Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g76 22/7 s. 22-23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1976
  • Underoverskrifter
  • Er videnskabsmændene neutrale?
  • Forældre forgifter deres børn
  • Kan biler køre på alkohol?
  • Uskyldige dræbes
  • Patienters rettigheder
  • Svensk bekymring over Jehovas Vidner
  • Hollandsk bibelinteresse
  • Tomme kirker
  • Hvem hører efter?
  • Bibelens dyr vender tilbage
  • Friheden trues
  • Djævelen forvises
Vågn op! – 1976
g76 22/7 s. 22-23

Vi betragter verden

Er videnskabsmændene neutrale?

● Man anslår at over 25 procent af alle amerikanske og sovjetiske videnskabsmænd og ingeniører arbejder med en eller anden form for våbenproduktion, siger William Epstein fra United Nations Institute for Training and Research. Han skriver at „videnskabsmændene i sandhed har et frygtindgydende ansvar at bære i forbindelse med fortsættelsen af våbenkapløbet“. Men videnskabsmændene indvender at det ikke er dem der har ansvar for hvad frugterne af deres arbejde bliver anvendt til af politikerne. Dertil siger Epstein: „Videnskaben er måske nok neutral og ikke-moralsk, men videnskabsmændene er det ikke. . . . De har en moralsk forpligtelse til at anvende deres evner til menneskehedens gavn og ikke til dens ødelæggelse.“

Forældre forgifter deres børn

● Blandt franske børn hvis forældre ryger over 20 cigaretter om dagen, foretages der dobbelt så mange fjernelser af mandler og polypper som blandt børn af ikke-rygere, siger den parisiske børnelæge Gilles Said. Antallet af mandeloperationer viser for eksempel en stigning fra 28 procent blandt børn af ikke-rygere, til 37 procent hos børn hvor forældrene ryger mellem 5 og 10 cigaretter om dagen, og til 58 procent hvor forældrene ryger 20 cigaretter eller flere. Said har også opdaget at små patienter som har klaget over hovedpine og åndedrætsbesvær får det bedre når forældrene nedsætter deres tobaksforbrug.

Kan biler køre på alkohol?

● Brasiliens præsident, Ernesto Geisel, har for nylig igangsat et „landsomfattende alkoholprogram“ med det formål at fremme produktionen af alkohol fra sukkerrør, kassava (maniok) og andet. Målet er at man skridt for skridt vil forøge indholdet af alkohol i den benzin man bruger lokalt, så der til sidst er omkring 20 procent alkohol i blandingen. Brasilianerne håber at de på den måde kan spare mange millioner i olieimport. Nogle af eksperterne siger at man ligefrem kan køre længere på literen med denne blanding og at forureningen er mindre. Både svenske og tyske bilfirmaer er også ved at efterprøve ideen i større stil. I Californien var der et lovforslag fremme om at tillade brugen af denne benzinblanding fra 1980, men det blev ikke vedtaget. Efter sigende mødte det modstand hos olieindustrien.

Uskyldige dræbes

● Ifølge en undersøgelse som FN har ladet foretage, sker der nu mellem 40 og 55 millioner svangerskabsafbrydelser hvert år i hele verden. Worldwatch Institute meddeler desuden at omkring to tredjedele af jordens befolkning lever i lande hvor loven giver forholdsvis let adgang til abort; for blot fem år siden levede kun en tredjedel i sådanne lande. „Det er kun meget få sociale forandringer der har fejet så hurtigt hen over verden,“ bemærkes det i undersøgelsen.

Patienters rettigheder

● For to år siden udsendte Den amerikanske Hospitalssammenslutning under stor offentlig omtale en „erklæring om patienters rettigheder“. Nu har hospitalssammenslutningen fundet ud af at mindre end en tredjedel af de hospitaler man har forespurgt, har gjort noget for at gøre patienterne bekendt med denne erklæring, og kun 9 procent giver hver patient et eksemplar af den. Hvilke rettigheder er det patienterne har? Michael Elliott, der er administrator ved Mount Sinai Medical Center i Milwaukee, siger at patienternes rettigheder også omfatter døden. „Patienten har ret til at dø her,“ erklærer han. „Hvis patienten hører til Jehovas Vidner og ikke vil have blodtransfusion, så får han det heller ikke. Så enkelt er det.“

Svensk bekymring over Jehovas Vidner

● Af bekymring over den fremgang Jehovas Vidner kan notere i Sverige vil den svenske ærkebiskops stift, Uppsala stift, nu udgive en brochure om „hvad Jehovas Vidner står for“ og dele den ud til samtlige husstande i stiftet. Vi lader Kristeligt Dagblad fortælle:

„Forleden mødtes lægmænd og præster i Uppsala for at lægge strategi mod Jehovas Vidner. Det er den seneste tids mærkbart øgede aktivitet fra Jehovas Vidner blandt indvandrere og ældre mennesker, som skræmmer den svenske kirkes medlemmer. Specielt opsøges de finske indvandrere af Vidnerne, siger stiftsadjunkt Hans-Ludwig Lass, som var ansvarlig for informationsdagen i Uppsala. Antallet af mennesker, som begærer udmeldelse af Den svenske Kirke er øget mærkbart i den seneste tid, og motiveringen er, at de er blevet Jehovas Vidner. ’Eftersom vi ikke betragter Jehovas Vidner som et kristent fællesskab, føler vi et stærkt behov for at imødegå denne aktivitet. Det er jo en foruroligende forøgelse i antallet af missionærer, Jehovas Vidner har kunnet notere sig i de seneste år’ siger Hans-Ludwig Lass til det svenske blad ’Dagen’.“ — 5. april 1976.

Antallet af aktive forkyndere blandt Jehovas Vidner i Sverige nåede i 1975 et højdepunkt på 16.013.

Hollandsk bibelinteresse

● Det hollandske Bibelselskab har planer om at udgive „Det gamle Testamente“ på dagligt sprog. Til det formål har bibelselskabet søgt et lån hos befolkningen, med stor succes. I løbet af et par uger kom der over to millioner kroner ind. Bibelselskabet har allerede lavet en nutidsudgave af „Det nye Testamente“, under titlen „Godt nyt for dig“. (Europa, nr. 3, 1976) På hollandsk findes i forvejen Ny Verden-oversættelsen af hele Bibelen.

Tomme kirker

● Kolding Folkeblad oplyser: „I kirkeministeriet overvejer man i øjeblikket at holde udsalg over tomme kirker. Desuden overvejer man statsrevisorernes og revisionsdepartementets bemærkninger om, at bortforpagtningen af de kirkelige jorder giver alt for lidt.“ (22. marts 1976) Statsrevisorerne mener at de kirkelige jorder, i betragtning af deres størrelse og værdi, giver for lidt i indtægt.

Hvem hører efter?

● Vatikanet udsendte for ikke så længe siden et dokument hvori man gentog forbudene mod svangerskabsforebyggelse, kønslige forbindelser før ægteskabet, masturbation og homoseksualitet (med visse reservationer). Dette har rejst en storm af protester fra katolikker over hele verden og har understreget hvor store meningsforskelle der er inden for kirken:

● Den franske præst og forfatter Marc Oraison siger: „Jeg tror ikke at dette dokument vil gøre særlig stort indtryk på de fleste katolikker.“

● John Deedy, der er chefredaktør for det katolske blad Commonweal, skriver at „Vatikanet har udstyret katolikkerne med en sex-teologi som det ofte er meget lettere at gøre grin med end det er at gå ind for den og leve efter den“.

● Den katolske præst Felix Donnelly fra New Zealand siger at „Vatikanets fordømmelse af homoseksuelle handlinger kommer til at berøre . . . visse præster som selv praktiserer homoseksualitet og mener at de godt kan forsvare deres adfærd“. Han anslår at antallet af homoseksuelle katolske præster i New Zealand måske er ’en smule højere’ end de 5 procent som man regner med for den øvrige del af befolkningen.

● Den amerikanske præst og spalteskribent Andrew Greeley har henledt opmærksomheden på et andet selvmodsigende forhold: På den ene side af Via Aurelia i Rom findes „muren til Vatikanet og Inkvisitionens palads“. Men „på den anden side af Via Aurelia ligger der et ’pharmacia’, hvis ydermur er prydet af en automat til forebyggende midler“. Præsten Andrew Greeley spørger sig selv „om de mennesker der har skrevet [dokumentet] . . . virkelig tror at der stadig sidder et publikum derude som lytter til dem“.

Bibelens dyr vender tilbage

● På Bibelens tid var leoparder, stenbukke, antiloper og gazeller talrige i det område som staten Israel i dag besidder. Men i årenes løb har man opdyrket store dele af ørkenerne og desuden drevet voldsom jagt på dyrene, med det resultat at nogle af arterne er blevet udryddet og at bestanden af andre, som engang fandtes i stort antal, nu er stærkt beskåret. Nu har man imidlertid, for godt et år siden, set nogle Sinaj-leoparder i Judæas ørken; man mente ellers at de var uddøde. Senere er disse store kattedyr også blevet set i Jordandalen. For cirka 9 år siden var der kun omkring 300 eksemplarer tilbage af stenbukken, men ved beskyttelse og avl har man forøget bestanden til måske 4000. De israelske naturfredningsmyndigheder har fremmet avlen af forskellige vilde dyrearter i fangenskab. I et indhegnet ørkenområde i Hai Bar-reservatet i nærheden af Eilat kan man således finde hjorde af dyr som antiloper og gazeller.

Friheden trues

● Flere og flere af jordens fire milliarder mennesker kommer under diktatorisk styre. U.S. News & World Report fortæller: „Det år der netop er gået, var katastrofalt for dem der stræber efter frihed. Ved begyndelsen af 1976 havde kun hvert femte individ i jordens 158 lande og 51 territorier deres fulde politiske og borgerlige rettigheder. Et år før blev hver tredje regnet for at være fri.“

Djævelen forvises

● Tidsskriftet Europa, som udgives af EF-kommissionen, oplyste i sin martsudgave i år at den engelske kirke i fremtiden vil stille et mindre krævende spørgsmål til gudmødre der holder børn over dåben. „Mens præsten hidtil har spurgt, om hun på barnets vegne vil ’forsage Djævelen og alle hans gerninger, verdens magt og ære og kødets lyst’, bliver hun i fremtiden ganske enkelt spurgt om hun på barnets vegne vil ’give afkald på og forsage alt, hvad der er ondt’.“ Djævelen vil i stedet blive nævnt i velsignelsen i slutningen af dåbsritualet, hvor der ikke afgives noget løfte. Bladet skriver til slut: „Man håber, at ændringen vil medvirke til, at den kristne dåb ikke glider ud af den almindelige navngivnings-procedure.“

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del