En længe ventet genforening

Fortalt af In-Bok Kim fra Korea

’DET er som at byde én velkommen tilbage fra de døde!’ Den tanke blev ved med at fare gennem mit hoved da jeg omfavnede min søster, In-Soon, som jeg troede havde været død i mere end 30 år. Overvældet af vore følelser græd vi begge som små børn. Små børn — det havde vi været da vi sidst så hinanden.

Vores genforening var et resultat af et TV-program der var tilrettelagt af den koreanske radio, og som på kort tid bragte over 11.000 familiemedlemmer sammen igen, efter at de i lang tid havde været adskilt. Men inden jeg fortæller hvordan min søster og jeg blev genforenet, må jeg hellere berette om de tragiske hændelser der førte til at vi, sammen med millioner af andre koreanere, blev skilt fra hinanden.

Gamle minder

Jeg er født i den koreanske havneby Inch’ŏn, i 1936. Som den næstældste i en søskendeflok på tre havde jeg en lykkelig barndom. Men pludselig blev vi ramt af en tragedie. Det år jeg fyldte ni, døde min moder, og allerede det næste år døde også min fader. Det syntes som om vi med ét var blevet forældreløse. På dette tidspunkt var vores storesøster blevet gift. Det blev derfor bestemt at min lillesøster In-Soon og jeg skulle flytte hen for at bo hos hende og hendes mand. Vi flyttede ind og begyndte at indstille os på vores nye situation så godt vi kunne.

En dag da jeg kom hjem fra skole, fik jeg at vide at In-Soon var blevet sendt af sted for at bo hos noget af min svogers familie i en by i Centralkorea. Det var et hårdt slag for mig, der dengang kun var en dreng på 13 år. Mine forældre var blevet taget fra mig, og nu var In-Soon også borte. Min storesøster trøstede mig ved at love at vi kunne besøge hinanden så snart tingene var faldet mere til ro. Fra den dag længtes jeg efter det øjeblik hvor jeg kunne være sammen med min lillesøster igen. Men der skulle gå lang tid inden dette skete — 33 år, for at være helt nøjagtig. I løbet af blot få måneder, i juni 1950, brød Koreakrigen nemlig ud.

Krigens hærgen

Krigen krævede frygtelige ofre blandt alle. Den bølgede frem og tilbage mellem Nord- og Sydkorea og hærgede dermed hele landet. Omkring en million civile i Sydkorea blev dræbt, hvilket var et betydeligt tab i et land der dengang havde omkring 20 millioner indbyggere. Store og små byer blev jævnet med jorden. Familier blev revet op med rode. Mænd, hustruer, forældre, børn, brødre og søstre blev spredt. Hele vort samfund gik i opløsning.

Krigens hærgen gik heller ikke os forbi. Der kom besked fra nogle slægtninge om at In-Soon og hele den familie hun havde boet hos var blevet dræbt. Ironisk nok fandt jeg senere ud af at en af vore naboer havde fortalt hende at også jeg var blevet dræbt, da vores flygtningebåd var blevet sprængt i luften. Så i 33 år troede vi hver især at den anden var død.

Forandringer efter krigen

Omkring juli 1953 blev krigen bragt til ophør uden at den havde medført nogen resultater. Landet prøvede at rejse sig fra asken. Jeg tilbragte omkring halvandet år på et børnehjem, indtil en velhavende forretningsmand til sidst tog mig til sig. Han ville gerne opdrage mig og lære mig at drive hans forretning. Jeg klarede mig godt i skolen, og min fremtid så lovende ud. Alligevel var jeg altid tungsindig. Jeg tænkte ofte over hvorfor der er så megen lidelse i verden. „Hvis der er en Gud, hvorfor tillader han så krige og sådan noget? Hvad betyder det alt sammen?“

Inden længe, mens jeg stadig gik i skole, blev jeg besøgt af Jehovas Vidner og begyndte at studere Bibelen. Det var som om et lys begyndte at skinne i mit hjerte og sind. Nu havde jeg endelig fundet svarene på mine spørgsmål. Ud fra Bibelen lærte jeg om årsagen til krige og lidelser, og jeg lærte også den løsning at kende som er nært forestående. Det gjorde at jeg ændrede mine planer og afsluttede min karriere inden for forretningsverdenen. Jeg var nu besluttet på at tjene trøstens Gud, Jehova. Jeg voksede hurtigt i forståelsen af Bibelen og blev til sidst indviet og døbt. Da jeg var 20 år gammel, blev jeg af Vagttårnsselskabet udnævnt til specialpioner, en heltidsforkynder.

Det første distrikt jeg fik tildelt, var det område hvor min søster havde boet da krigen brød ud. Jeg gjorde et ihærdigt forsøg på at finde hende, men der var ingen der vidste noget som helst om familien. Jeg blev mere og mere overbevist om at hun måtte være død. Der var så mange andre der havde mistet deres kære i krigen. Jeg måtte vel også acceptere kendsgerningerne.

Der er bogstavelig talt millioner af mennesker i Korea der har været igennem det samme som jeg. I årenes løb har de på forskellig vis forsøgt at finde frem til dem af familiens medlemmer der er forsvundet, men kun med ringe held. Annoncer i aviser eller meddelelser i radioen har vist sig ikke at være særlig effektive. Det skyldes blandt andet at krigen bogstavelig talt har lammet landets kommunikations- og transportsystemer. Først for nylig er disse blevet genetableret. En anden årsag er at der i Sydkorea, som nu har en befolkning på mere end 40 millioner, kun findes 258 familienavne. Over halvdelen af befolkningen har et af de fem mest brugte familienavne — Kim, Lee, Park, Choi og Chung — og mange har også det samme fornavn.

Et enestående TV-program

Imidlertid blev der for nylig prøvet noget nyt — et program der benyttede sig af fjernsyn og datateknik. Det begyndte som en dokumentarfilm om Koreakrigen, og blev støttet økonomisk af den koreanske radio. Et afsnit der skulle vare i to timer og handle om familier der var blevet adskilt, medførte uventet en sådan storm af efterlysninger fra seere at programmet måtte køre i 20 timer ud i ét. Derefter fortsatte det med at køre 14 timer om dagen hele den næste uge og blev i de næste fem måneder en tilbagevendende begivenhed hver uge.

Folk der søgte efter forsvundne slægtninge kontaktede TV-stationen. Derefter fik de et nummer og en dato for hvornår de kunne komme i fjernsynet. I mellemtiden var deres navne og andre detaljer blevet indtastet på en datamat så man kunne se om de passede med andre der søgte efter savnede slægtninge. Hvis ikke dette gav resultat, kom de i fjernsynet. Hver person der kom i fjernsynet bar et stort skilt foran sig der viste deres nummer og navn, navnet eller navnene på den eller de personer der var savnet, deres fødeby, deres forældres navne og andre detaljer de kunne huske.

Det var en landsdækkende udsendelse. Enhver der så programmet og genkendte personen eller omstændighederne kunne kontakte TV-stationen, og mens hele landet så på, kunne de blive genforenet på stedet dér i studiet — med tårer, gråd og omfavnelser og hvad der ellers hørte til. Mennesker der boede i forskellige dele af landet blev forenet ved hjælp af tovejs TV-modtagere. Ifølge den koreanske avis Choong Ang Ilbo bragte programmet 11.089 mennesker sammen ud af de 53.535 der havde søgt om hjælp.

The Korea Times for 16. august 1983 skrev følgende: „Aldrig før i landets historie har det koreanske folk rent spontant udgydt så mange glædestårer samtidig. Aldrig før i Koreas 5000-årige historie har hele befolkningen haft den følelsesprægede oplevelse af enhed og sammenhold som det var tilfældet da tusinder af deres brødre oplevede en tårefyldt genforening med deres slægtninge som de havde været skilt fra.“

En utrolig genforening

Da jeg så de følelsesladede men lykkelige genforeninger på TV, deriblandt genforeningen af slægtninge der længe havde været regnet for døde, blev gamle minder vakt til live i mig. Var det mon muligt at In-Soon stadig var i live? Jeg måtte prøve at finde hende, bare én gang til. Jeg tog hen til TV-stationen og fik vore navne og andre detaljer tastet ind i datamaten. Jeg fik så opgivet en dato en måned senere hvor jeg skulle på skærmen. Så tog jeg hjem — og ventede.

Fem dage inden jeg skulle i fjernsynet, modtog jeg en telefonopringning fra TV-stationen. De fortalte at min søster var blevet opsporet og at jeg skulle komme hen til studiet for at møde hende! Hvor utroligt det end lød, var hun taget hen til TV-stationen for at få sit navn tastet ind i datamaten nøjagtig samme dag som jeg var taget derhen.

På vej hen til TV-stationen begyndte gamle minder igen at vælde op i mig. Jeg følte mig forvirret. Jeg kunne kun huske en lille pige på 11 år. Kunne jeg genkende hende nu? Hvordan kunne jeg være sikker på at det var min søster? Hvis det nu ikke var, ville jeg bare have vakt de gamle sorger og smertelige minder til live igen, uden grund.

Da de førte os sammen genkendte In-Soon mig med det samme. Men jeg var bange og nervøs. At møde en man elskede, men som man med sikkerhed troede havde været død i 33 år, var slet ikke let, for at sige det mildt. Var det virkelig In-Soon? Hvordan kunne jeg være sikker? Efter at have talt sammen i en stund, besluttede vi at besøge vores fødeby Inch’ŏn, der lå omkring 40 kilometer borte, den by hvor min storesøster bor.

På vej dertil begyndte vi at snakke om gamle dage da vi var børn. Vi snakkede om vort hus i Hwapyung Dong, en bydel i Inch’ŏn. Vi kunne huske at vi havde et sort, galvaniseret bliktag. Når det regnede om natten blev vi så bange for lyden af regndråberne der ramte taget at vi hoppede over i den samme seng og gemte os under sengetæpperne. Vi huskede hvordan vores nabo, der også havde et galvaniseret, men rødmalet tag, tabte alt håret på grund af tyfus, og hvordan vores moder kort tid efter blev ramt af den samme sygdom og døde.

Sådanne fælles minder overbeviste mig om at hun virkelig var min lillesøster som jeg havde ledt efter. Vore øjne fyldtes med glædestårer. Vi kunne ikke længere beherske os. Sammen græd vi over vores glædelige genforening.

Større glæde forude

Min glæde er taget til siden den dag vi mødtes. Nu er In-Soon også begyndt at studere Bibelen. Også hun vil blive klar over hvorfor der findes så megen lidelse i verden, og hun vil forstå hvad hun må gøre for at være blandt dem der oplever at Jehova Guds storslåede hensigt bliver til virkelighed for dem der elsker og adlyder ham.

Mens tusinder har oplevet den usigelige glæde der er forbundet med genforeningen af familiemedlemmer som længe har været borte fra hinanden, er der millioner som stadig har dette til gode. Efter hvad man siger er omkring ti millioner mennesker adskilt fra deres familier på grund af grænsen mellem Nord- og Sydkorea. Eftersom det ikke er tilladt at føre nogen som helst form for kommunikation på tværs af grænsen, er der mange der ikke engang ved om deres slægtninge på den anden side er døde eller levende.

For disse og andre der er i samme situation, er der imidlertid et håb. Bibelen fortæller os at Guds rige ved Jesus Kristus snart vil fjerne alle grænser, både politiske og andre, der adskiller menneskeheden. (Daniel 2:44) Til den tid vil vi også opleve opfyldelsen af Jesu løfte i Johannes 5:28, 29: „I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans stemme og komme ud.“ Hvilken glædesfyldt tid vil det ikke blive! Til den tid vil den længe ventede genforening af hele menneskeslægten endelig blive til virkelighed.

[Tekstcitat på side 19]

I 33 år troede vi hver især at den anden var død

[Illustration på side 20]

Mennesker der søgte efter forsvundne slægtninge kunne ses i TV på denne måde