Hvem er i farezonen?

HVOR er AIDS-viruset kommet fra? Den fremherskende opfattelse i europæiske og amerikanske lægekredse er at det har sin oprindelse i Centralafrika. Et lignende virus er udbredt hos den grønne marekat der er en afrikansk abeart, og man mener at mennesker er blevet smittet med viruset gennem kontakt med de syge marekatte.

Men det var i De forenede Stater at de første AIDS-ofre viste sig. Hvordan er de blevet smittet? Det er en udbredt opfattelse at viruset er nået frem via Haiti. I forbindelse med et kulturelt udvekslingsprogram besøgte mange haitianere Afrika i midten af 1970erne. Man mener at homoseksuelle senere er blevet smittet under ferier på Haiti og har taget AIDS-viruset med sig til New York.

Afrikanerne rejser dog indvendinger mod disse teorier, og kalder dem „en propagandakampagne“. Redaktøren for et afrikansk lægetidsskrift, dr. V. A. Orinda, giver udtryk for den formodning at det er turister fra alle dele af verden der har indført AIDS i Afrika. Men ingen kan sige med sikkerhed hvor AIDS-viruset er kommet fra.

Uanset hvordan det forholder sig, har denne dødbringende sygdom luret under overfladen i USA i flere år, alt imens den har bredt sig stærkt. Men først for nogle få år siden opdagede man den, og siden er den hurtigt blevet en sundhedstrussel i hele verden.

Risikogrupperne

AIDS smitter gennem legemsvæskerne, først og fremmest blod og sæd. Enhver der har seksuelt samkvem med en som er smittet med AIDS-viruset, er derfor i farezonen. De homoseksuelle er særlig udsatte på grund af deres seksuelle vaner. I Danmark er 85 procent af AIDS-ramte mænd homoseksuelle eller biseksuelle.

I 1982 konstaterede man AIDS hos en der ikke var homoseksuel, men stiknarkoman. Ved at anvende fælles, usteriliserede injektionsnåle sprøjtede stofmisbrugerne ikke blot narkotika men også AIDS-virus fra deres kammerater ind i blodet. Det varede ikke længe før stiknarkomanerne blev betragtet som endnu en risikogruppe.

Vil det sige at de der bliver stukket af myg som bærer blod fra en AIDS-patient, er i farezonen? Det er ikke bevist at AIDS kan overføres på denne måde. „Plejepersonale der er i berøring med inficerede kanyler får mere blod end den mængde som en myg kan overføre,“ påpeger dr. Harold Jaffe, en førende AIDS-forsker. „Men,“ tilføjer han, „jeg tror ikke man kan sige det er umuligt.“

Ud over de homoseksuelle og stofmisbrugerne var der endnu en gruppe som begyndte at få AIDS — bløderne. De behandles normalt med et koncentrat der kaldes faktor VIII, som er fremstillet af blodplasma fra op til 5000 forskellige donorer. Det engelske lægetidsskrift The Lancet har skrevet at „i lande der benytter faktor VIII-koncentrat fra USA vil [AIDS] sandsynligvis få en større udbredelse“. Tidsskriftet oplyser således at man i Tyskland har konstateret en procentvis stigning i antallet af blødere med antistoffer mod AIDS-viruset, fra nul i 1980 til 53 procent i 1984!

Man har imidlertid også fundet AIDS-viruset i urin, spyt og tårer. Kan man pådrage sig sygdommen gennem disse legemsvæsker? Der er ikke fundet bevis for at nogen er blevet smittet med AIDS ad denne vej, og de fleste læger mener ikke at sandsynligheden er særlig stor. En neurolog, dr. Richard Restak fra Washington, D.C., siger imidlertid: „Hvis viruset findes i disse væsker vil det være klogest af os at regne med den mulighed at det også kan overføres ad disse veje.“

Den amerikanske avis National Catholic Reporter skrev i november sidste år at der på grund af udbredelsen af AIDS er opstået bekymring angående anvendelsen af en fælles alterkalk ved nadveren. Da man rettede en forespørgsel vedrørende dette til det amerikanske center for sygdomskontrol, svarede dr. Donald R. Hopkins, der er centerets konstituerede leder, at intet tyder på at AIDS kan overføres ad denne vej. Han tilføjede imidlertid at mangelen på beviser „ikke udelukker at der er en risiko“.

Er det så mærkeligt at folk er bekymrede, hvis man måske kan blive smittet med AIDS gennem nær kontakt med AIDS-patienter? Forældre bliver ganske vist tit forsikret om at deres børn ikke vil blive smittet med AIDS af deres skolekammerater. Som bevis fremfører man at AIDS-ofre ikke har smittet deres familiemedlemmer selv om de har kysset dem, spist med samme bestik og brugt de samme toiletfaciliteter. Journalisten William F. Buckley junior fra New York forstår dog godt at forældrene er bekymrede. Han påpeger:

„Da [det kendte AIDS-offer] Rock Hudson blev udskrevet bad man alle de sygeplejersker der havde plejet ham, om at brænde deres uniformer — og dette foregik på et moderne hospital, ikke i en medicinmands hytte. Patienten fik sin mad serveret på pap- eller plastictallerkener og måtte spise med plasticbestik — der bagefter blev destrueret.“ Hvorfor skulle hospitalspersonalet tage sådanne forholdsregler hvis de mente at der ikke fandtes nogen smittefare?

Farer ved blodtransfusion

Der er imidlertid slet ingen tvivl om at man kan pådrage sig AIDS ved at modtage blod fra en der er smittet med sygdommen. Selv bloddonorer der er bærere af AIDS-viruset men endnu ikke har symptomer på sygdommen, kan smitte andre med den.

Dr. Arthur Ammann oplyser at et spædbarn i San Francisco der havde fået flere blodtransfusioner umiddelbart efter fødselen, senere fik AIDS. En af donorerne, der var rask på det pågældende tidspunkt, fik symptomer på AIDS syv måneder efter at han havde givet blod. Både donoren og det spædbarn der modtog hans blod, døde.

I Australien fik fire for tidligt fødte børn AIDS efter at have fået transfusioner med blod fra en donor hos hvem man senere konstaterede antistoffer mod AIDS. Tre af de fire børn døde inden for syv måneder.

En dreng i den amerikanske stat Georgia døde af AIDS fem og et halvt år efter at han havde fået en enkelt blodtransfusion med blod fra en homoseksuel der ikke havde symptomer på AIDS, men i hvis blod man senere påviste antistoffer mod sygdommen. Beklageligvis meddeler lægerne på Georgias læreanstalt for lægevidenskab: „Donorens blod er blevet givet til mange siden vor patient [drengen] fik en transfusion.“ — The New England Journal of Medicine, 9. maj 1985, side 1256.

En undersøgelse har vist at næsten 40 procent af de patienter der havde „transfusions-forbundet AIDS . . . var 60 år eller ældre“ og at de „fortrinsvis havde modtaget transfusioner i forbindelse med kirurgiske indgreb, i mange tilfælde bypass-operationer“. — The New England Journal of Medicine, 12. januar 1984.

Dette giver anledning til et vigtigt spørgsmål: Kan man ikke på en eller anden måde sikre sig at transfusionsblodet ikke er inficeret med AIDS-virus?

En pålidelig blodtest?

Da man havde lokaliseret det virus der forårsager AIDS blev det muligt at udvikle en blodtest som i det mindste kan påvise om en person på et tidspunkt har været smittet med AIDS og har udviklet antistoffer. Man kunne således teste donorernes blod langt grundigere.

Pressen og mange læger syntes at mene at problemet dermed var blevet løst. Newsweek skrev for eksempel den 12. august 1985 om denne test at den „i de fleste eksperters øjne sikrer at AIDS ikke længere vil blive spredt gennem nationens blodforsyning“.

Men det siges der ikke i den reviderede vejledning fra den amerikanske sundhedsstyrelse som gives til folk i risikogrupper. I den står der: „Testen kan ikke udpege alle der muligvis er bærere af viruset, for ikke alle der er smittet med viruset har dannet antistoffer mod det. . . . Selv om man måske er blevet smittet, er der en mulighed for at der ikke bliver fundet antistoffer mod viruset når ens blod testes. Hvis det forholder sig således, vil blodet blive benyttet til behandling af patienter der så vil være i fare for at blive smittet med HTLV-III og for at få AIDS.“

I det amerikanske forbrugerblad FDA Consumer stod der i maj 1985 at „en negativ antistof-test ikke er nogen garanti for at den pågældende ikke er bærer af viruset. . . . Det kan skyldes at patienten er blevet smittet med viruset kort tid forinden og endnu ikke har dannet antistoffer imod det.“

Dr. Myron Essex, leder af cancerbiologiafdelingen ved Harvards medicinske fakultet, er i The New York Times blevet citeret for at have sagt: „Det er højst usandsynligt at prøven opfanger mere end 90 procent [af det inficerede blod], og hvis jeg skal gætte er det kun 75-80 procent. Det vil komme bag på mig hvis procenten er højere.“

Testen formår ikke at spore alt virus-inficeret blod, og dertil kommer at „blodtesten er så dyr at mange lande ikke vil have råd til at benytte den i større omfang,“ påpeger bladet Time.

Ved en undersøgelse foretaget af Newsweek sagde 21 procent af de adspurgte at de selv eller nogle som de kendte havde afslået at underkaste sig ikke-livsvigtige operationer der krævede blodtransfusion. Måske vil flere nu søge at finde frem til læger der har tilegnet sig de mere omhyggelige metoder som benyttes af de stadig flere specialister der opererer uden blod.

[Illustration på side 5]

Kan en patient være sikker på at det blod han eller hun modtager ikke er inficeret med AIDS-virus?

[Kildeangivelse]

H. Armstrong Roberts