Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g81 22/4 s. 22-23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1981
  • Underoverskrifter
  • Brasiliens energirigtige alkohol
  • Opfundet til lærebøgerne
  • Menneskefostre til salg
  • Ændret syn på „huleboere“
  • Velvoksne svampe
  • Handel med blod
  • Blod der dræber
  • Mangelfulde prædikener
  • Vagtlamaer
  • Hjernekapacitet
  • Den største kapacitet?
  • „Den største flygtningestrøm“
Vågn op! – 1981
g81 22/4 s. 22-23

Vi betragter verden

Brasiliens energirigtige alkohol

● Ofte kritiseres brugen af alkohol som brændstof til biler med den begrundelse at der er et nettoenergitab at dømme efter al den energi der bruges i produktionen, fra dyrkning til destillation. Brasilien synes imidlertid at have løst problemet. „En af de store fordele ved at bruge sukkerrør som basisråstof er at der er en nettoenergigevinst,“ skriver det engelske tidsskrift New Scientist. „Ikke alene giver sukkerrørene gæringsdygtige sukkerstoffer men også [planterester der bruges som] brændstof til destillationsprocessen.“ Der bliver så meget sukkerrørbrændstof tilovers at „omkring 33 procent kan oplagres i dyrkningsperioden og bruges ved destillationen uden for sukkerrørsæsonen“. I Brasilien er der nu omkring 350.000 biler der kører på ren alkohol.

Opfundet til lærebøgerne

● En artikel i det tyske videnskabelige magasin Factum har behandlet emnet: „Fossiler: Primitive stamformer eller allerede fuldstændige former?“ Man har sammenlignet plante- og dyrefossiler med nuværende former. Efter at have sammenlignet nulevende krebsdyr med fossiler af krebsdyr, drager skribenten følgende konklusion: „Ingen steder er vi stødt på de primitive stamformer som evolutionstilhængere så ofte har forsøgt at finde. Alle de forstenede krebsdyr har vist sig at være særdeles velformede og fuldt færdige organismer, nøjagtig som dem vi har i dag.“ Hvordan ser artiklens forfatter altså på spørgsmålet? Han siger: „Primitive dyreformer? Højerestående krebsdyr? . . . De eksisterer kun i vore zoologibøger.“

Menneskefostre til salg

● Udgiveren af et månedligt cirkulære med nyhedsstof om verdens ressourcer, James Ridgeway, skal have skrevet om den mest usædvanlige handelsvare på verdensmarkedet, nemlig menneskefostre. James Ridgeway siger at prisen for et menneskefoster i 1976 var omkring 75 dollars (450 kroner). Det var den pris der blev betalt af laboratorier og medicinalfirmaer der arbejder med vævskulturer. Og hvor findes så de bedste forsyningskilder? Især blandt de laveste samfundsklasser i verdens underudviklede lande. James Ridgeway fremsætter sine udtalelser i sin bog Who Owns the Earth? (Hvem ejer jorden?) Dette bliver et højst alvorligt spørgsmål at besvare, når man tager i betragtning at Ridgeway også siger at der nu kommer en „stadig strøm af fostermateriale“ fra amerikanske kvinder. Hvorfor denne nye situation? Den har udviklet sig siden de amerikanske domstole gjorde det lovligt at få abort. Det er naturligvis hverken moderen eller faderen til fosteret der får pengene når det sælges. Men hvem får dem så? Er det de læger og hospitaler der foretager aborter som skaffer sig en fortjeneste ud over den de får ved at foretage indgrebet på patienterne? Er der nogen ende på misbruget af det der er helligt for Ham der ejer jorden og alt hvad der lever på den? — 2 Mos. 21:22-25, NW.

Ændret syn på „huleboere“

● Forskere ved universitetet i Tübingen har foretaget udgravninger i Sydtyskland og opdaget noget nyt om de såkaldte „huleboere“ i Midt- og Vesteuropa. Hidtil har man ment at dette „fortidsmenneske“ var en „skindklædt jæger der kæmpede med mammutter og bjørne når han var på vildtjagt“, skriver Frankfurter Allgemeine Zeitung. Dette traditionelle billede må nu ændres. Det man har fundet, tyder på at hulerne kun blev benyttet om sommeren (mere eller mindre som sommerboliger), idet folk flyttede ind tidligt på sommeren og forlod hulerne igen om efteråret. Det ser endda ud til at „huleboerne“ i den varme tid kun opholdt sig i hulerne når vejret var dårligt.

Det køkkenaffald man har fundet i nogle af hulerne røber at den daglige føde ikke var mammutkød, men hovedsagelig æg, fisk og fuglevildt. Ifølge avisen har man fundet „interessante runde perler og knapper af ben, der formentlig blev syet i skindtøj, hvilket viser at folk selv på den tid ikke gik rundt i halvvejs ubehandlede dyreskind, men sandelig havde sans for pynt“. Det er påfaldende at man har fundet en hel del dyrefigurer af elfenben i hulerne. Man gisner om at „sommerhuleboerne“ gjorde de „kæmpestore og farlige dyr“ til genstand for afgudsdyrkelse.

Velvoksne svampe

● En 12-årig dreng i Düsseldorf har fundet tre kæmpemæssige svampe på tilsammen 23 kilo. En af disse store svampe målte halvanden meter i omkreds og vejede 12 kilo. De andre to blev konsumeret af 14 svampeelskere.

Handel med blod

● Hvert år dør i tusindvis af fattige mennesker i den tredje verden på grund af sygdomme og afkræftelse som ofte er en direkte følge af den virksomhed der drives af illegale blodbanker, især i Latinamerika og Afrika, og af den internationale industri som eksporterer i tonsvis af blod og blodplasma fra udviklingslande til Europa og USA. Ifølge en artikel i den norske avis Arbeiderbladet (5. september 1980) er Norge et af de lande der køber blodpræparater fra farmaceutiske firmaer i udlandet som importerer blod og blodplasma fra udviklingslande. I artiklen hedder det blandt andet: „Det er de allerfattigste der af ren og skær nød drives til de kommercielle, ofte illegale, blodbanker i u-landene, for på den måde at skaffe sig en lille ekstraindtægt. Ofte er den så lille at de stiller op til tapning både syv og otte gange om måneden. Dette kan de gøre fordi plasmaet skilles ud, mens de røde blodlegemer bliver sprøjtet tilbage i kroppen. Bloddonorerne, der gerne på forhånd er svækkede på grund af fejlernæring og sygdom, bliver yderligere afkræftede og mindre modstandsdygtige mod nye infektioner når det proteinrige blodplasma fjernes.“ Generalsekretæren i det panamerikanske forbund af frivillige bloddonorer har ifølge artiklen påvist „at fattige latinamerikanere hvert år sælger mere end 11 milliarder liter blod til private blodbanker. Dette eksporteres videre til USA og Europa, hvor det sælges til skyhøje priser“.

Blod der dræber

● Den amerikanske lægeforenings tidsskrift (JAMA) har for nylig bragt en rapport med overskriften: „Dødsfald som følge af blodtransfusion.“ I en opsummering af rapporten skriver JAMA: „Fra 3. april 1976 til 31. december 1979 har fødevare- og medicinalstyrelsen fået indberetning om et hundrede og tretten dødsfald forårsaget af blodtransfusion eller blodprodukter. Treogtredive dødsfald skyldtes hepatitis efter blodtransfusion.“ Femoghalvtreds andre transfusionsdødsfald skyldtes forskellige fejl begået af hospitals- og laboratoriepersonale.

Mangelfulde prædikener

● Et protestantisk kirkeblad som udkommer i Schweiz, stillede for nogen tid siden spørgsmålet: „Lever vi ikke i en tid hvor mange præster (ikke alle!) når de holder gudstjeneste føler at de må berige menigheden med deres personlige viden, tanker og opfattelser i stedet for at forkynde Guds ord? . . . Er det tilstrækkeligt at læse et stykke i Bibelen og bruge det som springbræt for personlige ideer og synspunkter? . . . Prædikenen bør altid være en forklaring af Skriften.“ — Et godt råd forkyndere af Guds ord gør vel i at følge.

Vagtlamaer

● Et ægtepar i Wyoming, USA, har i årenes løb mistet flere hundrede får på grund af prærieulvenes hærgen. Parret har nu besluttet at prøve noget nyt. De har lånt tre lamaer som skal passe på fårene, og manden siger om sine nye hjælpere: „De er så nysgerrige at de reagerer på enhver bevægelse. Så snart de ser et eller andet, styrter de hen og undersøger hvad det er.“ Lamaerne har i kraft af deres skarpe syn og deres spyt formået at holde prærieulvene væk. Ifølge den seneste melding er ingen af de får lamaerne vogter, gået tabt.

Hjernekapacitet

● Det hænder at der fødes et barn hvis mentale evner åbenbarer sig meget tidligt i livet. En femårig pige i Massachusetts siges at have skrevet sin sjette „novelle“. „Hun begyndte at nynne vuggeviser nogle få timer efter fødselen, og . . . sagde sit første ord, ’hej!’, da hun var en måned,“ siger Alicia Witts moder. Dagbladet New York Post fortæller at pigen lærte at læse da hun var syv måneder, og at hun læste Shakespeare i toårsalderen. Og ifølge forældrene erklærede hun for nylig: „Først bliver jeg præsident og derefter gifter jeg mig. Hvis jeg ikke synes det går godt med at være præsident dropper jeg det og ser mig om efter en mand.“ En psykolog der undersøgte Alicia da hun var tre år skal dengang have sat hendes intelligensalder til 20 år.

Den største kapacitet?

● Det japanske firma Nippon Electronic hævder at have konstrueret hvad det kalder datamaten med den største kapacitet. Det siges at maskinen kan behandle adskillige gange flere oplysninger end de største amerikanske datamater. Datamaten betegnes Acos 77/1000, og dens centralenhed har en hukommelseskapacitet på 64 millioner tegn. Londonbladet Daily Telegraph bemærker dog at „den japanske maskines potentielle mentale ydeevne alligevel er mindre end en tusindedel af menneskehjernens“.

„Den største flygtningestrøm“

● „Den største flygtningestrøm i moderne tid — langt større end den der blev forvoldt af den anden verdenskrig — vil i år vokse med mindst to millioner mennesker,“ skriver New York Times Magazine. Det bringer det samlede antal op på 17 millioner. Hvad er årsagen til at alle disse mennesker er blevet fordrevet fra deres hjem? „Somme tider, som for eksempel i dele af Østafrika i dag, er det hungersnød der sender spøgelseshærene af sted,“ siger rapporten. „Men oftere er det en anden af de fire apokalyptiske ryttere, nemlig krig. De seneste årtiers historie viser at krig skaber flygtninge.“ Rapporten tilføjer: „I de sidste 10 år er 90 procent af alle småkrige blevet udkæmpet i den tredje verden. For 10 år siden opstod der gennemsnitlig under én ny konflikt om året i disse dele af verden. . . . Nu er gennemsnittet 1,6 om året. . . . Den tredje verden bliver mere og mere ustabil og den avler flere og flere flygtninge.“

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del