Seks fordele ved at være fordomsfri
AF DE mange fordele ved at være fordomsfri vil vi her se nærmere på seks. Overvej om ikke du ville finde livet gladere og rigere hvis du opdyrkede en mere fordomsfri indstilling på det ene eller det andet af disse områder.
1 — Det gør livet mere indholdsrigt
Kan du huske hvor spændende du syntes at livet var dengang du var barn? Alt nyt du mødte på din vej, skulle undersøges. Som de fleste andre børn var du sikkert fordomsfri og åben over for nye indtryk. Du kendte slet ikke ordet „fordom“.
Har du bevaret denne åbne og fordomsfri indstilling til nye ting? Eller er du blevet som de turister der klager over at de ikke kan få den mad de plejer at spise derhjemme? Af helbredshensyn kan det naturligvis være nødvendigt at træffe visse forholdsregler hvad angår mad og drikke når man er ude at rejse. Det kan for eksempel være klogt kun at drikke vand på flasker og at undgå rå grøntsager og salater, navnlig i troperne. Men bortset fra det, hvad er der da i vejen for at du i det mindste smager på nogle specialiteter fra det lokale køkken? De indfødte har nydt dem i årevis. Måske ved du slet ikke hvad du går glip af!
Og hvad mener du om fremmede skikke? De forekommer dig måske lidt fremmedartede. Men at noget er „fremmedartet“ er ikke ensbetydende med at det er „mindreværdigt“. Man er i virkeligheden snæversynet hvis man insisterer på at ens egen måde at gøre det på er langt bedre. Livet bliver mere indholdsrigt hvis man for eksempel lærer at spise med pinde — skønt man måske stadig foretrækker kniv og gaffel til daglig!
Hvorfor gå glip af samværet med udlændinge blot fordi deres måde at leve på er anderledes? En tysker der har været elev på Vagttårnets bibelskole Gilead, fortæller at han aldrig havde haft nær forbindelse med folk fra andre lande før han blev optaget på denne missionærskole i 1962. „Der var elever fra 50 forskellige lande i min klasse,“ siger han. „De kom fra så fjerne steder som Japan, Papua-Ny Guinea, Congo, Argentina og Indien. I begyndelsen vidste jeg ikke rigtig hvad jeg skulle mene om dem, men efterhånden som tiden gik og jeg lærte dem bedre at kende, kom jeg til at holde af dem. Det var en oplevelse der i høj grad har beriget mit liv og udvidet min horisont.“ Også dit liv vil blive mere meningsfyldt hvis du giver dig selv mulighed for at opleve hele den variation der findes inden for den menneskelige familie.
2 — Bidrager til et bedre helbred
Mennesket formår hverken nu eller i fremtiden at finde en altomfattende og evigvarende kur mod sygdom. Men Gud har truffet foranstaltninger til at hjælpe os. Snart vil hans nye tingenes ordning erstatte nutidens samfund, der er sygt både i fysisk og moralsk henseende. Da vil „ingen indbygger [sige]: ’Jeg er syg!’“ — Esajas 33:24.
I mellemtiden søger vi naturligvis midlertidig lindring for vore fysiske lidelser. Der er et stort udbud af behandlingsformer at vælge imellem. Hvis vi er fordomsfri vil vi ikke forkaste nogen af dem blot fordi de er lidt usædvanlige eller måske ikke er almindeligt anerkendt. Vi vil også huske at det der hjælper én måske ikke hjælper en anden. Alt imens vi udviser forsigtighed vil en fordomsfri indstilling give os mulighed for at vælge mellem langt flere behandlingsformer end en fordomsfuld indstilling nogen sinde vil give rum for.
Et åbent sind vil også hjælpe os til at være glade og optimistiske. Fordomme forgifter sindet; de er blottede for kærlighed og er derfor skadelige for helbredet. Som en psykiater har sagt: „Det er lettest at hade, men sundest at elske.“ Ja, den moderne lægevidenskab har indset den bibelske sandhed at „sagtmodigt hjerte er liv for legemet“ og „glad hjerte er ypperlig medicin“. — Ordsprogene 14:30; 17:22, Jerusalem-Bibelen.
3 — Fremmer den mentale udvikling
Man har anslået at hjernen er i stand til at rumme ti tusind gange så mange oplysninger som der findes i hele Encyclopædia Britannica! Hvorfor lægge hindringer i vejen for denne utrolige evne ved at lade fordomme sætte grænser for hvilken viden man tilegner sig?
Fordomme sætter den mentale udvikling i stå. Dette er farligt fordi det betyder at fordomsfulde mennesker ikke er i stand til at korrigere uheldige eller forkerte forestillinger og synspunkter. Et åbent og fordomsfrit sind fører derimod til modenhed og større sindsligevægt. Det hjælper os til at udvide det grundlag vi baserer vore meninger på og træffer vore afgørelser ud fra. Hvis vi er fordomsfri er der derfor større sandsynlighed for at vi vil træffe de rigtige afgørelser.
4 — Gør det lettere at løse problemer
Hvis vi skal kunne løse vore problemer på en god måde, må vi være villige til at tage imod klog vejledning. I Ordsprogene 15:22 siges der: „Er der ikke holdt råd, så mislykkes planer, de lykkes, når mange rådslår.“ En fordomsfri indstilling hjælper os til at tage imod råd fra vore medmennesker — arbejdskammerater, familie og venner. Gør vi det, vil vore planer lykkes.
Er vi blottede for fordomme vil vi kunne tage ved lære af andres eksempel, endda uden at de der sætter eksemplet er klar over det. Således plejede en kristen missionærs kone, når folks handlemåde bragte hendes mand ud af ligevægt, at minde ham om at „man kan lære noget af alle — om det så bare er hvordan man ikke skal gøre“.
Ja, vi kan have stor gavn af at lytte til andre og lægge mærke til deres handlinger. Hvis vi fordomsfrit betragter „udfaldet af deres adfærd“, kan vi enten efterligne deres handlemåde eller undgå den, alt efter omstændighederne. — Jævnfør Hebræerbrevet 13:7.
5 — Gavner forholdet til andre
Har du nogen sinde draget en forhastet slutning som senere viste sig at være fejlagtig? I så fald fortrød du det sikkert, især, naturligvis, hvis det belastede dit ægteskab eller et skattet venskab. En fordomsfri indstilling kan hjælpe os til at vente med at fælde en dom til vi har alle de nødvendige oplysninger. Det vil igen hindre os i at være for hastige til at udtale os. I Ordsprogene 18:13 finder vi Bibelens kloge iagttagelse om dette: „Om nogen svarer, førend han hører, regnes det ham til dårskab og skændsel.“
Det er vanskeligt at have et godt forhold til snæversynede mennesker der altid kun ser tingene fra deres egen synsvinkel, og ikke tager andres mening, smag eller interesse i betragtning. Og findes der noget mere snæversynet end mennesker der er stivnet i fordomme og så at sige „har skyklapper på“?
Man bør naturligvis ikke være så åben og tolerant at man mister de moralske principper af syne og bliver af den mening at „alting går an“. Men at man fordomsfrit søger at forstå andre, betyder ikke at man billiger deres forkerte handlinger. Man prøver blot at finde ud af hvorfor de tænker eller handler som de gør. Er der nogen formildende omstændigheder? Kan det skyldes opdragelsen, baggrunden eller miljøet? Eller skyldes det mangel på kundskab?
Hvis vi er fordomsfri med hensyn til andres fejl og svagheder, vil det blive lettere for os at vise dem empati. Det vil i så fald ikke være svært for os at få kontakt med dem i kristen kærlighed og hjælpe dem til at ændre urette handlinger og holdninger. Ja, er vi fordomsfri vil vi lettere få et nært og meningsfyldt forhold til andre.
6 — Den mest betydningsfulde fordel
Den sjette fordel ved at være fordomsfri har så stor betydning at den fortjener en mere grundig behandling. Også denne fordel har at gøre med vort forhold til andre, nemlig til Skaberen, Jehova Gud, og til hans søn og vor genløser, Jesus Kristus.
Forholdet til vore medmennesker er ganske vist vigtigt, men det kan dog allerhøjst have indflydelse på om vi er lykkelige eller ej. Vort forhold til Jehova Gud og Jesus Kristus, derimod, kan betyde liv eller død for os! I den følgende artikel vil vi forklare dette nærmere.