Hvordan ændringen berører vores fremtid

VERDENSSITUATIONEN, sådan som vi netop har betragtet den, er forudsagt med forbløffende nøjagtighed i Bibelen. Den har forudsagt at i en periode på blot en generation vil menneskeslægten se forholdene udvikle sig så det medfører „angst på jorden blandt nationerne, som ved hverken ud eller ind“, og at mennesker „besvimer af frygt og forventning med hensyn til det der kommer over den beboede jord“. (Luk. 21:25, 26, 32; se også Mattæus 24:3-8.) I forsøg på at hamle op med disse nye verdensomspændende udfordringer overdrager nationerne stadig større myndighed til FN.

Bibelen beskriver denne udvikling nøjagtigt og afslører at denne internationale organisation er „en ottende konge“, som stammer fra syv foregående „konger“ eller verdensmagter der efter hinanden har domineret historien. (Åb. 17:10, 11) Bibelen bruger ofte dyr eller deres „horn“ til at repræsentere regeringer. (Dan. 7:17, 23, 24; 8:20-22) Denne sammensatte politiske magt er således her repræsenteret ved et „dyr“. Det har „syv hoveder“, der skal repræsentere de syv foregående verdensmagter, ’kongerne’ som det er udsprunget fra. Men det har også „ti horn“. (Åb. 17:3, 7) Hvad de repræsenterer og hvad de gør er meget betydningsfuldt.

„De ti horn,“ fortsætter profetien, „er ensbetydende med ti konger som endnu ikke har fået herredømme [på profetiens tid], men de får myndighed som konger én time sammen med vilddyret.“ (Åb. 17:12) Det profetisk fuldstændige antal „ti konger“ repræsenterer det samlede antal politiske regeringer i dag, der hersker en kort tid sammen med De forenede Nationer.

I løbet af denne korte periode, der er som „en time“ i forhold til den forløbne historie, vil tilstandene blive sådan at de for første gang, skønt de er uenige om næsten alt andet, til sidst vil komme til at få „én tanke, og derfor giver de deres magt og myndighed til vilddyret [FN]“ i en menneskeskabt plan om at etablere verdensomspændende fred og sikkerhed. — Åb. 17:13.

Idet nationerne erkender at de står over for kriser der er anderledes end nogen der er gået forud, slutter de sig til sidst sammen i et altomfattende forsøg på hver især at redde deres nationale suverænitet. De håber desperat at en sådan forenet aktion vil redde den hensmuldrende „civilisation“ som deres suverænitet er baseret på. Udenrigsminister Kissinger indrømmer:

„Som historiker må man gøre sig klart at enhver civilisation der har eksisteret, til sidst er faldet sammen. . . . man må leve med en følelse af at tragedien er uundgåelig. Som statsmand må man handle ud fra den forudsætning at problemer skal løses.“

Vil de blive løst? Bibelens profeti viser at nationerne vil sætte en midlertidig, overfladisk „lap“ på deres hensygnende „civilisation“, lige tilstrækkelig til at fremkalde udråbet „Fred og sikkerhed!“ Men på dette tidspunkt, siger Bibelen, „vil en pludselig undergang komme over dem ligesom veerne over den gravide kvinde“ (1 Tess. 5:3) Hvorfor? Af to grunde:

For det første er der intet ændret ved selve det fundamentale. Kan nok så mange overenskomster landene imellem genopbygge det menneskelige samfunds grundvolde, der allerede er rådne af begærlighed, kriminalitet, vold, umoralitet, familiernes sammenbrud, og racemæssigt og religiøst had? Situationen svarer til det den berømte norske opdagelsesrejsende Thor Heyerdahl sagde om FNs havretskonference:

„Jeg har en fornemmelse af at de delegerede . . . drøfter hvordan de skal dele og få det mest mulige ud af et æble der er på vej til at rådne, og at de lader det rådne videre mens de prøver at finde en måde at dele det på.“

For det andet: Ved at overgive deres „magt og myndighed til vilddyret [FN]“ i et mislykket forsøg på at redde deres egen jordiske suverænitet, forkaster nationerne Guds måde at indføre sand fred og sikkerhed på. De vrager hans lovede rige, grundet på varige, retfærdige principper. (Dan. 2:44; 7:13, 14; Matt. 6:10) Det er grunden til at profetien, efter at ’de ti konger’ har givet „magt og myndighed“ til FN, siger: „De vil føre krig mod Lammet [Rigets hersker, Jesus Kristus], men fordi Lammet er herrers Herre og kongers Konge vil det sejre over dem.“ — Åb. 17:14.

Scenen er altså klar. De der tror på at menneskers diplomatiske og tekniske bestræbelser vil løse de voksende kriser i verden, vil komme ud for en barsk opvågnen. „I overensstemmelse med deres eget ønske undgår dette nemlig deres opmærksomhed,“ advarer Bibelen, „at . . . den daværende verden [led] undergang“ på Noas tid ved kræfter der stod til Guds rådighed. „Ved det samme ord er de himle og den jord som er nu, gemt til . . . de ugudelige menneskers doms og undergangs dag,“ hvilket vore dages kriser giver rigelige beviser for. — 2 Pet. 3:3-7.

Hvis de stadig større forskelle der er så tydelige i vor tids kriser, ikke overbeviser sådanne mennesker, så vil de snart blive rystet så de får øjnene op for hvad det er der er ved at ske. Deres kortvarige råb om „Fred og sikkerhed!“ vil pludselig blive afbrudt af „en stor trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen“. (1 Tess. 5:2, 3; Matt. 24:21) Da er det for sent for os at se i øjnene at vor tids kriser er anderledes.

Nej, de der taknemmeligt accepterer dette som bevis for at Guds retfærdige riges lovede herredømme er nær, er i stand til at handle klogt nu. Eftersom den nuværende verdensordning skal ødelægges, formaner Bibelen indtrængende: „Hvilken slags mennesker bør I da ikke være i handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til, mens I venter på Jehovas dags nærværelse og altid har den i tanke.“ Den „dag“ vil blive efterfulgt af Guds forudsagte „nye himle og en ny jord“, og i dem skal „retfærdighed bo“. Hvilken værdifuld belønning til dem der lærer at forstå betydningen bag vor tids kriser, som i sandhed er anderledes, og handler i overensstemmelse dermed! — 2 Pet. 3:11-13.