Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g84 22/7 s. 30-31
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1984
  • Underoverskrifter
  • Bibel-analfabeter
  • Rensning på Bikini
  • Fugle og fly
  • Største kongeslot
  • Børns tilstand
  • Religion på TV
  • Hvem arbejder mindst?
  • Selvmordsbetaling
  • Politiledsagelse
  • Sælsomt dyr
Vågn op! – 1984
g84 22/7 s. 30-31

Vi betragter verden

Bibel-analfabeter

● Præsident Reagan erklærede 1983 for at være „Bibelens år“, men en gallupundersøgelse foretaget for nylig har vist at kun 15 procent af befolkningen i USA læser i Bibelen hver dag, og at 24 procent aldrig læser i den. Galluptallene har også vist at 30 procent ikke kendte Jesu fødested, at 35 procent ikke vidste hvor mange apostle han havde, og at 45 procent kendte færre end fem af de ti bud.

Rensning på Bikini

● Øen Bikini, der hører til Marshalløerne i Mikronesien og er den største af 23 øer som udgør atollen Bikini, kan gøres beboelig for mennesker, siger videnskabsmænd. Øen blev i 1946 tømt for sine 167 indbyggere for at der kunne foretages 23 atomprøvesprængninger. Prøvesprængningerne efterlod jorden forurenet med cæsium-137, et radioaktivt grundstof der koncentreres i al føde der avles. Det meste af befolkningen fra Bikini, der nu tæller 1100, bor på øen Kili, 684 kilometer mod syd, på et område der svarer til en sjettedel af Bikini-atollens landområde. Ifølge The New York Times siger en komité af videnskabsmænd at det vil kræve at man erstatter den forurenede jord med ny jord i en dybde af 46 centimeter, til et beløb der vil svare til 1 milliard kroner, for øen Bikini alene. Man har også undersøgt andre muligheder. En anden atol, Enewetak, der blev brugt til atomprøvesprængninger, blev renset af De forenede Stater i slutningen af 1970erne, for et tilsvarende beløb.

Fugle og fly

● Der rapporteres hvert år om cirka 1500 sammenstød mellem fugle og fly i De forenede Stater alene, hvilket resulterer i skader på flymotorer for millioner af kroner. Til tider medfører det at fly styrter ned og mennesker omkommer. Men hvorfor så mange uheld med fugle? Fordi fugle der holder til i nærheden af landingsbanen på en lufthavn bliver døve, siger professor Allen Counter fra Harvard University, og følgelig kan de ikke høre flyvemaskinerne eller advarselsskrig fra fugle der har set flyet. Efter at have studeret havmåger ved Bostons Logan International Airport slutter han at den støj de er udsat for — 90 til 100 decibel hvert 40. sekund — også „skader deres hjerne“ ved at „overbelaste deres hørelse“ således at „hjernereaktionen bliver ødelagt“.

Største kongeslot

● Sultan Muda Hassanal Bolkiah af Brunei hersker over et af de mindste lande i verden, men han er ingen lille forbruger når det drejer sig om hans kongelige bolig. „Hans nye 1788 værelsers slot på en kunstig, 30 meter høj bakke, hvorfra der er udsigt over hovedstaden, menes at være den største kongelige bolig i verden,“ skriver The New York Times. I dette land på kun 5765 kvadratkilometer på Borneos nordkyst optager hans fire sammenføjede treetages bygninger 20 hektarer i midten af en park på 121 hektarer. Vatikanet, der er den tidligere rekordindehaver, har 1400 værelser presset sammen på 5 hektarer. Sultanens palads kan prale af fire troner (der giver mulighed for besøg af et udenlandsk kongepar), en offentlig festsal der kan rumme 4000 mennesker, en helikopterlandingsplads, underjordisk parkering til 800 biler, et enormt fritidscenter med polobane, og det sidste nye i teknisk overvågningsudstyr og luftkonditionering. Prisen? Omkring 3 milliarder kroner, skriver Times.

Børns tilstand

● Årsrapporten fra UNICEF (FNs Børnefond) der kaldes ’Tilstanden hos verdens børn i 1984’, er nedslående — hver dag er der 40.000 børn under fem år der dør! Det hedder i den uhyggelige rapport: „For hvert barn der dør, er der et andet der bliver blindt, døvt, legemligt handicappet eller retarderet.“ Rapporten henviser til Verdensfødevarekonferencen i 1974, hvor det blev forudsagt at „inden et årti vil intet barn gå sulten i seng, ingen familie vil frygte for hvad den skal spise den næste dag, og intet menneskes fremtid og evner vil blive hæmmet på grund af underernæring“. Det er gået sådan, siger rapporten videre, „at i aften vil flere børn gå sultne i seng — børn hvis evner er hæmmet på grund af underernæring — end den aften disse ord blev udtalt.“

Religion på TV

● „Religiøse programmer har bredt sig hastigt [i USA] inden for det sidste årti,“ skriver The Plain Dealer. En to ugers undersøgelse i 40 byer i USA viste at der blev udsendt 18.845 religiøse programmer i dette tidsrum. „De indeholdt alt lige fra gudstjenester til præmiekonkurrencer, tegnefilm, varietéforestillinger, ja selv ’sæbeoperaer’ med religiøst indhold,“ skriver avisen. „En analyse af programmet viste at de medvirkende hovedsagelig var hvide mænd fra middelklassen. Personer der arbejdede for kirken var hovedsagelig mænd; og det samme var tilfældet når det gjaldt de rige og mægtige.“ Anmodninger om penge var også almindelige. „Seerne blev i løbet af en time gennemsnitlig bedt om at skænke eller købe ting for et beløb svarende til 1802 kroner,“ fastslår artiklen. „I de programmer der viste en prædikant eller et vækkelsesmøde blev der bedt om mest; gennemsnitlig bad man her om at få 3127 kroner i løbet af en time.“

Hvem arbejder mindst?

● Det statistiske kontor ved Det europæiske økonomiske Fællesskab har for medlemslandene lavet en undersøgelse om arbejdstimerne for fabriksarbejdere, og fundet at belgierne har den korteste arbejdsuge med et gennemsnit på 35,6 timer. „Derefter kommer Italien (38,1), Luxembourg (38,9), Frankrig (39), Holland (40,6), Vesttyskland (40,8), England (41,3), og Irland (41,4),“ siges det i Deutsches Allgemeines Sonntagsblatt. Imidlertid ændres billedet når man trækker den tid der går til ferier, fra gennemsnitstallet af arbejdstimer pr. år. For eksempel er tyskerne de arbejdere der har flest feriedage, nemlig 29,4 om året. Gennemsnitlig har englænderne 22 dage og schweizerne 21. Amerikanske arbejdere har kun 15 dages ferie om året, mindre end nogen i EF.

Selvmordsbetaling

● Et selvmordsforsøg i 1977 har givet bonus for en mand fra New York der kastede sig ud foran et undergrundstog. Manden, der i tidens løb har haft store følelsesmæssige problemer, mistede en arm og et ben da en af vognene kørte over ham inden toget standsede. Da der blev anlagt sag imod New York Citys trafikselskab for forsømmelighed, tilbød dette at betale cirka 6.200.000 kroner for at få sagen bilagt, i stedet for at gå til en domstol. Hvorfor? Fordi mandens sagfører påstod at motorføreren havde udvist en vis forsømmelighed ved ikke at standse før. Under den nuværende lov kan nævninge tilkende skadeserstatning i forhold til hvilken andel af skylden de mener hver part har. Af frygt for at skulle betale en stor erstatning, hvilket for nylig har været tilfældet i andre sager, valgte trafikselskabet at betale hvad der ud fra deres synspunkt syntes „ret og rimeligt“. I 1982 lykkedes det igen manden at kaste sig ud foran et tog i fart, men uden at det resulterede i en retssag, eftersom han ikke kom alvorligt til skade.

Politiledsagelse

● Ude af stand til at holde deres by fri for prostituerede ved at arrestere dem, har politiet i San Jose, Californien, fundet på en anden taktik — at ledsage dem. „Det er temmelig svært for dem at lave en aftale når vi står dér og lytter,“ siger Denise Pereira, der er politibetjent ved en uropatrulje. Som det berettes i New York-avisen Daily News, har denne strategi nedbragt antallet af prostituerede i byens centrum fra 30 til 5. Gadepigerne har forsøgt at slippe fra deres politiledsager ved at løbe, klatre over et plankeværk, springe ind i en taxi og køre en tur rundt i kvarteret — endog ved at hoppe af sted med et sjippetov for ikke at se ud som om de løb fra politiet. Men politiet har holdt trit og fulgt prostituerede i op til seks timer, i et forsøg på at „sulte“ dem ud af byen ved at afholde dem fra at tjene penge på deres „erhverv“.

Sælsomt dyr

● Den nøgne blindmus fra Nordafrika er blevet kaldt „en af Guds mest besynderligt udseende skabninger“ og har forbløffet videnskabsmænd, fordi den har „et af de sælsomste adfærdsmønstre blandt pattedyr i dyreriget,“ skriver The New York Times. Den opfører sig som et insekt! Denne sjældent sete, hårløse gnaver lever hele sit liv i underjordiske huler der er forbundet af et omfattende net af gange, og har et livsmønster der ligner biernes, hvepsenes, myrernes og termitternes. Denne enestående skabning — af form nærmest som en 7,5 centimeter lang pølse med ben, hale og fremstående, hvalroslignende fortænder — har vundet stor sympati hos de videnskabsmænd der studerer dens sælsomme opførsel.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del