. Den forskydning i spekteret der sker når lyskilden bevæger sig, kan illustreres ved hjælp af en togfløjte. Når et tog bevæger sig hen imod én (og lydbølgerne ligesom ’sammenpresses’ eller forkortes) ligger togfløjtens tone i et højt leje. Når toget er kørt forbi (og lydbølgerne således forlænges), falder tonen. Lyset opfører sig på lignende måde. Lys der afgives af genstande der bevæger sig bort fra jorden, vil have en længere bølgelængde, og deres lys vil således blive forskudt mod spekterets røde ende. På grundlag af dette regner man med at quasarerne er de fjerneste genstande i universet. Men de omgiver sig med flere mysterier.
Ifølge nogle eksperter er quasarernes opførsel i strid med Einsteins teori, som danner grundlag for de fleste teorier vedrørende universet. Einsteins teori går blandt andet ud på at ingen genstande i universet kan bevæge sig hurtigere end lyset. Men til trods for dette er der videnskabsmænd der påstår at de har observeret en quasar hvis dele fjerner sig fra hinanden med en hastighed der er ti gange lysets.
I stedet for at betvivle Einstein er der nu mange der mener at regelen om lysets forskydning hen mod det røde spekterafsnit ikke er korrekt. En påstand går ud på at quasarerne ikke er så langt borte som de synes, og at deres „rødforskydning“ skyldes en „spektral illusion“. En anden påstand går ud på at quasarmassens vægt gennem millioner af år har ændret sig og at quasarens rødforskydning derfor er vildledende. Der findes dog også astronomer der antager at Einsteins teori er, om ikke forkert, så i det mindste ufuldstændig.
Diskussionen fortsætter. Hvad er de mystiske quasarer egentlig? Dette er endnu ikke blevet tilfredsstillende besvaret. I stedet stiger mystikken. Men der er andre fænomener i universet som sætter videnskaben på en hård prøve.
Der er for eksempel pulsarerne. Man regner gerne med at pulsarerne er neutronstjerner med periodiske udbrud af ’radiostøj’. Dette fænomen var så uventet at der i 1968, da pulsarerne blev opdaget, var veluddannede og erfarne astronomer der først troede at pulsarernes radiosignaler stammede fra beboere et andet sted i rummet der søgte at komme i kontakt med os.
Desuden er der også de gådefulde røntgenkilder og det såkaldte „missing matter“. Nogle teorier går i øjeblikket ud på at store skyer af stof i rummet absorberes af „sorte huller“. Hvad er det?
Nogle tror — og husk at dette hovedsagelig er hypoteser — at når en mægtig stjerne udbrænder bryder atomerne i dens indre sammen under den kolossale vægt, og dens masse bliver stærkt koncentreret. Ifølge teorien beholder den dog et stærkt tyngdefelt, så stærkt at det endog holder lyset tilbage. Man mener også at dette „sorte hul“ absorberer stof fra nabostjernerne. ’Hvad bliver der af dette stof?’ spørger videnskabsmændene. ’Bliver det til antistof?’ Spørgsmålet er en gåde; intet menneske kan besvare det.
Behøver vi „nye fysiske love“ for at besvare de spørgsmål der har meldt sig inden for de forløbne år? Det er der nogle der mener. Men D. W. Sciama fra Oxford siger at man ikke behøver „nye love“ for at fortolke de nyeste opdagelser, hvorimod de „viser at vi har glemt at drage den fulde konsekvens af de love vi allerede kender. De uventede opdagelser af radiogalakser og quasistellare objekter . . . illustrerer sandsynligvis dette. De minder os således på dramatisk vis om de vældige huller der er i vor forståelse af sammenhobet stofs adfærd [som for eksempel i stjerner, galakser og lignende himmellegemer].“ — Modern Cosmology, 1971.
Bibelen og astronomien
Eftersom der er „vældige huller . . . i vor forståelse af sammenhobet stofs adfærd“, har vi ingen grund til at betvivle de passager i Bibelen der beretter om astronomiske begivenheder. Det er der dog mange der gør. Nogle betvivler for eksempel Bibelens beretning om at solen og månen stod stille på Josuas tid. Kender De denne beretning? Den lyder således:
„Ved den lejlighed, den dag [Jehova] gav amoritterne i israelitternes magt, talte Josua til [Jehova] og sagde i Israels nærværelse: ’Sol, stat stille i Gibeon, og måne i Ajjalons dal!’ Og solen stod stille, og månen standsed, til folket fik hævn over fjenden. Således står der jo skrevet i De oprigtiges Bog. Og solen blev stående midt på himmelen og tøvede næsten en hel dag med at gå ned. Og hverken før eller siden har der nogen sinde været en dag som denne, en dag, da [Jehova] adlød et menneskes røst; thi [Jehova] kæmpede for Israel.“ — Jos. 10:12-14.
Der findes endog religiøse mennesker som betvivler denne beretning. The New Catholic Encyclopedia siger: „Ifølge den moderne videnskab og den moderne teologi er det lige så umuligt for Gud at adlyde et menneske, som det er for solen at stå stille.“ (1967; bind XIII, side 795) Men på hvilket grundlag baserer man påstanden om at dette fænomen er „umuligt“? Naturligvis kan intet menneske, selv ikke de der tror på Bibelen, forklare hvordan solen kunne stå stille. Men skulle dette rokke ved vor tro på Bibelen? Nej. Som vi lige har set er det ikke muligt for os mennesker at forklare de mystiske astronomiske fænomener der foregår for vore øjne. Men kan vi benægte at de foregår? Det kan vi ikke.
Gud kunne i sin egenskab af skaber, om han ville, standse alle bevægelser i hele solsystemet; eller han kunne nøjes med at standse jordens rotation således at solen og månen, set fra jorden, blev på samme sted. På den anden side er det også muligt at solen, månen og jorden fortsatte i deres baner, men at lyset fra solen og månen fortsatte med at skinne idet det gennemgik en eller anden for os ukendt form for brydning. Den begivenhed var under alle omstændigheder en usædvanlig foreteelse; Bibelen siger selv at „hverken før eller siden har der nogen sind været en dag som denne, en dag, da [Jehova] adlød et menneskes røst“.
I sidste århundrede fremkom Henry Cooke med en betragtning over denne bibelske begivenhed, og hans enkle ræsonnement er stadig gyldigt:
„Hvis filosofferne havde været bedre kendt med de kræfter der forårsager himmellegemernes daglige og årlige bevægelser, ville de have været bedre i stand til at bedømme dette mirakel. Selv om alle mirakler er lige lette for den Almægtige, er det dog stadig muligt at det der ser så formidabelt ud for os, skyldes en eller anden ganske enkel årsag. Denne årsag er måske endog mere enkel end det at standse hjertets banken, . . . Hvis menneskeheden kun havde været vidne til ét tilfælde af besvimelse, og dét for flere tusind år siden, ville de moderne fysiologer have betragtet dette tilfælde som lige så usandsynligt som det ifølge de vantro filosoffer er at solen skulle stå stille.“
Ydmyge mennesker må erkende at det spørgsmål Jehova Gud i sin tid stillede Job, stadig er på sin plads: „Kender du himmelens love?“ Svaret er stadig nej. (Job 38:33) Et sådant menneske må overvældes af tanken om at Han som har skabt det uhyre univers vil nedlade sig til at have med mennesker at gøre. Som bibelskribenten David skrev: „Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du skabte, hvad er da et menneske, at du kommer ham i hu, et menneskebarn, at du tager dig af ham?“ — Sl. 8:4, 5.
Lad os vise den samme ydmyghed og tage os tid til at lære denne vidunderlige Gud at kende. Lad os søge at bringe vort liv i harmoni med hans uforanderlige ord.
[Illustration på side 12]
Ifølge astronomerne er der ni planeter i vort solsystem. Er der også en tiende?
[Illustration på side 13]
Der findes måske 100 milliarder mælkevejssystemer i universet. Gælder de fysiske love vi kender fra jorden i alle disse galakser?