Religionens fremtid når FN går til angreb
KAN man helt ærligt sige at religionen blot er et uskyldigt, hjælpeløst offer for de nævnte resolutioner? Eller har verdens religiøse systemer faktisk givet de delegerede ved FN grund til at betragte dem med mistænksomhed? Hvor mange af de kirker der hævder at være kristne har for eksempel levet op til de normer Kristus satte? Under debatterne har Menneskerettighedskommissionen bragt nogle spørgsmål på bane som ærlige mennesker afgjort ønsker at tage i betragtning.
I 1973 sagde repræsentanten fra Den ukrainske socialistiske Sovjetrepublik for eksempel at „historien kunne opvise mange tilfælde af undertrykkelse, korstog og blodsudgydelse som den ene eller den anden religion . . . havde iværksat mod mennesker med en anden tro“. Og en arabisk delegeret påpegede at i det attende århundrede blev „handelen altid efterfulgt af Bibelen og flaget“.9 Andre delegerede gav udtryk for en lignende afstandtagen fra religiøse overgreb.
Det var ikke blot Sovjetblokken og nogle få andre der talte om de religiøse overgreb der er sket i tidens løb. Hollands repræsentant indrømmede for eksempel at „missioner til tider havde opført sig på en højst beklagelig måde og at der havde været en forbindelse mellem de kristne kirker og kolonialismen“.10 Og under debatten i 1975 erkendte Frankrigs delegerede at ’protestanterne i Frankrig var blevet forfulgt af katolikkerne, og at der, som følge heraf, stadig fandtes had mellem folkegrupper og nationer’.11
Er nutidens kirker og trosretninger uden skyld?
Har moderne oplysning formået at dæmpe de voldelige udslag af religiøs fanatisme? To karikaturtegninger der er blevet bragt i forbindelse med ledende artikler i amerikanske aviser som udkommer i stort oplag, taler deres eget tydelige sprog:
En af dem forestiller „manden med leen“. På hans sorte dragt står der „religiøse drab“, og under dyngerne af ofre forekommer replikken: „Det har været det hidtil største århundrede.“
Den anden tegning, som for øvrigt blev belønnet med Pulitzer-prisen, skildrer den tragiske nedslagtning i Libanon. Mens maskingeværerne knitrer, råber de kæmpende: „Her er en for Allah!“ „Og her er en for den velsignede jomfru!“ „Tag denne for Muhamed!“ „Og her er en for Jesus!“
Men Libanon er ikke noget enestående tilfælde. „Det er sørgeligt men sandt,“ skriver New York Times’ ekspert i udenrigsanliggender, C. L. Sulzberger, „at måske halvdelen eller flere af de krige der for øjeblikket udkæmpes rundt om i verden, enten er åbenlyst religiøse konflikter eller har forbindelse med religiøse uoverensstemmelser.“12 Og George W. Cornell fra Associated Press bemærker at „verdens kirker og religioner lærer fred, retfærdighed og kærlighed“, men alligevel spiller religionen „stadig en rolle i de fleste af verdens større konflikter“.13
Foruden tragedien i Libanon, hvor muhamedanere kæmper mod såkaldte kristne, anfører de to skribenter også en række andre religiøse uroligheder til støtte for deres anklager, nemlig:
Nordirland — katolikker mod protestanter
Mellemøsten — jøder mod muhamedanere
Cypern — græsk-ortodokse mod muhamedanere
Filippinerne — muhamedanere mod katolikker
I Eritrea i Etiopien ligger muhamedanere i krig med koptiske katolikker. I en bitter vurdering af den tragiske nedslagtning der foregår i Guds navn, sagde Libanons tidligere muhamedanske premierminister for ikke så længe siden: „Hvis islam tillader mord, så ønsker jeg ikke at være muhamedaner. Hvis kristendommen tillader drab, så er jeg imod kristendommen.“14 Der hviler et tungt ansvar på de kirker og religioner der stiller Gud i et så dårligt lys.
Kan noget ærligt menneske overse den rolle religionen har spillet i alt dette? Har religiøse overgreb ikke altid i høj grad bidraget til at forstyrre freden og sikkerheden, idet religiøse elementer har støttet eller set gennem fingre med krig og blodsudgydelse? Og dog, siger C. L. Sulzberger fra Times, ’er man tilbøjelig til at ignorere’ religiøs fanatisme som en af „årsagerne til krig“. Han spørger derfor: „Var det for eksempel ikke værd at De forenede Nationer gjorde dette til genstand for et særligt studium?“
Kan vi vide hvad der vil ske?
Vil FN nogen sinde, sådan som journalisten C. L. Sulzberger foreslår, overveje den rolle religionen spiller i forbindelse med ødelæggelsen af den internationale fred og sikkerhed? Det kan kun tiden vise. Men uanset hvad FN beslutter sig til at gøre, vil religionens voldsbetonede synderegister afgjort ikke tale til dens gunst.
Det er imidlertid muligt at fastslå hvad religionen kan vente sig af FN. For næsten nitten hundrede år siden blev det nøjagtigt forudsagt at der en dag ville eksistere et politisk organ som var sammensat af flere medlemmer — nemlig den organisation der i dag kaldes FN. Det blev endog forudsagt at der forud for denne organisation ville eksistere en lignende organisation — som viste sig at være Folkeforbundet.
Dette vil uden tvivl forekomme Dem noget søgt. Men betragt først vidnesbyrdene. De fleste af disse oplysninger vil De finde i kapitel 17 i Åbenbaringens bog i Bibelen. Som De måske ved, skildrer denne bog fremtidige begivenheder i symbolske vendinger. Læg mærke til at der i versene 3, 10 og 11 benyttes et symbolsk „vilddyr“ med syv hoveder og ti horn til at skildre „en ottende konge“ der følger efter en række af syv tidligere „konger“. Hvem er disse „konger“?
Vers 10 siger om disse „syv konger“ at „de fem er faldet, den ene er der, den anden er endnu ikke kommet“. Interessant nok var netop fem historiske verdensmagter med tilknytning til Bibelens historie „faldet“ dengang Åbenbaringen blev skrevet: Ægypten, Assyrien, Babylon, Medo-Persien og Grækenland. Den sjette, Rom, var „den ene“ der fandtes på dette tidspunkt.
Som forudsagt fremstod der ingen anden „konge“ af verdensformat efter Det hellige romerske Rige før den engelsk-amerikanske dobbeltverdensmagt viste sig på skuepladsen. Den blev den syvende „konge“. Vers 11 fortsætter: „Og vilddyret som var, men ikke er, er også selv en ottende konge, men stammer fra de syv.“ Hvordan kunne den ottende konge ’stamme fra de syv’? Den skulle øjensynlig være en sammensat eller kollektiv organisation der bestod af resterne af de tidligere syv verdensmagter. Denne beskrivelse passer glimrende på Folkeforbundet og dets efterfølger, FN! Men ikke nok med det.
Profetien siger at dette sammensatte vilddyr „var, men er ikke, og dog skal det stige op af afgrunden“. (Versene 8, 11) Er det ikke nøjagtig hvad der skete med Folkeforbundet? Det forsvandt for en tid under den anden verdenskrig, som om det var i en afgrund. Senere viste det sig igen som De forenede Nationer netop som forudsagt i Bibelen. Men hvad har religionens skæbne at gøre med dette?
Religionens skæbne
I vers 3, hvor „vilddyret“ omtales første gang, siges der at der sad „en kvinde“ på det. Hvem er hun? Sammenhængen viser tydeligt hvem hun er. For eksempel hedder det i vers 2 at „jordens konger [har] begået utugt“ med hende, „mens de der bor på jorden blev berusede af hendes utugts vin“. Vers 6 siger at hun selv er ’beruset af blod’. At jordens beboere er ’blevet berusede’, har derfor uden tvivl også noget med blodsudgydelse at gøre.
Hvilken del af menneskesamfundet er alle vegne kendt for at pleje forbindelse med „jordens konger“, det vil sige det politiske element, for i overført betydning at ’begå utugt’ med dem? Hvem har en sådan indflydelse på ’dem der bor på jorden’ at deres indblanding i politik har fået mennesker til at handle som om de var ’berusede’ på grund af de konsekvenser dette har fået, konsekvenser der også indbefatter blodsudgydelse?
Er det ikke udelukkende hos verdens hykleriske religiøse systemer at man finder disse træk? De historiske vidnesbyrd om deres indblanding i politik og deres meningsløse blodsudgydelser er tilgængelige for enhver. Den dag i dag raver verden som „beruset“ af virkningerne af de religiøse konflikter og stridigheder.
Vil religionens voksende ry for at forstyrre freden og sikkerheden i verden spille en rolle for dens endelige skæbne? Det kan måske blive den afgørende faktor. Men uanset hvad anledningen bliver, viser profetien at Gud vil lede begivenhederne på en sådan måde at de politiske „konger“ til sidst bliver trætte af den skøgelignende, falske religion, og dette vil få skæbnesvangre følger: „De ti horn som du så, og vilddyret, disse vil hade skøgen og gøre hende øde og nøgen, og de vil æde hendes køddele og opbrænde hende med ild. For Gud har indgivet i deres hjerter at udføre hans tanke.“ (Versene 16, 17) Her forudsiges det at FN, „vilddyret“, sammen med dem der skildres ved „de ti horn“, vil foretage et altomfattende angreb på verdens religiøse systemer. Hvem er de ti horn?
Profetien viser at „de ti horn“ er „ti konger“ som „får myndighed som konger én time sammen med vilddyret“, og som „giver . . . deres magt og myndighed til vilddyret“. (Versene 12, 13) Eftersom tallet ti i Bibelens symbolske sprog ofte bruges til at betegne fuldstændighed (som ti fingre eller ti tæer), må ’de ti konger’ repræsentere det fuldstændige antal nationer som i en kort tid („én time“) hersker sammen med FN og giver deres „myndighed“ til denne organisation. Disse nationer, tillige med FN, vil åbenbart komme til at „hade“ den skøgelignende religion så meget at de vender sig imod den. De vil „gøre hende øde“ og „opbrænde hende med ild“, altså fuldstændig tilintetgøre hende.
Det symbolske „vilddyr“ og dets „ti horn“ vil dog heller ikke gå fri. Profetien viser at disse nationer også vil blive draget til ansvar for deres lange synderegister — fordi de har øvet politisk undertrykkelse og har forkastet Guds retmæssige regering ved hans udnævnte konge: „De vil føre krig mod Lammet [Kristus], men fordi Lammet er herrers Herre og kongers Konge vil det sejre over dem.“ FN, „vilddyret“, går ligeledes „bort til ødelæggelse“. — Åb. 17:8, 11, 14; jævnfør Daniel 2:44.
Hvis denne profeti fortsætter med at gå i opfyldelse lige så nøjagtigt som den hidtil har gjort, vil det eneste sted hvor man kan være i sikkerhed, være et sted som ligger uden for såvel de religiøse som de politiske systemer. Findes der et sådant sted? Dengang Jesus var her på jorden sagde han om sine sande disciple at „de ikke er en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden“. Dog bad han samtidig Gud om ’ikke at tage dem ud af verden, men at våge over dem’. — Joh. 17:14-16.
Hvor utroligt det end lyder, findes der i dag mennesker som søger at leve efter dette princip. De 1800 Jehovas vidner i Libanon har for eksempel forholdt sig fuldstændig neutrale over for både de religiøse og de politiske parter i konflikten, sådan som de altid gør uanset hvor de bor. De er gentagne gange undsluppet døden, både for de såkaldte kristnes og for muhamedanernes hånd, fordi de er kendt for at studere Bibelen og for ikke at tage parti i politiske eller religiøse blodsudgydelser. Det samme gør sig gældende i Irland og i alle andre lande. Jehovas vidner ønsker at gøre Guds vilje og vil derfor ikke tage del i nogen konflikt.
Nogle vil måske synes at dette lyder for idealistisk. Men husk at hvis opfyldelsen af profetien i Åbenbaringsbogen fortsætter på samme nøjagtige måde som hidtil, vil den eneste realistiske livsform være at kende Gud og gøre hans vilje. Det er absolut nødvendigt at gøre dette, for afslutningen nærmer sig for såvel FN som verdens religiøse systemer. „Verden er ved at forsvinde,“ siger Bibelen, „men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ Jehovas vidner vil med glæde hjælpe Dem til nu at lære Guds vilje at kende. — 1 Joh. 2:17.
Henvisninger
1. U.N. Documents A/C.3/L.2006 til 2014.
2. Samme, E/CN.4/L.1338, s. 4.
3. Samme, s. 5.
4. 230 Words Toward Religious Freedom, Homer A. Jack, s. 10.
5. U.N. Document E/CN.4/L.1338, s. 4.
6. Samme, E/CN.4/L.1327, s. 2.
7. Samme, E/CN.4/SR.1369, s. 7.
8. Samme, s. 8.
9. Samme, A/C.3/L.2006 til 2014.
10. Samme.
11. Homer A. Jack, samme som ovenfor.
12. New York Times, 24. januar 1976, s. 27.
13. The Express (Easton, Pa.), 3. april 1976, s. 5.
14. Oregon Journal, 29. november 1975, s. 4.
[Kildeangivelse på side 7]
Offentliggjort med tilladelse af Wil-Jo Associates, Inc., og Bill Mauldin
[Kildeangivelse på side 8]
Offentliggjort med tilladelse af Tony Auth ved Philadelphia Inquirer