Vi betragter verden
Uenighed blandt svenske biskopper
● Biskopperne i Sverige har udsendt et hyrdebrev som fremhæver det kristne syn om at seksuelt samkvem ikke er moralsk forsvarligt uden for ægteskabet. Men i slutningen af 1973 udtalte biskop Ingmar Ström fra Stockholm sig i flere aviser imod dette hyrdebrev. „Der er ingen tvivl om, at bispebrevet om seksualspørgsmålet har medført stor uro og en vis skade,“ siger biskoppen. „Fortvivlede og chokerede mennesker har ringet til mig, og mange er blevet så skuffede, at de har krævet at blive udmeldt af den svenske kirke.“ Biskop Ingmar Ström har tidligere vakt opsigt, idet han har udtalt sig kritisk om forskellige trossætninger. Blandt andet har han udtrykt tvivl om jomfrufødselen. — Kristeligt Dagblad, 24. december 1973.
Flere brutale mord
● I 1973 blev der i København begået næsten tre gange så mange mord som i 1972, fremgår det af en statistik fra Københavns opdagelsespoliti. I hele landet blev der begået 37 drab, mod 24 i 1972 og 37 i 1971. Det oplyses at udlændinge var impliceret i en stor del af de 37 mord. „Ikke siden krigens tid har vi oplevet en så rå og brutal mentalitet hos forbryderne som nu,“ siger chefen for rigspolitiets rejsehold, vicepolitiinspektør Søren Lundgren Larsen. „Mange drab begås ved en tilfældighed, men jeg kan ikke frasige, at der er sket en væsentlig stigning i de grovere overfald og de direkte drab.“ — Politiken, 1. januar 1974.
Tab i Vietnam
● Fra Sydvietnam oplyses det at Vietnamkrigen siden våbenhvilen har kostet 56.682 mennesker livet, heraf 42.577 nordvietnamesere og Vietcong-partisaner. Den sydvietnamesiske regering hævder desuden at våbenhvilen i løbet af det første år blev krænket 33.467 gange fra kommunistisk side. Kommunisterne oplyser til gengæld at den sydvietnamesiske hær har begået tusinder af krænkelser af aftalen og har påført den civile befolkning store tab ved luftangreb imod de områder der kontrolleres af Vietcong.
Hvem lever længst?
● Som gennemsnit betragtet har svenske kvinder rekord i levealder, idet den forventede levealder for kvinder i Sverige er på 77. Dette fremgår af FNs seneste befolkningsstatistik. Islandske, franske og sovjetiske kvinder har en forventet levealder på 76 år. For mændenes vedkommende er Sverige, Norge, Holland, Danmark, Island og Israel de eneste lande i verden hvor mænd bliver over 70 år gamle i gennemsnit. — Kristeligt Dagblad, 21. marts 1974.
Danmark blandt de rige
● Verdensbanken har udarbejdet en statistik over forskellige landes respektive velstand, idet man som mål for et lands velstand bruger dets samlede produktion i gennemsnit pr. indbygger. Ifølge denne statistik er Danmark verdens femte rigeste land, da der her i landet produceres for 3430 dollars pr. indbygger. Øverst på listen står USA med en produktion på 5160 dollars for hver indbygger, og de næste i rækken er Sverige, Canada og Schweiz. Tallene illustrerer med uhyggelig tydelighed hvilken afstand der er mellem industrilandenes rigdom og udviklingslandenes fattigdom. Den centralafrikanske stat Burundi har således en produktion pr. indbygger på kun 60 dollars, hvilket vil sige at hver dansker producerer 57 gange så meget som hver indbygger i Burundi. Endnu mere uhyggeligt er det at mange af de velstående lande bliver rigere, mens de fattige lande i mange tilfælde står i stampe eller bliver fattigere. — Berlingske Tidende, 8. marts 1974.
Svindel i EF
● Fællesmarkedets landbrugsordninger er så indviklede at der fra forskellig side drives svindel i stor stil. I maj sidste år påstod nogle at den fælles landbrugskasse i 1971 var blevet bedraget for næsten en milliard kroner. Hvem bedragerne end er, behøver de tilsyneladende ikke at nære nogen ængstelse, for i en finansberetning fra EF-kommissionen erkendes det at man ikke råder over tilstrækkeligt personale til at kunne tage sig af bedragerierne. — Kristeligt Dagblad, 19. marts 1974.
Frugter destrueres
● En notits i Berlingske Tidende fortalte i marts at man i Italien destruerede tonsvis af æbler og pærer på grund af overfyldte lagre og svigtende afsætning. Man forventede at situationen ville blive den samme med hensyn til citroner.
Hvad trut i bilhorn førte til
● Københavns Byrets 6. afdeling behandlede i marts to tilfælde af voldsomheder mellem bilister der i begge tilfælde var begyndt med at den ene bilist havde truttet i hornet. I den ene sag var en ung mand og hans veninde blevet så rasende at de vred en vinduesvisker af den andens vogn og slukkede en cigaret på den kvindelige bilists hage, og i det andet tilfælde blev en mand utålmodig over at vente i en bilkø, lod hornet lyde, sprang ud af vognen og trak en anden bilist i håret; da dennes hustru protesterede blev også hun revet i håret. (Berlingske Tidende, 13. marts 1974) Trafikken i en storby giver mange anledninger til at vise Guds ånds frugt, som blandt andet er kærlighed, langmodighed og mildhed. — Gal. 5:22, 23.
Pavestol og politik
● I begyndelsen af året var den sovjetiske udenrigsminister Gromyko for fjerde gang i audiens hos paven. Det menes at de to mænd blandt andet drøftede politiske spørgsmål i forbindelse med Mellemøsten, såsom byen Jerusalems fremtid. I tilknytning til Gromykos audiens gav det italienske dagblad „La Nazione“ følgende kommentar: „Pavestolens diplomati spiller med hensyn til Jerusalem og Israel ikke mere en andenrangs rolle, som man ikke rigtig regner med, men står nu i første række på den internationale diplomatiske scene.“ — Kristeligt Dagblad, 11. marts 1974.
England og Amerika
● Der er stadig stærke bånd mellem USA og Storbritannien. Dette bekræftede redaktøren af det humoristiske engelske blad Punch, William Davis, for nylig i en seriøs artikel, hvor han blandt andet skrev: „På det personlige plan er der meget få [englændere] der føler sig som europæere. Vi ved uhyggelig lidt om fjernsynsprogrammer og litteratur, ja selv popmusik, fra fastlandet . . . Engelske aviser og TV er stadig langt mere interesserede i Amerika end i det europæiske fastland. Og naturligvis ser vi mere af livet i Amerika i fjernsynet end vi ser af livet i Frankrig eller Italien.“ De der studerer Bibelens profetier kan med god grund tale om en „engelsk-amerikansk [eller anglo-amerikansk] verdensmagt“.
Halvdelen gennemfører studiet
● Halvdelen af de unge der påbegynder et studium på et universitet, forlader studierne uden afsluttende eksamen. De der slutter med en endelig eksamen, har i gennemsnit brugt 9 år til deres studier. Dette fremgår af en opgørelse udsendt af Sekretariatet for Planlægningsrådet for de højere uddannelser. — Berlingske Tidende, 8. februar 1974.
Forbrydelser i østlandene
● Rapporter der for nylig er kommet fra Kina og Sovjetunionen, viser at det ikke blot er i de vestlige lande man har problemer med kriminalitet. Avisen Zarja Vostoka fra sovjetrepublikken Georgien melder om korruption blandt embedsmænd, tyverier, bestikkelse og drukkenskab. En enkelt mand er endda blevet rubelmillionær af sortbørshandel. Det kommunistiske partiblad Jenmin Jih Pao fra Peking roser gadepatruljer for at have „taget initiativet mod klassefjender“ i byen, både dag og nat. En plakatkampagne støtter denne kamp mod „bølleuvæsenet“ blandt unge, hvis huseren gør at nogle kun nødig drister sig ud på gaden efter mørkets frembrud. Det siges at der begås alle slags forbrydelser, lige fra smårapserier til mord.
Selvmord blandt læger
● Lægetidsskriftet Medical Tribune fortæller at selvmord er en langt større dødsårsag blandt læger i De forenede Stater end automobiluheld, flyveulykker, drukning og drab under ét. Selvmordsprocenten er dobbelt så høj som blandt hvide amerikanere i almindelighed. Kvindelige læger har højere selvmordstal end nogen anden gruppe af kvinder i USA.
„Blodpenge“
● Ifølge den indiske sundhedsminister har en rapport fra Verdenssundhedsorganisationen vist at ti amerikanske firmaer har en profit på 150 millioner dollars om året, stammende fra illegal import af menneskeblod fra Indien. Ministeren opfordrer til at der foretages en officiel undersøgelse af denne „yderst alvorlige sag, sådan at enhver svindelaffære af denne art kan blive bremset i opløbet“.
Jordens befolkning
● Den seneste befolkningsstatistik fra FN fortæller at jordens befolkning nu er på 3.782.000.000 — eller rettere: den var på dette tal i 1972, da oplysningerne blev indsamlet. Fra 1971 til 1972 øgedes verdensbefolkningen med 76 millioner, hvilket vil sige at befolkningen på blot dette ene år steg med et tal der svarer til hele befolkningen i Frankrig, Belgien og Holland tilsammen. Og sagt på en anden måde: Hvert minut blev vi 145 flere på denne klode! — Kristeligt Dagblad, 21. marts 1974.
Beruset af blodtransfusion?
● En usædvanlig sag i forbindelse med blodtransfusion er kommet for retten i Vejle. En 25-årig mand blev involveret i en færdselsulykke, kom til skade og fik fire-fem blodtransfusioner på hospitalet. Senere konstaterede man ved en blodprøve at han havde en spirituspromille på 1,64; manden blev tiltalt for spirituskørsel. Ved retssagen opstod der imidlertid tvivl om, hvor sikkert det egentlig var at manden selv havde drukket, idet spirituspromillen mentes at kunne stamme fra den donor der havde afgivet blodet. Retten kunne ikke udelukke denne mulighed, og sagen blev udsat til der var indhentet udtalelse fra Retslægerådet. — Politiken, 24. februar 1974.