Kan vi have tiltro til en bedre fremtid?

GIVER den nuværende tilstand og udvikling i De forenede Stater efter to hundrede års historie grund til at tro på en bedre fremtid? Uomtvisteligt er det at nationen ejer en vældig økonomisk styrke, ligesom mange andre kræfter rummer gode muligheder.

Mange af dem der har til opgave at studere tendenserne inden for økonomi, uddannelse, politik og socialproblemer når imidlertid til en nøgtern slutning. De mener at problemer venter forude hvis ikke de negative tendenser vendes, selv om landet har megen styrke og mange gode sider.

En af de ting, siger de, som har virket meget uheldigt på mange familier er „den amerikanske drøm“, den tro at fremgangen vil fortsætte i det uendelige og skabe flere arbejdspladser, flere penge, en højere levestandard, tryghed, fred i sindet og en sikker fremtid for de unge.

Men sådan tegner virkeligheden sig for de færreste. New York Times siger: „Blandt mange amerikanere er der en udbredt frygt for at de glade dage er forbi. For mange vil den store amerikanske drøm . . . åbenbart ikke rigtig gå i opfyldelse.“

Et stigende problem

Et af hovedproblemerne knytter sig til den måde hvorpå amerikanerne har finansieret en stor del af den velstand vi har oplevet i de seneste årtier. Den er skabt ved lånte midler — gæld og umådeholdent pengeforbrug. Man har pantsat fremtiden for at kunne leve i sus og dus i dag. Men stigende gæld ender i et krak.

På grund af den enorme — og stigende — gæld er der fare for at mange, både enkeltpersoner, forretninger, byer og kommuner, simpelt hen ikke kan betale deres udgifter. Om dette skriver bladet U.S. News & World Report: „Gælden vokser hurtigere end den amerikanske økonomi kan danne sikkerhed for. Den samlede sum af offentlige og private gældsforpligtelser beløber sig nu til over dobbelt så meget som hele landets årsproduktion af varer og ydelser.“ Landets gæld er nu oppe på over 3 billioner dollars, altså over 18.000.000.000.000 kroner!

Bladet gør opmærksom på at firmaernes gæld i dag er „cirka 17 gange så stor som deres samlede udbytte efter at skatten er trukket fra“, og den stiger. Forbundsregeringens gæld er på omkring 600 milliarder dollars (over 3600 milliarder kroner), og den stiger også. I løbet af de sidste sytten år har regeringen kun én gang haft et lille overskud på sit årsbudget. Underskuddet for finansåret 1975 var på over 260 milliarder kroner. Underskuddet for 1976 forventes at slå alle rekorder og løbe op på 450 milliarder kroner.

Tilbage i 1939 var renterne af det offentliges gæld i U.S.A. på en milliard dollars om året, men i finansåret 1977 forventes det at renterne vil beløbe sig til 45 milliarder dollars, eller 270 milliarder kroner! Disse renter alene, altså ét års renter af gæld, er et større beløb end al offentlig gæld i hele landets historie op til den anden verdenskrig.

Senator Harry F. Byrd jun. siger: „Hvis vi på denne måde bliver ved med at bruge mere end vi har, tror jeg at landet uundgåeligt bevæger sig mod en katastrofe.“

Men er de økonomiske udsigter ikke blevet noget lysere i de seneste måneder? Jo; de fleste økonomer mener at den dårlige tid er ved at være forbi. Men hvis situationen er ved at bedres, skyldes det for en stor del lånte midler. Det er klart at man kan forbedre økonomien når man pumper 450 milliarder kroner ind i form af lånte penge — i hvert fald for en tid. Men samtidig bliver gældsbyrden tungere og tungere. Nogle spørger nu sig selv om Amerikas økonomi har det på samme måde som en narkoman — hans organisme kræver flere og flere „stoffer“, indtil han bryder helt sammen fordi han simpelt hen ikke kan tåle mere.

Lavere levestandard

Byen New York har allerede opdaget hvad det kan føre til når man bliver ved med at bruge flere penge end man tjener. Byens gæld er blevet så stor og tung at den har meget svært ved at finde flere steder at låne penge, og selvfølgelig endnu sværere ved nogen sinde at betale lånene tilbage.

Byen har derfor måttet skære ned på de goder og ydelser den tilbyder, hvilket betyder at den også har måttet afskedige mange kommunalt ansatte. Men selv med disse dybe snit er byen stadig i gæld. Og det bliver sværere og sværere for byen at få penge ind ved at hæve skatterne, for de er temmelig høje i forvejen.

En hel del eksperter mener nu at det samme som er sket i byen New York, kan ske for hele landet — når udgifterne er for store og indtægterne for små, daler levestandarden uvægerlig. Ja, nogle siger endda at det allerede er begyndt at gå sådan. Professor George Sternlieb fra det amerikanske Rutgers University siger: „Det vi oplever er intet mindre end en nedgang i den amerikanske levestandard.“

De stigende skatter går også ud over levestandarden. Skatterne er den af alle inflationsposterne der stiger hurtigst. En amerikansk lønmodtager betaler over en tredjedel af sin løn i forskellige former for skat. Finansminister William E. Simon har med god grund sagt: „Det forbunds-skattesystem der har udviklet sig siden republikkens tidligste tid, er i store vanskeligheder i dag.“ Der er ligefrem frygt for en ’skatterevolte’. En af årsagerne til den amerikanske uafhængighedskrig var faktisk at kolonisterne fandt beskatningen uretfærdig.

Fattigdom midt i al rigdommen

Midt i al den velstand som mange har del i, findes der stadig fattigdom. New York Post skriver: „Antallet af amerikanere der lever under fattigdomsgrænsen anslås til at ligge et sted mellem 10 og 30 millioner.“ Mange andre lever lige på fattigdomsgrænsen, eller måske lige over.

Spalteskribenten Jack Anderson fortæller at en af hans kolleger „forklædte“ sig som landarbejder og gik rundt og tilbød sin arbejdskraft på forskellige gårde. De rum han fik tilbudt at bo i var „næppe egnede til bolig for mennesker“. Alt i alt mindede forholdene „mere om slaveskurene i det 19. århundrede end om boliger i det 20. århundrede“.

Jack Anderson konkluderer: „Der ligger en tragisk ironi deri at folk som arbejder på verdens frugtbareste marker, skal leve i yderste armod og næppe kan tjene nok til at eksistere. Nogle er næsten slaver af jordens ejer, som tilbageholder mere af deres løn end han udbetaler dem. De fleste ser ingen udvej af denne evige fattigdom i markerne.“

Et andet problem har at gøre med de ældre — det indrømmes åbent at deres fattigdom er en vanære for landet. Boligforholdene i storbyerne bliver værre og værre. Saneringsprojekterne kan ikke holde trit med det tempo hvori gamle huse forfalder og forlades.

Efter 200 års uafhængighed bor mange af landets indbyggere altså under gode forhold, mens millioner af andre bor elendigt. Dette har alle velstandsårene og alle de velmente bestræbelser ikke kunnet ændre. Men det er ikke en tilstrækkelig solid grundvold at bygge en bedre fremtid på.

Andre minusser

Efter at landet i 200 år har haft et af de bedst udviklede undervisningssystemer, er der efter sigende endnu millioner som ’i praksis er analfabeter’. Det amerikanske undervisningsministerium siger at det er „chokerende“ at så mange som en femtedel af alle voksne amerikanere (cirka 23 millioner) ikke læser godt nok til at klare de simple, daglige indkøb, til at få et kørekort, eller til at læse en forsikringspolice. Det rapporteres også at yderligere 39 millioner amerikanere kun læser så godt at de „lige netop kan klare sig“.

Når man betragter forholdene på mange amerikanske skoler, bliver man heller ikke bestyrket i sin tillid til at det almindelige undervisningsniveau vil stige betydeligt. Pressen fortæller om udbredt vold på skolerne og flere og flere tilfælde af røveri, overfald, vandalisme og bandekrig. I et blad blev forholdene på skolerne beskrevet som „et veritabelt rædselsregime“. I bare én storby forekom der 474 overfald på lærere og andre ansatte på fem måneder.

Denne tendens er parallel med den øvrige stigning i kriminaliteten. Der begås nu over elleve millioner alvorlige forbrydelser om året. Dertil kommer millioner af forbrydelser som aldrig bliver anmeldt.

Familielivet er i opløsning. Nogle sociologer fra Boston har bemærket at ’det ser ud til at vold er mindst lige så almindelig som kærlighed i den typiske amerikanske familie’. I et rundspørge svarede halvdelen af alle ægtepar at der i det forløbne år var forekommet fysisk vold i familien. Det anslås også at der forekommer mindst en million tilfælde af børnemishandling hvert år.

Dalende tillid

Det ansete dagblad New York Times skriver: „Det ser ud til at vi som folk betragtet i de sidste få år har mistet orienteringen, vi famler os frem i usikkerhed, vi er usikre på os selv i vort forhold til andre og til verden som helhed. Den optimisme og moralske drivkraft som i årtier var karakteristisk for Amerika, er næsten helt blevet afløst af dyb bitterhed og skuffelse.“

Senator Frank Church finder at „manglende tillid, udbredt kynisme og dyb pessimisme er de mest centrale og fundamentale problemer som Amerika står over for i dag“. Senatoren har ledet en undersøgelse af ulovligheder begået inden for statsadministrationen, og han siger at „der er sket en stigning i lovløsheden på alle niveauer af det amerikanske samfund, helt op til og med forbundsregeringen“. Han understreger at „en fri regerings eksistens er i fare hvis den ikke følger loven“.

Fremtiden

Vil U.S.A. i sin nuværende skikkelse leve længe nok til at kunne fejre sin 300-årsdag?

Det er efterhånden en udbredt opfattelse at fremtiden ikke tilhører demokratiet. Der peges på at verdens demokratiske regeringer bliver færre og færre. Derimod vinder de totalitære styreformer frem.

Vesttysklands største ugeblad, Stern, erklærer at ’den amerikansk-dominerede tidsalder er forbi’, men håber at den vil blive afløst af en anden form for amerikansk-præget tidsalder. Det Amerika-venlige Londonblad Economist taler om en „nedgangstid“ for det amerikanske „imperium“. Bladet slutter at ’lederstillingen i verden sikkert vil blive overtaget af andre magter på et ret tidligt tidspunkt i de hundrede år mellem 1976 og 2076’.

Der er imidlertid en endnu vigtigere grund til at vi kan forvente en stor forandring før Amerika får lejlighed til at fejre sine 300 år. Og grunden er ikke at Amerika vil blive besejret af en anden stormagt.