Det lunefulde vejr — kan der gøres noget ved det?

I DAG er vejret et spørgsmål om liv eller død for hundreder af millioner af mennesker verden over. Det kan betyde forskellen mellem i det mindste at have en smule mad og at stå over for døden ved sult eller sygdom.

Hvis man har nok at spise, synes man måske ikke at man berøres alvorligt af vejret. Men faktisk har lunefuldt vejr i de senere år berørt os alle. Og mange mener at vi står over for endnu værre konsekvenser i de kommende år. En international gruppe der studerer vejrproblemer siger:

„Mange videnskabelige undersøgelser af klimatiske forandringer bekræfter at et nyt klimatisk mønster nu er ved at vise sig. . . .

Vi tror at denne ændring af klimaet udgør en trussel for verdens befolkning.“

Hvorfor siger de dette? Og hvorfor i det hele taget tale om vejret, når ingen nu kan gøre noget ved det?

Nogle tror at der kan gøres noget ved det. Mange som sulter, beder og ofrer til deres forskellige guder i håb om regn. Men er Gud skyld i de lunefulde vejrforhold som visse områder har i dag? Hvis ikke, hvad er da grunden til det uberegnelige vejr? Og hvordan kan man gardere sig imod det?

Hvorfor det berører os alle

Vejrforandringerne betyder en del for de priser vi må betale for fødevarerne. Hvordan? Jo, ugunstigt vejr betyder dårligere høst, og når som helst høsten er dårlig, vil priserne før eller senere stige.

I 1972 var vejret dårligt for afgrøderne i mange dele af verden. Sovjetunionen blev for eksempel ramt af alvorlig tørke. For at udligne det uhyre underskud i høstudbyttet købte russerne kolossale mængder fødevarer fra andre lande. På grund af den øgede efterspørgsel steg fødevarepriserne. For eksempel kostede amerikansk hvede i slutningen af 1971 kun 3 dollars pr. 100 liter, men i september 1974 var prisen oppe på 12,50 dollars.

Vedrørende 1974 har Don Paarlberg, der er økonomisk ekspert for den amerikanske regering, erklæret at det var ’året hvor den der styrer vejret, trak i alle de forkerte håndtag’. De forenede Stater blev ramt af nogle af de værste vejrforhold i nyere tid. Først var der katastrofale oversvømmelser om foråret. Så kom om sommeren den værste tørke i årtier. I september kom ydermere en alt for tidlig frost. En følge heraf var at majshøsten blev næsten en tredjedel mindre end beregnet!

Sovjetunionen erfarede også ugunstigt vejr i 1974, og vendte sig endnu en gang til verdensmarkedet for at købe fødevarer. Indien havde alvorlig tørke i sine vigtigste fødevareproducerende områder. Bangladesh blev hjemsøgt af oversvømmelser der berørte over halvdelen af landet.

Det ugunstige vejr i 1974 tærede stærkt på verdens fødevarebeholdninger. Verdens kornhøst faldt til under forrige års niveau. Under „normale“ forhold ville dette ikke have været nogen stor ulykke. Men nu er det katastrofalt, eftersom verdens fødevarereserver er faldet til mindre end én måneds forbrug, det laveste siden den anden verdenskrig. Og i løbet af året voksede verdensbefolkningen ydermere med næsten 80 millioner! En så stram fødevaresituation betyder højere priser alle vegne.

Hvor stort er problemet?

Mange meteorologer mener at der på længere sigt er ved at ske en klimaændring på jorden. Ændringen kan blandt andet spores i temperaturen. Statistikken viser at første halvdel af det tyvende århundrede var en periode med relativt mildt vejr der medførte bedre høstudbytte.

Men nu siger mange meteorologer at tendensen går i modsat retning. Hubert Lamb, leder af en europæisk organisation for klimaundersøgelser, siger: „De globale temperaturer siden 1945 viser, tror vi, den længste ubrudte nedadgående tendens i århundreder.“

Nogle mener at den faldende temperatur til en vis grad er skyld i den afrikanske tørke, der nu har varet i seks år og er uden sidestykke. Det tørkeramte område syd for Sahara er næsten 5000 kilometer langt og omkring 1600 kilometer bredt, og udgør en femtedel af det afrikanske kontinent. Man har fremsat den forklaring at temperaturen falder fordi en pude af kold luft over nordpolen vokser i omfang. Det medfører at monsunregnen tvinges længere mod syd, med det resultat at regnen enten er faldet på steder der i forvejen får regn nok, eller i havet. Det er blandt andet gået ud over det nordlige Indien, som er meget afhængigt af monsunregnen.

Vejreksperterne fremhæver at vejret er blevet mere lunefuldt, mere foranderligt. Der ses ofte helt ekstreme vejrforhold, med hyppigere oversvømmelser, tørker, kulde- og varmebølger. Alt dette er dårligt for avlen af levnedsmidler.

Joseph Fletcher, der er tilknyttet National Science Foundation i Washington, D.C., erklærer at der er „klare vidnesbyrd om at generelt ugunstige forandringer er i gang“. En gruppe vejreksperter er kommet til en lignende slutning:

„Retningen af klimaændringen viser med næsten usvigelig sikkerhed at høsten ofte og i stor udstrækning vil slå fejl inden for dette tiår. At dette falder sammen med en periode hvor der næsten ikke findes kornreserver, kan kun ignoreres med risiko for store lidelser og massehungersnød.“

Kan mennesker løse problemet?

Kan vor tids politiske og økonomiske systemer klare dette voksende problem? Eller er de i stedet blevet en del af problemet?

Nogle mener at tingene kan ordnes som hidtil — at en anden del af verden blot kan producere et overskud og hjælpe de ramte områder. Tidligere blev, for eksempel, en fejlslagen høst på grund af tørke i sådanne lande som Indien i nogen grad udlignet ved køb eller gaver fra De forenede Staters overskud af fødevarer. En grund til at man har haft sådanne overskud, er at vejrforholdene indtil for nogle få år siden har været meget gunstige i De forenede Stater. Men nu siger meteorologen James McQuigg: „Sandsynligheden for igen at få 15 år i træk der er så gode, er omkring 1 til 10.000.“

Eftersom De forenede Stater har været verdens førende fødevareeksportør, vil enhver vanskelighed med deres høst blive en katastrofe for de lande der er afhængige af deres overskud. Og i de senere år har U.S.A. netop haft vanskeligheder. Desuden indrømmes det at fordi verdensbefolkningen øges så stærkt, ville den hidtidige ordning med afhængigheden af de amerikanske overskud alligevel ikke have kunnet fungere ret meget længere.

Menneskets samfundssystem er således kommet ud i alvorlige vanskeligheder på grund af de ændrede vejrforhold. Men er det uforskyldt? Mange videnskabsmænd mener at selve den måde mennesket har opbygget sit samfund på, i det mindste til dels er skyld i det ugunstige vejr! For blot at nævne én ting, så forrykker man mange steder naturens balance ved at rydde skovarealer og berøve marker deres vegetation, så man udsætter jorden for sol, vind og kulde. Og hvor dette sker, formindskes nedbøren ofte.

Bogen The Challenge of Climate citerer den franske arkæolog Henri Lhote for hans syn på Saharaområdet: „Mennesket har selv en andel i denne ugunstige ændring af klimaet. ’Vi er udmærket klar over,’ skriver han, ’at enhver ændring som mennesket foretager i naturens balance kan få katastrofale følger. Og i tilfældet med Sahara kan oldtidens nomader selv, i det mindste i nogen grad, have været ansvarlige for udbredelsen af ørkentilstandene, ligesom i vor egen tid nomaderne blandt tuaregerne, mauretanerne, araberne og tippuerne konstant medvirker til udvidelsen af ørkenen ved at fælde de få træer der er tilbage — enten til brændsel eller for at fodre deres dyr med de øverste grene.’“

Der er også en anden del af menneskets virksomhed som nu er kommet under mistanke. Især industrilandene har udspyet hundreder af millioner tons støv og luftarter i atmosfæren hvert år. Nogle videnskabsmænd mener at denne masseforurening af atmosfæren har spillet en rolle i den ændring af vejret der er sket.

Fra videnskabelig side er der fremsat mange planer om at ændre vejret til det bedre. Men det er ikke sandsynligt at nogen af dem kan gennemføres. En af dem går ud på at fjerne pakisen i Ishavet. Hvordan? Nogle foreslår at man skal bygge en dæmning tværs over Beringstrædet, der adskiller Sovjetunionen og Alaska, og derefter pumpe vand fra Ishavet over i Stillehavet for at hæve dette oceans vandstand. Det skulle så drive varmere vand fra Atlanterhavet op i Ishavet og smelte iskalotten. Andre planer går ud på at sprænge iskalotten med atombomber eller at dække isen med et lag sod som vil opsuge mere af solvarmen og medvirke til at isen smeltes.

Sådanne planer er mere fantasi end videnskab. De er hverken praktiske eller inden for mulighedernes grænse, med den teknik vi har i dag. Og selv om de kunne gennemføres, er der ingen garanti for at en sådan indgriben ville hjælpe på tingene. Den kunne lige så let gøre situationen endnu værre.

Hvordan ser fremtiden ud?

Hvordan vil vejret blive i fremtiden? Vil der altid være tørker, oversvømmelser og andre ekstreme vejrforhold, til plage for menneskeheden?

Nogle siger ganske vist at man aldrig kan sikre sig mod ugunstigt vejr. Men sådanne dystre forudsigelser udelader den mest betydningsfulde faktor med hensyn til fremtiden. De ignorerer Skaberens, Jehova Guds, hensigt. Hans eget ord siger klart at han ikke i en uendelighed vil lade jorden gennemgå den ene dårlige situation efter den anden. Han vil ikke fortsat lade naturkræfterne virke vilkårligt, til skade for mennesket.

Ganske vist viser Bibelen at det var Jehova Gud der satte vejrets kræfter i gang. (Matt. 5:45) Men betyder det at Gud nu direkte kontrollerer vejret de forskellige steder på jorden, så han er skyld i oversvømmelser, tørker og lignende katastrofer?

Nej. Da mennesket gjorde oprør mod Gud i Edens have, mistede menneskeheden Guds gunst, og derfor griber han ikke direkte ind for at afværge ulykker på grund af naturkræfterne. Nationerne har forkastet hans vejledning og gør tingene på deres egen måde. Gud har tilladt dette i et ganske bestemt tidsrum. Selv de der søger at gøre Guds vilje er udsat for virkningerne af dette, skønt Gud dog velsigner deres bestræbelser for at skaffe det nødvendige til livets opretholdelse og også værner dem åndeligt.

Skal man undgå katastrofer som følge af ugunstige vejrforhold, må man have vejledning fra Gud som sætter en i stand til at samarbejde med de kræfter der virker i skaberværket. Som et mønster på hvad Gud en dag ville gøre for hele menneskeheden, fortalte han for århundreder siden israelitterne at lydighed mod hans love ville bringe velsignelser:

„Og hvis I nu lyder mine bud, som jeg i dag pålægger eder, så I elsker [Jehova] eders Gud og tjener ham af hele eders hjerte og hele eders sjæl, så vil jeg give eders land dets regn i rette tid, både tidligregn og sildigregn, så du kan høste dit korn, din most og din olie; og jeg vil give græs på din mark til dit kvæg, og du skal spise dig mæt.“ — 5 Mos. 11:13-15.

Men hvad nu hvis folket ikke adlød? Hvad nu hvis de gav sig til at bryde Guds love? Gud sagde:

„Men vogt eder, at ikke eders hjerte dåres, så I falder fra og dyrker andre guder og tilbeder dem; thi da vil [Jehovas] vrede blusse op imod eder, og han vil lukke himmelen, så der ikke falder regn, og jorden ikke giver grøde, og I skal hurtigt udryddes af det herlige land, [Jehova] vil give eder.“ — 5 Mos. 11:16, 17.

Det var det der skete. Det er grunden til at store dele af det land der kaldtes Palæstina, har været golde i århundreder.

I dag er der ingen nationer som gør Guds vilje som den udtrykkes i hans ord, Bibelen. Følgelig har de ikke hans velsignelse og ledelse.

Bibelens profetier åbenbarer imidlertid at Gud om meget kort tid vil gribe ind i menneskenes anliggender og fratage alle politiske og andre systemer deres magt. (Dan. 2:44) Guds regering vil overtage magten, og Skaberen vil undervise sit lydige folk i den rette måde at benytte skaberværket og dets love på, så de velsignes med vejr der virker til gavn for dem. Under denne nye ordning lover Bibelen at selv ’ørken og ødemark’ skal blomstre. — Es. 35:1, 6, 7.

Så selv om meteorologer i dag forudsiger dårlige vejrforhold, fortæller Guds ord at der snart vil ske en forandring til det bedre. I mellemtiden vil skiftende vejrforhold fortsat være med til at afsløre at mennesker ikke kan ordne deres anliggender uden Guds hjælp.

„Ørken og hede skal fryde sig, ødemark juble og blomstre, blomstre frodigt som rosen og juble, ja, juble med fryd. . . . vand vælder frem i ørkenen, bække i ødemark; det glødende sand bliver vanddrag, til kildevæld tørstigt land.“ — Esajas 35:1, 2, 6, 7.

[Kort/diagram på side 5]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Den stiplede linje angiver monsunregnens normale nordgrænse, og de grå pile viser de normale vindforhold. Men i de senere år er monsungrænsen blevet skubbet længere mod syd (den ubrudte linje og de sorte pile). En stor del af området mellem de to linjer får nu ikke tilstrækkelig regn. Grunden til denne forskydning er at køligere vinde fra nord (det mørke, brede bælte) er blevet trængt længere mod syd (det lysere bælte).

Nordgrænse for monsunregnen

Ækvator