Det har varet længe, men ikke længere end nødvendigt

DET er nu næsten seks tusind år siden mennesket slog ind på en kurs der var uafhængig af Gud. I de forløbne årtusinder har millioner af mennesker måttet lide på grund af krige, hungersnød, forbrydelser og uretfærdighed — i en grad som det er vanskeligt at fatte.

Selv om vi erkender at den vej menneskene har fulgt har været i modstrid med Guds vilje som den kan læses i Bibelen, har vi stadig dette spørgsmål tilbage: Hvorfor har Gud tilladt at dette har fortsat så længe? Hvorfor har han ikke grebet ind og standset de menneskelige lidelser? Hvorfor har han endda tilladt at de der gjorde hans vilje, er blevet udsat for lidelser ganske som alle andre? Der er en tungtvejende grund til dette.

Et stridsspørgsmål der måtte afgøres

Grunden er at der var opstået et stridsspørgsmål som måtte afgøres. Det oprør som var blevet sat i gang i Guds universelle familie, satte et spørgsmålstegn ved om Guds herredømme var retmæssigt og blev udøvet på rette måde. Kunne mennesker, og de usynlige åndeskabninger med for den sags skyld, finde lykke og fremgang ved at følge en sådan uafhængig vej? Ville det føre til en sand forbedring af deres lod? Eller ville det med tiden vise sig at være en katastrofal kurs de var slået ind på, et sørgeligt fejltrin de havde begået? Ville det vise sig at Guds vej var den rette, den bedste og den eneste vej til et liv i fred, tryghed og lykke?

Det ville ikke blot kræve nogle dage eller nogle år, men mange generationer at få svaret på dette spørgsmål bevist så der ikke længere var nogen tvivl mulig. Men uanset hvor lang tid det tog at få spørgsmålet afgjort, ville det være tiden værd, for det drejede sig om hele universet og dets fremtidige fred og gode orden.

Den tid som Gud afsatte til at spørgsmålet kunne blive afgjort, ville også give alle hans fornuftbegavede skabninger lejlighed til at vise hvilken side de ville stille sig på. De der tog standpunkt på Guds side ville få mulighed for at vise hvor hengivne og loyale hans skabninger kan være over for hans herredømme, under alle forhold, ja selv når de bliver udsat for uretfærdig forfølgelse og død. Han ville lade dem vise at kærligheden til ham og til retfærdighed er langt stærkere end selviskhed, som det også fremgik af tilfældet med hans trofaste tjener Job. — Job 1:7-12; Rom. 5:3-5.

På denne måde ville spørgsmålet ikke blive halvt afgjort; det ville blive besvaret helt og fuldstændigt, uden behov for nogen gentagelse i fremtiden. Jehova Gud anerkender intet mindre end dette. Og vi kan være glade for at det forholder sig på den måde, for kun en sådan afgørelse kan åbne vej for evig fred og tryghed for hele hans universelle familie, i himmelen og på jorden. Alt tyder på at tiden nu er ved at udløbe og at den tid hvor Gud vil gribe afgørende ind, er nær. Hvad er resultatet af at han har ventet indtil nu? Hvad er blevet bevist?

Resultaterne af menneskenes uafhængige kurs er nu tydelige

Menneskene har nu haft rigelig lejlighed til at vise hvor godt de formår at styre og herske over jorden, uafhængigt af Gud. Nogle landes regeringer bruger måske slagord som „Vi stoler på Gud“, og mange enkeltpersoner påkalder Gud når de står i en krise. Men i realiteten har menneskeheden som et hele taget meget ringe notits af Guds ord og har ikke bekymret sig særlig meget om at lære hans vilje at kende. Som det var tilfældet med Israels folk i fortiden, har Gud ladet dem „fare i deres stivsind, de vandred efter deres egne råd“. (Sl. 81:13) Hvor har det ført dem hen?

Specielt i de sidste halvtreds år har mennesker udrettet ting som ingen før havde forestillet sig. De kan gå på månen, omspænde jorden med kommunikationsnet, bygge gigantiske fabrikker, flyvemaskiner og skibe, tæmme atomkraften, og udtænke imponerende datamaskiner som på brøkdele af et sekund udfører de mest komplicerede matematiske beregninger. Men har det hele betydet nogen lindring for menneskeheden? Er menneskeslægten i dag bedre forsynet med føde og boliger, lever den mere trygt og lykkeligt?

Hvordan forholder det sig med forsyningen af fødemidler? En rapport fra FN-organisationen FAO siger: „Verdenssituationen i 1974 er stadig mere vanskelig og usikker end på noget andet tidspunkt siden årene lige efter den anden verdenskrigs ødelæggelser.“ Hver fjerde af alle jordens indbyggere i dag lider alvorligt af underernæring. Kan det kaldes en succes?

Hvordan forholder det sig med de mere velstående, industrialiserede lande? En rapport der for nylig er fremkommet i U.S.A., svarer: „Den sørgelige og tragiske sandhed er at vi i adskillige år har gjort tilbageskridt i kampen for at gøre ende på sult, fattigdom og underernæring.“ — New York Times, 20. juni 1974, siderne 1, 17.

Mennesker praler af at have „erobret“ jorden. Dertil siger den svenske videnskabsmand Georg Borgström: „Menneskets indvirkning på jordens overflade har i sandhed været kolossal. . . . Det har imidlertid skabt mere ørken end det nogen sinde har overrislet til ny landbrugsjord; det har fældet over halvdelen af jordens skovdække; det har blotlagt store landområder og udsat dem for vandets og vindens nedbrydende kræfter; og ved rovdrift har det ødelagt mange gange flere tønder land muldjord end det nogen sinde har opbygget eller frembragt.“

Videnskabsmænd udsender flere og flere advarsler om at menneskets energimisbrug og besudling af luften kan ændre vejret og klimaet på katastrofal vis. Er den nuværende situation ikke et udtryk for i hvor høj grad menneskeheden har brug for ledelse fra jordens Skaber hvis denne klode skal bringes i en tilstand hvor den er et frugtbart og behageligt hjemsted?

Mennesker har fundet frem til imponerende metoder hvormed de i en fart kan bygge boliger og skyskrabere. Men slumkvartererne rundt om på jorden bliver alligevel ikke mindre, snarere skyder der bestandig nye op. Og jordens befolkningstal stiger med 78 millioner om året.

Men selv om der var rigeligt med føde og gode boliger, ville det ikke medføre glæde og lykke medmindre der også var sikkerhed og tryghed. FNs generalsekretær, Kurt Waldheim, har for nylig sagt: „På trods af materielle fremskridt har den menneskelige tilværelse aldrig været mere utryg end den er i dag.“

Menneskets mest elementære fornødenheder — føde, ren luft og rent vand, gode boliger, tryghed og sikkerhed — er ikke blevet tilvejebragt i tilstrækkelig grad under det styre mennesker har udøvet uden Gud. Og ikke nok med at behovene ikke er blevet dækket; de er nu mere påtrængende og kritiske end nogen sinde før. Præsidenten for Roosevelt University, Rolf A. Weil, indrømmer således: „Det er en underdrivelse at sige at de gamle problemer ikke er løst . . . tværtimod er de blevet mere verdensomspændende og mere kritiske. . . . vi står over for store verdensvide problemer af et omfang som aldrig før.“ — Vital Speeches of the Day, 1. Februar 1974, side 236.

Nogle prøver ganske vist at give Gud skylden for disse forhold, men selv i denne verden er der folk som indrømmer at problemerne stammer et andet sted fra. Redaktør James Reston fra New York Times peger på hvori problemet virkelig består: „Man kan næppe kaste et flygtigt blik på dagens overskrifter uden at spekulere på hvad det skal blive til med verden. . . .se hvordan det går når mennesker, institutioner og hele lande lader deres selviske interesser gå forud for alt andet. . . .Den rene og skære sandhed i alle lande er den at det ikke virker når man spiller det selviske spil.“ Men dette „spil“ har menneskeheden spillet i de sidste seks tusind år, og intet tyder på at indstillingen vil ændre sig.

Hvilken rolle har verdens religioner spillet?

Kan religionerne i verden sige sig fri for ansvar i denne forbindelse? Har de vist oprigtig omsorg og hjulpet mennesker til at opnå Guds velsignelse? Har de anvist mennesker vejen tilbage til underkastelse under Jehova Guds suverænitet?

Historiens vidnesbyrd viser at verdens kirker og trossamfund ofte har været ’pot og pande’ med de politiske magter, hjulpet dem med at opbygge store riger, og stemt befolkningen gunstigt over for dominerende og korrupte herskere. Foruden at de selv har ført blodige korstog og inkvisitioner, har de religiøse ledere velsignet politiske og kommercielle krige og prøvet at gøre sort til hvidt, for eksempel når det har drejet sig om korruption hos myndighederne. De religiøse organisationer har høstet rigdom og ære for dette. Også de har en stor del af ansvaret for menneskenes lidelser.

Betragt blot et enkelt eksempel fra vor egen tid. I en artikel i New York Times Magazine står der om tørken i Etiopien:

„Tørke eller ikke tørke, så har kirken, der ejer en tredjedel af al jord, dog forlangt sin lejeafgift af de fattige bønder. Og det samme har aristokratiet. Bønderne i Etiopien har betalt omkring 90 procent af deres afgrøder i skatter og lejeafgifter,“

Religionerne i verden har undladt at fremme et klima af ærlighed, god moral, anstændighed og næstekærlighed blandt deres medlemmer. Umoralitet, lovløshed, uærlighed og racesplittelser vinder frem. Bladet Saturday Review/World for 18. maj 1974 giver denne kommentar: „Hvor man end ser hen, er tegnene på at moralen er ved at gå i opløsning ikke til at komme uden om.“

Hvorfor en omsorgsfuld Gud har kunnet tillade dette

Mennesker vil aldrig kunne fjerne al den sorg, smerte og skade som et herredømme uafhængigt af Gud har medført i de sidste seks tusind år. Men det kan Jehova Gud. Ikke alene kan han bringe de menneskelige lidelser til ophør ved at fjerne selviske menneskers dårlige forvaltning og styre over jorden. (Dan. 2:44) Han kan også sørge for at det bliver som om de skadelige virkninger aldrig havde været der. Hvordan det?

Som den der har skabt alt liv er han i stand til at give de døde livet igen. Hans ord viser at han under sin søns rigsregering vil lade de døde stå op af gravene og give de opstandne lejlighed til at følge en vej der fører til evigt liv. (Joh. 5:26-29; Ap. G. 24:15; Åb. 20:11-13) Derved vil det blive som der står i den inspirerede profeti i Esajas 25:8: „Han opsluger døden for stedse. Og den Herre [Jehova] aftørrer tåren af hver en kind.“

Ved at genskabe paradisiske forhold på jorden og indføre fred, retfærdighed og enhed overalt gennem sin søns retfærdige styre, kan Gud fjerne alle bitre fortidsminder hos dem der lever til den tid. Som det var da han førte Israels folk i fortiden tilbage til deres hjemland efter mange års fangenskab i Babylon, vil det også blive for den lydige menneskehed på den paradisiske jord: „Det gamle huskes ej mer, rinder ingen i hu; men man frydes og jubler evigt over det jeg skaber.“ (Es. 65:17, 18) Gud lover at han gennem sit himmelske rige ved sin søn vil „tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere“. — Åb. 21:2-4.

Der kræves naturligvis tro. Bibelen siger at „uden tro er det umuligt at have hans velbehag; thi den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham“. (Hebr. 11:6) En blind tro har ingen værdi. Men en tro der bygger på beviser kan give et fast og pålideligt håb. Gud har givet os tilstrækkelige beviser til at vi kan tro, ikke alene at han er til, men også at han „lønner dem, der søger ham“. Overvej hvad han allerede har gjort i fortiden som bevis for sin omsorg for menneskene og sin interesse i deres vel.

[Illustration på side 14]

Retssager kan vare flere uger selv om der kun er to personer indblandet. Hvis Deres omdømme, ejendom eller liv stod på spil, ville De da ikke ønske at retssagen skulle være grundig, selv om det tog tid? I det store stridsspørgsmål der skal afgøres, er alle fornuftbegavede skabninger i universet inddraget. Det er logisk at det kræver tid at få det afgjort

[Illustration på side 15]

Har menneskehedens fremskridt, efter 6000 års forløb, virkelig løst livets grundlæggende problemer og sikret os mod arbejdsløshed, sult og forbrydelser?