„Dungeons and Dragons“ — et farligt spil
PÅ JAGT efter en skat kryber en kriger, to tyve og en troldmand forsigtigt gennem en dyster stentunnel. Troldmanden gør tegn til de øvrige om at standse. „Jeg føler at noget ondt er i nærheden,“ siger han advarende. Pludselig braser tre bevæbnede gobliner ud i tunnelen fra en skjult dør. „Folk fra jordoverfladen!“ råber de. „Knus dem!“
Hvad er dette her for noget? Et mareridt? En del af handlingen i en skrækfilm? Nej, det er en typisk episode fra fantasispillet Dungeons and Dragons, der bliver mere og mere populært. Spillets producenter har indtjent millioner af dollars siden det i 1974 kom på markedet i USA.
En ung mand der for nogle år siden er holdt op med at spille Dungeons and Dragons siger: „Spillet er slet ikke hvad det giver sig ud for at være. I begyndelsen tror man at det bare er en uskadelig måde at få lidt sjov og spænding i tilværelsen på, men før man har set sig om lever man helt med i det. Man bliver faktisk afhængig.“
En anden tidligere spiller giver ham ret. „Dungeons and Dragons virker vanedannende.“
En voldelig mytologiverden
Dungeons and Dragons er ikke et spil der blot foregår på et bræt. Spillerne lever sig ind i den identitet der tilhører de enkelte figurer, som derefter begiver sig ud på eventyr i en mytologisk verden der beherskes af spillets leder, „spillemesteren“. Spillerne sidder omkring et bord og danner sig et overblik over deres imaginære omgivelser ved at spørge spillemesteren, der selv spiller rollen som de uhyrer og andre væsener spillerne støder på, og afgør hvordan det vil gå dem ved hjælp af nogle særlige terninger. Spillernes figurer søger efter en skat. Spillemesterens uhyrer forsøger at slå dem ihjel.
„Der er ikke så lidt vold i denne fantasiverden. Spillerne myrder, påsætter brande, torturerer, voldtager og røver i så godt som hvert eneste spil,“ fortæller veteran-spillemester John Eric Holmes i en artikel i Psychology Today.
„Man bliver knyttet til sin figur,“ siger en tidligere spiller. „Man vil gerne blive ved med at spille for at se hvordan det vil gå ham. Desuden er det sådan at hvis ens figur gennemlever nogle farlige situationer uden at blive dræbt, vinder han nye kræfter og evner, der gør ham endnu mere interessant.“ Tanken om at man kan udvikle sin figur til et overmenneske appellerer til de flestes fantasi, men for at nå dette mål må man naturligvis spille Dungeons and Dragons mange gange. Hvad sker der så hvis figuren i mellemtiden går hen og bliver dræbt?
„Når en spillers ’andet jeg’ bliver dræbt, kan det forekomme at han får et psykisk chok og rammes af en depression,“ indrømmer spillemester John Eric Holmes. Tyder dét på at spillet er harmløs underholdning?
„Det er rigtigt nok,“ fortæller en tidligere spillemester. „Jeg dræbte min broders yndlingsfigur, én han havde brugt lang tid på at udvikle, og han blev dybt fortvivlet over det.“
Personligheden påvirkes
„Man bliver selvisk af at spille Dungeons and Dragons,“ påpeger denne tidligere spiller. „I begyndelsen er alle spillerne ædle og selvopofrende, men efterhånden forandrer de sig. De lærer at hvis de ikke passer på sig selv vil en eller anden falde dem i ryggen og tage deres skat fra dem. Det varer ikke længe før man føler at man ikke kan stole på nogen.“
Enhver der føler sig fristet til at spille Dungeons and Dragons — og især kristne — bør huske følgende:
Spillet fremelsker begærlighed og materialisme. Figurernes mål er at få fat i en skat som ikke tilhører dem. Kan dette forenes med apostelen Paulus’ inspirerede vejledning: „Når vi har føde og klæder skal vi være tilfredse med det. For kærligheden til penge er en rod til alt muligt skadeligt“? — 1 Timoteus 6:8, 10.
Spillet fremelsker vold. Jesus gav sine disciple denne tilskyndelse: „Bliv ved med at elske jeres fjender og at bede for dem som forfølger jer.“ (Mattæus 5:44) Det er ikke let. Hjælpes kristne til at tillægge sig denne indstilling hvis de i fantasien anlægger et voldeligt „andet jeg“? Voldshandlingerne i spillet er ganske vist ikke „virkelige“, men selv imaginær vold vil før eller siden påvirke hjertet. Som Jesus advarende sagde: „Fra hjertet [kommer der] onde overvejelser, mord.“ (Mattæus 15:19) „Vogt dit hjerte mere end alt andet der skal vogtes,“ siges der i Ordsprogenes bog, „for derfra udspringer livet.“ Kan man følge denne bibelske vejledning og samtidig spille Dungeons and Dragons og lignende? — Ordsprogene 4:23.
Spillet omhandler polyteisme og dæmonisme. Et enkelt blik på de væsener og uhyrer der er omtalt i grundbogen til Dungeons and Dragons vil uden tvivl overbevise kristne om at dette spil ikke er noget for dem. Der optræder magikere (medier, seere og troldmænd), „helvedeshunde“, skeletter, spøgelser, vampyrer og zombier, foruden forskellige dæmoniske uhyrer der kaldes „gobliner“, „hobgobliner“ og „ogrer“, for blot at nævne nogle få! Det forventes at erfarne spillere sætter sig grundigt ind i disse uhyggelige væseners egenskaber. Men kristne bør ikke ønske at lære „Satans dybder“ at kende. — Åbenbaringen 2:24.
I spillets første stadier synes disse dæmoniske overtoner måske ganske uskyldige og harmløse, men på de højere stadier er dæmonismen bestemt ikke harmløs længere. „Nogle af mine mest udviklede figurer havde store overnaturlige kræfter,“ fortæller en tidligere spiller, „og i ét spil kæmpede de direkte mod dæmoner og djævle. Der foregik et eller andet uhyggeligt. Det skræmte os, og vi prøvede det aldrig mere.“
Satan Djævelens tanker
På de højere stadier af spillet forventes figurerne faktisk at vie sig til en mytologisk gud. „At tjene en guddom er en betydningsfuld del af [Dungeons and Dragons],“ siges der i en af spillets bøger, „og alle de medvirkende figurer bør have en skytsgud.“ Blandt skytsguderne finder man de fleste af fortidens græske, ægyptiske og babyloniske guder (for eksempel Zeus, Ra og Marduk), men intetsteds nævnes den eneste sande Gud, Jehova.
Den grundlæggende tanke i Dungeons and Dragons er at der ikke findes én sand gud, men blot en universel kamp mellem abstrakte gode og onde kræfter, mellem lov og kaos, og mellem disse kræfters respektive forkæmpere. Denne lære er længe blevet fremholdt af kristendommens fjender, for eksempel gnostikerne.
Dungeons and Dragons er gennemsyret af Satan Djævelens tanker — han har nemlig været forkæmper for begærlighed, vold og dæmonisme.