Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g75 8/6 s. 22-23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1975
  • Underoverskrifter
  • Mytteristernes efterkommere
  • Vejrgåder
  • En kristen opdragelse viser sin værdi
  • Røgfyldte lokaler
  • Få ord
  • Den første verdenskrig og litteraturen
  • Forbrydelser og overbefolkede byer
  • Våbenspild
  • Supertankere
  • Myte om læsning
  • Skal De på skærmen?
  • Betænkeligheder over det „hellige“ år
  • Skal tempoet sættes ned?
Vågn op! – 1975
g75 8/6 s. 22-23

Vi betragter verden

Mytteristernes efterkommere

● På øen Pitcairn langt ude i det sydlige Stillehav bor der stadig omkring 90 efterkommere af de berømte mytterister som overtog det britiske skib Bounty i slutningen af det attende århundrede. Indbyggerne, som kaldes „verdens dygtigste brændingsnavigatører“, ror i deres både gennem den farlige og lunefulde brænding ud til forbipasserende skibe for at udveksle post og for at handle. Ad denne vej er selv denne isolerede befolkning blevet nået med Bibelens sandhed. Foruden deres gamle eksemplar af Bibelen, som de har bevaret fra Bounty, har de nu 60 eksemplarer af Ny Verden-oversættelsen på nutidsengelsk, en til hver voksen indbygger. Deres lille bogsamling er også velforsynet med bibelhåndbøger — et resultat af at et af Jehovas vidner i Ohio i en periode på ti år har udvekslet mere end 300 breve med øens beboere.

Vejrgåder

● Det meteorologiske institut i Japan siger advarende at det usædvanlige vejrlig vi nu har haft i godt ti år, ikke viser tegn til at vende tilbage til det normale. Det frygtes at de besynderlige vejrforhold som begyndte i 1963, vil fortsætte som en trussel mod høsten i hele verden i 1975. Den sovjetiske avis Isvéstija melder at de værste regnskyl i mands minde for nylig har sat store dele af Ukraine, det russiske „spisekammer“, under vand, så afgrøderne er blevet ødelagt over flere tusind tønder land. I Holland faldt der sidste efterår dobbelt så meget regn som der ifølge optegnelserne nogen sinde er faldet i en tilsvarende periode; det regnede næsten hver dag i tre måneder, og en stor del af høsten blev ødelagt, både i Holland og nærliggende områder i Belgien og Frankrig.

En kristen opdragelse viser sin værdi

● En 20-årig ekspedient i New York viste for nylig værdien af sin kristne opdragelse, da supermarkedet hvor han er ansat blev udsat for et røveri. Han blev taget som gidsel af de panikslagne, bevæbnede forbrydere, som søgte en udvej idet politiet begyndte at slutte ringen om dem. Men ekspedienten talte roligt med dem og overtalte dem til at give våbnene fra sig. „Det var utroligt; han klarede det fantastisk,“ sagde et medlem af det politihold der skulle forhandle med forbryderne om gidslets udlevering. Da politiet ankom „klarede ekspedienten forhandlingerne ganske udmærket alene,“ skrev New York Times. Den unge mand, som er et af Jehovas vidner, „sagde at han bevarede roen fordi han ’troede på Gud’“, skrev avisen.

Røgfyldte lokaler

● Der er næsten tradition for at politiske beslutninger træffes i lokaler med cigarrøg. For nylig blev en italiensk sagfører imidlertid indigneret over at høre at kirkefolk ved bispesynoden i Rom „officielt havde besluttet at de biskopper der var afhængige af tobak . . . skulle have lov til frit at ryge under møderne“. Sagføreren skrev til avisen il Giornale: „Vi sagførere ryger ikke under vore retsmøder . . . Hvordan kan [biskopperne] retfærdiggøre en sådan adfærd med hensyn til deres eget helbred, og først og fremmest med hensyn til at de tvinger deres ikke-rygende kolleger til at indånde cigaretrøg — i betragtning af evangeliets principper om at elske sig selv og ikke gøre mod andre hvad vi ikke ville gøre mod os selv?“

Få ord

● En rapport der er udarbejdet for nylig, viser at man ikke nødvendigvis bruger mange ord selv om man taler meget. Ved en prøve der omfattede 54 voksne personer søgte man at finde ud af hvor mange forskellige ord de brugte når de talte. Det viste sig at 81 procent af forsøgspersonernes tale bestod af kun 359 forskellige ord. Der findes omkring 600.000 ord i det engelske sprog. — UIR/Research Newsletter, omtalt i Machine Design.

Den første verdenskrig og litteraturen

● Den første verdenskrig medførte utallige sociale forandringer. Et felt der somme tider overses, er dens virkning på litteraturen. Tidsskriftet MD siger: „I Europa udslettede krigen en hel generation af unge mænd, indbefattende mange begavede skribenter og bildende kunstnere. De der overlevede ’krigen der skulle gøre ende på al krig’ vendte hjem til en verden hvor der ikke var meget af den fred der var blevet knyttet så store forhåbninger til . . . En stor del af litteraturen fandt sig pludselig styrtet . . . ud i en verden af ødelæggelse og bristede illusioner. Blandt intellektuelle fremkaldte den ny tid en tvivlen på alle normer og en kølig kynisme der ofte gik over i desperation. . . . Panem et circenses [brød og skuespil], som formildede befolkningen i det gamle Rom, fik sit modstykke i de kæmpemæssige idrætsparker, badestedernes skønhedskonkurrencer, filmverdenens Hollywoodliv med dets glimmer, sex og sadisme som blev fremhævet i en ny type sensationsaviser og billige blade . . . Det samme tiår så en revolution i manerer og moral . . . Unge gjorde oprør mod forældrenes styre. Høflighed og ridderlighed gik af mode. . . . Litteraturen . . . gav enten udtryk for desillusionering . . . eller accepterede simpelt hen den ny tid.“

Forbrydelser og overbefolkede byer

● Trange boligforhold siges at være en årsag til mange af de kriminalitetsproblemer de større byer plages af. Og der er uden tvivl noget om det. Men er pladsmangelen nødvendigvis den største årsag til kriminaliteten? Ikke ifølge en artikel som for nylig stod i tidsskriftet Science News: „Hongkong er verdens tættest befolkede område (3912 personer pr. kvadratkilometer), men kriminalitetstallene er kun halvt så høje som i De forenede Stater (som har 22 indbyggere pr. kvadratkilometer). Overbefolkning er altså ikke nødvendigvis en væsentlig faktor bag kriminaliteten. Det drejer sig også om kulturel holdning.“

Våbenspild

● Militære eksperter er enige om at der, selv efter deres målestok, spildes mange penge på våbenforskning og -konstruktion. Det fremgår for eksempel af mangel på standardudstyr inden for NATOs medlemslande. Der anvendes 12 forskellige typer antitank-missiler, 36 forskellige radarsystemer, 40 slags svære kanoner på krigsskibe, 23 flytyper og 3 vidt forskellige former for tanks. Man anslår at der alt i alt bruges næsten seks milliarder kroner om året til forskning og udvikling af våben som allerede findes i et eller andet NATO-land.

Supertankere

● De enorme olietankskibe med en dødvægt på hundredtusinder af tons er blevet meget anvendt siden Suezkanalen blev lukket i 1967. Med sådanne supertankere kan man mere økonomisk transportere olie neden om Afrikas Kap Det Gode Håb end man kan med mindre tankskibe. Men Noël Mostert, oprindelig fra Sydafrika, siger i sin nye bog Supership at konstruktørerne af alt for mange af dem har bevæget sig ud over de prøvede tekniske normer. Uerfarne officerer er blevet sat til at styre dem, og normerne for navigation er blevet sænket i de senere måneder. Dette har, siger han, været medvirkende til at der i de tre første måneder af 1974 skete 112 tanker-uheld på havet. De store mængder olie som lækker ud af supertankerne bidrager kraftigt til forureningen af havet.

Myte om læsning

● „Man må ikke bevæge læberne når man læser,“ er en gammelkendt læresætning — men er den sand? Ikke ifølge en rapport i sprogtidsskriftet International Journal of Linguistics. Forsøg har vist at man øger sin forståelse ved at bevæge læberne, tungen og stemmebåndet; og det gælder ikke bare dårlige læsere, men også gode læsere, for eksempel når de skal koncentrere sig i forstyrrende omgivelser. — Jævnfør Josua 1:8, NW; Apostelgerninger 8:30.

Skal De på skærmen?

● Tidsskriftet Industry Week siger at flere og flere folk i ledende stillinger tvinges til at lade sig interviewe i fjernsynet. Hvordan kan man bedst forberede sig til denne fremtræden? Bladet giver følgende forslag: „Hold generalprøve med Dem selv, idet De gætter hvilke spørgsmål De vil få stillet. Fremsæt ingen skarpe meninger hvis De ikke er helt sikker på de tilgrundliggende oplysninger. Lad Dem ikke skræmme af intervieweren; stil selv et spørgsmål ind imellem, eller fremkom af Dem selv med nogle oplysninger. Brug kun notater eller nedskrevne stikord hvis De skal gøre rede for noget meget kompliceret. . . . Tab ikke selvbeherskelsen. Vær afslappet, men gå ud fra at De stadig er på skærmen indtil hele udsendelsen er forbi. Vælg et sæt tøj i dæmpede farver og en skjorte i pastelfarve eller off-white.“

Betænkeligheder over det „hellige“ år

● Er der udelukkende begejstring blandt indbyggerne i Rom over pave Pauls „hellige år“? En Rom-korrespondent for New York-avisen Post rapporterer at „der over hele byen er trykte notitser og håndskrevne slogans som skælder ud over det“. Hvorfor? Han svarer at „visse politiske kræfter . . . mente at det, med den nuværende økonomiske situation i verden, var ubarmhjertigt at antyde over for fattige mennesker at de burde rejse til de hellige steder“.

Skal tempoet sættes ned?

● Når ældre mennesker dør af hjertestop fordi de har skovlet sne, skyldes det, ifølge en konsulent for den amerikanske præsidents konditions- og idrætsråd, „at de i hele deres liv ikke har foretaget sig sådan noget som at skovle sne eller løbe“. I et foredrag han holdt for nylig, sagde han at de fleste ældre begår den fejl at sætte deres tempo ned, idet de tænker at fysisk anstrengelse er skadeligt for folk i deres alder. Resultatet er, siger han, at de nedbrydes legemligt, kommer til at lide af „muskelsvind som kunne undgås . . . en medvirkende faktor ved dødsfald blandt ældre mennesker“ som udsættes for pludselig spænding eller anstrengelse.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del