Jehovas vidners historie i De forenede Stater — 14. del
En glædelig genforening
Kort tid før Betel blev genåbnet kunne Guds folk som helhed glæde sig over en enestående begivenhed i form af et gensyn. Ikke længe efter at broder Rutherford med godt resultat havde afholdt offentlige møder i Los Angeles i maj 1919, besluttede han at der skulle holdes et stort stævne. Som stævneby valgte man Cedar Point i Ohio. Det viste sig at dette stævne, der afholdtes den 1.-8. september 1919, bragte usædvanlig stort åndeligt udbytte.
På hotellerne i Cedar Point var der plads til cirka tre tusind, og bibelstudenterne havde aftaler om at overtage alle værelserne fra middagstid den dag stævnet åbnede, mandag den 1. september. Der var en lille smule skuffelse da der kun var tusind der mødte op til åbningsmødet. Men der blev ved med at komme mennesker, både med særtog og på andre måder. Snart stod de opstemte stævnedeltagere i lange køer og ventede på deres logitildeling. Hvem er det der står bag disken og har travlt med at fordele værelserne? Det er såmænd to tidligere indsatte i forbundsfængselet i Atlanta — A. H. Macmillan og R. J. Martin! Og se dér — broder Rutherford og mange andre har det herligt i rollen som piccoloer og dragere, mens de slæber kufferter og hjælper stævnedeltagerne til rette i deres værelser. Der var summende travlhed til langt over midnat,
De glade deltagere blev ved med at komme. Fra 3000 tilstedeværende den første dags aften, steg tallet til 6000 om fredagen. Og ved det offentlige foredrag om søndagen var der omkring 7000 til stede. Over 200 symboliserede deres indvielse til Gud ved at lade sig døbe i vand.
Om det offentlige foredrag „Håb for den nødlidende menneskehed“ skriver Arden Pate: „Man besluttede at holde det offentlige foredrag udendørs, og broder Rutherford talte. . . . Da der ikke var flere, var det ikke så svært at høre.“
De gådefulde bogstaver „GA“
Så snart stævnedeltagerne ankom til Cedar Point blev deres opmærksomhed fanget af noget bestemt. Ursula C. Serenco husker: „Vi så et stort banner der hang tværs over salen oven over platformen, med de to store bogstaver ’GA’. Vi var alle sammen spændte hele ugen, og vi gættede på hvad de to bogstaver kunne betyde. Broder Macmillan kom op på scenen og fortalte på sin sædvanlige facon forsamlingen at også han hele ugen havde grundet over hvad de to bogstaver ’GA’ kunne betyde: Han var kommet til et resultat: ’Venner, jeg er nået til den konklusion at det betyder „Gæt atter [på engelsk: Guess Again]“.’ Forsamlingen brød ud i latter.“
Men nysgerrigheden blev ikke udløst før om fredagen, den 5. september — „medarbejdernes dag“. Forestil dig at du er med i den glade forsamling og hører J. F. Rutherford holde foredraget „Riget forkyndes“. Deri bekendtgjorde han udgivelsen af et nyt blad, The Golden Age (senere udgivet på dansk-norsk under titlen Den gyldne Tidsalder).
Gåden var løst. Bogstaverne „GA“ betød Golden Age. Broder Rutherford blev efterfulgt på programmet af R. J. Martin, som opridsede fremgangsmåden for et nyt arbejde der gik ud på at tegne abonnementer på The Golden Age. Dette blad, som var på toogtredive sider og udkom hver anden uge, skulle bringe en hel del bibelsk stof som forklarede nutidige begivenheder i lyset af de guddommelige profetier. Bladets første udgave, dateret den 1. oktober 1919, behandlede emner som arbejdsforhold og økonomi, industri og minedrift, finanser, handel og transport, landbrug og kvægavl, videnskab og opfindelser, foruden det religiøse stof, blandt andet en bibelsk artikel som hed „Kan man tale med de døde?“
Som redaktør havde The Golden Age en af de brødre som havde været i fængsel sammen med broder Rutherford. Det var Clayton J. Woodworth. Hans søn, C. James Woodworth, kan supplere med nogle interessante detaljer: „Min fader indrettede et nyt hjem til os i Scranton [Pennsylvanien], og da The Golden Age i 1919 begyndte at udkomme som søsterblad til The Watch Tower, udnævnte Selskabet ham til dets redaktør. Han var nødt til at tilbringe en stor del af sin tid i Brooklyn, så Selskabet indgik kærligt den ordning med ham at han arbejdede to uger i Brooklyn og to uger hjemme — en ordning der varede ved i en hel del år. Jeg husker tydeligt at min faders skrivemaskine mange gange klaprede livligt klokken fem om morgenen; han skrev eller redigerede stoffet til The Golden Age og sendte det til Brooklyn med dagens første postgang.“
Clayton J. Woodworth tjente trofast som redaktør for The Golden Age og bladets efterfølger Consolation (udgivet fra 6. oktober 1937 til og med 31. juli 1946). På grund af høj alder blev han aflastet fra sit arbejde da det nye blad Awake!, hvis første udgave kom den 22. august 1946, erstattede Consolation. Men broder Woodworth varetog trofast flere andre pligter i tjenesten for Gud lige til han døde den 18. december 1951, da han var enogfirs år gammel.
„Nu har vi noget at gøre!“
Stævnet i Cedar Point i 1919 gav bibelstudenterne en klarere erkendelse af at deres forkyndelsesarbejde skulle have et verdensomspændende omfang. A. H. Macmillan udtrykker det sådan: „Den tanke begyndte altså at gro fast: ’Nu har vi noget at gøre!’ Vi skulle ikke længere stå og vente på at blive hentet til himmelen; vi måtte arbejde.“
Ja, Guds folk havde sandelig „noget at gøre“. Man gik aktivt i gang med at fremme den sande tilbedelse. For eksempel blev kolportørgerningen genoplivet i 1919. Om foråret var der 150 aktive deltagere i denne tjeneste, men om efteråret var der 507.
Også pilgrimstjenesten blev genoplivet. Antallet af rejsende heltidstjenere der repræsenterede Selskabet som tilsynsmænd, steg til 86, og de blev udsendt til menighederne for at samle dem der var blevet spredt under forfølgelsen i krigens år. Ved på denne måde at knytte kontakten med hovedkontoret for Jehovas jordiske organisation, styrkede de interessen for budskabet. Også her var der fremgang for den sande tilbedelses interesser.
Ud på arbejdsmarken!
I september og oktober 1919 bragte Vagt-Taarnet to artikler under titlen „Salige er de, som ikke frygter“. De viste klart hvor vigtigt det er at være trofast og frygtløs i tjenesten for Gud. Reaktionen på denne opfordring til Jehovas folk om frygtløst at gå i aktion, vidnede både om begejstring og mod. Bibelstudenterne tog med nidkærhed fat på det arbejde de havde fået forelagt, forkyndelsen af Riget. De blev igen åndeligt levende i den aktive tjeneste som Jehovas ambassadører. Sådan opfyldtes det profetiske billede om Guds „to vidner“ der kom til live igen, som beskrevet i Åbenbaringen 11:11, 12.
I 1920 kom der en endnu tydeligere forståelse af de enkeltes personlige ansvar for at forkynde, for da begyndte deltagerne i vidnegerningen at aflevere en ugentlig tjenesterapport. Før 1918 var det kun kolportørerne som havde udfyldt en tjenesterapport. Og desuden fik hver menighed nu, af hensyn til forkyndelsen, tildelt et bestemt distrikt. Hvordan virkede alt dette? I 1920 var der 8052 „klassearbejdere“ og 350 kolportører. I 1922 var 980 af de mere end 1200 menigheder der var i De forenede Stater, blevet fuldt reorganiseret til deltagelse i tjenesten på arbejdsmarken. I disse menigheder var der 8801 medarbejdere som afsatte bibelske bøger og blade fra hus til hus. Det ugentlige gennemsnit var på 2250.
Da arbejdet med The Golden Age blev påbegyndt, blev det opridset på denne måde: „Arbejdet med THE GOLDEN AGE er et hus-til-hus-arbejde med Rigets budskab, ved hvilket hævnens dag fra vor Gud og trøst for dem der sørger, skal forkyndes. Ved dette hus-til-hus-arbejde skal der, hvad enten der tegnes abonnement eller ikke, efterlades et nummer af THE GOLDEN AGE i hvert hjem . . . Klassearbejdere vil sørge for at få deres prøvenumre hos arbejdsdirektøren.“ De menigheder der ønskede at være med, indtegnede sig hos Selskabet som en tjenesteorganisation. Selskabet udnævnte så en i den lokale menighed til at tjene som „arbejdsdirektør“. Da han var udnævnt af Selskabet, var han ikke underkastet de valg der blev afholdt hvert år, sådan som de ældste dengang var.
Lad os for en stund slutte os til forkynderne i deres arbejde med The Golden Age. Elva Fischer fortæller lidt om det: „I 1919 fik vi vores første tildelte portion af det nye blad The Golden Age. . . . Dengang var der ingen af os der havde biler, så min mand og hans kødelige broder, Audie Bradshaw, læssede bladene op på vores lille hestevogn, som kun havde ét sæde, og så tog de af sted med hestevognen for at forkynde. Min svigerinde blev hjemme for at tage sig af gårdens besætning og af børnene, for vi boede alle sammen på gårde. Mændene tilbragte to hele dage med at afsætte bladene, for de skulle aflevere et nummer af The Golden Age i hvert hjem. Vi var alle sammen meget glade for denne lejlighed til at deltage i forkyndelsesarbejdet.“
„Der blev efterlyst frivillige til at skaffe abonnementer på bladet,“ fortæller Fred Anderson. „Jeg meldte mig til det og følte den første sande glæde ved at være aktivt med i vidnearbejdet. Siden da har jeg tegnet mange abonnementer og afsat i hundredvis af numre af det blad vi nu kalder Vågn op! Det har været et magtfuldt redskab til at åbne folks øjne for hvilken kritisk tid vi lever i, og det har givet et herligt håb om liv og fred på en renset jord.“
„ZG“-arbejdet
Den 21. juni 1920 udkom der en hæftet udgave af The Finished Mystery (Den fuldbyrdede Hemmelighed), og den skulle uddeles. Den gik i almindelighed under navnet „ZG“. („Z“ stod for Zion’s Watch Tower, som var det oprindelige navn på Vagttårnet, og „G“, det syvende bogstav i alfabetet, betød at det var syvende bind af Studier i Skriften.) Denne særlige udgave af The Watch Tower (1. marts 1918) havde været opmagasineret mens bogen var forbudt, og nu kunne den afsættes til folk for 20 cents pr. stk.
Søster Beulah E. Covey tænker tilbage til dengang hun arbejdede med „ZG“. Hun siger: „Der var et helsidesbillede hvor man så det indvendige af en kirke med . . . to præster der begge gik op ad gulvet med et gevær i den ene hånd og en tallerken til kollekt i den anden. Det eneste vi skulle gøre for at afsætte ’ZG’ var at vise dette billede, og det var meget almindeligt at vi afsatte fyrre til halvtreds på arbejdsmarken hver dag.“
Dette arbejde med den hæftede udgave af Den fuldbyrdede Hemmelighed bar frugt. Annie Poggensee skriver for eksempel: „Jeg besøgte en dame som modtog ’ZG’ og lukkede døren. Lidet anede jeg dengang hvilke resultater det skulle få. Nogle få uger senere blev der afleveret en løbeseddel ved hendes dør. Hun kunne se at den kom fra samme sted, så hun kom hen og hørte det foredrag der var averteret på løbeseddelen. Hun blev ved med at komme til møderne, og til sidst begyndte hendes mand og hendes to døtre også at komme. Snart var hele familien Andreson i sandheden.“
„GA nr. 27“
Nummer 27 af The Golden Age var et særnummer. „Det var udgaven for den 29. september 1920, og det beskrev i detaljer hvilken forfølgelse og mishandling vore brødre og søstre var blevet udsat for under perioden med undertrykkelse,“ skriver Roy E. Hendrix, som var med til at uddele bladet. Amelia og Elizabeth Losch tilføjer: „Det afslørede den ugudelige forfølgelse der blev rettet mod de internationale bibelstudenter under den første verdenskrig af kristenhedens præster og deres medsammensvorne, både de politiske og de militære. . . . Der var ni i menigheden som nægtede at deltage i arbejdet og underskrev en anmodning om at blive fri. De manglede tro på ’den trofaste og kloge træl’. Resultatet blev at vi, sammen med tre andre der bevarede troen, uddelte 25.000 eksemplarer på kun to uger. Da kampagnen var forbi var vi trætte men lykkelige, idet vi vidste at vi trofast havde vandret i Guds ords lys.“
Der blev trykt fire millioner eksemplarer af The Golden Age nr. 27. De blev foræret væk eller afsat mod et frivilligt bidrag på 10 cents stykket. Uddelingen foregik for det meste fra hus til hus.
Arbejdet i andre lande
Der var stadig større efterspørgsel efter bibelsk læsestof. Dette gjaldt for eksempel i Canada, hvor den censur man havde taget i anvendelse over for Vagttårnets publikationer, blev ophævet den 1. januar 1920. Det var som om forfølgelsen i Canada vakte Guds folk til større nidkærhed i forkyndelsen og til yderligere at fremme den sande tilbedelse.
Den 12. august 1920 tog J. F. Rutherford og nogle få medarbejdere af sted på en rejse til Europa. Der blev holdt stævner i London, Glasgow og andre byer i Storbritannien. Sammen med nogle andre rejste Rutherford til Ægypten og Palæstina. Der blev aflagt besøg på forskellige kontorer og hos forskellige bibelstudiegrupper, som blev styrket åndeligt. I Ramallah blev der oprettet et afdelingskontor for Selskabet. I en årsrapport meddelte broder Rutherford at Selskabet var ved at oprette et centraleuropæisk kontor til at føre tilsyn med forkyndelsen i Schweiz, Frankrig, Belgien, Holland, Tyskland, Østrig og Italien.
„Millionkampagnen“
En ny forkyndelseskampagne som bidrog til at fremme arbejdet med at gøre disciple dengang, var den såkaldte „millionkampagne“. Den drejede sig om uddelingen af bogen Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø, som var på 128 sider og blev afsat mod et bidrag på 25 cents. Bogen blev anvendt i tilknytning til en kampagne med offentlige foredrag som begyndte den 25. september 1920; det drejede sig om et foredrag som oprindelig hed „Denne verden er endt — Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø!“, og som J. F. Rutherford havde holdt i Los Angeles den 24. februar 1918. Det blev nu offentliggjort i den nye bog i 1920.
Lester L. Roper fortæller fra dengang: „Så blev det min tur til at holde et offentligt foredrag over emnet ’Rejs et banner for folket, millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø’. Jeg var vant til at stå over for en forsamling, men dette her var noget andet. Jeg følte det som om gulvet når som helst kunne komme op og slå mig i hovedet. Og der skulle vel også mod og mandshjerte til, for dengang var vi ikke ret mange i sandheden i hele verden — og så at skulle stå og fortælle folk at ’millioner af nulevende mennesker aldrig skal dø’!“
Dette foredrag blev efterhånden oversat og udgivet på mange forskellige sprog. Til forskel fra „hyrdegerningen“, som havde bestået i at man udlånte bøger til folk, gik millionkampagnen ud på at afsætte bøgerne til folk mod et bidrag, og senere kunne interesserede modtage et eller flere bind af Studier i Skriften. „Millionkampagnen“ varede ved i nogen tid, og der blev aflagt et stort vidnesbyrd på denne måde. Man benyttede både avisannoncer og plakater med ordlyden „Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø“ for at henlede offentlighedens opmærksomhed på budskabet. Så omfattende var kampagnen at sætningen har været et almindeligt kendt slogan i årenes løb.
Om virkningen af „millionkampagnen“ skriver Rufus Chappell: „Vi havde tilbudt bogen Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø i byen Zion [Illinois] og omegn, og resultaterne var ret interessante. Jeg kan huske en stor, strålende lysreklame over Waukegan-renseriets hus på North Sheridan Road omkring otte kilometer fra Zion, og der stod [på engelsk]: ’We Dye for the Millions Now Living Who Will Never Die.’ [Et ordspil på engelsk; sætningen betyder: ’Vi farver tøj for de millioner af nulevende mennesker som aldrig skal dø.’] Det var et meget populært emne dengang, og mange stillede spørgsmål angående sætningen og lærte sandheden at kende ved hjælp af bogen.“
Større fremgang ved hjælp af en ny bog
I mange år havde bibelstudenterne læst bøgerne i serien Studier i Skriften og givet dem vid udbredelse. Men i 1921 blev der udgivet en ny bog — Guds Harpe, skrevet af J. F. Rutherford. Efterhånden blev den uddelt i 5.819.037 eksemplarer på 22 sprog. „Det var en virkelig velsignelse da Guds Harpe udkom, et svar på vore bønner,“ siger Carrie Green, og fortsætter: „Den fortalte sandheden, hele sandheden, på en enkel måde; alle de forskellige emner blev illustreret som ’strengene på en harpe’.“
Bogen opridsede Jehovas hensigt som „ti strenge på Guds harpe — Bibelen“. Bogens ’ti strenge’ eller kapiteloverskrifter var: Skabelsen, Retfærdighedens Aabenbarelse, Abrahamsløftet, Jesu Fødsel, Genløsningen, Opstandelsen, Den aabenbarede Hemmelighed, Kristi Genkomst, Menighedens Herliggørelse, Genoprettelsen. Det var en bog for begyndere, og den indeholdt trykte spørgsmål så den kunne bruges til personligt studium eller studium i „klasserne“. Når bibelstudenterne arbejdede fra hus til hus tilbød de et komplet korrespondancekursus sammen med denne bog. De tolv spørgsmålsark som kursuset bestod af, blev sendt til folk, et om ugen. En almindelig menighed kunne have så mange som 400 til 500 ark at sende ud hver uge i forbindelse med dette kursus. Arbejdet stod på i flere år, og det gav vældig gode resultater. Hazel Burford fortæller: „Der blev også afholdt studier i de interesseredes hjem, noget lignende vores bibelstudiearbejde i dag, bortset fra at der var en hel gruppe forkyndere med, som ved vores menighedsbogstudium.“
(Fortsættes)