Hvad siger Bibelen?

Jehovas Vidner — anderledes end andre trossamfund

„UNDSKYLD, men jeg har travlt, og desuden taler jeg aldrig med Jehovas vidner,“ fik et Jehovas vidne til svar efter at have banket på en dør.

Forkynderen svarede venligt: „Jeg hørte godt at De sagde at De havde travlt, men må jeg blot lige spørge hvad grunden er til at De ikke taler med os?“ Det viste sig slet og ret at være misforståelser angående Jehovas Vidners tro og handlemåde. Da misforståelserne først var ryddet af vejen, fik de en god samtale.

Ved du hvad Jehovas Vidner tror? Ved du hvad der gør dem anderledes end andre trossamfund, og hvad forskellen kan betyde for dig?

Hvad de tror

Deres tro er ikke blandet med overleveringer, hedenske forestillinger eller nationalistiske idealer, men er udelukkende grundlagt på Bibelen, som de regner for Guds ufejlbarlige, inspirerede ord. Det betyder at deres tro på grundlæggende punkter adskiller sig væsentligt fra andres.

Brugen af Guds navn: Navnet JEHOVA, eller som nogle siger: Jahve, har en mærkelig klang i manges ører, men den omstændighed at det står mere end 7000 gange i Bibelen taler for at de der tilbeder Gud kan forventes både at kende og at bruge hans personlige navn. (Salme 83:18) Da kristne udgør ’et folk for Guds navn’, anvendte Jesus navnet da han underviste sine disciple. (Apostelgerninger 15:14; Johannes 17:26) Vil det i betragtning af dette ikke være mere på sin plads at spørge hvorfor andre trossamfund ikke konsekvent bruger navnet fremfor at mene at Jehovas Vidner er mærkelige når de gør det? — Malakias 3:16.

Guds rige: En virkelig regering, skønt den har sæde i himmelen, med Jesus Kristus som konge, og med herredømme over jorden. Riget er ikke blot ’noget inden i os’. „På hans [Kristi] skulder skal herredømmet hvile.“ (Esajas 9:6, 7, da. aut.) Ved hjælp af Riget vil Guds retmæssige suverænitet blive hævdet. Han vil ’oprette et rige som vil gøre ende på alle [jordiske] riger’, og genskabe enhed og verdensfred for evigt. — Daniel 2:44.

Menneskets sjæl: Ikke noget immaterielt og udødeligt der på en eller anden måde overlever legemets død, men derimod personen selv eller personens liv. „Mennesket blev en levende sjæl“ da det blev skabt. (1 Mosebog 2:7; 1 Korinther 15:45) „Sjælens udødelighed er en græsk tanke der er udformet i gamle mysteriekulter og videre bearbejdet af filosoffen Platon.“ (Presbyterian Life, 1. maj 1970) De døde befinder sig derfor ikke i et pinested, men sover så at sige. (Prædikeren 9:5, 10) Håbet om at døde kan få livet igen er grundet på Jesu Kristi genløsningsoffer og er betinget af at man har Guds gunst så man får en opstandelse. — Johannes 5:28, 29; Apostelgerninger 17:31; 24:15; 1 Korinther 15:13, 14.

Jordens fremtid: Jorden vil ikke blive til en livløs slagge, hverken som følge af Gud eller som resultat af et kernevåbenragnarok. Gud ’skabte den ikke forgæves’; han „dannede den til at bebos“. (Esajas 45:18; Prædikeren 1:4) Guds rige vil være det middel hvormed han vil få sin vilje til at ske, „som i himmelen, således også på jorden“. (Mattæus 6:10) Da ’tager de retfærdige jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den’. — Salme 37:29.

Hos dem der antager disse læresætninger sker der en holdningsændring over for Gud, tilværelsen og medmenneskene. Livet får mening og indhold. — Romerne 8:19-21.

Deres handlemåde

Også deres handlemåde bygger på Bibelen. Noget af det de gør betragtes måske af andre som mærkeligt, men de selv samme handlinger udgør betydningsfulde kendetegn på den sande tilbedelse.

Den offentlige forkyndelse: Mange fremdrager det som et særkende at Jehovas Vidner er organiseret med henblik på forkyndelse. Men ved at udføre dette arbejde adlyder Jehovas vidner blot Jesu befaling: „Gå . . . og gør disciple.“ De efterligner apostlenes eksempel og lader alle der er egnede som forkyndere undervise „offentligt og fra hus til hus“. (Mattæus 28:19, 20; Apostelgerninger 20:20) Nogle kirker har et traditionsbestemt skel mellem præsteskab og lægfolk, men det har „ikke den ringeste berettigelse . . . at foretage denne ’lagdeling’,“ siger tidsskriftet Theology Today. I modsætning hertil bemærker Encyclopedia Canadiana: „Jehovas Vidners arbejde er en genoplivelse og genoprettelse af urkristendommen der blev praktiseret af Jesus og hans disciple i det første og andet århundrede. . . . Alle er brødre.“

Kristen neutralitet: Jehovas Vidner møder kun ringe forståelse for deres standpunkt i denne sag, men de forholder sig neutrale i politik og i alle former for konflikter hvor det forlanges at man hader sin næste. (Johannes 18:36; Esajas 2:2-4) Historikeren Edward Gibbon siger om de første kristne: „De nægtede at tage nogen som helst aktiv del i den borgerlige administration eller i det militære forsvar af riget.“ Dette synspunkt, der ved første øjekast tager sig yderliggående ud, er altså et udtryk for den fredsommelighed der kræves af dem der ikke må være „en del af verden“. — Johannes 17:16.

Racisme: „Racefordomme — der stadig er et stridspunkt i nogle kirker — er ikke noget problem for Vidnerne,“ har en avis i USAs sydstater udtalt. Ægte kærlighed til deres kristne brødre forener dem i et verdensomspændende broderskab. De er ufuldkomne ligesom alle andre, men de bestræber sig på at omsætte Jesu bud i praksis: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — Johannes 13:35.

Lær dem bedre at kende

Vi har naturligvis ikke berørt alle forhold hvori Jehovas vidner skiller sig ud fra andre. Hvorfor da ikke selv lære disse kristne bedre at kende? Din udsigt til et lykkeligt liv nu og i fremtiden er uløseligt knyttet til nøjagtig kendskab til det trossamfund der skal være anderledes hvis det skal leve op til Guds normer. — Mattæus 7:21.