Vil Kirkernes Verdensråd protestere?

● Folk rundt omkring i verden hører om den frygtelige forfølgelse der er rettet mod Jehovas vidner i det afrikanske land Malawi, og hist og her lyder der et protestråb gennem nyhedsmedierne.

Således havde Washingtonbladet Star den 8. november 1975 en artikel med overskriften „Vil Kirkernes Verdensråd gribe ind?“ William F. Willoughby, der er fast medarbejder ved Star, erklærede at „der er stigende bekymring for de 34.000 Jehovas vidner som i 1972 flygtede for forfølgelsen i Malawi til nabostaterne Zambia og Moçambique, men som nu er blevet tvunget tilbage med magt“. Artiklen fortsatte med i detaljer at skildre nogle af de afskyeligheder der begås mod disse fredelige Jehovas vidner af „’de unge pionerer’, en politisk ungdomsgruppe tilhørende regeringspartiet under præsident H. Kamuzu Banda, [som] har ført sine beslutninger ud i livet med brutal nydelse“.

Men hvor kan dette religiøse mindretal vende sig hen efter udfrielse? „Eftersom De forenede Nationer har forholdt sig tavs i forbindelse med de garantier for religionsfrihed som det forventes at medlemsnationerne garanterer deres folk, synes der kun at være lidt hjælp at hente fra den kant for disse der er blevet genstand for undertrykkelse,“ beklager Willoughby.

„Men Kirkernes Verdensråd skal inden længe mødes i en vigtig generalforsamling i Nairobi [Kenya],“ fortæller han. „[Dette råd] taler stærkt imod Afrikas hvide kolonimagters undertrykkelse af den sorte befolkning. Det har sat sit omdømme som religiøs organisation på spil ved at skaffe pengemidler og materiel til frihedsgrupper. Man kunne forvente at en sådan organisation der — med rette — beskæftiger sig med de undertryktes frihed, ville være det mest magtfulde redskab når der skal tales til præsident Banda, der er en renlivet ældste i Centralafrikas presbyterianske Kirke i Malawi, om at tilstå sine farvede medborgere i Malawi en lille smule af den samme frihed.“

Og så spørger Willoughby: „Vil Kirkernes Verdensråd lade sin røst lyde ved denne bitre men betimelige lejlighed? Hvis ikke,“ slutter han, „vil enhver anden fordømmelse af undertrykkelse — religiøs, racemæssig eller lignende — lyde mindre end overbevisende.“