Vi betragter verden
Tilbage til vuggevisen
● Det at synge godnat for de små ser ud til at være gået af mode inden for de sidste 20-30 år eller mere. På svenske hospitaler sætter man nu ind på at genoplive den skik at synge for spædbørnene på fødeafdelingen. Dr. John Lind på Karolinska Institutet i Stockholm siger at godnatvisen „binder moder og barn sammen, fremskynder hjernens udvikling hos barnet og fremmer et sundt forhold mellem forældre og barn“. Dr. Lind har sørget for at der kommer musikkyndige folk ind på fødestuerne og lærer mødrene vuggeviser. Han bemærker at man hverken behøver en fremragende stemme eller lyrisk sans; visse vuggeviser er helt uden ord. Lægen tilføjer: „Barnet kurrer af velvære når moderen synger for det og vugger det i sine arme. Denne reaktion hos barnet gør at moderen bliver mere glad for det. Dette igen medfører at de to ser mere på hinanden og kommunikerer mere ved hjælp af smil, øjenkontakt, pludren og pjank. Dette spiller en vigtig rolle når barnet senere skal lære at tale.“
Er Sardinien vokset?
● Cirka 100 storlandbrugere på Sardinien har søgt om at få EF-tilskud til kunstig vanding af deres kornarealer, oplyser EF-bladet Europa. Da det samlede areal forekom ret stort fandt en EF-tjenestemand på at regne ud hvor stor en del af Sardinien der nu skulle vandes med EF-tilskud. Det viste sig at Sardinien må være vokset siden sidste måling. Alene kornarealet var større end hele øen!
Energibesparende plante
● Et firma i Firenze hævder at have fundet en energibesparende tropisk plante. Det skulle være muligt af planten at udtrække et produkt som kan blandes i fyringsolie så olien yder 20 procent mere, samtidig med at forureningen begrænses. Man oplyser at planten uden videre kan dyrkes i hele Middelhavsområdet.
Dødelige sygdomme tiltagende i Kina
● Rapporter fra Kina viser at man dér har flere og flere tilfælde af forhøjet blodtryk, slagtilfælde og hjerteanfald. I Shihzhingshan i Peking er det årlige antal der dør som følge af hjerteanfald steget 60 procent fra 73,8 pr. 100.000 i perioden 1955-59 til 118,4 i perioden 1974-78. Dødsfaldene som følge af slagtilfælde fordobledes i den samme periode — de steg fra 43,1 til 97,3 pr. 100.000. For at bekæmpe denne svækkelse af folkets sundhedstilstand opfordres kineserne nu gennem TV, radio, plakater og pjecer til at spise mindre salt og animalsk fedt, at motionere regelmæssigt og at holde op med at ryge. Kina har stadig verdens største forbrug af tobaksprodukter.
Forbrug i forhold til indkomst
● Af en statistik udarbejdet af Organisationen for økonomisk samarbejde og Udvikling (OECD) fremgår det hvor meget husstandene i en række lande bruger til mad og drikke i forhold til deres indkomst. I Canada bruger man 21 procent af sin indkomst til mad og drikke; i Frankrig 23,6 procent; i Vesttyskland 27,1 procent, i England 31,6 procent; og i Portugal 47,5 procent. Ifølge Radioavisen den 13. januar 1980 bruger danskeren kun 15 procent af sin indkomst til mad og drikke (men 16 procent til transport og 21 procent til bolig).
Solsikkeenergi
● Sydafrikas landbrugsminister har meddelt at man har gjort heldige forsøg med solsikkefrøolie som dieselolie i traktorer og trucks. Det oplyses også at olien kan bruges som brændstof i enhver dieselmotor. Når olien er udvundet af solsikkefrøene får man et affaldsprodukt der er så rigt på protein at det er velegnet som kreaturfoder. Som alternativ til råolien er det dog ikke sandsynligt at ’solsikkeenergi’ vil få stor betydning — i betragtning af de umådelige mængder solsikkefrø der skulle til hvis der skulle produceres tilstrækkelig olie til alle de motordrevne køretøjer der findes — selv ikke hvis prisen blev konkurrencedygtig.
Pumpen bliver smurt
● Ved en lægekongres på Kreta for nylig bemærkede hjertespecialister fra hele verden at der gennemsnitlig var færre der led af kransåreforstyrrelser på Kreta end andre steder i Grækenland. Avisen Athens Daily Post skrev at forskerne „er nået til den konklusion at de færre tilfælde af kransåreforstyrrelser og andre hjertesygdomme må tilskrives den gavnlige virkning som den [specielle] olivenolie kreterne nyder, har på venerne“. Specialistkongressens formål var „at undersøge dette fænomen“, skrev avisen.
Genbrug på retur
● I 1977 blev 25 procent af papiret i Danmark genbrugt. Året efter var genbruget gået ned til 23 procent. Samtidig stiger udgiften til import af papir fra udlandet. I første halvdel af 1979 blev der importeret papir for et beløb svarende til næsten 16 procent af underskuddet på den danske handelsbalance.
Tag en blaffer med
● I Belgien er der oprettet en organisation ved navn „Taxi-stop“, fortæller EF-bladet Europa. Man indmelder sig for et beløb der svarer til cirka 50 kroner og får til gengæld et kort på størrelse med en normal bog. Det er forsynet med en trekant og ordet „Taxi-stop“, samt et hvidt felt hvor man kan skrive hvor man skal hen (med spritskriver, så det kan slettes igen). Kortet viser forbipasserende bilister at den pågældende er villig til at betale for at blive taget op at køre. Prisen er sat til 18 øre pr. kilometer. Organisationen, der sidste efterår havde 3000 medlemmer, har til formål at spare energi og at nedsætte trafikintensiteten og forureningen ved at fylde flere personer i de biler der kører alligevel. Der er i dag i gennemsnit 1,3 person i hver bil på de belgiske motorveje. Kan man komme op på 2 personer, vil det betyde en energibesparelse på 40 procent, argumenterer organisationen.
Tyrkiets transfusionsofre
● Tyrkiske aviser meddelte for nogle måneder siden at mindst 30 mennesker var døde på Ankaras hospitaler i løbet af en uge som følge af blodtransfusioner. Lægerne mener at der er sket en forbytning da man satte etiketter på blodflaskerne eller at man har benyttet for gammelt blodplasma. Den slags sker — og ikke kun i Tyrkiet.
Soldrevet radiostation
● En lille radiostation i Ohio er begyndt at sende med elektricitet der er frembragt af solen. Det er første gang solenergi anvendes kommercielt på denne måde i USA. Over 33.000 solceller på omkring otte centimeter i diameter hver, er anbragt på stativer og spredt ud over 1350 kvadratmeter flad plæne bag radiostationen. Stativerne er anbragt sådan at cellerne fanger mest mulig solenergi. Selv når det er overskyet producerer systemet kraft nok til at oplade batterier der kan holde stationen i gang det meste af to dage. Kun i tilfælde af regn eller tæt tåge kan systemet ikke producere kraft nok.
Moderen bed en tiger
● I en zoologisk have i Kuwait langede en tiger poten ud og fik fat i en syvårs pige. Uden at vente på hjælp satte pigens moder resolut tænderne i tigerens pote til dyret slap hendes datter.
Russerne ser også den anden vej
● I vestlige lande har man ofte fordømt folk der intet foretager sig når de bliver vidne til en forbrydelse og ikke vil indblandes. Nu klager Sovjetregeringens nyhedsorgan Isvéstija over at nogle russere gør det samme. Bladet har omtalt en del tilfælde af „kriminalpassivitet“; vidner til forbrydelser ønskede ikke at give oplysninger om det de havde set.
Dødsstraf i Belgien
● Den store diskussion om dødsstraffens afskaffelse i Frankrig har bragt for dagen at dødsstraffen endnu ikke er afskaffet i Belgien. For visse særlig grove forbrydelser kan der idømmes dødsstraf, men de dømte benådes automatisk. Den sidste henrettelse fandt sted i 1867.
Vulkansten rammer fly
● Da Japans 1116 meter høje vulkan Sakurajima var i udbrud i midten af november, sendte den nogle rødglødende klippestykker højt op i luften. To jetfly fra det japanske flyselskab All Nippon Airways, der fløj i henholdsvis 3350 og 4000 meters højde, blev ramt og fik revner i forruden. Begge fly landede dog sikkert.
Ny behandling for ekstrem fedme
● Efter at have benyttet en ny operationsmetode på 225 patienter siden 1977, hævder dr. William Pace fra Ohio State University at hans usædvanlige behandling af sygeligt overfede mennesker er både ufarlig og effektiv. Han bruger en slags hæftemaskine til ved hjælp af clips at afskærme den øverste del af mavesækken for derved at sætte den ud af funktion, og kun en ganske lille åbning i den tillader derefter maden at passere ned i den nederste del af mavesækken. Dr. Pace hævder at denne metode er sikrere og har færre farlige bivirkninger end den mere kendte operation, hvor man fjerner et stykke af tarmen og derved eliminerer en stor del af patientens fordøjelsessystem. At mavesækken således formindskes tvinger patienterne til at ændre deres kostvaner, så de på et år taber gennemsnitlig 40-55 kilo, hvorefter de holder den opnåede vægt. Imidlertid, siger dr. Pace „opererer vi ikke medmindre overvægten er farligere for personen end operationen er.“ Ifølge Politiken for 27. januar 1980 har man indledt forsøg med samme operationsmetode på Hvidovre Hospital.
Plutoniumnedfald fra atomforsøg
● Ved de sovjetiske, amerikanske og franske atomforsøg i 1950erne og 1960erne blev en del plutonium hvirvlet op i atmosfæren. Nu er det meste af det forsvundet igen, har tyske forskere konstateret. En ekspedition til Antarktis har derefter fastslået at de radioaktive mængder er faldet ned på jorden med nedbøren. Visse steder er det muligt at lægge et snit gennem snelagene og bestemme deres alder. Det viser sig at hovedparten af plutoniummet fra forsøgene allerede var faldet ned i 1960. De første aflejringer skete i 1955, og størst var aflejringen i 1956. Sneens indhold af plutonium var dette år 1,4 procent af det tilladelige.