„Diget er brudt sammen!“
SÅDAN lød den korte nyhedsmeddelelse en februaraften i radioen i det nordlige Californien. Voldsomme regnskyl havde fået floderne til at svulme op og fyldt de inddæmmede vandreservoirer til bristepunktet. På ti dage faldt der 36 centimeter regn i udløberne af de bjerge som Yuba-floden afvander, og dobbelt så meget i bjergene.
Normalt gennemstrømmes floden af godt 110 kubikmeter vand pr. sekund; men nu steg det til 2800 kubikmeter pr. sekund — 25 gange det normale! Digerne om floden blev gennemvædet.
Klokken 18.10 en torsdag aften brød et overbelastet dige sammen. Der opstod en 12 meter lang åbning, og vandet oversvømmede de nærliggende byer Linda og Olivehurst. Næste morgen var åbningen udvidet til 55 meter. Redningsfolk bemærkede at vandet flød så hurtigt ned ad nogle gader at der opstod en flodbølge på godt en meter. Alene i dette område blev cirka 78 kvadratkilometer oversvømmet.
Nogle steder nåede vandet op til hustagene. Gennem vinduet i et hus kunne man se en sofa flyde rundt nær loftet! Tusinder af huse og hundreder af forretninger blev oversvømmet, og mange led alvorlig skade. Omkring 24.000 mennesker blev tvunget til at flygte fra deres hjem.
Nogle af de beskadigede huse tilhørte Jehovas vidner tilknyttet de nærliggende menigheder. Det er interessant at se hvad de gjorde og hvilken betydning det fik for dem selv og andre.
Hjælpearbejdet organiseres
Da oversvømmelsen indtraf advarede tilsynsmændene i de truede menigheder straks alle der kunne tænkes at ville rejse i retning af det oversvømmede område. De sørgede også for evakuering af dem der var berørt af oversvømmelsen; de blev installeret hjemme hos andre Jehovas vidner. Man gennemgik lister over alle menighedernes medlemmer for at være sikre på at ingen savnedes.
Næste morgen, fredag, mødtes tre af Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd og tilsynsmanden for stævnehallen i Yuba City. De telefonerede til Jehovas Vidners hovedkontor i New York efter retningslinjer og fik besked på at danne en nødhjælpskomité.
Hvor meget kunne dette hjælpearbejde gavne Jehovas vidner og andre i området? Ingen vidste det med sikkerhed den dag. Men det skulle snart vise sig.
Hjælpen når hurtigt frem
Man antog at man først om onsdagen kunne komme ind i det oversvømmede område og fastslå hvad Vidnerne behøvede. Men nogle steder sank vandet hurtigt, så ved en skyndsom indsats lykkedes det nødhjælpskomiteen at få hjælp frem allerede om søndagen, tre dage før planlagt.
Vidnerne i de omliggende områder blev ringet op. Cirka 250 mænd og kvinder tilbød straks deres tjeneste. De stillede på stævnehallens område i Yuba City. Mange fulgte efter i de næste dage.
Ved første dags slutning var 20 boliger gjort rene og repareret. Beskadigede gipsplader og isolationsmaterialer blev taget ned. Gulvbelægninger blev fjernet og husene gjort grundigt rene fra kælder til kvist. Samme behandling fik møbler og andet inventar. Vandskadede genstande, deriblandt sofaer og køleskabe, blev bragt til et lagerlokale og rengjort med specialudstyr.
Hvordan kan det være at det hele gik så hurtigt, når andre hjælpeforanstaltninger end ikke var kommet i gang endnu? Størst betydning havde Vidnernes villighed til straks at melde sig frivilligt og gratis, og deres bidrag i form af penge og læssevis af tøj, mad og andre ting, som for eksempel sengetøj, husholdningsapparater og endda køleskabe.
Selve organiseringen af hjælpearbejdet havde også stor betydning. Der blev oprettet et hovedkvarter med fem telefoner og et samtaleanlæg. De mænd og kvinder der arbejdede her, koordinerede den indsats der blev udført af de arbejdshold der gik fra hus til hus med hver sin specialopgave. Man koordinerede også de mange tilbud om hjælp fra Jehovas vidner og anmodningerne om folk og materialer. En arbejdsdag på 16 timer var normal i hovedkvarteret og i de hjem hvor man hjalp til.
Man får en forestilling om hvor hurtigt hjælpearbejdet skred frem når man hører om en forkynder der den første søndag ringede fra et sted 72 kilometer borte for at spørge hvad han kunne komme med som hjælp. Han fik at vide at der manglede gipsplader og isolationsmateriale. Dette købte han straks i store mængder. Da en ekspedient spurgte hvorfor han skulle bruge så meget, sagde han at det var til de oversvømmelsesramte. Ekspedienten var forbløffet, for vandet var knap nok begyndt at synke!
Så stor en arbejdsindsats udført så hastigt kan naturligvis medføre sine problemer — og humoristiske episoder. For eksempel arbejdede to malere i samme værelse i et hjem, da det blev opdaget at den ene malede med mat maling og den anden med halvblank! Fejlen blev hurtigt rettet.
Udtryk for stor værdsættelse
Der var mange der gav udtryk for værdsættelse, ikke blot Jehovas vidner hvis hjem blev sat i stand, men også talrige andre. Her følger nogle eksempler:
Mens nogle Jehovas vidner gennemgik et område for at se hvor der var størst behov for hjælp, stødte de på et ældre ægtepar. Kvinden så ud til at befinde sig på sammenbruddets rand på grund af ødelæggelserne. Hun fortalte at en religiøs gruppe var kommet forbi, men kun havde tilbudt at bede for dem. En anden gruppe havde sagt at ægteparret måtte have syndet mod Gud og at han var vred på dem. Hun sagde at Vidnerne var de eneste der havde tilbudt dem den hjælp de virkelig behøvede. Reparationsholdet gik i gang, og kvinden fortalte stolt naboerne at hjælperne „var vidunderlige“. Men også arbejderne var lykkelige, for, som Jesus sagde: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ — Apostelgerninger 20:35.
Et andet hold blev sendt hen til en ældre kvinde som et af Vidnerne kendte. Da hun fandt ud af at de var Jehovas vidner gav hun dem fri adgang til huset, hvor vandet havde stået 60 centimeter højt. Hun havde et ærinde at klare, men ved hjemkomsten havde arbejdsholdet skuret og skrabet og ordnet alt. Hun var overvældet.
Et rengøringshold tog til et hjem tilhørende et af Jehovas vidner, men fandt ud af at hun ikke havde behov for yderligere hjælp. Netop da kom en fortvivlet nabo til og fortalte at hun ventede hjælp fra en nødhjælpsorganisation, men den var ikke kommet endnu. Vidnerne tilbød frivilligt deres assistance, og en gruppe på ni gjorde hendes hus rent fra gulv til loft. Kvinden undrede sig over at de ville gøre alt dette for en fremmed. De svarede at de gerne ville vise næstekærlighed. (Mattæus 22:39) Kvinden var rørt til tårer over denne venlighed.
Et andet sted fortalte en beboer hvordan rengøringsholdene var kommet med udstyr, parate til at arbejde, mens en kirke havde sendt en mand rundt fra dør til dør klædt ud som klovn. Klovnen havde delt slik ud og indbudt folk til at komme i kirke om søndagen. Beboeren bemærkede at der var stor forskel.
Den første dag tog de mange arbejdshold ud i grupper med klar besked om hvad der skulle gøres, og de arbejdede hurtigt og effektivt. Men meget få af de katastroferamte vidste hvor de skulle begynde og hvor de skulle ende. Et hold lagde under arbejdet på et hus mærke til at en nabo så fuldstændig fortabt ud i sine bestræbelser for at reparere skaderne. Vidnerne gik derhen og spurgte ham om han havde brug for hjælp. Han svarede straks: „Ja!“ De hjalp med at fjerne gulvbelægningen, vægpladerne og andet. En medarbejder bemærkede: „Manden lyste helt op.“
En kvinde hvis mand er et af Jehovas vidner, kom hjem og fandt et arbejdshold i sit hjem. Hun siger: „Jeg var bestyrtet over at finde en gruppe Jehovas vidner i arbejde i mit hjem. De kender måske min mand, men de har ikke så meget som truffet mig. Jeg var aldeles overrasket over at de ville komme og gøre dette for mig skønt de aldrig har truffet mig.“
Sådan udtrykte mange sig efter at have fået hjælp, og de mange Jehovas vidner hvis hjem var blevet repareret af deres kristne brødre og søstre, udtrykte også taknemmelighed. En af dem sammenfattede det med ordene: „Jeg er simpelt hen overvældet. Jeg havde aldrig forestillet mig at nogen kunne være så storartede, endda nogen jeg ikke kender personligt. Jeg er simpelt hen overvældet!“
Forbløffede embedsmænd
Også embedsmænd var forbløffede. Da skadens omfang blev kendt, sendte amtet inspektører ud for at standse eller udsætte reparationsarbejdet indtil beboerne havde fået besked om de forskellige byggereglementer.
I den forbindelse fortæller en af de frivillige: „Mens vi arbejdede på en forkynders hus, kom to embedsmænd hen til mig idet de antog mig for at være husets ejer. De overrakte mig en liste med bestemmelser angående gen-bosættelse og oplyste mig om de krav der skulle opfyldes, for eksempel fuldstændig fjernelse af beskadigede vægplader, beskadiget isolation, blændgulv og andre dele. Jeg fortalte dem at det alt sammen var gjort, nøjagtig som forlangt.“
Han fortsætter: „Da de hørte dette, så de vantro på hinanden og på mig. Jeg fortalte så at jeg deltog i Jehovas Vidners hjælpearbejde. De smilede og sagde: ’Nu tror vi på det, for vi har set nogle af jeres folk i arbejde nede ad gaden.’ Men jeg ville gerne have dem til at tage vort arbejde i øjesyn og viste dem derfor det nye gulv, isoleringen, gipspladerne og andet. Jeg nævnte at vægbeklædning og malerarbejde ville blive påbegyndt næste dag, og at den nye gulvbelægning ville blive lagt på i weekenden. De var målløse og gik hovedrystende deres vej.“
En forret at hjælpe
Da arbejdet var tilendebragt, havde Vidnerne fjernet og udskiftet i tusindvis af kvadratmeter gipsplader, isolationsmaterialer, gulvbelægning og puds. Flere hundrede kvadratmeter vinylvægbeklædning var blevet fornyet. Hvis vi indregner maling, rengøring og rensning af huse og møbler, kontrol af el-installationer og trækning af nye ledninger, reparation eller fornyelse af gulvbelægning, reparation af køretøjer og redskaber, foruden mad, tøj, sengetøj og andre bidrag, repræsenterer det en ufattelig indsats. Og varerne og arbejdsindsatsen ville løbe op i svimlende summer hvis giverne havde taget sig betalt derfor.
Selv børn tilbød deres hjælp. En lille pige, tre og et halvt år gammel, skrev om sin gave til de oversvømmelsesramte: „Jeg elsker jer, og jeg håber I snart får det godt. Jeg har set alle mine skuffer igennem for at finde tøj som jeg ved at mine brødre og søstre som er små ligesom mig kan bruge.“ Hun sluttede med ordene: „Mange kærlige kristne hilsener.“ En niårig dreng skrev: „Jeg er kommet med min moder til Yuba City og vil gerne hjælpe jer med mine penge. Måtte Jehova være med jer.“ Han bidrog med 3 dollars og 17 cents (knap 30 kroner).
Uden på en brun papirspose stod der skrevet med ubehjælpsom skrift: „Til en lille broder.“ Posen indeholdt en lille batteridrevet bil og en børnebog. Indeni lå en seddel hvor der stod: „Til den det angår. Jeg er ked af at du havde oversvømmelse og mistede alle de ting du holdt af. Måske kan det her gøre dig glad. Måtte Jehova være med dig.“ Efter underskriften havde den lille dreng tilføjet dette P.S.: „Bilens batterier virker ikke, men den kan køre.“ Gaven var lille, men den viste at giveren havde hjertet på rette sted.
Jehovas vidner, gamle som unge, regner det for en forret at hjælpe deres medmennesker. Over hele verden har de erhvervet sig stor erfaring i dette, både ved deres hjælpeprojekter og ved at opsøge folk for at tale med dem om Bibelen. (Mattæus 24:14) De har også erfaring med store stævner hvert år, hvor mange samles og skal indkvarteres og bespises, og med byggeprojekter som for eksempel hurtigbyggede rigssale der opføres på to dage (noget som har vakt forbløffelse inden for byggefagene) og store stævnehaller og vældige afdelingskontorer i mange lande.
Alt dette har givet dem megen værdifuld erfaring. Den vil de få god brug for når de — efter at Jehova Gud har fjernet den nuværende katastrofeplagede verden og indført en helt ny tingenes ordning — skal være med til at gøre jorden til et paradis. — 2 Peter 3:13.
[Illustration på side 22]
Frivillige i hundredtal rengjorde i snesevis af huse
[Illustration på side 23]
Over 400 stykker møbler blev rengjort og renset
[Illustration på side 24]
Beskadigede vægplader blev udskiftet og malet