Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g86 8/7 s. 29-31
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1986
  • Underoverskrifter
  • Giftudslip
  • Økonomi og overflod
  • Hvad med en gråbjørn?
  • Laveste befolkningstilvækst
  • Krigens arv
  • Korte sætninger er bedst
  • Luftrensende planter
  • Jazz for buddhister
  • Utilstrækkelige færdigheder
  • Stjålne biler opspores
  • Hvor sener „fabrikeres“
  • Uholdbare vidneudsagn
Vågn op! – 1986
g86 8/7 s. 29-31

Vi betragter verden

Giftudslip

I løbet af de sidste fem år har giftudslip i USA dræbt 135 personer, kvæstet 1500 og drevet mere end 200.000 fra deres hjem, rapporterer De forenede Staters miljødepartement. Hvert år indtræffer der omtrent 1400 tilfælde af utilsigtede udslip af farlige kemikalier. Man anslår at dette hvert år forårsager 2000 nye cancertilfælde — det svarer næsten til det antal mennesker der døde i 1984 som følge af den meget omtalte tragedie i Bhopal i Indien. „Der har været talt meget om det, men der er kun taget få skridt i retning af at forebygge lignende katastrofer,“ siger The New York Times.

Økonomi og overflod

„Overalt på kloden, i såvel industrilande som i udviklingslande, fremstiller producenter inden for en lang række områder mere end forbrugerne kan aftage, og skaber derved en ny verdensøkonomi — en økonomi baseret på overflod,“ siger The New York Times. „Overflod har erstattet 70ernes kroniske knaphed. Mængden af oplagrede råmaterialer vokser, fabrikker står ubenyttede hen eller udnyttes ikke fuldt ud, og antallet af arbejdsløse er enormt.“ Protektionisme er blevet almindeligt i mange industrilande, hvilket gør det sværere for landene i den tredje verden at sælge deres varer. Og efterhånden som priserne er blevet presset ned, har disse nationer tyet til forøget produktion, i håb om at genvinde den tabte fortjeneste — og derved forøges overfloden.

Hvad med en gråbjørn?

Staten Montana (USA) har et problem. Bestanden af gråbjørne i Rocky Mountains er vokset så kraftigt at de nu har bredt sig til områder hvor der findes mennesker og husdyr. Nogle er blevet „problembjørne“ fordi de har forladt deres normale kostvaner eftersom de nemmere har kunnet skaffe sig mad i de områder hvor der bor mennesker. Ifølge The Wall Street Journal fik Montana så den idé at skrive til andre stater og tilbyde dem gråbjørnene — der kan veje over 270 kilo. Nogle stater sagde ganske enkelt nej tak. Staten Californien forklarede at de eneste steder man kunne anbringe bjørnene også havde „en høj befolkningsprocent“. Wyoming var bange for de problemer der ville opstå hvis de fik bjørnene. Og Oregon tilbød i stedet at Montana kunne få nogle af de sorte bjørne der voldte dem problemer. Kun i Alaska var der en spinkel mulighed. De ville ikke ret gerne modtage bjørnene, men da de bestræber sig på at beskytte deres elge, ville de måske bytte nogle af Alaskas ulve med bjørnene, „ligeligt efter vægt“. Men Montana, der har nok at gøre med at beskytte sine husdyr, var ikke interesseret i flere ulve.

Laveste befolkningstilvækst

Europa har nu den laveste befolkningstilvækst i verden, siger den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung. Mellem 1975 og 1980 faldt den årlige tilvækst fra et gennemsnit på omkring 0,8 procent til 0,4 procent. Befolkningseksperter skønner at faldet vil fortsætte — for at nå ned på 0,26 procent ved slutningen af dette århundrede og resultere i nulvækst i år 2025. Afrika har på den anden side verdens højeste befolkningstilvækst. Den er steget fra 2,1 procent i 1950 til 3,0 procent i 1980, og den forventes at nå 3,1 procent i år 2000. På verdensplan vokser befolkningen ikke mere så hurtigt som tidligere. Befolkningen øges nu med 1,7 procent om året, det vil sige 80 millioner mennesker.

Krigens arv

Et trist, forvrænget liv er hvad børnene i Beirut oplever, siger avisen The West Australian fra Melbourne. Selv småbørn kan kende forskel på de stridende parters granater og de forskellige former for artilleriild. „Man kan spekulere på hvordan disse børn vil være når de bliver ældre, med al den gru der omgiver dem,“ siger Iman Khalife, en børnehavelærer fra Beirut. „Deres samtaler drejer sig om beskyttelsesrum, eksplosioner, kampe og stridigheder samt mangel på strøm og vand.“ Hun fortæller at den foretrukne leg blandt de tre- og fireårige hun arbejder med er „krig“, hvor de skal reagere som om en granat var eksploderet i nærheden. Unge på højere alderstrin er også berørt af forholdene. „Jeg kan ikke sove hvis jeg ikke hører lyden af granater,“ siger Ghazi Sabbagh, en 20-årig universitetsstuderende. For at kunne falde i søvn hvis der er et ophold i kampen, spiller han en båndoptagelse han har lavet af lyden fra mortererne, granatilden og håndgranaterne.

Korte sætninger er bedst

Hvordan skal man tale for at blive forstået? I Tyskland har man foretaget en undersøgelse som viser at det i hvert fald er bedst at bruge korte sætninger. Når en sætning i talesprog overstiger 13 ord, kan halvdelen af alle voksne ikke længere følge med. For børn på syv år ligger grænsen allerede ved otte ord. Det er Instituttet for Kybernetik i Paderborn der har foretaget denne undersøgelse, som har en vis interesse for offentlige talere. Det fremgår blandt andet af undersøgelsen at en sætning der varer længere end 5,5 sekunder, ikke bliver forstået af alle. Og talehastigheden bør ikke overstige 2,5 ord i sekundet. Det vesttyske institut har i en periode på godt otte år foretaget forsøg med over tusind mennesker.

Luftrensende planter

Forskere mener at den indendørs forurening, der på grund af den effektive husisolering i vore dage er ret høj, kan nedbringes ved hjælp af nogle almindelige stueplanter. Kaminer, ovne, gasvarmere, cigaretter, isolationsmaterialer, ja, selv syntetiske beklædningsgenstande, tæpper og gardiner kan udgøre potentielt farlige forureningskilder. Ved forsøg har planter af arten Tradescantia (for eksempel „landløber“) på 24 timer været i stand til ret væsentligt at nedbringe mængden af skadelige luftarter som kvælstofoverilte, kulilte og formaldehyd. For at modvirke forureningen i en gennemsnitsbolig er der behov for 8 til 15 planter anbragt på de rette steder. Ved forsøgene viste Tradescantia-planterne de bedste resultater, men også andre planter var effektive — for eksempel Aglaonema („sømandens trøst“), Scindapsus („guldranke“) og „fredslilje“. Videnskabsmænd ved NASAs rumfartscenter opdagede disse planters egenskaber da de søgte efter et biologisk luftrensningssystem der kunne anvendes i rumstationer.

Jazz for buddhister

I århundreder har buddhisttempler tjent som tilflugtssteder hvor folk kunne meditere i fred og ro. Men nu har man taget nogle usædvanlige ideer op. For eksempel genlyder Jotokuji-templet i Kyoto i Japan af jazz tre aftener om ugen. Ifølge avisen Asahi Evening News siger templets præst at „han nyder at have unge, trikot-klædte kvindekroppe til at dreje sig og springe rundt i sit tilbedelseshus“. Imidlertid indrømmer han at „det ikke er let at messe sutra til jazzakkompagnement“. Andre templer bruger popmusik, komedier og „prøv en dag som buddhistmunk“ som reklametrick for at tiltrække folk.

Utilstrækkelige færdigheder

Firs læger som frivilligt meldte sig til at få afprøvet deres færdighed i at opdage brystknuder klarede sig ikke særlig godt, fortæller bladet American Health. Knuderne, som forekom i størrelser fra 3 til 13 millimeter, og i varierende hårdhed, lå indkapslet i brystmodeller af silicone. Skønt det lykkedes bedre for lægerne at lokalisere de største knuder, fandt de i gennemsnit kun 44 procent af dem, og én læge opdagede kun 17 procent. Medicinerne opnåede de bedste resultater, hvorimod gynækologerne opdagede færrest knuder. Mange af lægerne sagde at de var mangelfuldt oplært i sådanne undersøgelser. Den tid der anvendtes til at undersøge brystet var en vigtig faktor. Eksperter siger at en tidlig påvisning er den bedste beskyttelse, det vil sige at knuderne opdages mens de endnu er små. Det anbefales at man undersøger sig selv hver måned, foruden de lægelige undersøgelser. De fleste små knuder kan fjernes ved en operation hvor kun et lille område omkring vævet bliver berørt.

Stjålne biler opspores

Over én million biler blev stjålet i De forenede Stater i 1984. Ifølge FBI vil kun halvdelen af bilerne nogen sinde blive genfundet. Dette har tilskyndet et firma i Massachusetts til at markedsføre en elektronisk anordning, på størrelse med en tavlesvamp, som kan sætte politiet i stand til at opspore et stjålent køretøj. I det år hvor man testede opfindelsen blev de fleste biler med anordningen fundet i løbet af ti minutter. Når et tyveri anmeldes vil en centralcomputer aktivere den elektroniske anordning, som da vil udsende et signal der inden for en radius af otte kilometer kan opfanges af en sporeenhed som er monteret i politiets biler. Computeren vil også kunne oplyse politiet om årgang, mærke, farve og indregistreringsnummer på den stjålne bil, så den let kan identificeres. Anordningen kan installeres hvor som helst i vognen, selv under betrækket.

Hvor sener „fabrikeres“

Forskere ved Northwestern University i Chicago i staten Illinois har opdaget hvor legemets sener „fabrikeres“. Ved at kigge ind i cellen med et elektronmikroskop som forstørrer en million gange, har de fundet det ribosom der producerer kollagen, som er senernes proteinbestanddel. Med dets tre proteintråde der er flettet som et reb, giver kollagen senerne styrke så de kan binde musklerne fast til knoglerne. Londonavisen The Times fortæller at den måde hvorpå proteintrådene bliver fremstillet og flettet sammen „synes at være den mest komplekse sammensætning af cellevæv der hidtil er opdaget“.

Uholdbare vidneudsagn

Ifølge en kendelse fra Missouris højesteret kan det der huskes som følge af hypnose ikke godtages som vidneudsagn i retten. Vedrørende sagen Alsbach mod Bader hedder det i The National Law Journal: „Carl Alsbach fik under hypnose genopfrisket sin erindring om den ulykke han havde været impliceret i. Han forsøgte at få sit vidneudsagn, der byggede på denne hypnotiske behandling, anerkendt som bevismateriale. Domstolen fandt at det ikke er videnskabeligt bevist at et sådant vidneudsagn er pålideligt, og at det derfor ikke bør tillades i Missouris retssale.“

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del