Vi betragter verden
Hvorfor er japanerne mere intelligente?
● For nylig har man offentliggjort resultater fra nogle intelligensprøver der efter sigende ikke skulle være præget af kulturelle forskelle, og ifølge disse prøver skulle japanerne i gennemsnit opnå 11 points mere end folk fra de fleste andre industrilande. Den engelske psykolog Richard Lynn har samlet disse undersøgelser, og de viser også en fremgang på 7 points for japanerne i løbet af en generation. Hvorfor? Nogle tilskriver det bedre helbred og ernæring, andre igen konkurrencemomentet i japanernes uddannelsessystem. Men spalteredaktøren Joan Beck fra avisen Chicago Tribune mener at det er „den tidlige erfaring med indlæring japanerne giver børn under 6“. Hun bemærker: „Japanske familier lægger stor vægt på at lære sprog hjemme og på undervisning før skolen. . . . Amerikanere der forsker i tidlig indlæring, har i mere end ti år vidst at det er muligt at forøge små børns intelligenskvotient med så meget som 20 eller 30 points ved på en passende og kærlig måde at gøre deres miljø stimulerende.“
Pensionister forsvarer sig
● Frygten for taskerøvere og voldsmænd på gaderne giver sig forskellige udslag. Bladet UD og SE fortalte i nr. 15, 1982, om et kursus i København hvor 30-40 pensionister lærer karate. De er i alderen fra 60 år og opefter, og de fleste er kvinder. En 72-årig kvinde siger: „Det vækker respekt, når folk får at vide, at man dyrker karate. . . . Men jeg ved en anden ting, nemlig at jeg meget nødigt vil stå i en situation, hvor jeg får brug for min kunnen. Det er næsten som et rustningskapløb, ikke? Stormagterne producerer alle mulige uhyggelige våben og håber, at de aldrig får brug for dem.“ Træneren forklarer at mange af pensionisterne på holdet har en bedre kondition end unge begyndere.
Selv om volden i samfundet giver grund til vagtsomhed, gør man dog også klogt i at overveje de bibelske principper der berører emnet selvforsvar. Nogle af disse er behandlet i Vågn op!, 22. januar 1980, s. 7-11, 23, samt Vågn op!, 22. februar 1977, s. 3-5.
Tiltrukket af det okkulte
● Fra de tysktalende lande i Europa meldes der om stigende interesse for det okkulte. „Der kommer allerede flere til de spiritistiske seancer om søndagen end til gudstjenesterne,“ hedder det i en protestantisk nyhedsmeddelelse fra Schweiz. Ifølge den tyske avis Fellbacher Zeitung siger 51 procent af 2000 mennesker som et institut fra Hamburg har foretaget et rundspørge iblandt, at de er interesseret i deres horoskop og regelmæssigt læser disse spalter i aviser og blade. Andre siger at de spørger astrologer til råds angående deres fremtid. En kirkelig talsmand fra Schweiz fortæller at der endda afholdes „messer for Djævelen“ i to „satankirker“ i Tyskland, henholdsvis i München og Düsseldorf.
Udsættelse giver færre bryllupper
● I den jugoslaviske provins Voivodina gennemførte man for nogle år siden en lov der skulle bekæmpe de høje skilsmissetal. Dens hensigt var at „virke nedkølende på hede, men forbigående lidenskaber“ og give unge par tid til at „tænke over deres beslutning endnu en gang“. Ifølge denne lov skal to der ønsker at gifte sig, vente en måned før brylluppet kan finde sted. Hvordan har loven virket? Embedsmænd fra byen Subotica meddeler at hvert andet par skifter mening.
’Hellig jomfru’ blev gravid
● De 2000 indbyggere i den mexicanske by Nueva Jerusalem, 225 kilometer vest for Mexico City, brød ud i vild harme da det blev kendt at byens ’hellige jomfru’ var blevet gravid. Ifølge Florida-avisen The Orlando Sentinel var den 16-årige Maria de Jesus, kendt som eneboersken fra Nueva Jerusalem, af den lokale præst blevet udråbt som ’hellig jomfru’, fordi hun mentes at have haft et syn af ’rosenkransens jomfru’, byens skytshelgeninde. Da den unge pige blev gravid og beskyldt for at have begået utugt, førte det til tumulter i den lokale befolkning. Provinsregeringen måtte indsætte politistyrker for at dæmpe urolighederne hvori mindst 10 mennesker blev alvorligt kvæstet.
Genvej til årgangsvin
● Det menes at kinesiske teknikere har fundet en metode hvorved de på få minutter kan forvandle ny vin til ’årgangsvin’ der er vellagret som efter flere års modning. Ifølge den engelsksprogede avis China Daily er denne metode blevet udviklet og finpudset i en radiofabrik i Qiqihar i den nordøstlige provins Heilungkiang. I metoden indgår højfrekvente radiobølger, ultralyd og ultraviolette stråler. På ti minutter siges denne behandling at kunne give nye vine samme bouquet som et års lagring. Tyve vinfirmaer skal efter sigende bruge metoden.
Fødekæden i havet større end antaget
● En indisk havbiolog har i Nova Scotia i Canada opdaget et nyt led i havets fødekæde, nemlig en lille organisme kaldet picoplankton. Hver af disse organismer er mindre end en tusindedel af en millimeter i størrelse, og måler således kun en femtedel af den mindste af de hidtil kendte organismer i havet. Picoplankton er så talrige at denne opdagelse, ifølge biologen, fordobler den kendte biomasse i havet. I tropisk farvand kan en liter havvand indeholde 2,2 milliarder picoplankton; men på grund af deres ringe størrelse har man ikke opdaget dem før nu. „Fundet af så stor en biomasse — der kan tjene som føde for fiskearter — har mangedoblet den biologiske produktivitet og dermed fiskelivets muligheder i havene,“ siger den indiske avis The Hindu, der bringer meddelelsen om denne opdagelse.
Terrorisme accepteres
● „Antallet af internationale terrorhandlinger er mere end seksdoblet i løbet af 70erne,“ skriver en ekspert i statsvidenskab, Robert J. Jackson, i Toronto Star. „De fleste har været snigmord på politikere, kidnapninger af diplomater og besættelser af ambassader. Og som volden er steget, er befolkningens tolerancetærskel også blevet større, hvilket har bevirket at terrorisme er blevet accepteret i et omfang der hidtil har været ukendt i det moderne vestlige samfund.“ Han spekulerer på om regeringer og enkeltpersoner er „blevet vænnet til at acceptere vold som en naturlig del af den politiske udvikling“, og han nævner nogle regeringer der „åbent støtter internationale terrorhandlinger og bruger dem som et lovligt middel i den politiske magtkamp“. Terrortaktikken er effektiv, påpeger han, som det fremgår af en undersøgelse af syvoghalvfjerds internationale gidselaffærer der viste at „næsten 80 procent af kidnapperne undgik at blive fanget eller at dø“, og at de havde „50 procents chance for at få, om ikke alle, så nogle af deres krav opfyldt“.
Nybagte mødres følelser
● Nybagte mødre kan opleve store følelsesmæssige udsving, lige fra opstemt glæde over barnet til depression og bekymring ifølge sygeplejersken Cathy Kohm, der arbejder med et såkaldt „efterfødselsprogram“ i Toronto. De seks første uger efter fødselen er de vanskeligste for den nybagte moder. Smidighed, humoristisk sans, forståelse og støtte hos andre vil hjælpe hende til at klare det. Sygeplejersken siger: „Jeg ser det som et af de største problemer at kvinder er så opsat på at gøre alt til fuldkommenhed.“ Ifølge avisen Toronto Star foreslår hun blandt andet: „I de første få uger bør en kvinde tage husarbejdet let, og i stedet hygge sig med den lille i sengen. Hun bør spise godt, trække stikket til telefonen ud mens hun og barnet tager en lur, og prøve at tage tingene som de kommer.“
Ikke-religiøs „barnedåb“ i Sverige
● I den svenske avis Arbetarbladet for 7. oktober 1982 kunne man læse at „en borgerlig barnedåb“ for første gang var foretaget i Sverige. En tre måneder gammel pige i Gavle blev hilst „velkommen i samfundet“ af en borgerlig vielsesforretter, som selv havde lavet udkastet til denne ceremoni. Forældrene syntes at der var „en mindst lige så fin og smuk stemning som der kan være i en kirke“.
Unge Jehovas vidner
● „Deres påklædning er ikke moderne og heller ikke ultrakonservativ, deres hår sidder naturligt, og de går ikke op i at vække opmærksomhed, men har en harmonisk personlighed og viser en beskeden opførsel. De unge piger bruger ikke megen sminke, de unge mænd er belevne.“ Sådan begyndte en reportage i den tyske avis Badischer Tagblatt. (9. september 1982) Hvem drejede beskrivelsen sig om? Unge blandt Jehovas vidner. En kvindelig journalist havde stillet spørgsmål til nogle unge Jehovas vidner angående deres holdning og måde at leve på. Hun fortalte at de valgte en underholdning der ikke beskrev kriminalitet eller umoralitet, at de ikke gik ind for seksuelle forhold før ægteskabet og at de kaldte noget sådant for „hor“ — hvilket „kan virke lidt pudsigt“, som hun bemærker. Journalisten tilføjer: „Men ulykkelige virker disse Jehovas vidner trods alle strenge regler slet ikke. Tværtimod. Unge såvel som gamle Jehovas vidner giver indtryk af at være usædvanlig glade og harmoniske. Den der besøger deres menighed, vil opdage at salen er mere fyldt end mange kirker. Samtlige aldersklasser er repræsenteret. Forældre med spædbørn i barnevogn, såvel som de ældre årgange, og teenagere.“
Rygeforbud i byrådet
● I byrådene i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen må medlemmerne i fremtiden ikke ryge, hvis blot et enkelt medlem føler sig generet af røgen eller føler at hans „opmærksomhed og åndelige ydeevne derved begrænses“. Dette er for nylig blevet besluttet ved den højere forvaltningsdomstol i Münster. I begrundelsen bemærkede dommerne at rygning strider mod princippet om gensidigt hensyn, også selv om det kun er et medlem der giver til kende at han eller hun føler sig generet af tobaksrøg. Dermed gjorde dommerne ende på en årelang strid i byen Löhne „mellem en stærk rygerfraktion og en lidenskabelig nikotinmodstander“.