Jehovas vidner i Tyskland 1933-1945 — 7. del
Broder Rutherford benyttede sig naturligvis af lejligheden til at tale med de tjenere fra Tyskland der var til stede, om deres problemer. Han var særlig interesseret i hvordan der kunne drages omsorg for brødrene i åndelig henseende. Heinrich Dwenger var til stede og beretter følgende angående det der blev drøftet:
„Kredsdirektørerne blev nu opfordret til at stille forslag. De anbefalede at broder Rutherford sendte mig tilbage til Tyskland. De havde bedt mig om selv at stille forslaget, men jeg havde sagt til dem at jeg ikke kunne gøre det, eftersom jeg var blevet sendt til Prag og ikke kunne sige at jeg ønskede at vende tilbage til Tyskland. Det ville virke som om jeg var utilfreds med min tildelte opgave. Derfor blev broder Frost på det tidspunkt udnævnt til at overtage ansvaret. Så spurgte broder Rutherford: ’Hvad så hvis du bliver arresteret?’ Hvis broder Frost skulle blive arresteret anbefalede brødrene at broder Dietschi skulle træde til.“
Der blev vedtaget en resolution, og mellem to og tre tusind eksemplarer blev sendt til Hitler og hans regeringskontorer i Tyskland. Desuden blev der sendt et eksemplar til paven i Rom. En bekræftelse af at resolutionen var blevet overbragt både i Vatikanet i Rom og i rigskancelliet i Berlin blev modtaget af Franz Zürcher fra Bern, som på stævnets vegne havde sendt resolutionerne den 9. september 1936. I resolutionen, som i det hele fyldte omkring tre og en halv maskinskreven side, hed det blandt andet:
„Vi protesterer på det kraftigste imod den grusomme behandling som Jehovas vidner er blevet udsat for af det romersk-katolske hierarki og dets allierede i Tyskland såvel som i alle andre dele af verden, men vi lægger helt og holdent udfaldet af sagen i hænderne på Herren vor Gud, som ifølge sit ord vil yde fuld gengældelse. . . . Vi sender hjertelige hilsener til vore forfulgte brødre i Tyskland og opfordrer dem til at bevare deres mod og sætte deres fulde lid til løfterne fra den almægtige Gud, Jehova, og Kristus. . . .“
Der blev truffet foranstaltning til at den vedtagne resolution i en lynkampagne skulle uddeles til et stort antal mennesker i Tyskland. Af de 300.000 eksemplarer der blev trykt i Bern, blev 200.000 sendt til Prag, hvorfra de skulle føres over grænsen i nærheden af Zittau og andre steder i Riesengebirge. De øvrige 100.000 eksemplarer skulle have været ført ind i Tyskland fra Holland, men de blev desværre konfiskeret i Holland. Derfor måtte flere af kredsdirektørerne selv sørge for resolutioner til Berlin og Nordtyskland. Tidspunktet for uddelingen blev fastsat til den 12. december 1936, klokken 17.00 til 19.00.
Ifølge senere rapporter var der omkring 3450 brødre og søstre der deltog. De havde hver tyve eller højst fyrre eksemplarer, og tanken var at de skulle få dem delt ud så hurtigt som muligt i deres tildelte distrikt. Resolutionerne skulle simpelt hen lægges ind gennem brevsprækken eller ind under døren.
Der blev efterladt et eksemplar i hvert hus; i etageejendomme blev der for det meste ikke efterladt mere end tre eksemplarer. Derefter skyndte uddelerne sig hen til en anden gade i nærheden og gjorde det samme dér, sådan at resolutionerne kunne blive uddelt over så stort et område som muligt.
Uddelingen havde en knusende virkning på modstanderne! Erich Frost, der stod i nær kontakt med kontoret i Prag i løbet af de otte måneder hvor han førte tilsyn med arbejdet i Tyskland, aflagde følgende rapport om kampagnen under et af sine besøg i Prag:
„Uddelingen af resolutionen viste sig at blive et mægtigt slag mod regeringen og gestapo. Slaget blev tildelt ved en eneste, pludselig aktion den 12. december 1936. Alt var forberedt til den mindste detalje, alle trofaste medarbejdere var underrettet, og hver af dem havde fået sit distrikt og sin forsyning af resolutioner fireogtyve timer før arbejdet skulle begynde, klokken 17.00 præcis. Inden der var gået en time løb politi og SA- og SS-folk rundt og patruljerede i gaderne i et forsøg på at fange nogle af de modige uddelere. Men de fik kun fat i nogle få, næppe mere end en halv snes stykker i hele landet. Den følgende tirsdag aflagde betjente imidlertid besøg i mange brødres hjem, hvor de uden videre anklagede brødrene for at have været med i uddelingen. Vore brødre kendte naturligvis intet til det, og der blev kun foretaget meget få arrestationer.
Nu hersker der, ifølge pressen, ikke alene en følelse af forskrækkelse og vrede på grund af vor frimodighed, men også en følelse af stigende frygt. De er fuldstændig forbløffede over at det endnu efter fire års terror fra Hitlers regering er muligt at gennemføre en sådan kampagne, i så stor hemmelighed og i så stor målestok. Fremfor alt er de bange for befolkningen. Mange klagede til politiet, men da politibetjente og andre uniformerede embedsmænd gik ud til folks hjem og spurgte om de havde modtaget en sådan traktat, blev det nægtet. Det skyldes at der faktisk kun var to eller højst tre familier i hvert hus der fik en resolution. Det vidste politiet selvfølgelig ikke, men formodede at der var blevet efterladt en ved hver dør.
Derfor mener de at alle har fået vores resolution men at nogle af forskellige grunde har nægtet at indrømme det under politiets forhør, og dette indgiver dem den største forvirring og frygt.“
Gestapo blev bittert skuffet, for de troede at de fuldstændig havde knust vores virksomhed med deres omfattende kampagne den 28. august. Og nu kom uddelingen af vores resolution, som de endda mente havde været mere omfattende end den egentlig var! Det kunne ikke nægtes at fjenden havde haft held til at skyde alvorlige brecher i Guds folks rækker, men det lykkedes dem aldrig at standse arbejdet helt. Brødrene fortsatte med at udføre deres forkynderhverv, som det fremgår af kredsdirektørernes rapporter over perioden fra 1. oktober til 1. december 1936, samlet til brug for broder Rutherford. Resultaterne var som følger: (alle tal omtrentlige) 3600 forkyndere, 21.521 timer, 300 bibler, 9624 bøger og 19.304 brochurer. Dette var ganske udmærket, sammenlignet med den sidste månedsrapport før bølgen af arrestationer (16. maj til 15. juni): 5930 forkyndere, 38.255 timer, 962 bibler, 17.260 bøger og 52.740 brochurer.
Afsløring gennem et „åbent brev“
Ved praktisk talt hvert eneste forhør og retsmøde der blev afholdt efter uddelingen den 12. december 1936, blev denne resolution nævnt. Embedsmændene gjorde det endnu mere vanskeligt for mange af vore brødre fordi de hævdede at udtalelserne var usande og at vi ikke kunne bevise vore påstande. De ansvarlige brødre foreslog derfor broder Rutherford at man gennem en „lynkampagne“, ligesom den man havde haft i forbindelse med selve resolutionen, uddelte et „åbent brev“ der skulle give gestapo et svar som kunne bevise at deres påstande var falske. Broder Rutherford gik med til det og bad broder Harbeck i Schweiz om at skrive det åbne brev, fordi han havde adgang til alt det materiale angående forfølgelsen der var blevet samlet indtil 1936.
Følgende afsnit fra brevet viser tydeligt hvor skånselsløst brødrene argumenterede i deres offentlige svar til fjenden:
„Kristen tålmodighed og blufærdighed har længe nok holdt os tilbage fra at henlede offentlighedens opmærksomhed, både i Tyskland og andre steder, på disse uhyrligheder. Vi er i besiddelse af et sønderknusende dokumentationsmateriale der viser at den grusomme mishandling af Jehovas vidner som nævnt ovenfor, har fundet sted. Særlig ansvarlig for denne mishandling har været en vis Theiss fra Dortmund, og Tennhoff og Heimann fra det hemmelige politi i Gelsenkirchen og Bochum. De er ikke veget tilbage fra at mishandle kvinder med hestepiske og gummiknipler. Theiss fra Dortmund og en mand fra statspolitiet i Hamm er særlig kendt for den sadistiske grusomhed de har vist i mishandlingen af kristne kvinder. Vi er i besiddelse af navne og enkeltheder fra atten tilfælde hvor Jehovas vidner er blevet dræbt. I begyndelsen af oktober 1936 blev for eksempel et af Jehovas vidner ved navn Peter Heinen, Neuhüller Strasse, Gelsenkirchen, Westfalen, pryglet til døde af betjente fra det hemmelige politi i rådhuset i Gelsenkirchen. Dette tragiske tilfælde blev meldt til rigskansler Adolf Hitler. Kopier blev også sendt til rigsminister Rudolf Hess og chefen for det hemmelige politi, Himmler.“
Efter at det åbne brev var blevet fuldført, blev hele teksten skrevet på aluminiumsstencils i Bern og sendt til Prag. Fra tid til anden anmodede broder Frost søster Ilse Unterdörfer, som arbejdede nært sammen med ham i arbejdet under jorden, om at tage til Prag og modtage nogle rapporter og indsamle oplysninger. På en af sine rejser til Prag fik søster Unterdörfer overdraget de stencils hvormed det åbne brev skulle trykkes på en Rotaprint-duplikator, som netop var blevet købt. Den 20. marts 1937 ankom søster Unterdörfer til Berlin med sin dyrebare bagage.
„Jeg modtog pakken,“ fortæller broder Frost, „og gav så det ’farlige’ materiale videre til en anden søster, som sørgede for at det blev anbragt et sikkert sted. Samme aften blev både jeg og søster Unterdörfer, som havde rejst hertil med de værdifulde stencils, arresteret det sted hvor vi var indlogeret. Det var svært for os at se i øjnene at vi nu havde mistet vores frihed i hele den tid det nazistiske diktatur endnu måtte vare, men vi var alligevel lykkelige over at tænke på at vi havde sørget for at den nye traktatkampagne kunne gennemføres.“
Men deri tog broder Frost fejl. Da han i politivogn blev overført til et fængsel, opdagede han at Rotaprint-duplikatoren stod lige ved siden af ham i vognen. Gestapo havde fundet den under en af deres husundersøgelser. Desuden så det ud til at de pågældende stencils, som ikke kunne bruges på nogen anden maskine, senere forsvandt, og de blev aldrig fundet igen.
Ida Strauss, som broder Frost havde givet de betydningsfulde stencils, og som fuldt ud kendte detaljerne i kampagnen, havde samme opfattelse. „Jeg havde disse aluminiumsstencils i min taske,“ fortæller hun, „og skulle bringe dem hen til det sted hvor maskinen var. Det var sent om aftenen, og det var mørkt. Husets ejer, en af vore interesserede, stod på trappen og sagde: ’Skynd dig væk, bring dig i sikkerhed. Gestapo har konfiskeret maskinen og arresteret brødrene, og indtil for et øjeblik siden ventede de på dig, men til sidst gav de op.’ Hvad skulle der nu ske? I løbet af de næste få dage opdagede jeg at mange brødre var blevet arresteret den aften, og jeg fandt ingen blandt brødrene som havde forbindelse med organisationen.
Jeg begyndte nu at lede efter en broder og nogle søstre der var modige nok til at vie sig yderligere til Jehovas arbejde. Jeg vidste at jeg stod på gestapos sorte liste og at jeg måtte regne med at blive arresteret når som helst. Da det skete var jeg glad for at arbejdets interesser lå i trofaste hænder.“
Men med hensyn til de stencils der skulle bruges til trykningen af det åbne brev, tog søster Strauss også fejl. De kunne ikke længere bruges, for maskinen var blevet konfiskeret og der var ikke nogen anden til rådighed.
Efter at broder Frost var blevet arresteret overtog broder Heinrich Dietschi ledelsen af arbejdet, som det var blevet besluttet ved drøftelsen med broder Rutherford i Luzern. Hans første mål var at få det åbne brev ud. Han satte sig derfor i forbindelse med broder Strohmeyer i Lemgo. Broder Strohmeyer og broder Kluckhuhn var lige blevet løsladt fra fængsel efter at de havde afsonet seks måneder for at have trykt årbogen for 1936. Broder Strohmeyer gik ind på at yde sin hjælp.
Problemet var at skaffe nogle nye stencils fra Schweiz. Denne gang fik vi nogle papmatricer, hvorfra brødrene først skulle lave plader til brug ved trykningen. Broder Dietschi havde fået papmatricerne fra Schweiz efter at man dér havde trykt 200.000 eksemplarer af det åbne brev, men det var ikke lykkedes at få oplaget over grænsen til Tyskland.
Efter at trykningen var blevet ordnet, blev det besluttet at det åbne brev skulle uddeles ved en „lynkampagne“ den 20. juni 1937. Søster Elfriede Löhr fortæller: „Broder Dietschi organiserede kampagnen. Vi var alle fulde af mod, det hele var blevet lagt vidunderligt til rette, og hvert område havde det antal breve der skulle bruges. Jeg hentede en stor kuffertfuld af dem på jernbanestationen, til brug i distriktet omkring Breslau, og bragte dem til brødrene i Liegnitz. Jeg fik også selv en forsyning, som jeg på det fastsatte tidspunkt uddelte ligesom alle de andre brødre.“
Uddelingen af det åbne brev må være kommet bag på gestapo, for de havde i månedsvis pralet med at de fuldstændig havde udslettet organisationen. Uddelingen kunne kun forøge deres ophidselse. Virkningen var som om nogen pludselig havde rodet op i en myretue. De for omkring i vild forvirring, uden noget klart mål for øje — især folk som Theiss i Dortmund.
Men for Theiss var sejrstimen også snart slut. Da han ikke mente at han burde vise Jehovas vidner nogen barmhjertighed, fik han en dag foranstaltet en undersøgelse af et hus som ejedes af en tidligere broder ved navn Wunsch, som imidlertid havde forladt sandheden og nu gjorde tjeneste som stabssergent i Hitlers luftvåben. Da Wunsch kom hjem, fortalte hans hustru ham at huset var blevet ransaget. Han begav sig straks til Theiss i Dortmund og spurgte ham hvorfor han havde gjort det. Forbløffet over at se en stabssergent fra luftvåbenet stå foran sig, stammede Theiss: „Hører De også til bibelstudenterne?“ Wunsch svarede: „Jeg har været til nogle af deres foredrag, men jeg har været alle vegne hvor jeg kunne høre noget.“ Fru Theiss blandede sig nu i samtalen, men hendes mand brød ind og sagde: „Hvis jeg bare havde vidst hvad jeg ved nu, ville jeg aldrig have begyndt at prøve på at udslette bibelstudenterne. Det kan drive én til vanvid. Man tror man har sat et af bæsterne i fængsel, og så er der pludselig ti andre der stormer frem. Jeg fortryder at jeg nogen sinde satte det hele i gang.“
Det kan ikke formodes at dette Djævelens redskab nogen sinde fik ro i sin samvittighed. Noget der tyder på det modsatte kan læses i bogen Kreuzzug gegen das Christentum (Korstog mod kristendommen), under overskriften „Du har vundet, galilæer!“ Der stod:
„Vi hører at Theiss fra Dortmund, som flere gange er blevet nævnt, nu i nogen tid har lidt under de frygteligste samvittighedskvaler på grund af sine kriminelle handlinger, og at dæmonerne ganske langsomt driver ham til vanvid. For flere måneder siden pralede han af at have ’sønderslået’ 150 Jehovas vidner. Det var ham der spottende sagde: ’Jehova, jeg udtaler en evig forbandelse over dig; længe leve Babylons konge.’
Nu har han imidlertid opsøgt disse mennesker, han har lovet ikke at pine dem længere, og bønfalder dem om at sige ham hvad han skal gøre for at undslippe den truende straf og blive fri for de forfærdelige kvaler han pines af. Han siger at det er ’ovenfra’ han har fået ’befalingen til at mishandle’, og at han nu gerne vil holde op, fordi der hele tiden dukker nye Jehovas vidner op. Ligesom Judas gjorde efter at han havde forrådt sin mester til fjenden, søger Theiss nu efter anger og kan ikke finde den. Der er tilfælde, skønt de er få, hvor gestapoagenter og andre partimedlemmer er blevet så rystede ved at betragte Jehovas vidners standhaftighed, at de har indset at de har handlet forkert, og har sagt deres arbejde op.“
Uddelingen af det åbne brev voldte gestapo stor bekymring, og straks efter lagde de deres garn ud. Efter blot nogle få dage fik de et praj der førte dem til Lemgo og brødrene Strohmeyer og Kluckhuhn, som havde trykt det åbne brev. De kunne bevise at brødrene havde trykt mindst 69.000 eksemplarer. De blev begge idømt tre års fængsel, og efter at de havde afsonet straffen satte gestapo dem i beskyttelsesarrest som „uforbederlige“.
Efter at størstedelen af kredsdirektørerne var blevet arresteret, var der brug for nogle søstre til at udfylde hullerne og bevare kontakten mellem broder Dietschi og menighederne. En af søstrene var Elfriede Löhr, som prøvede at komme i forbindelse med broder Dietschi efter at broder Frost og søster Unterdörfer var blevet arresteret. Hun rejste til Württemberg og fandt efter nogen tids søgen broder Dietschi i Stuttgart. Han tog hende med sig for at gøre hende bekendt med de forskellige metoder til at opretholde kontakten med brødrene. Der blev også gjort omfattende forberedelser til at få en ny transportabel radiosender bygget i Holland og sat i funktion engang i efteråret 1937. Gestapo havde allerede fået færten af dette og var rasende på broder Dietschi; de kendte hans navn, men han viste sig at være lige så svær at få fat på som broder Wandres.
Det må have været omkring samme tid at søster Dietschi blev arresteret af gestapo og anbragt i det berygtede „Steinwache“ i Dortmund. De prøvede at tvinge hende til at fortælle hvor hendes mand skjulte sig, men hun nægtede at tale. Hun blev så slemt mishandlet at det ene af hendes ben for al eftertid var kortere end det andet. Desuden måtte hun i flere uger efter løsladelsen indbindes fra top til tå i bandager gennemvædet med alkohol.
Efter stævnet i Paris 1937
Broder Rutherford skulle være til stede ved stævnet i Paris i 1937, ligesom året før i Luzern. Denne gang kunne kun ganske få brødre fra Tyskland være til stede. Fjenden havde skabt store huller i brødrenes rækker. Broder Riffel, en af de få der var i stand til at overvære stævnet, fortalte senere at der alene i Lörrach og omegn var fyrre brødre og søstre som var blevet fængslet, hvoraf ti var blevet hængt, ombragt med gas eller skudt, eller var sultet ihjel eller døde efter „medicinske eksperimenter“ i koncentrationslejrene.
Der blev vedtaget endnu en resolution i Paris, en resolution der igen gjorde rede for vort klare og ubrydelige standpunkt for Jehova og hans rige under Jesu Kristi herredømme, og åbent henledte opmærksomheden på den brutale forfølgelse i Tyskland og advarede de ansvarlige mod Guds retfærdige dom.
Mens den sidste kredsdirektør i Tyskland havde været borte i to uger, var der sket flere ting. Søster Löhr, der almindeligvis var til stede ved de ugentlige møder som broder Dietschi afholdt sammen med femten brødre og søstre for at drøfte tjenesteanliggender, var blevet arresteret. Det skete på følgende måde:
Eftersom møderne i de fleste tilfælde begyndte klokken 9.00 om morgenen og ofte varede til klokken 17.00 om eftermiddagen, havde brødrene og søstrene spurgt om de ikke kunne spise deres middagsmad sammen. Søster Löhr var blevet opfordret til at lave mad til dem. Af sikkerhedsmæssige grunde skiftede brødrene mødested fra uge til uge, så det blev nødvendigt at flytte den store suppegryde som brugtes til madlavningen, fra sted til sted. Ingen ved om gestapo fik dette at vide af brødre der for nylig var blevet arresteret eller på en anden måde, men i hvert fald fandt de ud af hvor det sidste møde før stævnet i Paris var blevet holdt. Gestapo holdt denne lejlighed under observation, og da søster Löhr kom for at hente suppegryden tre eller fire dage før det næste møde skulle afholdes, blev hun fulgt af gestapo til det nye mødested og øjeblikkelig arresteret. Gestapo opdagede snart at de ikke alene havde fundet det nye mødested, men også broder Dietschis hemmelige skjulested. Efter stævnet i Paris vendte han direkte tilbage til Berlin, og uden at undersøge om der var nogen fare på færde, tog han hen til lejligheden. Han gik i fælden og blev arresteret på stedet. Møderne som den nu endnu mindre gruppe af rejsende tjenere afholdt, måtte naturligvis ændres både med hensyn til tid og sted.
Broder Dietschi havde tjent utrætteligt i mange år i arbejdet under jorden og var ikke veget tilbage i farens stund. Han blev idømt fire års fængsel, men i modsætning til de fleste andre brødre blev han ikke sat i koncentrationslejr efter at han havde afsonet straffen.
I 1945, da arbejdet begyndte at blive reorganiseret, var han en af de første der begyndte at betjene menighederne som „vennetjener“. Men flere år senere begyndte han sørgeligt nok at udbrede sine egne teorier og vendte sig bort fra Jehovas organisation.
Lad os imidlertid vende tilbage til 1937. Efter at der igen var blevet slået farlige huller i vore brødres rækker, prøvede broder Wandres at dække hullerne, i det mindste midlertidigt, for at den åndelige føde til brødrene kunne blive sikret. Han havde overtaget broder Frankes distrikt efter dennes arrestation, men nu følte han at han også havde ansvar for de andre distrikter, som ikke havde nogen tilsynsmand, så han bad søster Auguste Schneider fra Bad Kreuznach om at overbringe den åndelige føde til brødrene i Bad Kreuznach, Mannheim, Kaiserslautern, Ludwigshafen, Baden-Baden og hele Saar-området. Ligesom alle de brødre der måtte rejse omkring i denne yderst vanskelige tid, fik hun et andet navn; fra nu af hed hun „Paula“.
Broder Wandres så at fjenden havde raset særlig meget i Sachsen, og han bad Hermann Emter fra Freiburg om at tage sig af dette distrikt. Den 3. september rejste de begge til Dresden. Dér ventede gestapo på broder Wandres, selv om han aldrig havde været der før. En menneskejagt der havde varet i over tre år, var nu forbi!
Hen mod midten af september stod „Paula“ en dag, efter aftale med broder Wandres, og ventede på jernbanestationen i Bingen med to store kufferter fulde af bibelske publikationer, helt uden at ane uråd. Pludselig kom en herre hen til hende og sagde: „Goddag, Paula! Albert kommer ikke, og De bliver nødt til at følge med mig!“ Al modstand ville være nytteløs, for den fremmede var gestapoagent. Han tilføjede: „De behøver ikke at vente på Albert; vi har allerede arresteret ham og taget alle hans penge. . . . Hr. Wandres sagde at De ville stå her og vente med to store kufferter, og at De er Paula!“ Selv i dag er det en gåde hvor gestapo fik disse oplysninger fra. Men de benyttede sig meget af den taktik at hævde at visse brødre havde sagt visse ting, for at nedbryde vennernes tillid til disse brødre og få dem til at holde sig fra dem som „forrædere“.
Plan om varig indespærring
Med denne række arrestationer endte en betydningsfuld periode for de tyske brødre. Den velorganiserede forkyndelses tid var forbi. Alt pegede nu på at en ny fase af kampen skulle begynde. Gestapos mål var nu: Hver eneste der var så modig at han holdt sig til Jehova, skulle udryddes, så hele organisationen kunne blive udryddet.
Ifølge et cirkulære udsendt af gestapo i Düsseldorf den 12. maj 1937 skulle bibelstudenterne for fremtiden sættes i koncentrationslejr selv om der ikke var udstedt nogen lovformelig arrestordre, og selv om der kun forelå mistanke. Lignende bekendtgørelser blev udstedt over hele Tyskland. Desuden skulle bibelstudenterne automatisk anbringes i koncentrationslejre efter at have afsonet fængselsstraffe idømt af domstolene. Denne afgørelse blev skærpet og forlænget i april 1939. Fra da af skulle kun de der var villige til at underskrive en erklæring om at de holdt sig fra Jehova og hans organisation, løslades. Mange brødre fik ikke engang lejlighed til at afgøre om de ville skrive under på erklæringen.
Da Heinrich Kaufmann fra Essen havde afsonet sin fængselsstraf og havde taget sit civile tøj på, fik han simpelt hen at vide af en kriminalbetjent at han skulle sættes i beskyttelsesarrest. Men først kørte de ham hjem til hans bolig, som han ikke havde set i halvandet år, og spurgte ham: „Ønsker De at afsværge Deres tro og følge Hitler?“ Samtidig viste de ham nøglerne til huset og en pakke med tyve pund fødevarer, og de lovede ham at hans hustru også ville blive løsladt fra koncentrationslejren Ravensbrück. Men broder Kaufmann afslog tilbudet.
Undertiden blev der gjort forsøg på at narre brødrene. Det fortæller Ernst Wiesner. Kort tid før han blev løsladt blev et stykke papir anbragt foran ham. Erklæringen var holdt i så generelle vendinger at han, efter at have læst den omhyggeligt, så at han godt kunne underskrive den. Men deri lå der et trick. Broder Wiesner skulle anbringe sin underskrift nederst på arket, men den nederste halvdel af siden var ubeskrevet. Der var ingen tvivl om at gestapo senere ville tilføje noget som broder Wiesner ikke ville have kunnet underskrive med god samvittighed. Men han indså straks hvad de var ude på, og før de kunne standse ham havde han skrevet sit navn direkte under den maskinskrevne tekst. Resultatet var at han ikke blev løsladt, selv om han havde skrevet under. Tre uger før afsoningen var omme blev han underrettet af det hemmelige politi om at han skulle overføres til en koncentrationslejr.
Koncentrationslejrenes afgrund
I Vierteljahresheft für Zeitgeschichte (Historisk kvartalsskrift), nr. 2, 1962, skriver Hans Rothfels: „At blive sat i koncentrationslejr var for bibelstudenterne den sidste og vanskeligste fase af deres lidelser under nationalsocialisterne. . . .“
For de fleste var det en trøst at der i lejrene allerede var trofaste brødre som var blevet hærdet af forfølgelsens ild. Det gav dem trøst at være sammen med disse brødre og mærke deres kærlige omsorg; det styrkede hjerterne hos alle nyankomne.
Men når regeringen fik meldinger om vore brødres standhaftighed, havde den kun tanke for hvordan den kunne forøge deres lidelser. Således fik Jehovas vidner i en tid, som et rent rutineanliggende, femogtyve slag med en stålpisk når de ankom til en lejr, foruden at de blev udsat for mange andre former for tortur. Deres slavearbejde begyndte klokken halv fem om morgenen, når lejrklokken vækkede alle. Kort efter udbrød en næsten tumultagtig aktivitet: der skulle redes senge, man skulle vaskes og drikke kaffe, og der blev foretaget navneopråb — alt sammen i lyntempo. Ingen fik lov at gøre noget som helst i normalt tempo. De marcherede ud til navneopråb og gik derefter ud for at slutte sig til de forskellige arbejdshold. Det var et sandt drama der nu fulgte: Fangerne skulle grave grus og sand og bære rundt på sten, pæle, ja hele baraksektioner, og dét hele dagen — i lyntempo. Arbejdsfogederne som uden ophør råbte ad fangerne og tvang dem til at anstrenge sig til det yderste, var af den værste slags Hitler kunne opdrive.
Det var til trøst og opmuntring for dem at tænke på at Jesus havde gennemgået lignende ting, og det gav dem styrke til at udholde den umenneskelige behandling.
For afvekslingens skyld blev der somme tider afholdt „straffeøvelser“ uden grund. Brødrene blev ofte tvunget til at undvære mad. Det kunne være en hård prøve for en træt broder når han ikke fik lov at sætte sig og spise, men blev tvunget til at stå ret i gården fire eller fem timer ekstra, blot fordi en broder måske manglede en knap i sin jakke, eller på grund af et andet ubetydeligt brud på reglementet.
Til sidst fik de lov at sove, hvis sulten tillod det. Det var i øvrigt slet ikke altid man fik lov at sove om natten. Ofte dukkede en eller flere af de berygtede „blokførere“ op midt om natten for at terrorisere fangerne. Episoderne blev måske indledt med at blokførerne affyrede deres revolvere op i den blå luft eller op i loftsbjælkerne i barakkerne. Så blev fangerne tvunget til at løbe rundt om barakkerne — eller somme tider kravle over dem — kun iført natskjorte, og lige så længe som blokførerne ønskede det. Som man kan forstå var det de ældre brødre der led mest under denne behandling, og mange af dem mistede livet af den grund.
(Fortsættes i næste nummer)