Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g79 22/3 s. 22-23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1979
  • Underoverskrifter
  • Behold mandlerne
  • Uenighed om racepolitik
  • Et nyt manuskriptfund!
  • ’Belønnet for neutralitet’
  • Gammel afrikansk teknologi
  • Kræft i livmoderhalsen
  • De flittigste mødedeltagere
  • Røg forkorter levetiden
  • Menneskerettighedsmøde i Grækenland
  • En skrap kur
  • Bølgekraftanlæg i Japan
  • . . . og i England
Vågn op! – 1979
g79 22/3 s. 22-23

Vi betragter verden

Behold mandlerne

● Det er ikke mere så almindeligt at fjerne mandlerne hos børn som det var tidligere. Overlæge, dr. med. Chr. Brahe Pedersen siger til Jyllands-Posten: „I dag fjerner vi kun mandler hos børn, der har halsbetændelse fire til fem gange om året, eller hvis børnenes mandler generer vejrtrækning eller synkning af mad. . . . Mandlerne har en funktion. Det er lymfeknuder, der danner koncentreret antistof, som bekæmper virus og bakterier i svælget. Når mandler fjernes, forstyrres den naturlige balance mellem bakterieflora og organisme. Men det er den jo i forvejen hos et barn med mange halsbetændelser.“ — 22. juli 1978.

Uenighed om racepolitik

● Den hollandsk-reformerte kirke i Sydafrika har hidtil haft meget nære forbindelser med sin søsterkirke i Holland. Nu har den sydafrikanske kirke imidlertid på sin synode i Bloemfontein vedtaget et endeligt brud med kirken i Holland. Årsagen? Den hollandske kirke har gennem Kirkernes Verdensråd støttet bekæmpelsen af racisme. — Kristeligt Dagblad, 21. oktober 1978.

Et nyt manuskriptfund!

● Sidste år gik denne meddelelse som en løbeild gennem den videnskabelige verden, og nyheden kom også frem i dagspressen. I Skt. Katharinaklosteret havde man i maj 1975 fundet mange hundrede beskrevne pergamentstykker. Fundet betegnes af videnskabsmænd som „et af de vigtigste i dette århundrede“. I Politiken for 15. november 1978 forklares der: „Manuskriptfundet blev gjort under oprydningen efter en brand i et af klostrets kapeller. Munkene besluttede at rydde et område for tørre buske, der skabte risiko for nye ildebrande. Under arbejdet afsløredes en åbning i klostermuren, der førte ind til nogle rum. I en celle næsten tilstoppet af sand og sten fandt man manuskriptbunken. Hvorfor den blev anbragt der kan man kun gætte om. En forklaring er, at manuskripterne blev skjult af frygt for røvere, der altid har haft et godt øje til klostret. En anden forklaring er, at cellen er anvendt som en slags mødding for gamle manuskripter, der blev kastet bort efterhånden som munkene erhvervede nye, bedre eksemplarer af teksterne.“ Men hvorfor har munkene holdt fundet hemmeligt i tre år? Blandt grundene anføres rivalisering blandt forskere, kirkeretninger og regeringer. Desuden har munkene tidligere haft dårlige erfaringer med videnskabsmænd. Resultatet er at kun få af manuskripterne hidtil er blevet mikrofilmet, under konstant overvågning af munkene.

Det oplyses at fundet omfatter 14 pergamentark fra den berømte Codex Sinaiticus, et bibelmanuskript fra det fjerde århundrede som nu opbevares på British Museum. Fire af disse ark stammer fra Første Mosebog med skabelsesberetningen.

’Belønnet for neutralitet’

● I bladet Rhodesia Herald kunne man for nylig læse nogle beretninger om „hvordan Jehovas vidner uventet var blevet belønnet på grund af deres ry for politisk neutralitet“. Om et af disse tilfælde skrev avisen: „En bevæbnet terrorist entrede bussen [der var fuld af Jehovas vidner på vej til stævne i Salisbury] og forlangte at få alle penge i bussen udleveret, hvilket indbefattede de penge der var betalt for returbilletterne. Derpå beordrede han passagererne til at synge revolutionære sange, men det nægtede de at gøre på grund af deres tro, som kræver politisk neutralitet. Terroristen truede med at stikke dem ned med sin bajonet, men her gik buschaufføren i forbøn for dem, idet han forklarede om Jehovas vidners tro, hvorpå terroristen omgående forlod bussen.“ Busselskabet gav passagererne fri hjemrejse.

Gammel afrikansk teknologi

● Antropologer har opdaget at Haya-folket i Tanzania kunne fremstille kulstofstål så langt tilbage som for 2000 år siden. Ifølge Time blev „en så raffineret teknologi ikke udviklet igen før næsten 1900 år senere, da den tyskfødte metallurg Karl Wilhelm Siemens . . . fremstillede det første kulstofstål af høj kvalitet“. Antropologerne fandt ud af at Haya-folket var holdt op med at fremstille stål for omkring 50 år siden, da det blev muligt at få billige, europæiske redskaber af stål. Men stammens meget gamle mænd kunne stadig bygge forskerne en brugbar ovn af slagger og mudder. De 2000 år gamle rester af 13 næsten identiske ovne blev opdaget under udgravninger langs Victoriasøens bred. Denne opdagelse vil, siger forskerne, „medvirke til at ændre den opfattelse blandt lærde og andre, at teknologien udviklede sig i Europa, men ikke i Afrika“.

Kræft i livmoderhalsen

● I England har forskere opdaget en af grundene til at kvinder med løse kønslige forbindelser er langt mere modtagelige for kræft i livmoderhalsen end jomfruer eller monogame kvinder. Dr. Albert Singer ved Sheffield universitet og hans australske medarbejder har påvist at en af de faktorer der kan føre til kræft, findes i en bestemt slags mandlig sæd. Det drejer sig om et basisk protein af de såkaldte histoner, som vides at være skadeligt for cellerne i livmoderhalsen. „Dr. Singers arbejde har vist at en kvinde, ved at indlade sig seksuelt med flere forskellige mænd, øger risikoen for at møde en der er bærer af dette histonprotein,“ skriver London Daily Mail.

De flittigste mødedeltagere

● I en artikel med overskriften „Hvordan 60.000 kvinder ser på religion og moral“ fortæller tidsskriftet McCall’s om et rundspørge hvor man for nylig udspurgte kvinder om de gik til religiøse møder i ugens løb såvel som i weekenden. De der fandt det „mest selvfølgeligt“ at gøre det, var, ifølge rundspørget, „Jehovas Vidner (91 procent), mormoner (52 procent) og baptister (48 procent)“. Videre stod der: „I den anden ende af skalaen udtaler 59 procent af unitarerne, 36 procent af jøderne, 29 procent af tilhængerne af Christian Science og 26 procent af medlemmerne af den episkopale kirke, at de ’faktisk aldrig’ går i kirke.“

Røg forkorter levetiden

● Mænd der ryger kan uafvidende være medvirkende til at deres ikke-rygende ægtefælle sammen med dem får en tidlig død. En statistiker ved Edinboro statsgymnasium i Pennsylvanien har regnet ud at levetiden for kvinder der er gift med vanerygere er 5 procent kortere end levetiden for dem hvis mænd er ikke-rygere. Han og hans medarbejdere interviewede over 8000 enker i Erie County, og det viste sig at den gennemsnitlige levealder for enker efter ikke-rygere var 78,8 år og for enker efter rygere 74,7 år.

De forenede Staters sundheds-, undervisnings- og socialminister siger at mens antallet af dødsfald på grund af lungekræft blandt mænd i alderen fra 45 til 64 er fordoblet siden 1950, er det firdoblet for kvinders vedkommende. Han hævder også at 75 procent af hjerteanfaldene blandt kvinder under 45 ikke ville have fundet sted hvis disse kvinder ikke havde røget.

Menneskerettighedsmøde i Grækenland

● I efteråret 1978 afholdtes i Athen en todages international kongres om menneskerettighederne. Hvad nyt var der ved det? Athen-avisen Daily Post skriver: „Det er første gang en sådan kongres er blevet holdt i Grækenland.“ Andre lande har tidligere kritiseret Grækenland for at overtræde menneskerettighederne, for eksempel ved at idømme Jehovas vidner gentagne fængselsstraffe for deres neutralitet. Der er nu vedtaget en lovgivning som skulle sætte en stopper for denne grove krænkelse af menneskerettighederne; men visse steder i landet meldes der om at lokale øvrighedspersoner ikke retter sig efter den nye lov.

En skrap kur

● Hvidløg kan nedsætte kolesterolindholdet i blodet, hævder en forsker i Forbundsrepublikken Tyskland, professor Hans Reuter i Køln, som siger at han har beviser for hvidløgets evne til at opløse fedtophobninger i blodkarrene og modvirke hjerteanfald. „Undersøgelser har vist at forsøgspersoner der spiste smør som indeholdt 50 gram hvidløgsolie, havde et betydeligt lavere kolesterolindhold end den forsøgsgruppe der spiste smør uden hvidløg,“ hedder det i en meddelelse fra nyhedsbureauet UPI, som tilføjer: „Ved et andet forsøg spiste patienterne daglig 3 gram rå hvidløg. Efter 4 uger var deres kolesterolindhold faldet betydeligt.“ Reuter siger at man for at få fuld gavn af kuren skal bruge friske hvidløg, ikke hvidløgspulver. Om hvidløgslugten bemærker han: „Hvis alle regelmæssigt spiste hvidløg, som man gør i mange sydlige lande, ville lugten ikke genere nogen.“

Bølgekraftanlæg i Japan

● Et elektricitetsværk der benytter havets bølgeenergi til fremstilling af elektricitet, er for nylig blevet oprettet på forsøgsbasis ud for Japans kyst. Det siges at være verdens første store bølgedrevne kraftværk. Det har fået navnet „Kaimei“ (Havlys). Dets turbiner drives af luft, sammenpresset af bølgeslag. Når alle turbinerne er installeret, håber man at det kan fremstille et maksimum på 2000 kilowatt. Kraftværket, der er 12 gange 80 meter, siges at ligne et 3000 tons tankskib.

. . . og i England

● I England, hvis kystlinje er cirka 7200 kilometer, er regeringen i gang med nogle undersøgelser af hvordan man kan udnytte havet som energikilde når kul og olie slipper op. Hver dag slår bølgerne fra det nordlige Atlanterhav ind mod kysterne og klipperne i Nordvestskotland og Sydvestengland. Fra Nordsøen skyller bølgerne ind mod Englands østkyst. I disse bølger ligger en vældig kraft. Man mener at en 1000 kilometer lang kyststrækning med ’energimaskiner’ vil kunne dække halvdelen af Englands nuværende elektricitetsforbrug. Én idé går ud på at man sammenkobler store tømmerflåder der bevæger sig op og ned på bølgerne. Denne bevægelse skulle kunne trække hydrauliske stødhæverter, som så igen skulle drive elektriske vekselstrømsgeneratorer. Elektriciteten måtte så via undersøiske kabler overføres til fastlandet.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del