Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g82 8/7 s. 22-23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1982
  • Underoverskrifter
  • Slut med supertankere?
  • Kendt i Portugal
  • I rekordbogen
  • Højde giver problemer
  • Græske biskopper i slagsmål
  • Kræft og fed mad
  • Bjergene kalder
  • Paraplybeskyttelse
  • En fare for den tredje verden
  • Franskmændene drikker mindre
  • Italienske læger om blodtransfusion
  • Hovednæringsmiddel forgiftet
  • Desperate fanger
  • Se det først
Vågn op! – 1982
g82 8/7 s. 22-23

Vi betragter verden

Slut med supertankere?

◆ Før i tiden var der store penge at tjene på supertankerne. Men tiderne har forandret sig. Nu skiller de fleste rederier sig af med dem til spotpriser eller sælger dem til ophugning. Bladet World Press Review forklarer: „Med oliekrisen blev der skåret stærkt ned på industriens olieforbrug. Samtidig blev Suez-kanalen udvidet og åbnet for skibe på op til 150.000 tons, så det blev billigere at benytte kanalen end at sejle syd om Afrika. I dag anses kun skibe på op til 160.000 tons for at være rentable. Inden for de sidste to år er 27 supertankere blevet solgt som skrot. Der bygges ikke flere giganter på 500.000 tons.“

Kendt i Portugal

◆ Det indflydelsesrige dagblad Diário de Notícias i Lissabon offentliggjorde for nylig resultaterne af en meningsmåling angående portugisernes religiøse liv. Et sted i artiklen fandtes denne underoverskrift: „Jehovas Vidner — den næstbedst kendte tro.“ Det blev påpeget at langt de fleste portugisere bekender sig til katolicismen, men at Jehovas Vidner udgør det næststørste trossamfund. Jødedommen og protestantismen som et hele kommer bagefter hvad medlemstal angår.

I rekordbogen

◆ Hvilke bøger er udkommet i størst oplag? I Guinness-rekordbogen for 1982 er Bibelen opført, og der står videre: „Den samlede udbredelse gennem ikke-kommercielle kanaler af Jehovas Vidners 192-siders indbundne bog Sandheden der fører til evigt liv, udgivet af Watchtower Bible and Tract Society of Brooklyn, New York, den 8. maj 1968, nåede pr. 1. april 1981 op på 100 millioner på 115 sprog.“ I begyndelsen af 1982 var denne bibelstudiebog blevet trykt i 102 millioner eksemplarer på 116 sprog.

Højde giver problemer

◆ Ifølge en artikel i Hongkongbladet Standard er folk i Fastlandskina ved at blive højere. Artiklen bygger på en undersøgelse der er foretaget af China Futurology Association og der siges at „gennemsnitskineseren i Shanghai og Chekiang-provinsen . . . nu er lige så høj som amerikaneren eller europæeren i det 19. århundrede“. Resultatet? „Det bliver nødvendigt at finde nye standardmål . . . for sko og tøj, offentlige faciliteter, huse, værksteder og så videre.“

Græske biskopper i slagsmål

◆ Da alle 78 biskopper fra den ortodokse kirke i Grækenland for nylig samledes for at drøfte nogle af regeringens lovforslag, kom det både til verbale og fysiske stridigheder. Da biskop Ambrosios af Eleutheroupolis anklagede ærkebiskop Serafim for at samarbejde med regeringen, tog denne alvorligt på vej. Biskop Ambrosios siger: „Han sprang op af sin stol som en bold af en æske, kastede sig over mig som en rovfugl, trak mig i skægget, skreg og truede med at kvæle mig.“ Han betegner angrebet som „en voldshandling uden fortilfælde i kirkens historie“. Det voldsomme bispemøde førte til en erklæring imod regeringens forslag om at indføre borgerlig vielse og holde op med at fængsle ægteskabsbrydere. Justitsminister Efstathios Alexandris siger imidlertid at det „ikke er nødvendigt“ for parlamentet at drøfte sagen yderligere med kirken.

Kræft og fed mad

◆ Medicinske forskere har fundet flere vidnesbyrd om en forbindelse mellem tyktarmskræft og en kost der er rig på kød og fedt. Ved universitetet i Tel Aviv har man draget en sammenligning mellem to grupper israelere med stort set de samme livsvilkår. I den ene gruppe, der bor i Tel Aviv, var der flere kræfttilfælde end i den anden, der bor på en nærliggende kibbutz. Den væsentligste forskel mellem de to grupper bestod i at kibbutz-medlemmernes kost var rig på frugt og grøntsager og fattig på fedt og oksekød, mens det forholdt sig omvendt med byboernes kost. Blandt kibbutz-medlemmerne var der kun en tredjedel så mange tilfælde af tyktarmskræft. „Den bedste forebyggelse mod tyktarmskræft,“ sluttede forskerne, „er den samme sunde og fornuftige kost som har vist sig at kunne forebygge hjertesygdomme og andre lidelser.“

Bjergene kalder

◆ Hvert år risikerer flere og flere eventyrere livet for at bestige verdens højeste bjerge, fortæller det italienske nyhedsblad Panorama. Af de hundreder af udlændinge der udfordrer Himalayas tinder, overlever så mange som 10 procent ikke vovestykket. Og de betaler dyrt for eventyret — mindst 100.000 kroner hver. „Nogle bestiger bjerge i Europa og tror at de så er klar til de 8000 meter,“ siger Beppe Tenti, en erfaren bjergfører. „Fulde af begejstring skynder de sig af sted og ankommer muligvis til base-lejren direkte med fly, uden akklimatisering. To af syv dør i sådanne tilfælde.“ Mount Everest lider også under turistinvasionen. Godt halvvejs oppe ad bjergsiden ligger der en lufthavn og et hotel, „og hele vejen rundt er der en vældig losseplads“, klager en erfaren bjergbestiger der bor i Rom. „De enorme mængder is der styrter ned ad Mount Everest er mere forurenede end Tiberen.“

Paraplybeskyttelse

◆ Mange postbude i USA har fundet et nyt forsvar mod bidske hunde. De bruger en paraply der åbner sig automatisk ved tryk på en knap. Når en hund går til angreb, retter de paraplyen mod hunden og trykker på knappen, hvorved paraplyen åbner sig med så megen kraft at hunden forskrækket trækker sig tilbage. Metoden ser ud til at være vellykket. En postmester fortæller: „Det er det første år vi ikke har haft virkelig alvorlige tilfælde — hvor nogle er kommet på hospitalet.“

En fare for den tredje verden

◆ Tobakskompagnierne gør deres yderste for at opmuntre folk i den tredje verden til at ryge. De har ført en omfattende reklamekampagne, og cigaretsalget har haft en stigning inden for de sidste syv år på 13,8 procent, ifølge det arabiskorienterede blad Middle East fra London. Det rapporterer at rygning er en voksende sundhedsfare i mellemøsten og tilføjer: „I Syrien, der er et traditionelt tobaksdyrkningsområde, har der været en markant stigning hvad angår . . . bronkitis og emfysem. I Egypten ser lægerne en nær forbindelse mellem rygning og lungekræft“

Franskmændene drikker mindre

◆ Måske til nogles overraskelse er det årlige vinforbrug pr. indbygger i Frankrig faldet fra 120 liter i 1964 til cirka 90 liter oplyser Det franske Nationalinstitut for Landbrugsforskning og Nationalkontoret for Bordvine. Deres omfattende undersøgelse viser at folk under 35 kun drikker en sjettedel af hvad den ældre generation gør. Årsagen? Fjernsynet og automatiseringen, siger rapporten. Gennemsnitsarbejderen tilbringer nu aftenerne hjemme med at se amerikanske film i TV fremfor at sidde på de små barer med vennerne og vinflasken. Automatiseringen har gjort deres arbejde mindre fysisk krævende, men det kræver til gengæld større årvågenhed og ædruelighed. Derfor finder det meste af drikkeriet sted i weekenden (85 procent), og de fleste der drikker (66 procent) går ind for billigere og stærkere vin, ifølge undersøgelsen.

Italienske læger om blodtransfusion

◆ I en kommentar til et alvorligt tilfælde af smitsom mononukleose (kirtelfeber) der skal være overført ved blodtransfusion, skriver det italienske lægetidsskrift Corriere Medico: „Vi ved alle at transfusioner indebærer en risiko for hepatitis B og andre farer, selv om lægerne ofte er tilbøjelige til at undervurdere dette og give transfusioner også når det ikke er strengt nødvendigt. . . . En patient (en ung mand på 21) slap imidlertid med en amputation. Selv om der er gået år før han gradvis har genvundet det immunologiske forsvar og mononukleosen til sidst er blevet helbredt kunne det være gået meget værre. Dette . . . må endnu en gang minde os om de farer patienten udsættes for når vi beslutter at give ham en transfusion.“

Hovednæringsmiddel forgiftet

◆ Rapporter fra det nordlige Mocambique fortæller at maniok, hovednæringsmidlet i området, er blevet årsag til cyanidforgiftninger. Over 1000 mennesker, hovedsagelig kvinder og børn, er blevet delvis lammet, og nogle har nu besvær med at tale og se. Sundhedsmyndighederne lægger skylden på den strenge to-årige tørke i området, som har afsvedet alle andre afgrøder undtagen den hårdføre maniok. Normalt bliver maniokken tørret i cirka tre måneder, vasket og så spist sammen med bønner, fisk eller kød. Ved at maniokken bliver tørret og vasket fjernes det meste af cyaniden, og legemet neutraliserer det der er tilbage. På grund af tørken havde folk imidlertid ikke andet at spise end maniok, og da forsyningen blev knap, spiste de den uden at lade den tørre ordentligt. „Folk véd at maniokken er giftig,“ siger en talsmand, „men de er nødt til at spise den. De har ikke noget valg, da de ellers vil dø af sult.“

Desperate fanger

◆ En undersøgelse foretaget af National Center on Institutions and Alternatives har vist at selvmordsprocenten hos fanger i amerikanske fængsler er mindst 16 gange højere end den almindelige befolknings. På en gennemsnitsdag tager mindst én fange sit eget liv. Undersøgelsen viste også at de der var indsat for alkohol- eller narkotikamisbrug udgjorde den største procentdel af selvmordstilfældene.

Se det først

◆ Ville det ikke være rart at vide hvordan du vil se ud med en ny frisure, før du kaster dig ud i det? Nu findes der en måde at finde ud af det på — og spare alle ærgrelserne bagefter. Det japanske firma Matsushita har udviklet et videoapparat, kaldet en Stylesetter, der gør det muligt for kunderne at se sig selv i et farve-TV med en ny frisure, med overskæg, fuldskæg eller endog en ny næse, blot ved at indstille kontrolknapperne. Apparatet blev præsenteret i Japan for cirka et år siden og vil snart blive markedsført i andre lande. Skønhedssaloner, plastikkirurger og optikere står først i køen af kunder. Matsushita mener at apparatet også vil kunne bruges med fordel af politiet, af vej- og byplanlæggere, arkitekter og andre.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del