Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g77 22/5 s. 22-23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1977
  • Underoverskrifter
  • Er tvungen stemmeafgivning demokratisk?
  • Nazisterne og „de kristne“
  • Den spanske syge undervurderet
  • Milliarderne ruller
  • „Antikvitetstyve“
  • Farligt at gå imod samvittigheden
  • Jordisk gods
  • Fugle på kalas
  • Selvbetjening
  • Bivirkninger af piller
  • Mindre frihed
  • Var hun en helgen?
Vågn op! – 1977
g77 22/5 s. 22-23

Vi betragter verden

Er tvungen stemmeafgivning demokratisk?

● I en omtale af nogle lokalvalg der for nylig har været afholdt i Nigeria, skriver avisen New Nigerian at spørgsmålet om hvor demokratisk et samfund er, ofte bedømmes efter om det giver sine borgere stemmeret. Men hvad så hvis „borgerne tvinges til at udøve denne ret“? Avisen New Nigerian siger: „Det ville være en afsløring af dette samfunds demokrati.

Derfor virker hele den polemik der nogle steder føres når medlemmer af Jehovas Vidner nægter at stemme . . . ganske unødig,“ hedder det i lederartiklen. „Vi mener ikke at Jehovas Vidner har begået nogen forbrydelse. Når en enkeltperson eller en gruppe enkeltpersoner . . . betaler skat, ikke foretager sig noget ulovligt og ikke forstyrrer samfundets ro og orden, så kræver demokratiet at de får lov at leve i fred under statens beskyttelse — selv om vedkommende person eller personer vælger ikke at stemme.“

Nazisterne og „de kristne“

● I engelsktalende lande er det almindeligt at bruge udtrykket „the Holocaust“ („Kæmpebranden“, „Verdensbranden“) om den anden verdenskrig med alle dens ulykker og forbrydelser mod menneskeheden. Det store spørgsmål om hvorfor de mange sadistiske handlinger blev begået under nazismen, beskæftiger flere og flere forskere og teologer.

● Historikeren Michael D. Ryan fra Drew University i New Jersey siger at „ingen kan nedlægge nogen påstand om kristendommens gode sider uden at måtte tage stilling til Verdensbranden“.

● Michael Ryans kollega ved det nylig oprettede National Center for Holocaust Studies, Franklin Littell fra Temple University, tilføjer at „6 millioner jøder blev dræbt af døbte kristne i kristenhedens hjerte. Der ville ikke have været noget ’tredje rige’ hvis protestanter og katolikker ikke havde forrådt deres dåb“.

● Carl Scovel, en unitarisk præst fra Boston som holder foredrag om dette emne, siger at hans undersøgelser har vist at de protestantiske kirker „indgik et rekordagtigt antal kompromis’er“ med nazisterne. Blandt de mange vidnesbyrd om at den katolske kirke gik på kompromis, ikke blot ved at indgå konkordatet med Hitler i juli 1933, kan nævnes at „den nuværende pave var leder af Vatikanets pasmyndighed, som efter krigen i flæng udstedte visa og opholdstilladelser til folk der var kendt for at være nazister, for at hjælpe dem til Sydamerika“. Carl Scovel tilføjer: „Det er simpelt hen forbløffende.“

● Scovel bemærker imidlertid også at „den gruppe der led mest var Jehovas Vidner. De var forbavsende. De var ubøjelige. . . . De gik ikke på akkord — et imponerende samfund“.

Den spanske syge undervurderet

● For nylig er der på engelsk udgivet en bog med titlen Epidemic and Peace: 1918. Bogen bringer opsigtsvækkende nyt om den spanske syge. Forfatteren nævner at antallet af dødsofre for sygdommen sædvanligvis sættes til 21 millioner. Men det er, siger han, „sandsynligvis en grov undervurdering“, for alene på det indiske subkontinent kan dette antal mennesker have mistet livet som følge af sygdommen. Hans forskning har vist at antallet af dødsofre i Indien i oktober 1918 „savner sidestykke i hele sygdomsforskningens historie“.

Milliarderne ruller

● Danskerne bruger over 3 milliarder om året til tipning, lotterier, bingo, spilleautomater og andre former for lovligt spil. Omfanget af det ulovlige spil er umuligt at opgøre nøjagtigt. I øvrigt har det vist sig at interessen for alle former for spil stiger når tiderne er dårlige. — Weekendavisen, 21. januar 1977.

„Antikvitetstyve“

● Fra Athen meddeles det at politiet har været på udkig efter „en stor bande antikvitetstyve“. Forbryderne har begået indbrud i kirker og klostre i forskellige provinser i Grækenland. De har stjålet snesevis af ikoner, og mange af disse antikviteter, som ansættes til høje priser, er blevet solgt i andre lande. Hos en enkelt arresteret fandt politiet 39 stjålne byzantinske ikoner.

Farligt at gå imod samvittigheden

● Når en kvinde venter et barn kan det ske at nogle i hendes omgivelser prøver at overtale hende til at få abort, af forskellige grunde. Hvis hun gør dette, skønt hendes egen samvittighed måske siger hende at det er forkert, kan det give hende store psykiske problemer. En praktiserende læge, Frode Kristensen fra Vorbasse, skriver i Ugeskrift for Læger ligefrem om fare for ’åndeligt skibbrud’ i sådanne tilfælde. „Der slås skår her, som hverken piller eller psykoterapi kan klare,“ siger han. „Er en kristen mand eller kvinde af egen fri vilje eller under andres tilskyndelse gået med til en handling, der strider mod deres tro, finder de ingen fred i sindet, før de er overbevist om tilgivelse fra den livets skaber, som de føler, de har svigtet i deres handling. Det er min erfaring, at mennesker kan tage en uhyre sjælelig belastning i form af ulykke, dødsfald og lignende, der kommer til dem udefra uforskyldt. Ja, det kan endog modne og hærde dem. Hvorimod man hurtigt bryder sammen, hvis man selvforskyldt bringer en eller anden hændelse som abort, skilsmisse o.s.v. ind over sit liv.“ — Kristeligt Dagblad, 4. januar 1977.

Jehovas vidner er klar over at noget lignende er tilfældet i forbindelse med en lægebehandling som blodtransfusion. På baggrund af tydelige udtalelser i Bibelen ønsker Jehovas vidner ikke at modtage blod (men gerne erstatningsmidler som ikke indeholder blod). Ved sygdom og ulykker erfarer Jehovas vidner dog undertiden at læger og andre prøver at presse dem til at gå imod deres samvittighed. Hvis de gik med til at modtage blod, ville de ikke alene gå imod Bibelens bud, men også udsætte sig for store psykiske kvaler, med fare for ’åndeligt skibbrud’.

Jordisk gods

● Det italienske blad L’Europeo, som har stor udbredelse, hævdede for nylig at Vatikanet og forskellige katolske ordener tilsammen ejer mindst en fjerdedel af al ejendom i Rom. I Vatikanet har man efter sigende indrømmet at meddelelsen „rimeligvis var rigtig“. L’Europeo nævnte også at nogle af Vatikanets ejendomme i det økonomisk hårdt trængte Rom var blevet solgt med stor fortjeneste, en fortjeneste der ikke skal betales skat af.

Fugle på kalas

● Bilister i Sydsverige var i begyndelsen af sidste vinter noget generet af berusede fugle, som dykkede ned mod bilernes vindspejle eller satte sig på vejene. Vipstjærterne havde gjort sig til gode med de mange rønnebær der hang og gærede på træerne; rønnebær er vipstjærternes livret. „Vipstjærten er sædvanligvis en sky lille fugl i parringstiden sidst på foråret,“ siger en svensk fuglekender, „men omkring tiden for vintertrækket undergår de dr. Jekylls forvandling til mr. Hyde.“ Når en flok af de nu „yderst selskabelige“ fugle opdager et træ hvor der er godt med rønnebær, så slår de sig ned, „og de forlader ikke træet før de har spist op“.

Selvbetjening

● I Vesttyskland er hver femte benzintank indrettet til selvbetjening. Det forlyder imidlertid at selvbetjeningstankene tegner sig for over halvdelen af hele benzinsalget. Og de bliver stadig mere populære.

Bivirkninger af piller

● Hvert år indtages der 273 millioner acetylsalicylsyretabletter i Danmark, skrev Politiken den 18. januar i år. Det er tabletter som giver lettelse for hovedpine og andre smerter. Imidlertid er pillerne også årsag til mange hospitalsindlæggelser og operationer. I Ugeskrift for Læger skriver to læger, Aksel Harrestrup Andersen og Kim Frost Larsen: „I forhold til stoffernes enorme udbredelse må det siges at være acceptabelt, at man på syv år kun har set fem dødelige virkninger. Værre er det med fenylbutazon, der gives mod gigtsmerter. Her er det årlige forbrug 22 millioner tabletter, og der noteres 3-4 dødsfald om året. Somme tider indvirker tabletterne pludseligt og uventet på bloddannelsen. Man må nok til at begrænse anvendelsen af disse tabletter.“ I det sidste par år har de smertestillende dekstropropoksifinpræparater (tabletter som Doloxene og Abalgin) været næsthyppigste dødsårsag i Danmark. Årsagen til komplikationerne er at der kun skal en lille overdosis til før ulykkerne kan indtræde, og at alkohol forværrer tabletternes virkning.

Mindre frihed

● En uafhængig amerikansk gruppe med navnet „Freedom House“ udarbejder hvert år en opgørelse over frihedens kår i de forskellige lande i verden. De inddeler landene i „frie“, „delvis frie“ og „ikke-frie“, på grundlag af oplysninger om forskellige frihedsfaktorer der dækker politiske og borgerlige rettigheder, pressefrihed, religionsfrihed, domstolenes uafhængighed og så videre. På grundlag af disse kriterier faldt antallet af frie folk i verden i 1976 til det hidtil lavest registrerede niveau, nemlig 19,6 procent af en verdensbefolkning på over fire milliarder. I kategorien „ikke-fri“ befinder 43,9 procent af verdens befolkning sig, mens 36,4 procent er „delvis fri“. Kun Portugal er, ifølge denne gruppes opgørelse, overgået til kategorien „fri“, mens adskillige andre lande er gået den modsatte vej. — Berlingske Tidende, 12. jan. 1977.

Var hun en helgen?

● Vatikanet har nu afsluttet sine undersøgelser om muligheden for beatifikation af den spanske dronning Isabella fra det femtende århundrede. At en person bliver „beatificeret“ betyder at vedkommende erklæres for salig; det er et skridt der ofte efterfølges af kanonisation, altså helgenkåring. „Der er vidnesbyrd om at hun var en yderst from kvinde,“ hedder det fra Vatikanet. Hvordan viste dronningen, som også kaldes Isabella den Katolske, sin fromhed? Blandt andet ved at oprette „den spanske inkvisition, som forfulgte jøder og kættere,“ meddeler nyhedsbureauet UPI.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del