Kristus eller E.T.?

Filmen E.T. — The Extra-Terrestrial kom op sidste sommer i De forenede Stater og trak omgående rekordstore skarer til biograferne. På kun seks uger gav den tæt ved 150 millioner dollars (omkring 1,35 milliarder kroner) i entréindtægter. Lægger man dertil biprodukter i form af dukker, legetøj og andre varer med tilknytning til filmen — hvortil kommer indtægterne fra filmrettighederne i andre dele af verden — anslås det at publikum måske i alt vil bruge helt op til 1 milliard dollars (over 9 milliarder kroner) på E.T. Hvad skyldes denne E.T.-feber?

Filmen handler om en uskøn, 90 centimeter høj skabning fra rummet der strander på jorden og slutter venskab med en tiårs dreng ved navn Elliott. E. T.’s venlighed og kraft til at gøre godt, for eksempel at hele et sår på drengens finger og give blomster liv, medfører at han vinder Elliotts og hans families hengivenhed. Desværre lader det til at en tærende sygdom er ved at berøve den lille skabning livet. Men da han på uforklarlig vis „genopstår“ for øjnene af Elliott, bryder tilskuerne ud i jubel. Den bevægende afsked inden E.T.’s venner fra det fremmede tager ham med sig hjem, lader ikke et øje tørt i biografen.

Det er interessant at mange har bemærket paralleller mellem filmens handling og Jesu Kristi liv. Professor Albert E. Millar junior har sagt: „Jeg tror at det der slog mig mest, var tanken om evnen til at helbrede, og så dét at E.T. døde og genopstod.“ I E.T. har vi altså en fortryllende, messiaslignende figur der kortvarigt giver os følelsesmæssigt afløb for behovet for en sand ven med større evner end vore. Heri ligger filmens evne til at gribe os.

Trods det tilsyneladende kristne budskab kan filmen dog på en næsten umærkelig måde fremme en dårlig opførsel hos børn. I en scene kort efter begyndelsen af filmen ser man nogle børn spille „Dungeons and Dragons“ (et temmelig aggressivt spil hvori deltagerne får identitet som djævle og lignende) i et røgfyldt lokale med en tændt cigaret på bordet. Da E.T. senere bliver beruset af at smage på øl, og Elliott ad telepatisk vej mærker virkningerne, skildres det alt sammen som noget uskyldigt og morsomt. Desuden er noget af det sprog børnene benytter sig af, særdeles smudsigt. Dette har, sammen med det overnaturlige præg filmen har, bekymret mange kristne.

Om forældre vil se denne film eller lade deres børn se den, er naturligvis noget de personligt må afgøre. Men da filmen er meget populær, må vi ikke glemme at den let bliver et middel der kan få noget forkasteligt til at se tilforladeligt ud.

E.T. er sikkert en dygtigt lavet og meget underholdende film, men dens opdigtede hovedperson er ingen erstatning for vores sande ven, Jesus Kristus, der frelser os fra denne døende, onde verden. Kristus er ikke frit opfundet, som E.T.