Hvordan ændringen ryster verden

„JORDEN ryster under fødderne på os. Vore kendte landmærker er borte,“ beklagede den vesttyske udenrigsminister, Walter Scheel, ved FNs særlige møde. Tidligere kunne de enkelte lande stort set klare deres problemer selv. „Men det er ikke længere tilfældet,“ erklærede De forenede Staters udenrigsminister, Henry Kissinger, for nylig i en tale til FNs generalforsamling.

At verden nu er presset til den yderste grænse af sin ydeevne har medført nye og skrøbelige balanceforhold landene imellem. De økonomiske og politiske stød, der tidligere ikke berørte verden meget mere end en loppe generer en elefant, rammer os nu næsten som en løve der kaster sig over en mus.

„Hvis vi ikke kommer til erkendelse af vor indbyrdes afhængighed,“ advarer Kissinger, „er det næsten sikkert at den vestlige civilisation som vi nu kender den, vil gå i opløsning“ — som følge af selvisk nationalistisk konkurrence. „Vi befinder os i en ømtålelig balance“ mellem „forenet fremgang og fælles katastrofe“.

Hvorfor? Nogle få enkeltheder vil belyse hvordan grundlæggende ændringer i den måde hvorpå verden nu fungerer, forstærker problemerne så de bliver til kriser der tilsyneladende er uløselige. Lad os begynde med . . .

Ressourcerne

Oliepriserne, der pludselig blev firdoblet, har mere end noget andet rystet verden til erkendelse af sin nye prekære situation. Det internationale Institut for strategiske Studier, der har hovedsæde i London, udtaler at prisstigningerne var „det største chok, den stærkeste tilkendegivelse af en ny æra, i forhold til nogen anden begivenhed i de senere år“. Den industrielle verdens økonomiske struktur er i fare for at blive knust som følge af den kædereaktion som prisforhøjelserne alene har sat i gang, hvilket verdenslederne klart har givet udtryk for.

Men oliekrisen er kun et symptom på den fundamentale ændring på verdens råstofmarked. Det der engang var „købers marked“, før vendepunktet, er pludselig blevet „sælgers marked“, hvor råstofleverandørerne kan forlange næsten lige hvad de vil.

Eftersom en stor del af disse nationers velstand er blevet bygget på at få masser af billige råmaterialer fra visse underudviklede lande, truer alene denne ændring hele deres livsform. Frankrigs præsident, Giscard d’Estaing, siger med sorg: „Det Europa vi skal bygge nu, bliver et ludfattigt Europa.“

Økonomien

Snævert forbundet med råstofkrisen er den økonomiske krise. Alle berøres nu af den værste verdensomspændende inflation i historien. Og alle mærker virkningerne hver gang de går på indkøb. Inflationen i industrilandene som helhed har nu sat farten i vejret til omkring det firdobbelte af farten i 1960erne! Samtidig har disse lande netop „gennemgået den mest bemærkelsesværdige nedgang i den økonomiske vækstrate man nogen sinde har oplevet“, bemærker en rapport der for nylig er udgivet af den økonomiske organisation OECD.

Kampen for at holde trit med de hurtigt voksende priser og med efterspørgselen har kastet mange lande ud i stor gæld. „Vore banker er presset til det yderste for at finansiere Italien, Frankrig, Storbritannien og andre,“ erklærer den tidligere administrerende direktør for Den internationale Valutafond (IMF), Pierre-Paul Schweitzer.

De forenede Staters økonomi er ikke usårlig. Landets offentlige og private gæld er nu over seks gange så stor som den var ved slutningen af den anden verdenskrig, og de stærkeste stigninger er, ifølge Business Week, kommet siden 1960.

Verdensøkonomien fungerer så helt anderledes nu at de fleste økonomer villigt indrømmer at deres berømmede formler for „finindstilling“ af de nationale økonomier pludselig er blevet forældede. Således forudsiger Business Week at selv om verden skulle undgå økonomisk „katastrofe, . . . er der ingen måde hvorpå den kan undgå forandring“. Hvilken slags „forandring“?

For første gang forudsiger mange respekterede sagkyndige at sammenbruddet af „den frie verdens“ økonomi vil opfordre til diktatoriske eller kommunistiske løsninger, og tab af personlige friheder.

Fødevarerne

Nært forbundet med problemerne vedrørende ressourcer og økonomi er fødevarekrisen. „Historien kan berette om mere voldsom [fødevare]mangel i enkelte lande,“ siger en rapport der er udarbejdet til FNs Verdensfødevarekonference, „men det er tvivlsomt om en sådan kritisk fødevaresituation nogen sinde har været så verdensomspændende.“ Og økonomen Don Paarlberg fra U.S.A.s landbrugsministerium hævder at „vi tydeligvis er ved en eller anden slags vendepunkt“ for landbruget. Hvorfor netop nu?

Ændrede landbrugsmetoder. Moderne landbrug er afhængigt af energi — til kunstgødning, traktorer, vandpumper, insektmidler, transport og så videre. En ton kunstgødning kan mange steder betyde lige så meget som ti tons korn. Den pludselige energimangel og de skyhøje priser har ramt hårdest dér hvor disse metoder er mest nødvendige og landmændene har mindst råd til dem. De svære tab af afgrøder der er sket i det nordlige Indien, kunne for eksempel have været formindsket hvis der havde været en konstant kraftforsyning til overrislingspumperne.

Mindre kornreserver. At de før så store reservelagre er svundet ind, har allerede drevet landbrugspriserne op til adskillige gange deres tidligere højde. Nu går det amerikanske landbrugsministeriums forudsigelser ud på en nedgang i verdens kornproduktion, hvilket „sandsynligvis vil føre til en yderligere formindskelse af verdens hvedelagre“ i 1975. Mange sagkyndige mener at der ikke er en tilstrækkelig margen for fejltagelser. „For første gang i 50 år er der ikke et land i verden der har tilstrækkelige fødevareforsyninger til at redde de sultende menneskemasser,“ hvis der skulle komme tørke, siger en bekymret amerikansk regeringstalsmand. Og der er mindst to milliarder flere munde der skal mættes nu, dobbelt så mange som der var for halvtreds år siden!

Ændrede vejrudsigter. Klimatiske ændringer har været en hovedårsag til nedgangen i fødevarelagrene. Er der håb om en tilbagevenden til landbrugsmæssigt gunstigere vejr? „Det må erindres at vejret, med henblik på kornproduktion, i cirka 15 år forud for 1972 var det bedste der har været i de forløbne halvandet hundrede år,“ minder meteorologen Reid A. Bryson om. „Chancerne for at det kommer igen er omkring én til 10.000.“

Efter at have overvejet det foregående, opstår spørgsmålet: En verden der har haft årtusinder til at ernære og sørge for sin befolkning uden at formå det — bortset fra nogle få privilegerede — hvordan kan den nogen sinde håbe at klare det, da den ifølge sine egne vurderinger kun har femogtredive år til at skaffe mad til det dobbelte af sin nuværende befolkning?

Allerede nu overvejer eksperter en løsning der kan få det til at løbe én koldt ned ad ryggen, nemlig selektiv levering — den politik at man først hjælper de lande der har størst chance for at overleve. Hvis en verdensomspændende hungersnød skulle indtræffe, ville fødevareleverandørerne derfor lade hele nationer ’sejle deres egen sø’ til gunst for dem der anses for bedre at kunne overleve. Mange sagkyndige advarer om at de producerende lande kan komme til at stå over for denne kyniske moralske afgørelse inden et år.

Verdenslederne reagerer

Disse kriser, sammen med en hidtil ukendt fattigdom og forurening og andre faktorer, tvinger de fleste nationale ledere til at erkende at de står over for noget der er anderledes end tilfældet var for nogle få år siden. Deres reaktion er i sig selv det mest slående vidnesbyrd om forandringen. Nu stræber landenes store mænd som aldrig før efter internationalt samarbejde i et desperat forsøg på at redde sig selv.

U.S.A.s præsident, Gerald Ford, betonede dette da han for nylig sagde til FNs generalforsamling at „nationerne er tvunget til at vælge mellem konflikt og samarbejde“ og at nu, „mere end nogen sinde før i menneskets historie, må nationerne . . . vende sig til internationalt samarbejde“ for at holde styr på deres ressourcer.

Men er alle disse skridt motiveret af en ny form for kærlighed som nationerne har fattet til hinanden? Nej. Det er kun „selve situationens alvor“, svarer FNs generalsekretær, Waldheim, der „måske kan frembringe den udvikling i de internationale forhold som alle appeller til fornuft og god vilje hidtil har været ude af stand til at fremkalde“.

Det indrømmes altså at enhver forenet aktion fra nationernes side vil stå på et vakkelvornt grundlag af egennytte og et ønske om at hytte sig selv, ikke nogen ægte interesse for andre og for retfærdige principper. Vil bestræbelser der er baseret på et sådant grundlag lykkes?