Jehovas vidner i Tyskland 1933-1945 — 4. del

„På den anden side er disse brødre som dengang blev svage, et eksempel på Jehovas tålmodighed, kærlighed og tilgivelse; for jeg har senere fundet ud af at nogle af dem oprigtigt angrede deres handlinger efter at arbejdet kom i gang igen, og at de genvandt Jehovas gunst. Nogle af dem er stadig i heltidstjenesten i dag, deriblandt for eksempel den tidligere menighedstilsynsmand i Stettin, som på grund af menneskefrygt afbrød enhver kontakt med mig og min moder og sammen med sin hustru flyttede hen til et sted hvor de var helt ukendte. Men hvor var det en glæde at træffe dem igen i Wiesbaden da jeg begyndte at tjene på Betel; jeg har set dem fortsætte i heltidstjenesten til de kom højt op i årene. På grund af ham har nogle af brødrene måttet lide en hel del i koncentrationslejre og fængsler, og mange har haft svært ved at tilgive ham. Men Jehovas barmhjertighed har hjulpet dem til at tilgive og har været et vidunderligt eksempel for dem.“

Usikkerhed i Magdeburg og andre steder

Vi vil nu gå tilbage i beretningen til 1933 hvor Hitler blev rigskansler; på det tidspunkt indså broder Rutherford klart at de tyske myndigheder havde et godt øje til vores ejendom i Magdeburg og de værdifulde trykkemaskiner. Der blev udfoldet store anstrengelser for at give de ansvarlige embedsmænd bevis på at Wachtturm Bibel- und Traktat-Gesellschaft var en filial af Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania, og at Selskabets ejendom i Magdeburg i virkeligheden var amerikansk ejendom, da den for en stor del skyldtes gaver fra Amerika. I denne sammenhæng var broder Balzereit ikke den der havde de bedste forudsætninger for at kæmpe for frigivelsen af amerikansk ejendom. Broder Rutherford bad derfor den schweiziske afdelingstilsynsmand, broder Harbeck, om at træde ind i konflikten og gøre brug af sit amerikanske statsborgerskab.

Broder Balzereit, der havde valgt at flytte til Tjekkoslovakiet for sin personlige sikkerheds skyld, følte nu at hans myndighed blev begrænset, og det sårede hans stolthed. Han viste dog ikke selv noget særlig stort ønske om at vende tilbage til Tyskland for personligt at lede forhandlingerne om at få Selskabets ejendom tilbage og for at støtte brødrene i deres kamp for troen. Samtidig beskyldte broder Balzereit og nogle brødre der havde stillet sig på hans side, broder Harbeck for at forsømme de tyske interesser, mens andre gik så vidt at de telegraferede til broder Rutherford til forsvar for Balzereit.

Broder Rutherford sendte Balzereit dette svar: „Vend tilbage til Magdeburg, bliv dér og overtag ledelsen og gør hvad du kan, men hold broder Harbeck underrettet om alt. . . . Egentlig skulle det ikke være nødvendigt for dig at bede om tilladelse til at vende tilbage til Tyskland, for som du ved, kunne du for min skyld være blevet der lige fra begyndelsen. Du prøvede imidlertid at få mig til at tro at din personlige sikkerhed afhang af at du flygtede ud af landet.“

Året 1933 udrandt uden at der blev opnået nogen enighed om afholdelse af regelmæssige møder og fortsættelse af forkyndelsen. Broder Poddig beskriver situationen. „Der dannede sig to grupper. De frygtsomme påstod at vi var ulydige og satte både dem og Jehovas gerning i fare.“ Et brev skrevet af broder Harbeck i august 1933 blev uddelt blandt et stort antal tyske brødre, og de frygtsomme benyttede det i deres diskussioner som bevis for at de havde ret i deres påstand. Nogle måneder senere bragte Selskabet i Vagttårnet en artikel der hed „Frygt ikke for dem“; denne artikel støttede dem der trods mishandling og forfølgelse havde fulgt deres samvittigheds røst og var fortsat med at mødes i små grupper og forkynde under jorden. Artiklen viste at de havde handlet i harmoni med Guds vilje.

Forhandlingerne om frigivelse af ejendommen i Magdeburg var brudt sammen, og den 5. januar 1934 skrev broder Rutherford til broder Harbeck: „Jeg har ikke stor tillid til at vi får noget som helst fra de tyske myndigheder. Det er min opfattelse at denne fløj af Satans organisation vil fortsætte med at undertrykke vort folk indtil Herren skrider ind.“

I mellemtiden havde flere breve fra brødre i Tyskland nået broder Rutherford, så han havde fået et mere nøjagtigt billede af hvordan det stod til med arbejdet i Tyskland og med brødrenes åndelige indstilling. Et af brevene, skrevet af broder Poddig, omhandlede vagttårnsartiklen „Frygt ikke for dem“. Der stod i brevet at nogle af brødrene nægtede at anerkende dette nummer af Vagttårnet som „mad i rette tid“. Nogle prøvede endda at forhindre brødrene i overhovedet at forkynde under jorden. Broder Rutherfords svar blev uddelt til brødrene overalt. Der stod blandt andet: „Artiklen ’Frygt ikke for dem’, der blev bragt i Vagttårnet for 1. december, er skrevet specielt til de tyske brødre. Det er forbavsende at nogle af brødrene vil lægge hindringer i vejen for dem der er interesseret i at finde lejligheder til at vidne om Herren. . . . Den nævnte artikel gælder Tyskland lige så meget som nogen anden del af verden. Den gælder specielt medlemmerne af resten, hvor de end måtte være. Det betyder at hverken litteraturtjeneren, arbejdsdirektøren, lederen af høstarbejdet eller nogen anden har ret til at diktere jer hvad I må eller nægte jer at få bøger og andet til afsætning. Jeres arbejde for Herren er ikke ulovligt, for I udfører det i lydighed mod Herrens befaling . . .“

Enig aktion planlægges i Basel

Det blev planlagt at der skulle afholdes et stævne på et udstillingsareal i Basel i Schweiz fra 7. til 9. september 1934. Broder Rutherford håbede at han dér ville træffe et stort antal brødre fra Tyskland, så han af dem kunne få en førstehåndsberetning om den virkelige situation i landet. Under de vanskeligste omstændigheder lykkedes det næsten tusind brødre fra Tyskland at være til stede. De fortalte senere hvor bedrøvet broder Rutherford var blevet da han personligt hørte hvad brødrene allerede havde måttet gennemgå.

Han måtte imidlertid også indse at selv de tilstedeværende rejsende tilsynsmænd ikke var indbyrdes enige hvad forkyndelsen angik. Han talte med dem om de skridt der skulle tages i Tyskland efter stævnet. Der blev planlagt en enig aktion.

Alle der havde den forret at være med i begivenhederne den 7. oktober 1934, vil for altid huske denne dag som noget særligt. Jehovas vidner — der i Hitlers øjne blot var en latterlig minoritet — viste den dag Hitler og hans regering hvor frygtløse de var i handling.

Detaljerne i den forestående aktion fremgik af et brev fra broder Rutherford, hvoraf en kopi skulle udbringes til hver eneste menighed i Tyskland af et særligt sendebud. Disse budbringere skulle samtidig træffe forberedelser til at der overalt i Tyskland blev afholdt møder på denne særlige dag. I broder Rutherfords brev stod der blandt andet:

„Enhver gruppe af Jehovas vidner i Tyskland skal i den by hvor de bor, samles på et passende sted søndag morgen den 7. oktober 1934 klokken 9.00. Dette brev skal oplæses for alle tilstedeværende. I bør da sammen bede til Jehova gennem Kristus Jesus, vort hoved og vor konge, om hans ledelse, beskyttelse, udfrielse og velsignelse. Straks derefter skal der til tyske regeringsembedsmænd sendes et brev, hvis ordlyd vil være udarbejdet på forhånd og som til den tid vil være til rådighed. I skal så benytte nogle få minutter til at drøfte Mattæus 10:16-24, idet I husker at ved at gøre som dette skriftsted siger, ’værger I jeres liv’. (Ester 8:11) Mødet skal så afsluttes, og I bør derefter gå ud til jeres naboer for at aflægge et vidnesbyrd om Jehovas navn, om vor Gud og hans rige under Kristus Jesus.

Jeres brødre over hele jorden vil tænke på jer og rette en lignende bøn til Jehova på samme tidspunkt.“

Enig erklæring: ’Vi vil adlyde Gud’

Forberedelserne måtte naturligvis træffes i største hemmelighed. De brødre der havde med tilrettelæggelsen at gøre måtte ikke engang tale med deres hustru eller andre i deres familie om hvad der skulle ske den 7. oktober. På trods af disse forholdsregler opstod der i sidste øjeblik en situation som kunne have fået frygtelige konsekvenser, hvis det ikke havde været for Jehovas stærke og beskyttende arm. Konrad Franke fortæller hvordan det gik i Mainz:

„Jeg var første gang blevet arresteret i begyndelsen af 1933 og sat i koncentrationslejr, og efter min løsladelse måtte jeg ofte træde frem for gestapo; de beskyldte mig hver gang for at lede organiseringen af arbejdet her i byen, idet de stadige arrestationer var et tegn på at der foregik en organiseret forkyndelseskampagne. Jeg fik derfor min post sendt til en dækadresse som broder Franz Merck, vores kredsdirektør, kendte. Men af en eller anden uforklarlig årsag havde han ikke afleveret broder Rutherfords brev med de nødvendige instruktioner til mig personligt — de instruktioner man var enedes om i Basel; i stedet havde han sendt brevet med posten til min normale adresse, bogstavelig talt i sidste øjeblik. Heldigvis havde jeg allerede fået oplysning om kampagnen af broder Albert Wandres, som jeg arbejdede nært sammen med, og derfor kendte jeg alle detaljerne i brevet. Dagene op til den 7. oktober gik hurtigt, og jeg havde stadig ikke fået dette vigtige brev fra broder Merck, så derfor fortsatte jeg uden hans hjælp og arrangerede at der kunne afholdes et møde i huset hos en broder der boede i en forstad til Mainz; næsten tyve personer blev inviteret.

To dage før mødet skulle afholdes måtte der pludselig foretages en ændring, fordi det sted hvor vi skulle have været, viste sig at blive for farligt. Efter at alle brødrene og søstrene var blevet underrettet om en ny adresse, opdagede vi pludselig at en familie i dette hus også havde udtalt sig meget fjendtligt og havde truet med at få ethvert Jehovas vidne der for fremtiden viste sig i huset, arresteret øjeblikkelig. De brødre der ejede huset, og i hvis lejlighed mødet skulle have været afholdt næste formiddag, bad derfor om at få mødet flyttet. Den 6. oktober måtte jeg således besøge alle brødrene igen og fortælle dem at vi havde valgt et tredje mødested til næste formiddag klokken 9.00. Men hvor skulle det være? Der så ikke ud til at være nogen muligheder tilbage. Efter at have overvejet det under bøn besluttede jeg at indbyde brødrene til min egen lille pionerlejlighed, selv om dette var farligt.

Da jeg træt kom hjem om aftenen den 6. oktober gav min hustru mig et brev som var blevet afleveret sent om aftenen uden for normal postombæringstid, selv om det var et ganske almindeligt brev der hverken var sendt anbefalet, eller ekspres. Der kunne altså ikke være nogen grund til at postvæsenet skulle aflevere det på dette tidspunkt. Jeg åbnede kuverten og opdagede at det var broder Rutherfords brev. Broder Merck havde sandsynligvis sendt det til mig fordi han ikke selv havde mulighed for at aflevere det til mig i tide.

Den måde jeg havde fået brevet på, viste imidlertid at det var gået gennem gestapos hænder — som al min private post i øvrigt gjorde — og at de derefter selv havde afleveret det, sikkert i den tro at jeg ikke endnu vidste noget om kampagnen. De regnede åbenbart med at jeg i løbet af natten ville træffe de nødvendige forberedelser til at afholde mødet i overensstemmelse med brevet, sådan at de næste formiddag kunne finde os alle samlet og uden større besvær arrestere os. Ja, der havde været tilstrækkelig tid til at advare politifolk over hele Tyskland. Det ville være en let sag at arrestere alle Jehovas vidner der var forsamlet i de forskellige byer næste formiddag.

Hvad skulle jeg gøre? Min lejlighed lå i samme hus som en ølstue, og lejligheden var bestemt ikke noget sikkert sted. Alle der boede i huset, undtagen den søster der ejede bygningen og hvis soveværelse stødte op til vores lejlighed, var stærke modstandere. Men på den anden side var der ingen andre muligheder for at finde et sted hvor vi kunne mødes. Jeg stolede på Jehovas hjælp og besluttede at jeg ikke ville foretage flere ændringer og heller ikke ville vække unødig uro hos brødrene og søstrene, som for de flestes vedkommende levede i delte husstande og ikke havde den fjerneste idé om hvad formålet med mødet var. Selv forberedte jeg mig i tankerne på at blive arresteret igen.

Klokken syv om morgenen den 7. oktober var de første brødre allerede kommet, for vi havde aftalt at de forskellige skulle komme enkeltvis, fordelt over en periode på to timer, sådan at det ikke ville vække opsigt. Brødrene ankom en og en, alle meget forventningsfulde over det der skulle ske, selv om de i harmoni med instruktionerne ikke havde fået noget at vide om mødets egentlige årsag. Men der var ingen af dem som ikke følte at dette var en yderst betydningsfuld dag. Alle, også søstrene — de fleste af dem havde små børn at sørge for, og deres mænd var i de fleste tilfælde modstandere — var besluttede på og villige til at gøre alt hvad de blev bedt om til ophøjelse og hævdelse af Jehovas navn.

Da klokken var ti minutter i ni var alle samlede i vores etværelses pionerlejlighed. Jeg regnede helt sikkert med at gestapo hvert øjeblik kunne komme i en stor bil og arrestere os alle. Jeg følte derfor at jeg måtte forklare situationen for brødrene og give dem lejlighed til at trække sig tilbage fra mødet hvis de var bange for de mulige konsekvenser. Jeg sagde til dem: ’Situationen er sådan at vi alle kan risikere at blive arresteret inden for de næste ti minutter. Jeg ønsker ikke at nogen af jer senere skal kunne anklage mig for at have ført jer ud i denne situation uden at have fortalt jer hvor alvorlig den er. Jeg vil derfor bede jer om at slå op i jeres bibel på Femte Mosebog, kapitel 20.’ Så læste jeg vers 8: ’Er der nogen, som er bange og forsagt, må han have lov at vende hjem til sit hus, for at ikke hans brødre skal blive forsagte, som han selv er det!’ Efter at have læst dette for de tilstedeværende sagde jeg: ’Enhver der føler at situationen er for farlig, har nu lejlighed til at trække sig tilbage fra dette møde.’

Men ikke en eneste, ikke engang de søstre der havde små børn og hvis mænd var modstandere, tænkte på at trække sig tilbage på grund af frygt. Det der nu fulgte kan næppe udtrykkes med ord. I løbet af de få minutter der var tilbage før klokken var ni, herskede der en højtidelig stilhed i værelset. Det var tydeligt at alle tilstedeværende i en stille bøn betroede sagen i Jehovas beskyttende hånd. Så blev klokken ni. Og mens jeg hele tiden tænkte på at ’gestapo nu kan køre ind i gården hvert øjeblik’, indledte jeg mødet med bøn. Pludselig fik vi alle en følelse af at vi var omgivet af en stærk, beskyttende ring, som ikke alene omsluttede de faretruede brødre i Tyskland, men brødrene i hele verden, som i harmoni med instruktionerne nu var samlet i mange lande på samme tidspunkt, og naturligvis også indledte deres møde med bøn — alt sammen for at protestere over for Hitler mod den umenneskelige behandling deres brødre i Tyskland blev udsat for.

Derefter holdt jeg et foredrag for brødrene hvori jeg gentog hovedtankerne i broder Rutherfords bemærkelsesværdige foredrag i Basel til opmuntring for de tyske brødre. Deri blev der forelagt bibelske beviser for at vi, selv om forholdene nu var anderledes, ikke var blevet befriet for vores ansvar for at samles regelmæssigt til studium af Jehovas ord og til lovprisning af ham, eller for vores pligt til at tjene som hans vidner og forkynde Riget.“

Ganske som Jehovas vidner overalt i Tyskland gjorde det, gik alle begejstret med til at sende følgende som anbefalet brev til regeringen samme dag:

„TIL REGERINGENS EMBEDSMÆND:

Jehova Guds ord, i form af Den hellige Bibel, er den øverste lov, og den er vor eneste rettesnor, fordi vi har indviet os til Gud og er sande og oprigtige disciple af Kristus Jesus.

I det forløbne år har De krænket Guds lov og vore rettigheder ved at forbyde os som Jehovas vidner at mødes for at studere Guds ord og tilbede og tjene ham. I sit ord befaler han at vi ikke må forsømme at samles. (Hebræerne 10:25) Jehova befaler os: ’I er mine vidner om at jeg er Gud. Gå ud og overbring folk mit budskab.’ (Esajas 43:10, 12; 6:9; Mattæus 24:14) Deres lov er i direkte konflikt med Guds lov; idet vi følger de trofaste apostles eksempel ’bør vi adlyde Gud mere end mennesker’, og det vil vi gøre. (Apostlenes Gerninger 5:29) Vi skal derfor hermed underrette Dem om at vi for enhver pris vil adlyde Guds befalinger; vi vil komme sammen til studium af hans ord, og vi vil tilbede og tjene ham som han har befalet. Hvis Deres regering eller Deres embedsmænd øver vold imod os fordi vi adlyder Gud, vil vort blod komme over Dem, og De vil blive draget til ansvar af den almægtige Gud.

Vi er ikke interesseret i politiske anliggender, men fuldt viede til Guds rige under Kristus, hans konge. Vi vil ikke volde skade eller fortræd mod nogen. Det ville være os en fryd at bo i fred og gøre godt imod alle, som vi kunne få lejlighed til det, men eftersom Deres regering og dens embedsmænd fortsætter sine forsøg på at tvinge os til ikke at adlyde universets højeste lov, tvinges vi nu til at lade Dem vide at vi, ved hans nåde, vil adlyde Jehova Gud og sætte vor fulde lid til at han vil udfri os fra al undertrykkelse og alle undertrykkere.“

For at støtte deres tyske brødre mødtes Jehovas vidner over hele jorden den 7. oktober, og efter at de sammen havde bedt til Jehova sendte de et telegram til Hitlers regering med følgende advarsel:

„Deres mishandling af Jehovas vidner ryster ethvert ærligt menneske på jorden og vanærer Guds navn. Afhold Dem fra yderligere forfølgelse af Jehovas vidner; gør De ikke det, vil Gud tilintetgøre Dem og Deres nationalsocialistiske parti.“

Forbavsende nok var det kun ganske få brødre der blev arresteret den dag, skønt gestapo — selv om det først var i sidste øjeblik — havde fundet ud af hvad der skulle foregå. Lad os vende tilbage til broder Frankes rapport:

„Der var gået over en time siden vi havde afsluttet mødet med bøn, men endnu havde ingen fra gestapo vist sig. Nu begyndte de første at gå igen, med mellemrum, som da de kom. Der var stadig cirka otte brødre da jeg tog af sted for at cykle til den nærliggende by Wiesbaden, for selv at aflevere brevet til postvæsenet. Brevet var blevet skrevet i nattens løb og efterladt i Wiesbaden, hvor brødrene skulle have afsendt det hvis jeg, som jeg forventede, var blevet arresteret. Idet jeg kørte ud ad indkørselen kørte en gestapoagent ind på cykel, men han genkendte mig ikke. De otte andre brødre blev advaret og flygtede ind i det tilstødende soveværelse, der hørte til søster Darmstadts lejlighed, den søster der ejede huset. De spørgsmål gestapoagenten stillede min hustru mens han gennemsøgte vores lejlighed, viste at gestapo vidste alt om vores møde. Men alligevel blev hverken jeg eller nogen af de andre brødre arresteret den dag. Først flere måneder efter, da jeg igen blev arresteret af gestapo, fortalte de mig at de var i besiddelse af broder Rutherfords brev.“

Mens nogle af brødrene havde travlt med at besøge deres naboer lige efter mødet og henlede deres opmærksomhed på Guds rige, var der stor bestyrtelse på mange postkontorer uden for Tyskland. Især på det europæiske fastland nægtede postvæsenet mange steder at befordre telegrammet. Det var for eksempel tilfældet i Budapest. Martin Pötzinger overværede mødet der i byen og blev bedt om at bringe telegrammet til postkontoret. Han fortæller: „De tog imod telegrammet, men dagen efter fik jeg besked fra hovedpostkontoret om at jeg skulle komme personligt. Vi troede alle at gestapo ville tage mig i forvaring, udvise mig af landet og derved bringe min tjeneste til ophør . . . men det skete ikke. Jeg fik kun at vide at Ungarn ikke ville videresende telegrammet, og jeg fik mine penge tilbage.“

Hvilken virkning brevene, og især telegrammerne, havde på Hitler, fremgår af følgende rapport, skrevet af Carl R. Wittig og bekræftet af notarius publicus i Frankfurt am Main den 13. november 1947:

„ERKLÆRING — den 7. oktober aflagde jeg i min egenskab af general Ludendorffs befuldmægtigede efter forudgående tilsigelse besøg hos den daværende rigsindenrigsminister og indenrigsminister for Preussen, dr. Wilhelm Frick, i dennes rigshovedkontor i Berlin, am Königsplatz 6. Mit hverv bestod i at modtage en meddelelse hvis indhold var et forsøg på at overtale general Ludendorff til ikke længere at modvirke det nazistiske regime. Under min samtale med dr. Frick indfandt Hitler sig pludselig og begyndte at tage del i samtalen. Da vi tvingende nødvendigt måtte drøfte de indtil da trufne forholdsregler imod International Forening for Bibelstudium [Jehovas vidner] i Tyskland, viste dr. Frick en del telegrammer der protesterede mod Det tredje Riges forfølgelse af bibelstudenterne, og han udtalte: ’Hvis bibelstudenterne ikke øjeblikkelig falder til føje, vil vi tage vore forholdsregler imod dem og anvende de strengeste midler.’ Hitler sprang op, og med hænderne knyttet skreg han hysterisk: ’Denne yngel skal udryddes i Tyskland!’ Fire år efter denne samtale kunne jeg under mit syvårige ophold i beskyttelsesarrest i nazikoncentrationslejrenes helvede i Sachsenhausen, Flossenbürg og Mauthausen — jeg var fængslet indtil de allierede befriede mig — med egne øjne overbevise mig om at Hitlers vredesudbrud ikke blot var en tom trussel. Ingen anden gruppe af fanger i de nævnte koncentrationslejre var i samme grad som bibelstudenterne udsat for SS-soldaternes sadisme. Det var en sadisme der kendetegnedes ved en uophørlig kæde af fysiske og åndelige pinsler, som ikke kan beskrives på noget sprog i verden.“

(Fortsættes i næste nummer)