Vi betragter verden
Venedig synker ikke længere
● I årevis har byen Venedig været i færd med langsomt at synke ned i Adriaterhavet; men dette meldes nu at være standset, og måske vil byen endda begynde at stige. Gennem ti år har venezianerne nu lukket i tusindvis af artesiske brønde i området. Grundvandets stigning under byen har således fået synkningen til at standse. „Balancen mellem udbud og efterspørgsel [af vand] genoprettes ad naturlig vej,“ siger Ottavio Vittori, som er leder af Venedigs nationale Forskningsinstitut. Han siger at byen måske endda vil stige en hel millimeter eller deromkring, på fem år. Det er måske ikke så meget, men i hvert fald synker Venedig nu ikke længere.
Men andre byer synker
● Selv om Venedig måske er holdt op med at synke, viser det sig nu at Paris og en hel del byer i Japan er ved at synke. En tiendedel af byen Paris er undergravet af minegange, stammende fra middelalderen, hvor man hentede gips i byens undergrund til brug i byens huse. „Vi ved alle at Paris er bygget på et lag schweizerost,“ siger en af byens embedsmænd. På grund af faren for sammenstyrtning er der udstedt midlertidigt forbud mod nybyggeri i det pågældende område.
Fra Japan fortæller avisen Daily Yomiuri at jorden giver efter mange steder, fordi man har pumpet grundvandet op i stort omfang; „det er nu et landsomfattende fænomen“. I visse boligkvarterer siges jorden at synke så meget som ti til tyve centimeter om året. Artiklen fortæller at i disse byer „er vejene ved at blive ujævne og dårligt drænede . . . gulve, vægge og vindueskarme i husene revner . . . broer og cementstrukturer er blevet skæve“, og nedgravede rørledninger knækker.
Skjult galakse fundet
● En astronom fra Marylands universitet fortæller at han har opdaget en hidtil ukendt galakse, som er tættere på vores egen galakse, Mælkevejen, end nogen anden der indtil nu er fundet. Det siges at være en dværggalakse, hvis masse svarer til en tusindedel af vor egen galakses. Den har ligget skjult bag Mælkevejens tætte stjernefelter og støvskyer og har derfor undgået opdagelse indtil nu.
Handelsflåderne
● Lloyd’s Register fortæller at kapaciteten af hele verdens handelsflåde steg med 10 procent i 1975. Nu er kapaciteten dobbelt så stor som den var i 1966. Liberia har den største handelsflåde; dernæst kommer Japan, hvis kapacitet er cirka to tredjedele af Liberias. Så følger Storbritannien, Norge, Grækenland, Sovjetunionen og De forenede Stater i den nævnte rækkefølge. Sovjetunionens flåde af kæmpestore fisketrawlere er mere end dobbelt så stor som alle andre landes tilsammen (643 skibe, sammenlignet med 259), og Sovjet har nu over en tredjedel af de 18.217 fiskerbåde i verden.
Retfærdiggørelse af krig
● Jesuiterpræsten Richard T. McSorley har for nylig skrevet i det katolske blad America at „de eneste forsøg på at sætte krig i relation til evangeliet har været de kristnes pacifisme i de tre første århundreder, og den teori om retfærdige og uretfærdige krige der tog sin begyndelse med Augustin i det fjerde århundrede“. Men, siger han, „nu — seksten hundrede år efter — er det tydeligt at teorien [om retfærdige og uretfærdige krige] aldrig har virket. Den har ikke kunnet anvendes på en eneste krig i historien. Og den har aldrig forhindret nogen krig.“ Hvorfor ikke? „Teorien om retfærdige og uretfærdige krige forudsætter at krige vil være retfærdige på den ene side og uretfærdige på den anden side; men sådan er det aldrig. Teorien indebærer at ethvert land selv må bedømme den sag det kæmper for“ — til gunst for landet selv, naturligvis.
Arbejdsløshedens pris
● At være arbejdsløs kan koste mere end tabet af lønnen. Curt Donig, der leder en klinik i Vestberlin, siger at et års arbejdsløshed kan nedskære den arbejdsløses forventede levetid med så meget som fem år. Han forklarer: „Vi har iagttaget over 3000 mænd og kvinder med nervelidelser. De har været uden arbejde i længere tid. De behandlede data om disse mennesker fører til den slutning at arbejdsløshed og den dermed følgende bekymring kan nedskære den forventede levetid med så meget som fem år, især for dem der har søgt arbejde i over et år.“ Mange arbejdsløse giver op efter et års tid og bukker under for alkohol eller stofmisbrug. Helbredet går ned ad bakke og ægteskabet går i stykker. Den omtalte læge giver det råd at hustruen til en arbejdsløs skal opmuntre sin mand hele tiden og dele hans fritidsinteresser med ham, så han føler at der er behov for ham.
Kaffe kan være farlig
● Noget tyder på at gravide kvinder udsætter deres ufødte børn for en meget stor fare hvis de drikker kaffe i store mængder under svangerskabet. Ved et universitet i Urbana, Illinois, USA, har nogle forskere undersøgt 550 familier og fundet at svangerskabet mislykkedes hos 13 ud af hver 14 kvinder som i gennemsnit drak syv kopper kaffe om dagen eller mere under svangerskabet. Skønt forskerne endnu ikke er helt sikre på om de har overset andre ting som også kunne spille ind, ser det dog ud til at koffeinet i kaffen virker lige så skadeligt på arveanlæggene i fosterets celler som radioaktiv stråling. En sådan skade vil almindeligvis resultere i abort. I den forbindelse har man bemærket at der er en usædvanlig lav aborthyppighed i den amerikanske stat Utah hvor der bor særlig mange mormoner. Mormonerne holder sig fra tobak, spiritus, te og kaffe. — Politiken, 15. december 1975.
Nye bibeloversættelser
● I forskellige dele af verden arbejder teologer og andre fortsat med at oversætte Bibelen eller dele af den til forskellige sprog. Fra denne front kan nævnes nogle spredte nyheder: Bibelens græske skrifter er på ny blevet oversat til fransk — og for første gang er oversætteren en jødisk lærd, en mand ved navn André Chouraqui, som allerede har oversat De hebraiske Skrifter til fransk. På kinesisk er der i Hongkong kommet en ny oversættelse af De græske Skrifter til nutidskinesisk, som kan læses og forstås af cirka 800 millioner mennesker, skønt disse ikke alle udtaler tegnene ens. Den kinesiske oversættelse har været fem år undervejs. På indonesisk er der udkommet en oversættelse af hele Bibelen på nutidssprog, et værk der er blevet godkendt af både de protestantiske og den katolske kirke. Og den ungarske kirke er for kort tid siden blevet færdig med en ny oversættelse af hele Bibelen til ungarsk. Den er udført af en kommission og er blevet trykt i Budapest i et førsteoplag på 30.000 eksemplarer.
Berlingske Tidende meddeler at Bibelen eller dele af den i dag er oversat til cirka 1550 sprog, men at der endnu er mere end 1500 sprog hvorpå der ikke findes nogen bibeloversættelse. I hele verden er der i dag 617 oversættelses- og revisionsprojekter i gang. I Danmark er to forskergrupper på henholdsvis Københavns og Århus universitet gået i gang med den store opgave at udarbejde en revideret oversættelse af det såkaldte „Gamle Testamente“. — 30. december 1975.
Forbud mod rygning i børnehaver
● I Danmark indføres der formentlig forbud mod tobaksrygning i børnehaver og andre daginstitutioner for børn. Dette forslag indeholdes i et cirkulære som socialministeriet har fået til behandling. Af sundhedsmæssige grunde skal personalet afholde sig fra at ryge i de rum hvor børnene opholder sig, idet tobaksrøgen kan øge børnenes modtagelighed over for en række sygdomme, først og fremmest forkølelse og andre luftvejssygdomme. Personalet må dog gerne ryge i deres egne opholdsrum. — Politiken, 16. januar 1976.
Folkekirke-statistik
● I slutningen af 1975 offentliggjorde Danmarks Statistik resultatet af den første landsdækkende undersøgelse af danskernes tilknytning til folkekirken. Interessant nok blev tallene i undersøgelsen tolket på noget forskellig vis af de forskellige blade. De to store aviser Berlingske Tidende og Politiken ser statistikken på hver sin måde; ’Berlingske’ siger i sin overskrift (den 23. december 1975) at „Folkekirken er langt større, end man tror“, mens Politiken bringer nyheden under overskriften „Københavnerne vender kirken ryggen“. Kristeligt Dagblad hæfter sig i sin artikel særligt ved at statistikken må tages med mange forbehold, idet de oplysninger der ligger til grund for den, er noget usikre. Tallene viser kort fortalt at mindst 95,2 procent af den danske befolkning er medlemmer af folkekirken. I 1974 var der 8513 der meldte sig ud. Af de levendefødte børn i 1974 blev, i landet som helhed, 91,1 procent døbt i kirken, mens det i hovedstadsregionen kun var 70,2 procent. Konfirmationsprocenten var i København på 77,4, mens den uden for København var oppe på 96,7, så gennemsnittet for hele Danmark blev 90,9. Det laveste tal er antallet af kirkelige vielser i hovedstaden, der i 1974 var nede på 35,6 procent, mens det uden for hovedstaden var 70,9; gennemsnittet ligger således på 57,2 procent. Hvis alle landets folkekirkemedlemmer kom i kirke på én gang, ville kirkerne have en siddeplads til hver tiende af dem.
Levn fra Jerusalems belejring?
● Ifølge Kristeligt Dagblad hævder nogle arkæologer der foretager udgravninger i Jerusalems gamle bydel, at „de har fundet de første sikre beviser på den babyloniske konge Nebukadnezars ødelæggelse af byen for 2500 år siden. De har fundet tre gamle pilespidser . . . nær et israelitisk forsvarstårn. Pilespidserne blev fundet i 15 meters dybde“. — 23. januar 1976.
Bibelen stadig øverst på listen
● I 1972 blev 40.000 bøger oversat, meddelte Politiken den 24. december 1975. Bibelen står stadig øverst på listen over de hyppigst oversatte bøger i verden. Af de 40.000 oversatte bøger repræsenterede de 109 Bibelen, efterfulgt af to revolutionære forfattere, nemlig Marx (62 oversættelser) og Engels (57 oversættelser).