Hvem er skyld i at mennesker lider? Hvem har undladt at vise interesse?

AT MENNESKER lider har været og er stadig en af livets barske realiteter. Men er det et bevis på at Gud mangler omsorg for menneskene?

For at være rimelige må vi, før vi lægger skylden på nogen, prøve at skaffe os fyldestgørende oplysninger, så vi kan se ’hele billedet’. Hvis vi betragter de foreliggende vidnesbyrd vil vi se at der er meget som ganske tydeligt modsiger tanken om at Gud har undladt at vise interesse for menneskene.

Store kontraster

Aviser og fjernsyn viser billeder af mennesker der lider på grund af hungersnød — sultende børn med opsvulmet mave og med arme og ben som tændstikker; desperate forældre med fortvivlelse og håbløshed skrevet i ansigtet.

Men som skarp kontrast til dette ser man at jorden frembringer en utrolig variation af føde — frugter, korn, nødder og grøntsager — med hver sin smag og med masser af muligheder for anvendelse i lækre og nærende måltider. Hvis vi giver Gud skylden for hungersnødens lidelser, hvem giver vi så æren for den kærlige omtanke og omsorg der afspejler sig i jordens overflod af fødevarer? Og hvis vi siger at begge dele skyldes Gud, hvordan forklarer vi da det åbenbart selvmodsigende i situationen?

Hvilket ansvar har mennesket selv i denne forbindelse? Hvor megen omsorg og næstekærlighed har mennesker vist hinanden? Selv nu er der tilstrækkeligt med føde til at hvert eneste menneske i verden kan få nok. En publikation fra FNs Verdenssundhedsorganisation påpeger hvori problemet virkelig består:

„Verden er rig, men gør ikke god brug af den rigdom den har inden for rækkevidde. Millioner lever i skyggen af kronisk sult og forkert ernæring, mens andre spiser for meget og altså på en anden måde ernæres forkert.“

Efter at have anført at omkring 100.000.000 børn i dag lider af alvorlig underernæring, fortsætter publikationen:

„Den tragiske kendsgerning er at hvis al den føde der nu er til rådighed, blev fordelt ligeligt efter behov blandt de forskellige lande og socialøkonomiske grupper, ville ikke et eneste barn lide af underernæring. Der er føde nok i verden i dag; den bliver bare ikke fordelt efter behov.“ — World Health, februar-marts 1974, siderne 3, 6.

Og når der så endelig uddeles føde i de hungerramte områder, hvad sker der så i mange tilfælde? I en reportage om forsyninger til de tørkeramte lande i Afrika skriver bladet Time at ineffektivitet og korruption forsinker uddelingen og medfører at en del af kornet bliver omdirigeret og solgt kommercielt med enorme fortjenester. „En stor del af hjælpeforsyningerne af fødevarer får lov at ligge i store dynger på havnekajerne, hvor de bliver til bytte for rotter, græshopper og tyve,“ hedder det i rapporten. „Transporten er imidlertid det største problem.“ På grund af dårlige veje, mangel på udstyr og så videre har myndighederne ikke været i stand til at sørge for den nødvendige transport, så forsyningerne kunne nå ud til de hårdest ramte områder.

Er det ikke ejendommeligt? Verden bruger omkring 1.200.000.000.000 kroner om året til militært udstyr. Nationerne kan med stor præcision kaste tonsvis af bomber et hvilket som helst sted på jorden, og de kan endda sende mennesker til månen. Men de har svært ved at klare forsyningen af fødevarer.

Således er der stadig store, uhyggelige slumkvarterer i mange byer; der er mennesker som bor under trange forhold i mørke, ildelugtende lejekaserner eller i usle skure og hytter i golde egne. Disse områder bliver i mange tilfælde yngleplads for sygdom og kriminalitet.

Men alligevel er der store områder af jorden som er betagende smukke — der er grønne skove, frodige enge og bølgende bakkedrag, majestætiske bjerge, krystalklare søer, rislende bække og tordnende vandfald, solbeskinnede strande, smukke skyformationer og farverige solnedgange.

Lad os igen spørge: Hvis vi giver Gud skylden for det første — den menneskelige nød og elendighed — hvem giver vi så æren for det andet? Hvem er kilden til den skønhed og majestæt som vore øjne aldrig bliver trætte af at betragte og som ingen kunstner kan gengive helt nøjagtigt?

Hvis vi er rimelige må vi indrømme at mennesker selv bærer en stor del af ansvaret for det ubehagelige i livet og den elendighed vi finder i dag. Ren og skær grådighed, kommerciel udnyttelse og hensynsløshed ligger til grund for mange af problemerne, deriblandt fattigdommen. Dårligt udført arbejde og uærlighed på arbejdspladserne forøger omkostningerne for alle parter. Selv de mest elementære fornødenheder misbruges og bringes til ødelæggelsens rand på grund af den forurening mennesker er skyld i. Det er som professor Donald R. Scoby bemærker i sin bog Environmental Ethics:

„Mennesket, der er skabt til at indånde ren luft, drikke og nyde rent vand, og glæde sig over eventyret i sine naturlige omgivelser, har ændret sit miljø og finder at det ikke kan tilpasse sig. Det er ved at forberede sin egen massehenrettelse.“

Forbløffende kontraster i vort eget legeme

Den samme kontrast finder vi i det ene tilfælde efter det andet. På den ene side ser vi at menneskene hjemsøges af kræft, hjertesygdomme og andre lidelser. På den anden side ser vi at menneskelegemet er forbløffende i sin opbygning og sine muligheder.

Med rette beundrer vi hjertets kapacitet, der på én dag sætter det i stand til at pumpe 6600 liter blod gennem et blodkarnet på 100.000 kilometer og skaffe ilt og næring ud til 30.000.000.000.000 celler — som hver indeholder mere end en kvart million proteinmolekyler, der hver består af cirka 20.000 atomer.

Vi kan ikke andet end undre os over legemets naturlige forsvar mod sygdom og infektion. Enhver indtrængen af bakterier udløser øjeblikkelig et usynligt modangreb i legemet: først forøges blodtilførselen til det sted hvor bakterierne er trængt ind; så ankommer nogle antistoffer som hægter sig fast på de indtrængende bakterier, identificerer dem som fjender og får en art hvide blodlegemer, kaldet neutrofile blodlegemer, til at omgive bakterierne og nedbryde dem med en slags fordøjelsesenzymer; samtidig med dette forøger knoglemarven øjeblikkelig sin produktion af disse forsvarere — antistofferne og de neutrofile blodlegemer; så danner fibrinogenet, det stof i blodplasmaet der udvirker koaguleringen, et net af tråde omkring infektionen, og området isoleres; derefter ankommer de langsommere lymfocytter og monocytter, som „æder“ de rester der er blevet tilbage efter kampen, og på den måde renser stedet; til sidst vokser nye celler og nyt væv frem så såret bliver helet.

Så komplicerede og talløse er menneskelegemets forsvarsværker at den nu afdøde fysiolog Walter Cannon fra Harvard-universitetet sagde: „Når man forstår en del om menneskelegemet og dets ressourcer til sundhedens bevarelse, undrer man sig over hvorfor folk nogen sinde bliver syge.“

Men det er jo en kendsgerning at folk bliver syge og dør. Hvad er grunden til det? Er det fordi Gud ikke er interesseret i menneskene? Hvis det er tilfældet, hvorfor har legemet da så mange foranstaltninger til bevarelse af sundheden?

Det problem der står tilbage

Hvis man siger at menneskers lidelser skyldes mangel på interesse fra Guds side, løber man altså ind i lige så mange spørgsmål som man besvarer, eller endnu flere. Antagelsen gør livet på jorden til et paradoks, fuldt af selvmodsigelser. At sige at Gud ikke er til, gør kun problemet værre. Hvorfor eksisterer vi overhovedet, hvis der ikke er nogen Skaber? Hvilket formål har livet da?

Når vi ser et hus med døre, vinduer, værelser og forskellige installationer til brug for mennesker, erkender vi at huset er bygget af en eller anden. Der er mange flere omstændigheder ved jorden som gør den egnet til beboelse for mennesker, end tilfældet er med noget hus som mennesker nogen sinde har bygget, for ethvert hus skal forsynes udefra med føde, vand, brændstof og andet. Med god grund skrev den inspirerede apostel Paulus: „Hvert hus bygges jo af en eller anden, men den, der har bygget alt, er Gud.“ (Hebr. 3:4) Hvis en eller anden begår en forbrydelse i et hus, eller en af beboerne bliver syg, betyder det da at huset ikke er bygget af nogen?

Kendsgerningerne tvinger os til at indrømme at mennesker selv er ansvarlige for en stor del af lidelserne på jorden. Menneskers selviskhed, deres nationale og racemæssige stolthed, fordom og had, sammen med deres uærlighed, begær, utålmodighed og vrede, er skyld i de ubehagelige sider ved livet, og de samme dårlige egenskaber er ansvarlige for undertrykkelse og fattigdom, ødelagte ægteskaber og splittede familier, foruden vold og krig. Mennesket har groft misbrugt sit hjem, jorden.

Måske indser De at det forholder sig sådan, men spørger alligevel: „Hvorfor lader Gud det da fortsætte på denne måde? Hvorfor skrider han ikke ind og standser al den uret og undertrykkelse og vold? Hvorfor lider de uskyldige ofte såvel som de skyldige? Og hvad med de ting som det er klart at mennesker ikke selv kan ændre, for eksempel det at vi alle før eller siden rammes af sygdom?“

For at besvare dette må vi spore problemet tilbage til dets begyndelse, dets oprindelige kilde. Ellers vil vi ikke kunne få svar på vore spørgsmål. Heldigvis findes der en måde hvorpå dette kan lade sig gøre. Overvej nu hvad vidnesbyrdene fortæller.

[Illustrationer på side 5]

Hvis vi giver Gud skylden for hungersnødens lidelser, hvem giver vi da æren for den kærlighed der viser sig i de mange dejlige fødemidler jorden frembringer?

[Illustrationer på side 5]

Mennesker kan rejse til månen, men i lande der plages af sult får fødevarerne ofte lov at ligge på havnekajerne som bytte for rotter, fordi myndighederne hævder at de ikke kan skaffe forsyningerne ud til befolkningen

[Illustrationer på side 6]

Hvis Gud er skyld i menneskelig elendighed, hvem skal så have æren for at skaberværket er så storslået og smukt?

[Illustrationer på side 7]

Jorden er langt bedre udstyret til opretholdelse af livet end et hus er. Hvis et hus er tegnet og bygget af en arkitekt og en bygmester, må jorden da ikke også være frembragt af en intelligent Skaber?