Problemer i „paradiset“

NÅR du er træt og stresset sker det måske at du drømmer om at flytte til en lille ø i Stillehavet for at ’komme væk fra det hele’. Kan du se dig selv i et sceneri med en hvid strandbred, vajende palmer, dybblå laguner og et varmt, tropisk hav? Hvis dine drømme går i den retning, er det måske et sted som Belau du har i tanke.

Øgruppen Belau (det tidligere Palau) består af godt 200 tropiske øer, hvoraf størstedelen er ubeboede. Belau synes at have næsten alt det man forbinder med et paradis: En temperatur der som regel ligger lige omkring 27 grader, frugtbar jord, et righoldigt hav, flittige og venlige beboere — og så ligger det langt, langt borte fra Washington og Moskva, disse centre for international uro.

Desværre er det tyvende århundrede dog ikke gået sporløst hen over Belau. Øgruppen har efter tur været underlagt Tyskland, Japan og USA, og var under den anden verdenskrig skueplads for mange kampe og store ødelæggelser. Den dag i dag kan dette lille land med færre end 15.000 indbyggere mærke virkningerne af de problemer som store, fjerntliggende nationer kæmper med — noget de lokale beboere bestemt ikke er glade for.

Forurening er måske en af de plager der får dig til at ønske at du kunne flygte til en Stillehavsø, men også dette problem har truet Belau. I 1975 planlagde en af verdens største industrimagter, Japan, at bygge en olieomskibningshavn og et industrikompleks i Belau. Det skulle efter planen blive verdens største havn, med olieraffinaderier, petrokemiske faciliteter og smelteværker. På øen Kayangel, der måske er den smukkeste i hele Mikronesien, skulle der ligge et atomkraftværk. Et så stort byggeprojekt ville kræve at arbejdere fra andre lande flyttede til i stort tal. Når deres familier blev regnet med, ville de tælle næsten lige så mange som øernes egen befolkning.

Forståeligt nok kom størstedelen af indbyggerne med vrede protester mod projektet fordi de havde bange anelser om hvilken skade det kunne forvolde luften, de smukke strande og det rige dyreliv i havet. De ved at det er de rene og ubeskadigede rev og laguner som i umindelige tider har givet dem føden, og de ønsker ikke at få dem ødelagt i bytte for materielle luksusgenstande. En af deres ledere har sagt: „Udlændinge frister os med goder som vi ikke har, fordi vi ikke har brug for dem. De ser på Belau og forveksler enkelhed med fattigdom.“ Projektet blev opgivet på grund af den voldsomme modstand.

Kernevåben

Men måske er det på grund af krigstruslen og atomoprustningen at du har lyst til at slå dig ned på en tropeø. Hvis det er grunden, vil Belau måske vise sig at være en skuffelse. I 1983 blev netop dette emne debatteret voldsomt i det lille land.

Efter Japans nederlag i 1947 blev Belau formynderskabsområde under De forenede Stater, men inden for de senere år har De forenede Stater overvejet at trække sig tilbage som administrator. I et dokument kaldet „Pagten om fri forbindelse“ blev det lille land tilbudt selvstyre, mens Amerika dog skulle bevare alle militære rettigheder. Dette ville give beboerne i Belau mange materielle fordele, men en ulempe var at De forenede Stater ville have militæranlæg på øerne. Det var desuden underforstået i pagten at De forenede Stater skulle have ret til at transportere kernevåben gennem området.

I pagten stod der ganske vist: „De forenede Staters regering vil kun tillade kernevåben på Belau i forbindelse med transport og overflyvning, under en national undtagelsestilstand erklæret af De forenede Staters præsident, eller krigstilstand erklæret af kongressen, i den hensigt at forsvare sig mod et reelt eller truende væbnet angreb på De forenede Stater eller Belau.“ Indbyggerne på Belau var imidlertid ikke helt sikre på hvad der lå i ordene „transport“ og „overflyvning“.

Som måske det eneste land i verden har Belau en grundlov der forbyder kernevåben (lige så vel som kemiske og biologiske våben) inden for dets område og dets territorialfarvand. Beboerne tøvede derfor med at indgå en pagt der åbnede mulighed for militære installationer og anlæg i stort omfang, måske endog kernevåben. En lokal kvinde sagde: „Belau bør ikke blive involveret i nogen som helst form for militær aktivitet der kunne indbyde til aggressioner mod landet.“ En husmoder bemærkede: „Jeg frygter at der vil ske en atomulykke eller en eksplosion.“ Mange udtrykte bekymring for hvilke negative virkninger det kunne få på samfundet at amerikansk militær var stationeret i landet. Andre spekulerede på om pagten ville betyde at landet i for høj grad blev økonomisk afhængigt af De forenede Stater.

I dette spørgsmål lod det imidlertid ikke til at indbyggerne i Belau var helt enige. En 58-årig moder ønskede pagten indgået så hendes børn ’kunne tage til De forenede Staters fastland for at få en højere uddannelse’. En tidligere politichef bemærkede: „Folk taler en hel del om øernes skønhed. Men hvis man kunne give dem valget mellem penge og skønhed ville de fleste vælge pengene, fordi de er en nødvendighed. Jeg vil gerne se det palauanske folk have fremgang.“

Den 10. februar 1983 stemte et flertal for at man i et tidsrum på 50 år sluttede en pagt med De forenede Stater. Ved en særskilt afstemning var der imidlertid kun 52 procent der stemte for atomvåben i Belau — langt færre end de 75 procent der er nødvendige for at der kan foretages en forfatningsændring. Pagten blev derfor ikke indgået på det tidspunkt. Hårdknuden blev først løst da forhandlingsparterne underskrev en overenskomst der tillod De forenede Stater at transportere kernevåben gennem øområdet, men ikke at oplagre eller afprøve dem dér.

Riget forkyndes

Ja, selv om man har mulighed for at flytte til en tropeø, er der desværre ingen garanti for at man kan slippe for det tyvende århundredes bekymringer og problemer. Ingen ved hvad den umiddelbare fremtid rummer for Belau, men Jehovas vidner er travlt optaget af at fortælle øernes befolkning om noget der kan bringe dem store velsignelser.

I 1967 kom Jehovas Vidners første missionærer, et ægtepar, til Belau. De kendte intet til det lokale sprog, og fandt kun få der kunne engelsk. Snart havde de imidlertid lært nok til at de på gebrokkent palauansk kunne fortælle deres nye naboer at Guds rige er blevet oprettet, og at det er dette rige der vil bringe en endelig løsning på oprustningen med kernevåben, forureningen og alle de andre tilsyneladende uløselige problemer som her i det tyvende århundrede har grebet forstyrrende ind i øernes ro og fred. — Åbenbaringen 11:18.

I Belau er der nu en menighed på 30 Jehovas vidner som forkynder dette budskab til deres medmennesker: „Jehova er blevet konge! Lad jorden juble. Lad de mange øer fryde sig.“ — Salme 97:1, NW.