Er din interesse for andre dikteret af kærlighed?

MENNESKER interesserer os, ikke sandt? Vi vil gerne høre nyt om andre. Men vores glæde og tilfredshed vil blive endnu større hvis vi gør os klart — og handler i overensstemmelse med denne forståelse — at der er forskel på om vi blot interesserer os for andre eller om vores interesse for andre er dikteret af kærlighed. Lad os i den forbindelse se lidt på emnet sladder.

Bladet People, der gør meget ud af „interessante“ mennesker, er blevet beskrevet som „den største succes i bladverdenen i vor tid“, ifølge Business Week den 16. maj 1977. Dets popularitet er blot ét af mange vidnesbyrd om at folk ligefrem elsker at høre om fremtrædende menneskers privatliv.

Tilfældet er ikke enestående. Her i Europa bugner bladkioskerne af tidsskrifter med beretninger om kongehuse, grever og internationale berømtheder — „de smukke“ og „de rige“, som de er blevet kaldt. Og i en artikel med overskriften „Sladdertaskerne“ i bladet McCall’s kunne man for nylig læse:

„Som havet der omgiver os på alle sider, er [sladderen] at finde overalt. Hver anden bestseller har form af en nøgleroman i hvilken de ’opdigtede’ personer . . . er virkelige personer i let forklædning. Selv de aviser der forhen hørte til de mest afdæmpede, har slækket så meget på standarden at de nu har en ’personlig’ spalte der bringer små notitser om kendte personer — jo mere personlige, jo bedre. Sladderen har flyttet sig fra Amerikas forhaver til Amerikas forsider.“

Nogle vil ganske vist ikke bryde sig om at det de læser, betegnes som „sladder“. De vil måske foretrække at kalde det „efterforskende reportage“ eller „intim journalistik“. Men antropologen Margaret Mead siger:

„I et vældigt begejstringsudbrud har journalister og skribenter over hele landet — ja, også i England og i de vesteuropæiske lande — fejret deres succes som leverandører af oplysninger om folk. For at sige det rent ud — deres succes som sladderkællinger.“

Men er det forkert at være interesseret i andre mennesker? Er det noget man bør undgå? Eller kan der være noget godt forbundet med det? Er det noget nyt? Henry R. Luce, tidligere udgiver af bladet Time, sagde engang: „Det var ikke Time der begyndte at lægge så stor vægt på andres gøren og laden; det var Bibelen.“

Ja, Bibelen indeholder ganske rigtigt mange personskildringer. Men den indeholder også Guds vejledning om hvad vores interesse for andre bør være dikteret af.

Bibelens beretninger om folk er ikke tomme og intetsigende. I modsætning til meget af den sladder man hører i dag, har Bibelens beretninger ikke til formål at kildre folks ører med nærgående afsløringer af folks fejltrin, at ødelægge andres omdømme eller blot at tilfredsstille læsernes nysgerrighed. Det er tværtimod med god grund at Bibelens beretninger fremmer vores interesse for visse personer.

Tag for eksempel beretningen om Kain og Abel. Er det blot en ’lækkerbisken’ af en nyhed om et familieproblem, en kappestrid mellem slægtninge? Nej, slet ikke. Af det der fandt sted udleder Bibelen en vigtig belæring angående tro, om at undgå had og om at behage Gud. Det Bibelen siger om Kain og Abel er derfor gavnligt for os. — Hebr. 11:4; 1 Joh. 3:10-15; 2 Tim. 3:16, 17.

Selv når Bibelen beretter om menneskers fejltrin, er de detaljer den indeholder, til gavn for tænkende læsere. Hvem af os har ikke hørt om Davids utugtige forhold til den smukke Batseba? Men hvor er Bibelens beretning dog forskellig fra de historier om filmstjerners og politikeres utroskab man læser om i vor tids aviser og ugeblade! Bibelen viser tydeligt at Gud misbilligede Davids synd, og den viser at David, trods sit nære forhold til Gud, blev straffet. Den forherliger ikke umoralitet eller gør det til noget tillokkende. Bibelen beretter også om Davids dybe anger, der fik Gud til at vise ham barmhjertighed. — 2 Sam. 11:1 til 12:23; Sl. 51.

Nu er det måske let nok at drage den lære af det foregående at man bør søge at begrænse sin interesse for avisers og ugeblades sladderhistorier. Men hvad med den mere almindelige form for sladder — de ting vi i det daglige får at vide om andre? Bør vi bekæmpe enhver tendens til gerne at ville høre interessante nyheder eller beretninger om folk vi kender?

Ikke nødvendigvis, for vi har en naturlig og berettiget interesse i vore slægtninge, venner og omgangsfæller. Hvis en af dem skal giftes, har fået et barn, er blevet syg, gør gode fremskridt med hensyn til at studere Bibelen, eller har haft en interessant ferie eller oplevelse, har vi i sandhed grund til at være interesserede. Vores interesse for dem er dikteret af kærlighed. Så hvorfor skulle vi ikke kunne lide at høre om dem eller selv at tale om dem?

Bibelen advarer imidlertid mod tom og intetsigende snak. (Ordsp. 10:19; 15:2) Guds ord fordømmer også dem der tager del i, ja blot lytter til, ondsindet snak som ikke er baseret på kærlig interesse for den man taler om. (Præd. 10:12-14; 3 Joh. 9, 10) De der giver sig af med den slags sladder — både den der taler og den der lytter — gavner ingen. At fortælle om en andens fejl med det motiv at nedsætte vedkommende i andres øjne, skabe sensation eller optræde som kilden til fortrolige oplysninger, er i høj grad skadeligt. Guds ord siger at den slags sladder skiller venner. I sådanne tilfælde bruges tungen afgjort ikke til at ’læge’ med. — Ordsp. 12:18; 17:9.

Det fremgår af apostelen Paulus’ vejledning at dette også kan være en fare for kristne. Han sagde om nogle kvinder på hans tid, i det første århundrede, at de lærte „at være ledige, idet de [løb] omkring i hjemmene; ja, ikke blot ledige, men også at løbe med snak og at blande sig i andres sager, idet de [talte] om ting de ikke burde“. — 1 Tim. 5:13.

Men hvordan kan vi afgøre om vores interesse for at høre om en eller anden er berettiget? Én måde er ved at spørge: „Er min interesse for den der tales om, dikteret af kærlighed?“ Hvis det der siges er noget negativt, lytter vi så med tanke på hvordan vi eventuelt kunne hjælpe? Det kan være at nogen fortæller at en af vore bekendte er kommet galt af sted. Begynder vi så at tænke på at besøge vedkommende for at opbygge ham? Tænker vi på at hjælpe ham med nogle af de huslige pligter, eller måske på at sende ham et kort hvorpå vi giver udtryk for vores omsorg og interesse? Hvis det der siges imidlertid ikke kan udvirke noget godt for nogen, hvorfor så lytte til det? Er det ikke ren og skær sladder? Det kan endda være bagvaskelse. — Ordsp. 16:28; Rom. 1:28-32.

Apostelen Paulus viste med sit eksempel hvad det vil sige at vise kærlig interesse for andre. Han fik engang at vide at de kristne i menigheden i Korint havde en vis tilbøjelighed til at følge forskellige fremtrædende mænd. Lånte Paulus øre til dette fordi det var sladder? Nej. Hans interesse for sine brødre i Korint var dikteret af kærlighed, og han tog skridt til at hjælpe dem. Han skrev til dem og vejledte dem så de kunne blive hjulpet til at rette fejlen. — 1 Kor. 1:11-13; 3:4-23.

I en tid hvor sladderen trives som aldrig før, gør vi altså klogt i at overveje hvordan vi reagerer på sladder. Passer vi på ikke at lade os rive med af sladder der ikke tjener noget godt formål? Lader vi os, i vore tanker og handlinger, lede af en interesse for andre der virkelig er dikteret af kærlighed?