Hvorfor religionen er indblandet

Religion — en fredsfaktor eller en krigsfaktor?

STILLET over for den ubestridelige kendsgerning at religion er indblandet i de fleste krige, må man nødvendigvis spørge: Hvorfor? Mange mener at fejlen ikke ligger hos religionen, men hos dem der ikke praktiserer hvad deres egen religion lærer. De mener at hvis flere ville leve efter det som deres religion lærer, kunne der opnås fred.

Der ligger sikkert en del sandhed i dette, men lad os ikke overse at mange af dem der deltager i religiøse krige, gør det med en sådan iver og overbevisning at de gør soldater i ikke-religiøse krige til skamme.

I århundredernes løb har begrebet hellig eller retfærdig krig haft en enorm indflydelse på mange religioners tilhængere. Den kristne verdens korstog og islams djihad (hellige krig) er bemærkelsesværdige eksempler på dette. Korstogenes ophavsmænd og tilhængere har sædvanligvis henvist til Bibelen som støtte for deres handlinger. Men historikere har indrømmet at „den anskuelse var almindeligt udbredt i oldkirken, at krig er en organiseret synd som kirken og Kristi disciple intet kan have med at gøre“. — Hastings’ Encyclopædia of Religion and Ethics.

Senere har fremtrædende kirkeledere som Augustin og Thomas Aquinas imidlertid argumenteret stærkt for begrebet „retfærdig krig“. „Augustin forårsagede (i begyndelsen af 400-tallet) den første store syntese af den kristne tro og krigsførelse,“ skriver teologiprofessor Robert Culver i tidsskriftet Christianity Today. Dette „blev fra da af et grundlæggende standpunkt i alle større grene af kirken, og er det den dag i dag“.

Læren om „retfærdig“ eller „retfærdiggjort“ krig bygger på den forudsætning at herskerne i et ufuldkomment samfund har en gudgiven pligt og magt til at opretholde lov og orden ved hjælp af kraftige midler — såsom politi, domstole, fængsler og galger — om nødvendigt. I så fald er de også i deres gode ret til at anvende hæren, flåden og et hvilket som helst andet middel for at opretholde den nationale fred og sikkerhed, hvis det skulle blive nødvendigt.

Det er let at se hvorfor en sådan lære ville blive mødt med stor velvilje fra den herskende klasses side. Men den blev også mødt med godkendelse i befolkningen, fordi den fritog menigmand for den byrde det var at træffe afgørelser i pagt med sin samvittighed. Det eneste han behøvede at gøre var at følge de anvisninger som staten gav ham. Ved at parere ordre kunne han måske oven i købet føle at han gjorde Guds vilje eller at Gud var på hans side. Er det ikke hvad praktisk talt enhver soldat på slagmarken føler?

Fejlagtige opfattelser af tusindårsriget

„Den idelige søgen efter tusindårsriget, ofte anført af en messiansk skikkelse, har sat adskillige revolutionære bevægelser i gang, hvoraf mange har resulteret i betydningsfuld politisk og social fornyelse,“ skriver Gunter Lewy i bogen Religion and Revolution.

Et særlig interessant og oplysende eksempel er Tai-Ping-oprøret i Kina i 1850-64, i en tid med fremmed undertrykkelse og indre korruption. Oprørssekten var en mærkelig blanding af konfucianisme og kristen evangelisme. Lederen, Hung Hsiuch’uan, hævdede at han som en søn af Gud og som Jesu yngre broder var sendt til jorden af Gud for at oprette Tai-Ping Tien-Kuoh, det fredelige himmelske rige. Bevægelsen bredte sig efterhånden til 16 af de 18 provinser, indtog omkring 600 byer og besatte Nanking og gjorde den til „den himmelske hovedstad“ på jorden. Dette forsøg på at indføre et fredsrige er blevet kaldt „historiens største folkebevægelse før moderne tid“. Ved dens fald gik der, ifølge nogle opgivelser, omkring 40 millioner menneskeliv tabt.

Fra andre dele af verden kan gennem tiden nævnes de jødiske makkabæere og zeloter, de politiske buddhistmunke i Burma og Ceylon, det femte monarkis mænd fra den puritanske revolution i 1600-tallets England, de islamiske mahditilhængere i Sudan som var årsag til den uhyggelige belejring og ødelæggelse af Khartoum — og mange andre eksempler.

Religiøse ledere går fortsat ind for samarbejde mellem religionerne til fremme af fred i verden. Åbenbart mener de at freden vil være sikret, hvis blot de kan løse deres egne religiøse uoverensstemmelser. Men kendsgerningerne viser at kun få krige er blevet udkæmpet udelukkende på grund af forskelle mellem læresætninger. Tværtimod skyldes de ofte sociale, økonomiske, territoriale, politiske og adskillige andre stridsspørgsmål. Og i stedet for at forhindre sådanne krige er religionen blevet indblandet i dem og har ved hjælp af en vildledt gejstlighed indgydt utallige ’troende’ en sådan nidkærhed og iver at de har grebet til våben.

Det er tydeligt at religionen har svigtet som fredsfaktor. Men hvad med Guds ord, Bibelen? Er den en fredsfaktor?

[Ramme på side 6]

„Religiøse krige har tendens til at være særlig voldsomme. Når folk slås om et landområde for at opnå økonomiske fordele, når de til det punkt hvor kampen ikke er omkostningerne værd, og slutter så forlig. Når årsagen er religiøs, er det som om forlig og forsoning er noget syndigt.“ — Roger Shinn, professor i samfundsetik, Union Theological Seminary