Hvad siger din tro om de døde?

EN KVINDE står sørgende ved sin mands grav. Det er den 2. november, en dag der i store dele af kristenheden fejres som allesjælesdag. Denne dag tager millioner af mennesker på kirkegården for at smykke gravene med blomster og kranse.

Hvorfor gør de det? Mange mener at deres tilstedeværelse ved gravene den dag kan gavne de dødes „sjæle“. Katolikkerne tror at særlige bønner og religiøse handlinger på allesjælesdag kan gøre det lettere for de sjæle der lider i „skærsilden“. Ifølge den katolske lære er skærsilden et sted hvor sjælen renses gennem lidelser før den kan få adgang til himmelen.

Selv om protestanterne ikke tror på skærsilden, er der også protestantiske kirker som fejrer allesjælesdag. I virkeligheden er der tre på hinanden følgende dage som i kristenheden anses for at have særlig relation til de døde. Først er der allehelgensaften den 31. oktober, derefter allehelgensdag den 1. november, hvor man ærer de såkaldte „helgener“, som menes allerede at være kommet i himmelen, og til sidst allesjælesdag.

Allehelgensaften, den 31. oktober, blev hos de gamle keltere fejret som nytårsaften. Kelterne og deres præster, druiderne, mente at de dødes sjæle denne aften flakkede om på jorden. Man forestillede sig at mad og drikke og andre ofre kunne formilde de hvileløse sjæle. Desuden brændte man bål for at jage onde ånder væk.

Om de bål man brændte på den tid af året, siges der følgende i bogen Curiosities of Popular Customs: „Man antændte også bål på forskellige tidspunkter og steder allehelgensnat, natten før allesjælesdag, og på selve allesjælesdag, den 2. november. I disse tilfælde blev bålene opfattet som symbol på udødelighed, og de mentes, i det mindste som et ydre og synligt tegn, at kunne hjælpe sjælene ud af skærsilden.“

Hvad siger din tro om de døde? Tror du at deres sjæle stadig er i live et eller andet sted, i en usynlig verden hvor de enten har det godt eller døjer pinsler? Kan de døde, hvis ikke de bliver formildet ved hjælp af visse religiøse handlinger eller ofre, skade de levende på jorden? Kan de levende på nogen måde få hjælp fra de døde?

Det vil måske overraske dig at høre at Bibelen ikke siger noget om at vi mennesker har en sjæl der forlader legemet når vi dør. Tværtimod står der at mennesket „blev til en levende sjæl“. (1 Kor. 15:45) Sjælen er hele personen, ikke en usynlig del af den. Det vil sige at når personen dør, dør sjælen også. (4 Mos. 23:10; Ez. 18:4, 20; Luk. 6:9) Hvad de dødes tilstand angår, siger Bibelen at de er helt uden bevidsthed. Der står: „De døde ved ingenting.“ — Præd. 9:5; Sl. 146:3, 4.

Men selv om de døde er uden bevidsthed, er der håb for dem, et storslået håb. Guds ord forsikrer os om at „der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige“. (Apg. 24:15) Forekommer det usandsynligt? Faktisk omtaler Bibelen adskillige eksempler på at mennesker allerede er blevet oprejst fra de døde. Lad os betragte tre tilfælde hvor Jesus oprejste døde. Om det første læser vi:

„Han tog til en by der hed Nain, og hans disciple og en stor folkemængde tog med ham. Da han nærmede sig byens port, se! da blev en død båret ud, en moders enestefødte søn. Hun var desuden enke. Og en anselig folkemængde fra byen var sammen med hende. Og da Herren fik øje på hende, fik han inderligt ondt af hende, og han sagde til hende: ’Græd ikke mere.’ Så gik han hen og rørte ved ligbåren, og bærerne stod stille, og han sagde: ’Unge mand, jeg siger dig: Stå op!’ Og den døde satte sig op og begyndte at tale, og han gav ham til hans moder. Nu blev de alle grebet af frygt, og de begyndte at herliggøre Gud idet de sagde: ’En stor profet er blevet oprejst iblandt os,’ og: ’Gud har vendt sin opmærksomhed mod sit folk.’ Og denne beretning om ham kom ud i hele Judæa og hele det omliggende land.“ — Luk. 7:11-17.

Den næste beretning om en opstandelse som Jesus udførte, drejer sig om en lille pige hvis fader, Jairus, var forstander ved en synagoge i Galilæa. Da pigen lå for døden bad Jairus indtrængende Jesus om at komme til hans hus for at helbrede hende. (Luk. 8:40-42) Den bibelske beretning fortsætter:

„Endnu mens [Jesus] talte kom en udsending fra synagogeforstanderen og sagde: ’Din datter er død; du skal ikke ulejlige læreren mere.’ Da Jesus hørte dette, svarede han ham: ’Vær ikke bange, tro blot, og hun vil blive reddet.’ Da han kom til huset, tillod han ingen at gå med sig ind, undtagen Peter og Johannes og Jakob og pigens fader og moder. Men alle græd og slog sig selv af sorg over hende. Så sagde han: ’I skal ikke græde, for hun er ikke død, men hun sover.’ Så begyndte de at le hånligt ad ham, for de vidste at hun var død. Han tog imidlertid hendes hånd, kaldte og sagde: ’Pige, stå op!’ Og hendes ånd vendte tilbage, og hun stod øjeblikkelig op, og han gav besked om at man skulle give hende noget at spise. Og hendes forældre var helt ude af sig selv.“ — Luk. 8:49-56.

I begge disse tilfælde oprejste Jesus den døde kort efter at døden var indtrådt. Men det var anderledes da han oprejste sin ven Lazarus i Betania tæt ved Jerusalem. Lazarus havde været død i fire dage og var blevet lagt i en mindegrav. Evangelieberetningen ved Johannes fortæller:

„Efter at have stønnet ved sig selv igen kom Jesus så til mindegraven. Det var en hule, og en sten lå op imod den. Jesus sagde: ’Tag stenen væk.’ Marta, den afdødes søster, sagde til ham: ’Herre, på nuværende tidspunkt må han stinke, for det er fjerde dag.’ Jesus sagde til hende: ’Fortalte jeg dig ikke at hvis du troede, skulle du se Guds herlighed?’ Så tog de stenen væk. Og Jesus løftede sine øjne mod himmelen og sagde: ’Fader, jeg takker dig fordi du har hørt mig. Jeg ved jo at du altid hører mig; men på grund af folkemængden der står rundt om talte jeg, for at de kan få tro på at du har udsendt mig.’ Og da han havde sagt dette, råbte han med høj røst: ’Lazarus, kom ud!’ Manden som havde været død kom ud med fødderne og hænderne omvundet med tøjstrimler og ansigtet indhyllet i et tørklæde. Jesus sagde til dem: ’Løs ham og lad ham gå.’“ — Joh. 11:38-44.

Ifølge Bibelen er de døde altså uden bevidsthed, og sådan bør vi opfatte dem. De befinder sig hverken i pine eller i lyksalighed. Men de opstandelser Jesus udvirkede mens han var på jorden, giver os et solidt grundlag for at tro på hans opmuntrende ord:

„Dette er hans vilje som har sendt mig, at jeg intet skal miste af alt det han har givet mig, men at jeg skal oprejse det på den yderste dag. For dette er min Faders vilje, at enhver der ser Sønnen og tror på ham skal have evigt liv, og jeg vil oprejse ham på den yderste dag.“ — Joh. 6:39, 40.