Jehovas vidner i Tyskland 1933-1945 — 1. del
Jehovas vidners årbog for 1974 indeholder blandt andet en detaljeret beretning om Jehovas vidners historie i Tyskland, lige fra de førte forkyndere begyndte i 1890erne, til 1973, hvor der nåedes et højdepunkt på næsten 100.000 aktive forkyndere i Vesttyskland og Vestberlin. Beretningen om Jehovas vidners arbejde og kår under Hitlertiden 1933-1945 er især bemærkelsesværdig, og det er en glæde nu at kunne gengive denne skildring til gavn for læserne af bladet „Vågn op!“ Beretningen vil strække sig over adskillige afsnit, hvoraf det første bringes her.
Det mod og den udholdenhed disse disciple af Jesus Kristus viste under den grusomme forfølgelse de blev udsat for, vil altid stå som et fremragende eksempel for kristne. Beretningen er imidlertid også et bevis på at Gud kan og vil hjælpe dem der loyalt tjener ham og tillidsfuldt stoler på ham, så de bliver i stand til at udholde de værste trængsler modstanderne måtte udsætte dem for.
Vi springer ind i beretningen på et tidspunkt kort før Adolf Hitlers magtovertagelse i januar 1933.
I 1931 skete det endnu en gang at ledende myndighedspersoner i Bayern gik forrest i kampen mod Guds folk. Ved at misbruge en nødforanstaltning myndighederne havde truffet den 28. marts 1931, med henblik på politiske uroligheder, så de pludselig en lejlighed til at forbyde bibelstudenternes (Jehovas vidners) bøger, blade og andre skrifter. I München blev vore bøger konfiskeret den 14. november 1931. Fire dage senere udsendte politiet i München en erklæring, gældende for hele Bayern, som forbød alt trykt materiale udgivet af bibelstudenterne.
Brødrene tog naturligvis straks skridt til at appellere. I februar 1932 blev forbudet stadfæstet af regeringen i øvre Bayern. Afgørelsen blev omgående appelleret til det bayerske indenrigsministerium, der imidlertid afviste appellen den 12. marts 1932 som værende „uden grundlag“.
I forbindelse med denne retsafgørelse udtalte Magdeburgs politimester sig til forsvar for os, idet han den 14. september 1932 sagde: „Vi bekræfter herved at de internationale bibelstudenters forening udelukkende er beskæftiget med bibelske og religiøse anliggender. Indtil nu har den ikke været politisk aktiv. Der er ikke blevet observeret nogen tendenser som kunne tyde på fjendskab mod staten.“
Men vanskelighederne voksede fra måned til måned, også i de andre tyske stater. Paul Köcher var kommet til Simmern sammen med seks specialpionerer for at vise den forkortede udgave af „Skabelsens Fotodrama“ på to aftener. Han blev imidlertid tvunget til at afbryde forevisningen, for da der blev vist et billede af David med sin harpe og en af hans salmer blev citeret, gik hele salen amok. Det blev hurtigt opdaget at næsten alle de tilstedeværende tilhørte SA, Hitlers stormtropper.
Der skete noget lignende i Saar. I december 1931 appellerede man til regeringen for at få den til at instruere politiet om ikke at lægge hindringer i vejen for arbejdet. Disse instruktioner blev udstedt, men de gjorde præsterne i den grad rasende at der hver uge blev advaret mod bibelstudenterne fra prædikestolene. Fjendtlighederne tog til, og i slutningen af 1932 var der ikke færre end 2335 retssager i gang. Men alligevel viste 1932 sig at blive det hidtil bedste år hvad angår spredning af bøger og blade.
Den 30. januar 1933 overtog Hitler embedet som rigskansler. Den 4. februar udstedte han et dekret som gav politiet bemyndigelse til at konfiskere alle skrifter der ’udgjorde en fare for den offentlige orden og sikkerhed’. Dette dekret begrænsede også forsamlings- og trykkefriheden.
„Levningens takkeuge“
Det år skulle mindehøjtiden afholdes den 9. april, og i forbindelse dermed blev der tilrettelagt en særlig kampagne, kaldet „Levningens takkeuge“, fra 8. til 16. april. Der skulle aflægges et verdensomfattende vidnesbyrd ved hjælp af brochuren Krisen.
Men brødrene i Tyskland var ikke i stand til at fuldføre denne otte dages vidnesbyrdsperiode i fred. Kampagnen med brochuren Krisen førte til et forbud i Bayern den 13. april. Dette efterfulgtes af et forbud i Sachsen den 18. april, i Thüringen den 26. april, og i Baden den 15. maj. Og andre tyske stater fulgte efter. Broder Franke, der dengang var pioner i Mainz, beretter at den derværende menighed på over 60 forkyndere havde 10.000 brochurer til uddeling. Brødrene indså at de måtte handle hurtigt for at kunne uddele dem, så de havde organiseret deres tid således at 6000 af brochurerne allerede var blevet uddelt i løbet af kampagnens tre første dage. Men den fjerde dag blev flere af brødrene arresteret og deres hjem blev ransaget. Politiet fandt dog kun nogle få eksemplarer af brochuren, for brødrene havde regnet med denne aktion og havde skjult de resterende 4000 brochurer på et sikkert sted.
Alle de arresterede brødre blev løsladt samme dag. De tilrettelagde straks en kampagne hvorved de 4000 brochurer blev fordelt mellem alle de brødre i menigheden der kunne være med. Samme aften kørte de på cykel til Bad Kreuznach, der ligger omkring fyrre kilometer derfra, og dér afsatte de resten af brochurerne blandt befolkningen, nogle af dem gratis. Dagen efter skulle det vise sig at det var det rigtige de havde valgt at gøre, for gestapo havde i mellemtiden gennemsøgt hjemmene hos alle der var kendt for at være bibelstudenter. Men alle de 10.000 brochurer var blevet uddelt.
I Magdeburg havde myndighedspersoner meddelt afdelingskontoret at billedet på brochurens titelblad (en kriger der i hånden holdt et sværd som dryppede af blod) ikke kunne accepteres, og de forlangte at det skulle fjernes. Broder Balzereit, der på det tidspunkt var afdelingstilsynsmand i Tyskland, havde desværre ofte vist sig villig til at gå på kompromis, og han gav øjeblikkelig ordre til at de farvede omslag på brochurerne skulle fjernes.
Det var en spændingsfyldt vidnesbyrdsuge. Dag for dag afslørede fjenden med større tydelighed sin beslutning om at slå til med nådeløs kraft. Derfor var det så meget des mere opmuntrende da det viste sig, efter at rapporterne var talt sammen, at 24.843 havde overværet mindehøjtiden, sammenlignet med 14.453 året før. Antallet af forkyndere der var med under vidnesbyrdsugen var også en grund til glæde: 19.268, mod 12.484 under en tilsvarende kampagne med brochuren Riget — Verdens Haab året før. I løbet af de otte dage kampagnen varede, var 2.259.983 eksemplarer af brochuren Krisen blevet uddelt.
Gestapo ransager betelhjemmet
Da nazisterne satte sig i besiddelse af Selskabets kontor og trykkeri den 24. april, håbede de at finde et eller andet materiale som kunne forbinde os med kommunismen. I det tilfælde kunne de have anvendt en ny lov og konfiskeret hele ejendommen og givet den til staten, hvilket allerede var blevet gjort med bygninger der tilhørte kommunister. Efter at have ransaget bygningen ringede politiet en aften til nogle ledende regeringsembedsmænd og sagde at de ikke havde fundet noget bibelstudenterne kunne anklages for. Så lød, befalingen: „I skal finde noget!“ Men deres forsøg mislykkedes, og ejendommen måtte tilbageleveres til brødrene den 29. april. Kontoret i Brooklyn havde igennem den amerikanske regering protesteret imod den ulovlige overtagelse af ejendommen (der jo ejedes af et amerikansk selskab), samme dag som begivenheden fandt sted.
Stævnet i Berlin den 25. juni 1933
I sommeren 1933 var Jehovas vidners arbejde blevet forbudt i de fleste tyske stater. Brødrenes hjem blev regelmæssigt gennemsøgt, og mange brødre var blevet arresteret. Forsyningen af åndelig føde var delvis hæmmet, skønt kun for en tid; men mange brødre spurgte alligevel sig selv hvor længe det ville være muligt at fortsætte arbejdet. I denne situation blev menighederne med meget kort varsel inviteret til et stævne der skulle afholdes i Berlin den 25. juni. Da man formodede at mange ikke ville kunne komme på grund af de forskellige forbud, blev menighederne tilskyndet til at sende mindst én eller flere delegerede hver. Men det viste sig at 7000 brødre kom. For mange af dem tog det tre dage, idet nogle af dem kørte hele vejen på cykel, mens andre blev transporteret af lastbiler, fordi busselskaberne havde nægtet at udleje busser til en forbudt organisation.
Broder Rutherford var imidlertid sammen med broder Knorr ankommet til Tyskland nogle få dage tidligere for at undersøge hvad der kunne gøres for at sikre Selskabets ejendom. Broder Rutherford havde sammen med broder Balzereit udarbejdet en erklæring der skulle forelægges stævnedeltagerne til vedtagelse. Det var en protest mod Hitlerregeringens indblanding i vort forkyndelsesarbejde. Alle højtstående regeringsembedsmænd lige fra rigspræsidenten og nedefter skulle om muligt have et eksemplar af erklæringen i et anbefalet brev. Flere dage før stævnet begyndte, vendte broder Rutherford tilbage til Amerika.
Men mange af deltagerne blev skuffede over „erklæringen“, for på flere punkter var den ikke så skarp som brødrene havde håbet. Broder Mütze fra Dresden, som havde arbejdet nært sammen med broder Balzereit indtil det tidspunkt, beskyldte senere denne for at have udvandet den oprindelige ordlyd. Det var ikke første gang broder Balzereit havde ændret på det klare og utvetydige sprog i Selskabets publikationer for at gøre dem mindre anstødelige og undgå vanskeligheder med myndighederne.
Af denne grund nægtede et stort antal brødre at vedtage erklæringen. Ja, en tidligere pilgrimsbroder ved navn Kipper nægtede ligefrem at anbefale dens vedtagelse, og en anden broder trådte i stedet. Det kunne ikke med fuld ret siges at erklæringen var blevet enstemmigt vedtaget, skønt broder Balzereit senere meddelte broder Rutherford at den var blevet det.
Da stævnedeltagerne vendte hjem var de trætte, og mange af dem skuffede. De tog dog 2.100.000 eksemplarer af „erklæringen“ med sig hjem og sørgede for hurtigt at uddele den og sende den til mange forskellige personer i ansvarsfulde stillinger. Det eksemplar der blev sendt til Hitler var ledsaget af et brev som i uddrag lød:
„Præsidenten for Watch Tower Society i Brooklyn er, og har altid været, yderst venligt indstillet over for Tyskland. I 1918 blev Selskabets præsident og syv medlemmer af dets bestyrelse i Amerika idømt 80 års fængsel af den grund at præsidenten havde nægtet at lade to blade i Amerika, som han redigerede, blive benyttet i krigspropaganda mod Tyskland.“
Selv om erklæringens ordlyd var blevet svækket og mange af brødrene ikke kunne støtte den af hele deres hjerte, blev myndighederne rasende og indledte en bølge af forfølgelse mod dem der havde uddelt den.
Kontoret i Magdeburg besættes igen
Uddelingen over hele Tyskland af den erklæring der var blevet vedtaget i Berlin dagen efter at arbejdet var blevet forbudt i Preussen, var signalet til at Hitlers politi gik i aktion. Den 27. juni blev alle ledende politifolk beordret til ’øjeblikkelig at ransage alle lokale grupper og forretningslokaler og konfiskere alt materiale der er fjendtligt over for staten’. Dagen efter, den 28. juni, blev bygningen i Magdeburg besat af tredive SA-folk, som lukkede trykkeriet og hejste hagekorsflaget over bygningen. Ifølge politiets officielle dekret var det endog forbudt at studere Bibelen og at bede i Selskabets ejendom. Den 29. juni blev denne aktion bekendtgjort for hele det tyske folk over radioen.
På trods af at broder Harbeck, der var afdelingstilsynsmand i Schweiz, gjorde energiske forsøg på at forhindre det, blev bøger, bibler og billeder med en samlet vægt af 65.189 kilogram fjernet fra Selskabets trykkeri den 21., 23. og 24. august og læsset på femogtyve lastvogne, hvorefter det offentligt blev brændt i udkanten af Magdeburg. Udgifterne til trykning af dette materiale beløb sig til 92.719,50 mark. Desuden blev talrige publikationer konfiskeret i de forskellige menigheder og brændt eller på anden måde destrueret, som for eksempel i Köln, hvor publikationer til en værdi af mindst 30.000 mark blev destrueret. Den 1. juni 1934 meddelte den tyske udgave af bladet Den gyldne Tidsalder at den samlede værdi af det der var blevet ødelagt (møbler, bøger, blade osv.), sandsynligvis løb op til to-tre millioner mark.
Tabene ville have været endnu større hvis ikke der forinden var blevet taget skridt til at fjerne det meste af lageret fra Magdeburg, i nogle tilfælde med skib, og oplagre det på passende steder. På denne måde var det muligt at holde store mængder bøger og blade skjult for det hemmelige politis øjne og hænder i mange år. Meget af dette blev benyttet i den forkyndelse der foregik under jorden i de følgende år.
Efter at den amerikanske regering var skredet ind blev Selskabets bygning i Magdeburg givet tilbage til Selskabet i oktober. Frigivelsesdokumentet, dateret den 7. oktober 1933, sagde at ’Selskabets ejendom blev frigivet og givet tilbage i sin fulde udstrækning til frit brug, skønt det stadig var forbudt at udføre nogen form for aktivitet dér, at trykke publikationer eller afholde møder’.
„Venskab med verden“
Kristenhedens præsteskab undså sig ikke for åbent at vise sin støtte til Hitler og hans bestræbelser for at forfølge Jehovas vidner. Ifølge bladet Oschatzer Gemeinnützige for 21. april 1933 sagde den lutherske præst Otto i en radiotale den 20. april i anledning af Hitlers fødselsdag:
„Den tyske lutherske kirke i staten Sachsen er bevidst nået til en forståelse med den nye situation og vil forsøge, i nærmeste samarbejde med vort folks politiske ledere, igen at stille styrken i det gamle evangelium om Jesus Kristus til rådighed for hele nationen. Der kan allerede meldes om de første resultater af dette samarbejde, i form af det forbud der i dag er udstedt mod International Forening for Bibelstudium og dens underafdelinger i Sachsen. Ja, hvilket vendepunkt ved Guds ledelse. Indtil nu har Gud været med os.“
Undergrundsarbejdet begynder
I det første års tid efter at nazisterne var kommet til magten var forkyndelsen under jorden stort set ikke organiseret, og der blev ikke alle vegne afholdt møder i små grupper, men gestapo fandt på nye grunde til at arrestere brødrene.
Snart efter at de første brødre var blevet arresteret og deres hjem ransaget, begyndte nogle at indse at dette blot var begyndelsen til en langt værre forfølgelseskampagne. De vidste at det ville være helt nytteløst at prøve at løse disse problemer ad forhandlingsvejen. Det eneste rigtige var nu at kæmpe for sandheden.
Men mange tøvede og mente at det var bedst at vente, for Jehova måtte da gøre noget for at forhindre denne forfølgelse af sit folk. Mens denne gruppe spildte tiden ved at tøve og ved ængsteligt at prøve ikke at gøre sagen værre ved noget som helst de kunne foretage sig, var de andre forkyndere besluttede på at fortsætte arbejdet. Modige brødre begyndte snart at afholde møder i små grupper i hjemmene, selv om de vidste at de kunne blive arresteret og hårdt forfulgt for dette.
Nogle steder begyndte brødrene at duplikere artikler fra Vagttårnet, hvoraf nogle få eksemplarer altid blev indsmuglet fra de omliggende lande. Karl Kreis fra Chemnitz var en af de første der gik i gang med dette. Efter at have skrevet de nødvendige stencils bragte han dem til broder Boschan i Schwarzenberg, hvor de fremstillede de duplikerede kopier. Blandt dem der var særlig aktive på dette tidspunkt var Hildegard Hiegel og Ilse Unterdörfer. Så snart forbudet blev udstedt besluttede de at intet skulle forhindre dem i at udføre deres gudgivne hverv. Søster Unterdörfer købte sig en motorcykel og kørte frem og tilbage mellem Chemnitz og Olbernhau med duplikerede eksemplarer af Vagttårnet til brødrene. Til dem der boede nærmere kørte hun ud på cykel for ikke at vække for stor opmærksomhed.
(Fortsættes i næste nummer)