Ved dagens begyndelse
DE FIRE LØRDAGE i april var det Jehovas Vidner der havde udarbejdet indslagene i radioprogrammet „Ved dagens begyndelse“. Her følger den anden af de fire udsendelser:
Godmorgen.
Sidste lørdag talte vi om at den gode nyhed om Guds rige må være en opmuntrende tanke ved dagens begyndelse. Især fordi Bibelen viser at forestillingen om Gud Fader som en gammel hvidskægget, træt mand på en tronstol i himmelen, for god og for affældig til at gøre hverken fra eller til, er forkert. Guds rige er tværtimod en virkelig regering der tager sig af jordiske forhold og i nær fremtid sætter en stopper for menneskegjorte regeringer og de beklagelige resultater af deres styre.
Gud, hvis navn ifølge Bibelen er Jehova, optrådte allerede tidligt som handlekraftig regent. Selv om Adam og Eva som bekendt svigtede Gud som deres konge og derfor blev landsforvist, hørte Gud ikke op med at være konge. Der var blandt Adams og Evas efterkommere nogle som stillede sig helt på Jehovas side, og dem var han fortsat konge over. Han gav dem sine befalinger og de var parate til at adlyde, og sådan bliver riger jo til.
Som konge over folket Israel udstedte Jehova et helt kompleks af love. Senere hed det om Israels jordiske konger at de sad på ’Guds trone’. (1 Krøn. 29:23) Altså ikke som enevældige konger, men som Guds repræsentanter. Blandt de trofaste tilhængere og fortalere for Guds rige var Jesus Kristus enestående. Han var udset af Gud til at indtage en særlig stilling i Guds regering, idet han blev udnævnt til at være konge over Guds rige. Da den romerske statholder Pontius Pilatus fremstillede Jesus for jøderne som deres konge, forkastede de ham ganske vist med råbet: „Vi har ingen anden konge end kejseren!“ (Joh. 19:15) Men Jesus selv forblev tro imod Guds rige. Han anerkendte Gud som sin Fader og sit regeringsoverhoved, til trods for den livsfare han dermed udsatte sig for, og denne loyalitet kostede ham livet.
Alligevel findes der mennesker på jorden i dag som har viet sig til en lignende troskab over for Guds rige. De adskiller sig fra de fleste andre religiøse mennesker netop derved at de som kristne er loyale undersåtter under Guds rige, hvilket især bliver synligt for omverdenen når de står over for at skulle tage stilling til menneskegjorte love som strider imod Guds love. I sådanne tilfælde tvinger deres troskab over for Guds rige dem til at gøre som Kristus, og til at efterligne apostlene, som sagde: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ — Apg. 5:29, da. aut.
Det kan man blive lige så upopulær ved som apostlene var. Men det drejer sig alligevel om en menighed med mere end to millioner mennesker, altså mere end befolkningstallet i mange af De forenede Nationers medlemsstater. De findes spredt i 205 lande og områder ud over hele jorden, hvor de lever i lydighed mod deres himmelske regerings love, som forbyder dem at deltage i krig og enhver form for kriminalitet og vold eller hvad der ellers kunne være til skade for deres medmennesker. Og deres indbyrdes kærlighed hen over alle landegrænser gør dem til et internationalt broderskab, uanset race, hudfarve, nationalitet og sprog. (1 Pet. 2:17; 5:9) En foreteelse som verden ikke har set magen til siden urkirken.
At et sådant verdensvidt brodersamfund af kristne mennesker eksisterer allerede i dag, at Guds rige fungerer, så at sige, på et tidspunkt hvor det endnu ikke har gjort en ende på den gamle, onde menneskestyrede verdensorden, det har i hvert fald for mig, siden jeg blev klar over det for 40 år siden, været årsag til stor glæde og givet mig tro på at der også findes sand kristendom i verden i dag. Og det, synes jeg, må da være en opmuntrende tanke ved dagens begyndelse.
Godmorgen.