Svar på 20 spørgsmål til Jehovas Vidner
(fortsat fra sidste nummer)
han sig til de mere frisindede kongregationalister. Kirkens lære om forudbestemmelse og evig pine i helvede gav ham tvivl. Ved et tilfælde hørte han en prædiken af en adventistpræst. Det var første gang han hørte om deres synspunkter. Han syntes ikke deres udlægning af Bibelen var særlig klar, men det han hørte var nok til at genoprette hans tillid til Bibelen. Sammen med nogle venner begyndte han et systematisk studium af Bibelen, uafhængigt af alle trosretninger. Nogle få år senere, i 1875, udgav de deres første skrift med de foreløbige resultater af deres bibelstudium. I 1879 begyndte de at udgive bladet der nu er kendt som Vagttårnet.
Bibelstudenterne forstod at de som kristne havde den opgave at vidne om Gud og Kristus. De missionerede ivrigt, og snart var der grupper af bibelstudenter i mange lande. 1 1894 begyndte bibelstudenter at virke i Danmark.
Det var i 1931 bibelstudenterne antog navnet Jehovas Vidner.
Litteratur:
Er Bibelen virkelig Guds ord? s. 172-178
Jehovas vidner og Guds gerning, s. 7-27, 125, 126
[Illustration/oversigt på side 11]
1879 — Oplag: 6000
Sprog: 1
1980 — Oplag: 8.750.000
Sprog: 106
[Oversigt]
1894 i Danmark
Er I kristne?
Mange kirkefolk vil svare nej, og de begrunder som regel svaret med at Jehovas Vidner ikke tror på treenighedsdogmet, der siden Konstantin den Stores tid har været kristenhedens centrale dogme. Vi vil svare ja og pege på at treenighedslæren først blev udformet i det 3. og 4. århundrede efter Kristus. Ordet treenighed findes ikke i Bibelen. Læren hører ikke med til det oprindelige signalement af en kristen.
Det afgørende spørgsmål er netop: hvad er det oprindelige signalement af en kristen? Det er dét vi ønsker at svare til.
Vi kan ikke her komme ind på alt det som vi mener hører med til at være en kristen. Signalementet findes i Bibelen, i den del der kaldes Det nye Testamente. Heraf fremgår det at de første kristnes tro udelukkende byggede på hvad Jesus sagde og gjorde og på den del af Bibelen (kendt som Det gamle Testamente) som fandtes på Jesu tid.
Lad os her nøjes med at gøre rede for én ting: vort syn på Kristus.
Jesus fra Nazaret fremtrådte som den lovede Messias (hebraisk for Den Salvede. Græsk: Kristus), som De hebraiske Skrifter havde profeteret om. Før han blev født som menneske havde han levet i himmelen sammen med Gud. Han omtales i den forbindelse som en engel, „pagtens engel“. Samtidig siger Bibelen at han var mere end en engel. Han kaldes „ærkeengelen Mikael“. Mens englene kaldes „gudssønner“, beskrives Kristus som „Guds Søn“ i en enestående forstand: han er Guds enbårne eller enestefødte søn. Han kaldes „Ordet“ og skildres som „Visdommen“. Han er den første skabning Gud har frembragt. Han er den eneste der er skabt af Gud selv, idet Gud har skabt alt andet ved hjælp af ham.
Treenighedsdogmet betoner at Guds søn er født af Gud og ikke skabt. Denne skelnen er kunstig og ubibelsk. For eksempel omtales i Ordsprogene 8:22, 23, 24 den personificerede visdom først som skabt, dernæst som frembragt og endelig som født. Det er åbenbart at der ikke skelnes mellem disse ords betydning. Uanset om Sønnen omtales som født eller skabt, indeholder udtalelsen at han har en begyndelse. Han er ikke, som treenighedsdogmet siger, lige så evig som Faderen.
På samme måde som han omtales som „førstefødt af de døde“, det vil sige som den første der har fået en opstandelse til evigt liv, kaldes han også „førstefødt forud for al skabningen“, eller, som den græske tekst ordret lyder, „al Skabnings førstefødte“. Det vil sige, han er den første af alt det skabte. Han har en begyndelse. Hans Fader, derimod, er uden begyndelse. Det er en af grundene til at Jesus sagde: „Faderen er større end jeg.“
Jesus omtales også som gud. På Bibelens græsk gøres det dog sådan at han ikke forveksles med Faderen, der er den eneste sande Gud i dette ords særlige betydning.
Nogle af treenighedsdogmets tilhængere opfatter Gud og Jesus som identiske. Bibelen, derimod, skelner imellem dem. Det gør Jehovas Vidner også.
Det var Faderen, Jehova, der på mirakuløs måde overførte sin søns liv til den jødiske jomfru Marias livmoder for snart 2000 år siden. På den måde fødtes Jesus af en jordisk kvinde, men uden en jordisk fader. Bibelen viser at han var født uden at have døden i sig og uden syndige tilbøjeligheder, som vi ellers alle har fra Adam. Han kunne derfor, efter at være blevet voksen og efter at have forkyndt sandheden om Gud og hans rige, give sit fuldkomne liv som et offer. Med sit liv købte han livet tilbage til menneskene. Derfor omtales han som frelseren eller genløseren.
Det var Gud der oprejste ham fra døden og igen gav ham liv i himmelen som en udødelig ånd. Fra himmelen skal han udøve sit kongedømme over jorden og lede genoprettelsen af det jordiske paradis.
Vi betragter Kristus som Guds søn, sendt af Gud til verden for at vidne om sandheden og for at give sit liv som en løsesum. Han er vor leder og vor konge, den som vi skal efterligne mest muligt.
Litteratur:
Sandheden der fører til evigt liv, s. 22-25, 46-54
H. Holmquist, Kirkehistorie, bind I, s. 198, 201 (J. H. Schultz)
[Oversigt/ramme på side 11]
Treenighedslæren er ikke et kristent kendetegn
[Ramme]
Efterlyses: KRISTNE
Signalement:
Ligner Jesus
Bærer Guds navn
Følger Bibelen
Udgør en enhed
Har indbyrdes kærlighed
Er ikke af verden
Forkynder Guds rige
Venter Guds rige
[Oversigter på side 12]
Jehovas Vidners syn på Kristus
Åbenbaringen 3:14, den autoriserede oversættelse af 1907
Hvad er forskellen på Jehovas Vidner og andre kirkesamfund?
Selv om kirkesamfundene indbyrdes er forskellige, og selv om vi på nogle punkter har samme lære og praksis som andre samfund, er der et klart skel mellem os på den ene side og alle de andre samfund på den anden side.
Med hensyn til vort syn på Bibelen (Se også spørgsmål 5, side 9): Vi læser den som Guds ord og lader os i alle ting lede af den. Nogle i kristenheden har nok samme syn på Bibelen, men så har de desuden en anden åbenbaring ved siden af, eller en trosbekendelse eller et sæt dogmer og en tradition de skal være tro mod, hvorved Bibelens ord ofte tilsidesættes. Vi lader Bibelen alene være vor rettesnor.
Det fører for eksempel til at vi afviser treenighedslæren (Se spørgsmål 3, side 5). Dens oprindelse er ikke kristen. Den er i modstrid med klare bibelske udsagn. Den fører til at Faderen, den almægtige Gud, trænges i baggrunden, således at Jesu navn fremhæves på bekostning af Faderens navn.
Det fører også til at vi afviser læren om en udødelig sjæl der for de ondes vedkommende siges at skulle pines i helvede til evig tid. Denne lære stammer fra hedenskabet. Den er i modstrid med utallige bibelske udtalelser. Den er i modstrid med Guds kærlighed og retfærdighed. Den er i strid med den bibelske lære om opstandelsen.
Med hensyn til Jehovas Vidners enhed: Ifølge Bibelen skal de kristne være ét. Deres tro og lære skal være én. Deres menighed skal være et samfund, ligesom det menneskelige legeme udgør en enhed under et hoved. Det at vi konsekvent lader os lede af Bibelen og af den alene, gør os til en enhed. Den kristne kærlighed byder os at nægte at deltage i nationernes krige og militærprogrammer; vi nægter endog at udføre tvungen erstatningstjeneste for staten. Vi holder os fri af politik, nægter at melde os ind i partier og at gå til valg, selv om det nogle steder fører til hård forfølgelse. Vi siger nej til nationalisme og patriotisme og bevarer således enheden med vore trosfæller i andre lande. I overensstemmelse med Bibelen betragter vi alle racer som lige for Gud.
Et tredje eksempel på en konsekvent bibelsk holdning: vi praktiserer det såkaldte almindelige præstedømme. Enhver døbt kristen har den opgave at forkynde det kristne budskab. Vi har i vore menigheder ikke noget skel mellem et præsteskab og et lægfolk. Derved bliver menigheden et samfund af forkyndere. Det betyder igen at menigheden må gøre alvor af at hævde den høje bibelske norm for moral og anstændighed som gælder for kristne forkyndere. De bør være eksempler for andre. Menigheden må holdes ren for dem der fører falsk lære eller lever et ukristent liv. En sådan menighedstugt administreres dog med stor barmhjertighed og tålmodighed.
Mens nogle kirkeretninger lægger vægt på en bestemt side af det bibelske budskab, for eksempel at Gud er nådig, stræber vi efter at få budskabet frem i sin helhed. Gud er nådig. Men han er også retfærdig. Det sande og hele billede kommer frem når vi holder os til det tema vi har fået besked på at forkynde: Guds rige. Det er menneskenes eneste håb. Guds rige vil løse menneskehedens store problemer. Troen på Guds rige er troen på at Gud på en retfærdig og kærlig måde vil fjerne alt ondt og skabe en helt ny samfundsordning.
Siden 1876 har bibelstudenterne forkyndt hedningetidernes udløb i 1914, og siden den første verdenskrig har vi i hele verden gjort opmærksom på at begivenhederne efter 1914 nøje svarer til det som Jesus sagde skulle kendetegne tiden for Guds riges oprettelse, hans genkomst og verdens ende.
Litteratur:
Er Bibelen virkelig Guds ord? s. 162-172
Sandheden der fører til evigt liv, s. 35-44, 82-101, 122-139
Virkelig fred og sikkerhed — hvordan? s. 82, 83
[Oversigter/illustration på side 13]
Der er forskel
Bibelen — eneste rettesnor
Treenighedslæren afvises
Sjælen er ikke udødelig
Ikke evig pine i helvede
Enhed
Militærnægtere
Upolitiske
Praktiserer internationalisme og racelighed
Apostlenes Gerninger 10:34, 35
[Illustration]
Trosbekendelser
Traditioner
Andre åbenbaringer
[Oversigter på side 14]
Alle er forkyndere
Menigheden holdes ren
Forkynder Guds rige
Riget er nær
(Fortsættes i næste nummer)